Læsetid: 4 min.

Kansleren står isoleret i Europa

Angela Merkel er i stigende grad isoleret. Både Europa og USA lægger konkret pres på Berlin for at levere et afgørende slag mod krisen. Der er brug for en kortsigtet handlingsplan, lyder ekspertvurderinger
Der er udbredt enighed om, at Angela Merkels forsigtige sparepolitik på alle hylder ikke duer. Eurozonens aktuelle tilstand nødvendiggør en mere direkte handlingsplan, så Angela Merkel er nødt til at se nærmere på, hvad der kan gøres for at tilbyde akut hjælp til og vækst i de skrantende sydeuropæiske økonomier. Selv Obama har understreget det for hende.

Der er udbredt enighed om, at Angela Merkels forsigtige sparepolitik på alle hylder ikke duer. Eurozonens aktuelle tilstand nødvendiggør en mere direkte handlingsplan, så Angela Merkel er nødt til at se nærmere på, hvad der kan gøres for at tilbyde akut hjælp til og vækst i de skrantende sydeuropæiske økonomier. Selv Obama har understreget det for hende.

Sebastian Kahnert

27. juni 2012

Når EU’s ledere i morgen mødes i Bruxelles for at diskutere Europas fremtid, risikerer de at underkende behovet for øjeblikkelig handling. Sådan lyder vurderingen fra økonomiske eksperter, der betegner kansler Angela Merkels hidtidige krisekurs som presset.

»Den tyske position er tiltagende isoleret i Europa. Den lader sig efterhånden temmelig svært at opretholde«, siger Christian Dreger, der er professor i makroøkonomi ved Deutsche Institut für Wirtschaft.

»Tysklands holdning er naturligvis stadigvæk at insistere på konsolidering af de nationale budgetter. Det ser man som forudsætning for vækst på længere sigt.«

Christian Dreger mener i stedet, at eurozonens aktuelle tilstand nødvendiggør en mere direkte handlingsplan med øje for, at Angela Merkel er nødt til at se nærmere på, hvad der kan gøres for at tilbyde akut hjælp til de skrantende sydeuropæiske økonomier.

»Sparepolitikken er også den tyske strategis akilleshæl. Vi siger jo nemlig ikke, hvad der skal ske på kort sigt. Derfor har vi heller intet svar på de negative konsekvenser, som den langsigtede strategi udløser på den korte bane. Det har også med konsolideringen at gøre«.

Vurderingen deles af Tanja Börzel, Jean Monnet-professor ved Freie Universität Berlin:

»For den tyske forbundsregering betyder finansunionen i form af euroobligationer, en gældsfond eller ’eurobills’ mere Europa, mens den for Frankrig betyder mere solidaritet, med andre ord kollektivt hæfte. Det er det, der er problemet. Hvordan man end forholder sig til det problem, kommer vi ikke meget videre, fordi både euroobligationer og stærkere EU-regler indebærer en traktatændring og sandsynligvis også en ny tysk forfatning. Derfor må det på kort sigt handle om andre spørgsmål.«

Det er imidlertid ikke de korte perspektiver, der står på menuen, når EU’s stats- og regeringschefer i morgen og fredag samles til topmøde i Bruxelles.

Her skal de diskutere detaljer i et nyt udkast til en europæisk finansunion, der er udformet af EU-præsident, Herman Van Rompuy, kommissionsformand Barroso, eurogruppen Jean-Claude Junker og centralbankmedlem Mario Draghi. Merkel og de øvrige europæiske regeringschefer ønsker at styrke Unionens ret til at gribe ind i medlemslandenes nationale budgetter.

Vanker substantielle bøder

Ifølge det cirkulerende udkast skal eurozonens medlemslande fremover fremlægge deres rammebetingelser for offentlig gæld og nationale budgetgrænser i Bruxelles.

Hvis et land overskrider rammerne, skal de øvrige medlemslande i fællesskab beslutte, hvilke sanktioner der skal tages i anvendelse. Her kan der blandt andet blive tale om substantielle bøder. Dermed går udkastet således videre end tidligere forslag, der ikke har tilladt Bruxelles at diktere ændringer i de nationale budgetter. Forslaget vil derfor også med al sandsynlighed møde modstand fra flere EU-parlamentarikere, der frygter, at kvartettens udvidelse af Kommissionens rettigheder vil føre til en indsnævring af deres egne beføjelser.

Ifølge Süddeutsche Zeitung rummer udkastet også anbefalinger om at modellere en europæisk bankunion, i forlængelse af den permanente krisefond ESM.

