Læsetid: 7 min.

Kinas afrikanske eventyr: God økonomi - elendige vilkår

God økonomi – elendige vilkår Mens afrikanerne er usynlige i Kina, dominerer kineserne på det afrikanske kontinent. Og det handler ikke kun om opkøb af jord og eksport. De problemer, der er i Kina, er flyttet med til Afrika, mener TV-Avisens Kina-korrespondent gennem seks år, som rapporterer fra Zambia
Kinas indtog kan mærkes tydeligt på markederne i Zambias hovedstad Lusaka. Ved hjælp af kraftfoder opnår kineserne hurtig vækst og god økonomi for produkter som f.eks. kyllinger. Også Zambias største aktiv, udvindingen af kobber, har kineserne overtaget i stor stil – og her melder arbejderne om horrible forhold.

Kinas indtog kan mærkes tydeligt på markederne i Zambias hovedstad Lusaka. Ved hjælp af kraftfoder opnår kineserne hurtig vækst og god økonomi for produkter som f.eks. kyllinger. Også Zambias største aktiv, udvindingen af kobber, har kineserne overtaget i stor stil – og her melder arbejderne om horrible forhold.

Tom Cockrem

18. juni 2012

To store lastbiler fyldt med levende kyllinger ruller hver morgen ind på det store marked i Lusaka, hovedstaden i Zambia. Kyllingerne er ikke kun dobbelt så store som dem, de lokale har til salg, de sælges for det halve. Af kinesere.

For hvor afrikanske varer er en sjældenhed i det kinesiske gadebillede, har det asiatiske folk i den grad indtaget det afrikanske kontinent – til stor frustration for bl.a. de lokale handlende i Zambias hovedstad, arbejderne i de kinesisk ejede miner og politikere, der opgivende erkender, at et land som Zambia ikke kan sige fra over for et land som Kina, der har ressourcer til store investeringer og deres helt egne modeller, når det handler om at gøre virksomheder rentable – f.eks. satsningen på kraftfoder, der sikrer hurtig vækst, stor omsætning og lave produktionsudgifter i forbindelse med kyllingeopdræt, eller fraværet af sikkerhedsudstyr, rettigheder og fagforeinger i de nyerhvervede afrikanske miner.

Kinesernes Afrika-eventyr begyndte i Zambia, da de i 1970’erne meget ambitiøst byggede en jernbane til nabolandet Tanzania. Det var dengang, der var politiske motiver bag. Der skulle sikres stemmer i FN, så Taiwan kunne holdes på afstand. Siden har Kina hovedsageligt sigtet målrettet efter lande med store energiressourcer, så hjulene i ’verdens fabrik’ kan holdes i gang.

I dag forholder det sig anderledes. Som Information fortalte 5. juni har flere lande på kontinentet trodset krige, sultkatastrofer og tvivlsomme demokratier. Fire af de 10 hurtigst voksende økonomier i verden ligger i Afrika, og samlet set er de afrikanske økonomier vokset med fem-seks procent om året siden år 2000.

Umenneskelige forhold

Det skyldes ikke mindst kinesiske investeringer og samhandel, der i 2011 slog alle rekorder med 160 mia. dollar (960 mia. kr.). Zambia har ingen olie, hvilket ellers er det, kineserne oftest er ude efter, men landet har til gengæld store forekomster af kobber. Finanskrisen arbejdede her for kineserne, som greb muligheden for at få en fod indenfor i mineindustrien i det afrikanske land, da prisen på kobber faldt så voldsomt, at flere udenlandske mineselskaber ikke fandt udvindingen rentabel mere. Den statslige minekoncern China Nonferrous Metal Mining har investeret i fire kobberminer og rettigheder til en firedobling af produktionen. Kineserne har ikke tilladt udenlandsk presse adgang til deres miner i Zambia, men samtaler med tidligere minearbejdere her bekræfter, at såvel lønforhold som arbejdsmiljø er meget ringe.

»Vi arbejder under helt umenneskelige forhold og bliver nærmest behandlet som dyr,« siger Martin Medihama. Hans kollega, Peter Muteka, tilføjer, at »kineserne betaler meget mindre, og arbejdstiden er meget længere«.

»Sikkerheden er de helt ligeglade med,« siger den 25-årige minearbejder. Det billede bekræftes af en nylig rapport fra Human Rights Watch (HRW), som bekræfter, at der i de kinesiske kobberminer i Zambia arbejdes i skift på 12-18 timer – i ekstrem hede og i nærkontakt med farlige kemikalier uden det nødvendige sikkerhedsudstyr. Minearbejdere, der klager, straffes eller fyres.

Forholdene er de samme i mange af de kulminer, jeg har besøgt forskellige steder i Kina. Ringe ventilation i skakterne, manglende vedligeholdelse af eller ligefrem fravær af sikkerhedsudstyr. Tusindvis af mennesker mister hvert år livet i kulminerne i Kina, men da det ikke har de store konsekvenser for ejerne, er fraværet af uafhængige fagforeninger også et forhold, kineserne gerne ser eksporteret til Afrika.

Zambia har egentlig tradition for en aktiv fagbevægelse, men de kinesiske ledere gør alt for at skræmme og true tillidsrepræsentanterne, så de kan indføre deres eget foretrukne system. Zambia er i det hele taget et godt eksempel på, hvad der sker, når ’kineserne kommer’ – bølgen af investeringer, som vi har set de seneste 10 år. De første, der rykker ind, er de store, statsejede minekoncerner, som vil bryde kobber og andre mineraler. Det følges meget hurtigt op med alle de tiltag, der er nødvendige for at sikre maksimalt udbytte – fra infrastruktur til opførelse af kontorer, boliger og hospitaler. Disse opgaver udføres af kinesiske entreprenørfirmaer og underleverandører, som typisk også er statsejede eller i hvert fald statskontrollerede. Mange af opgaverne vinder kineserne i fri konkurrence af den simple grund, at de kan udføre dem billigst. De kommer ikke blot med en stor gruppe af ledere, mellemledere og til en vis grad arbejdere, der alle er vant til de lave kinesiske lønninger. De har også effektivt holdt lønniveauet nede hos den lokale, afrikanske arbejdskraft. Ikke en uoverskuelig opgave, når man påtænker den høje arbejdsløshed blandt zambianerne.

