Læsetid: 3 min.

Hollandes store magt og tunge ansvar

Efter parlamentsvalget er Frankrigs præsident, François Hollande, blevet Europas mægtigste mand. Men det betyder ikke, at han ikke risikerer at blive trængt i defensiven, påpeger politologen Marc Lazar
Valgdeltagelsen ved det franske parlamentsvalg var rekordlav, men præsident François Hollande og Socialistpartiet sikrede sig flertallet i parlamentet.

Valgdeltagelsen ved det franske parlamentsvalg var rekordlav, men præsident François Hollande og Socialistpartiet sikrede sig flertallet i parlamentet.

Jean-Paul Pelissier

19. juni 2012

François Hollande, Frankrigs »normale præsident«, befinder sig i en »anormal situation«, skriver Le Monde efter socialisternes triumf ved parlamentsvalget: »Élysée-palæet (præsidentens residens, red.), Matignon (premierministerens residens, red.), Senatet, næsten alle regioner, en stor del af departementerne og nu det absolutte flertal i Nationalforsamlingen: Præsidenten og hans parti har al magt, bortset fra evnen til at ændre forfatningen, som kræver et fler-tal på tre femtedele i Nationalforsamlingen.« Ingen franskmand har siden den femte republiks indførelse i 1958 haft så mange magtbeføjelser som Hollande, konstaterer Le Monde.

Efter »hyperpræsidenten« Nicolas Sarkozy, der forleden mistede sin juridiske immunitet og derfor nu skal besvare ubehagelige spørgsmål i sagen om returkommissioner, hvidvaskning af penge og ulovlig partifinansiering fra sin tid som budgetminister under Édouard Balladur, er tiden kommet til Hollandes »hyperflertal«:»Socialist-partiet og dets allierede opnår et hyperflertal i parlamentet,« skriver Libération: »Et meget langt valgår, primærvalget medregnet, ender således med venstrefløjen i en mere hegemonisk position og med alle magtbeføjelserne. Hvad vil den så gøre nu? Det er et mysterium.«

Lav valgdeltagelse

Navnlig to faktorer bør lægge en dæmper på socialisternes begejstring og udstikke prioriteterne for Hollandes indsats i de kommende fem år, påpeger Le Mondes chefredaktør, Erik Izraelewicz. Ligesom forrige søndag var valgdeltagelsen på knap 57 pct. ved anden runde historisk lav. Det er et problem for det franske demokrati, mener Izraelewicz:

»Hvis han (Hollande, red.) ikke formår at genoprette tilliden mellem borgerne og deres repræsentanter, hvis han ikke med succes engagerer sig i landets bedring, så er det selve demokratiet, som i 2017 eller længere ude i fremtiden kan blive truet.«

Hollande bærer således et tungt ansvar, men ikke kun i forhold til franskmændene, understreger Izraelewicz.

»Europa er i krise. Eurozonen, som Frankrig og landets økonomi er en del af, er i fare (…) At redde euroen, hvis eksistens især skyldes François Mitterand, trænger sig på som den første, store opgave for Élysée-palæets nye beboer.«

Marc Lazar, professor i politologi ved Sciences Po i Paris og Luiss-universitet i Rom, betegner Hollande som »Europas mægtigste mand«, men understreger, at franskmændenes »republikanske monark« langtfra er enevældig.

»Ligesom andre europæiske regeringsledere har han begrænset magt i forhold til finansmarkederne. Ikke mindst på grund af den politiske splittelse i Europa,« påpeger Lazar, der også fremhæver politikerleden som et problem for Hollande:

»Ved første runde af det franske præsidentvalg opnåede protestkandidaterne næsten en tredjedel af stemmerne, og ved parlamentsvalget har valgdeltagelsen været rekordlav. Mistilliden i forhold til de politisk ansvarlige er generel. Desuden er udsigterne for den franske økonomi ikke gode, og det tvinger Hollande til straks at reducere de offentlige udgifter og øge skatteindtægterne, selv om han også skal forsøge at leve op til sine sociale løfter.«

Forværringen af befolkningens sociale vilkår, populistpartiernes fremmarch og ikke mindst europæernes stigende tendens til at afvise Europa er således ifølge Marc Lazar blandt de forhindringer, Hollande må tage i betragtning:

»Der er ingen tvivl om, at François Hollande har tvunget Angela Merkel i defensiven, hvad angår vækst, finanspagten, Den Europæiske Centralbanks rolle, Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, europæiske obligationer og beskatning af finans-transaktioner. Men tiden er knap og ansporer til uundgåelige kompromisser, som ikke bliver nemme at indgå, fordi tonen mellem Berlin og Paris bliver stadig mere skarp.« Når forholdet mellem Frankrig og Tyskland bliver anstrengt, kommer Paris altid i tanke om Rom, påpeger Marc Lazar:

»Tilnærmelsen til Italien går som regel ud på at lægge pres på Tyskland, men socialisterne deler ikke den liberaliseringspolitik, som Mario Monti forsøger at føre. Derfor kan den nuværende harmoni mellem Italien og Frankrig hurtigt udvikle sig til en kakofoni og tvinge Hollande i defensiven.«

Krisens dybde

Men fordi socialisterne opnåede absolut flertal i Nationalforsamlingen, så premierminister Jean-Marc Ayrault ikke er afhængig af stemmer fra De Grønne og Jean-Luc Mélenchons venstrefløjsalliance, Front de guache, kan det blive lettere for Hollande at indgå kompromiser med Merkel.

Samtlige ministre i Ayraults regering blev valgt ind, mens Sarkozys tidligere stabschef og indenrigsminister, Claude Guéant, og Front Nationals præsidentkandidat, Marine Le Pen, var blandt de mange højrefløjskandidater, der ikke fik sæde i parlamentet:

»Socialisternes overvældende sejr, der med ét forvandler Frankrig fra UMP’s til Socialistpartiets land, kan helt sikkert være en god nyhed for dem, der ønskede at gøre en ende på 17 års borgerligt lederskab,« skriver webavisen Mediapart. »Men det siger på sin vis også noget om, hvor dyb det repræsentative demokratis krise er.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi kan ønske franskmændene til lykke med, at de er sluppet af med klovnen Sarkozy.
Men når hr.Lazar udnævner Hollande til 'Europas mægtigste mand', lægger han sig i front i kampen om titlen som 'Europas største tosse'.

Den franske stat er i afgrundsdyb gæld, og det franske erhvervsliv hænger i laser.
Så længe Hollande ikke har fået gjort noget ved de problemer, kan man kun trække påskulderen.