Eurogruppe-chefen Jean Claude Juncker ønsker en centralt reguleret bankunion, hvis embedsmænd skal gives beføjelser til at overvåge samtlige 8.000 europæiske banker. Dermed går EU et skridt længere end Merkel og Tyskland, der udelukkende ønsker at kontrollere banker på tværs af landegrænser. Ifølge Berlin bør Tysklands stærke regionale banker imidlertid bevare deres uafhængighed.

Begrænset tysk styrke

At der er behov for konkrete og øjeblikkelige tiltag, er et synspunkt, der deles af Washington. På det netop overståede G20-møde i Mexico roste præsident Barack Obama Angela Merkel, men der skal ikke herske tvivl om, at Washington gerne ser en snarlig løsning på eurokrisen. Samtidig er Merkel imidlertid under indenrigspolitisk pres for at holde sig til sin egen stabilitetspolitiske linje.

»Kun en restriktiv redningspolitik, der lægger låg på redningsbeløbet vil anspore de forgælde stater til at gennemføre de fornødne nedskæringer og øge deres konkurrencedygtighed gennem faldende priser og lønninger«, sagde den indflydelsesrige tyske økonom Hans Werner Sinn for nylig til avisen The Guardian.

Mens omverdenen således forventer både akut handling og standhaftigt lederskab fra Angela Merkel, er eurozonen kort før topmødet blevet ramt af endnu en bølge af dårlige nyheder, som igen har ramt eurozonen: En massiv krisepakke til spanske banker har ikke haft den ønskværdige effekt på det spanske renteniveau. Mandag sluttede Cypern sig til som det femte EU-medlemsland, der ansøger om krisehjælp.

»Tysklands styrke er ikke ubegrænset,« slog Angela Merkel fast i sidste uge. Fredag træder det tyske forbundsråd og forbundsdag sammen for at vedtage den tyske tilslutning til finanspagten.

Flere eksperter ser i det lys planerne om en finansunion som en station på vejen mod tysk accept af fælleseuropæiske statsobligationer. Selv om udkastet ikke kalder på øjeblikkelig handling med henblik på fælleseuropæiske obligationer, de såkaldte euroobligationer, er der tale om et betydeligt skridt på vejen mod kollektivt at hæfte for kortfristede låneoptag, de såkaldte ’eurobills’.

Ifølge Tanja Börzel, Freie Universität Berlin, vil regeringen imidlertid af juridiske årsager næppe indlade sig på den model.

»Eurobills er jo ikke andet end kortfristede euroobligationer. Jeg er ikke sikker på, det stemmer overens med de europæiske traktater, for slet ikke at tale om den tyske forfatning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Merkel vil have budgetkontrol inden yderligere gaver.
Frankrig vil dele gælden ubetinget
Italien vil have udskudt gælden og massiv indsprøjtning
Jean Claude Juncker og Draghi vil styre det via bank kontrol.
Som jeg læser det, virker det som en 4-hjuls trækker, med hver sine 4 indivduelle gearkasse, mens bilen arbejder sig længere og længere ned i sandet.

Selv ikke nu er de enige om hvilke styrings-mekanismer der skal til. Det duer jo ikke.

Makværk endnu engang.

Iøvrigt med en hel masse "påhængsvogne" som hverken trækker eller skubber, men bare lallegal er med på en friløber, herunder DK. Minder mere og mere om "sandormen" ved skagen, som har sat sig fast :)

Martin Hansen

Isoleret er så meget sagt. Af Eurolande har hun Østrig, Holland, Finland og mindre østeuropæiske lande som Estland, Slovenien og Slovakiet på sin side. I de fleste tilfælde sikkert også Belgien, Luxembourg og Malta.

Georg Christensen

Det ærger mig og det irriterer mig, at jeg på væsentlige områder må give "Merkel" ret.

For, at komme videre, er det nok klogt, først at sætte det hele istå. Så få smurt "maskineriet" på ny, og sendt nye "finansmodeller" på banen.

Martin B. Vestergaard

Euroen var en fejl fra starten, det fungerer ikke at indføre en fælles valuta uden at have en fælles finanspolitik, med tilhørende ordninger der udligner de økonomiske forskelle der er mellem de vidt forskellige medlemsland.

Men det er landene i EU alt for forskellige til, specielt når det gælder økonomiske kultur.

I de fleste lande i nord, er der tradition for høje skatter og at man betaler dem, mens mange lande i syd har tradition for lave skatter, der i stort omfang ikke betales.