Et lille stykke Kina

Zambias nyudnævnte udenrigsminister, Given Lubinda, erkender, at det er svært for et land som Zambia at modstå den kinesiske ’invasion’: »De er så nemme at have med at gøre, fordi de aldrig stiller betingelser for deres hjælp og investeringer. ’No strings attached’ er en opskrift, der er meget attraktiv for mange lande.«

Men kineserne er ikke i Zambia for at yde bistand til det afrikanske land, og de ved, hvordan de sikrer sig dominans – faktisk har de stort set elimineret størstedelen af al konkurrence i adskillige brancher. En af metoderne er finansiering – her taler vi om meget billige lån med lang løbetid – der typisk er en del af de pakker, kinesiske firmaer inkluderer i deres tilbud.

Det er de – igen statskontrollerede – kinesiske banker, som garanterer en finansiering, der i en licitation kan udradere ethvert tilbud fra et internationalt eller afrikansk firma. Hertil kommer naturligvis, at afrikanerne er modtagelige over for den specielle kinesiske ’gavekultur’ – et eksempel er f.eks. Zambias to nye sportsstadioner til en værdi af næsten en milliard kroner – en gave fra Kina. Endelig er der den helt afgørende kulturelle og mentale faktor: arbejdskraften og arbejdsmoralen. I Kina har man en mobil arbejdskraft, der er ganske unik. De såkaldte mi-grantarbejdere. Ufaglærte arbejdere, der kommer fra de fattige provinser i det vestlige Kina. De tager til de store byer og de områder langs Kinas østkyst og i sydlige provinser, hvor stort set al industriproduktion foregår. 11 måneder om året bor de under simple forhold og arbejder så meget, de kan hver måned på fabrikker eller i bygge- og anlægsbranchen. De tjener typisk en 1.500 danske kroner om måneden, hvilket måske ikke lyder af meget, men er en hel del mere, end de kunne skrabe sammen ude i provinsen. Netop denne fleksible arbejdsstyrke er en stor del af forklaringen på det økonomiske mirakel i Kina. De seneste opgørelser viser, at der er over 200 millioner migrantarbejdere i Kina. Og det er også den model, Kina opererer med i Afrika.

Jeg besøgte én af de indhegnede kinesiske landsbyer i Zambias kobberbælte: et lille stykke Kina midt på den røde og varme afrikanske jord. Alt i landsbyen kommer hjemmefra: frø til grøntsagerne, der dyrkes på markerne; fiskene, de opdrætter i dammen og alle redskaber og maskiner, som skal bruges for at holde det lille samfund i gang. Der er meget begrænset, hvad der købes lokalt. Også selv om det, der kan købes i stigende grad er ’Made in China’.

For der er endnu et vigtigt led i den kinesiske maskine. Det, jeg kalder ’fætter-kusine-effekten’: Når de store og mellemstore kinesiske virksomheder har gjort deres, kommer en tredje bølge af små og primært private forretningsfolk, der arbejder med service og i import-eksport-sektoren. Det begynder typisk med restauranter, men udvikler sig hurtigt til etablering af mindre firmaer, der står for import fra Kina af f.eks. møbler, tøj eller udstyr til de større statslige selskaber.

Kan ikke sige fra

Og så er vi tilbage på det lokale marked, som bugner af importerede varer. Den traditionelle tekstilindustri er f.eks. fuldstændig forsvundet, og de farverige tekstiler ankommer i containere fra Kina.

Achin Matimbo viser rundt på markedet.

»Det kommer alt sammen fra Kina,« siger han opgivende.

Og det stopper ikke der, for kineserne er desuden i gang med at starte egentlig industriproduktion op i Zambia. Og modellen er igen medbragt hjemmefra: Nemlig de økonomiske frizoner, som Deng Xiaoping fik oprettet for over 30 år siden med skattefrihed og begunstigelser.

I Lusaka styrer ambassadør Zhou Yuxiao oprettelsen af to økonomiske industrizoner, hjælper med kontakt til jordopkøb – og frem for alt er det lykkedes ham – på ganske få måneder – at få omvendt den nyvalgte og oprindeligt Kina-kritiske regering.

»Andre lande hjælper med at give råd og vejledning. Kinesere skriver ingen rapporter, men går i gang med at bygge broer og hospitaler,« konstaterer ambassadøren med et smil.

Intet kan tilsyneladende bremse kineserne fremfærd – slet ikke i et land som Zambia. For fire år siden kaldte nuværende præsident Michael Sata kineserne for »invaders«. I dag erkender landets udenrigsminister, Given Lubinda, at Zambia slet ikke kan klare sig uden kineserne:

»Et land som Zambia kan ikke tillade sig at sige til kineserne: ’Nu er det nok!’ Det kan vi bare ikke.«

 

Jan Larsen, journalist på TV-Avisen og ’Horisont’. Fra 2005-11 DR’s korrespondent i Kina

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Benjamin Bach

Tak for denne artikel. Som jeg nævnte i en nylig debat om Kinas rolle i Afrika, så er dokumentarfilmen When China Met Africa et relevant bekendtskab, som går bag om kulisserne i Kinas aktiviteter i Zambia og i øvrigt også er et interessant menneskeligt portræt af eksil-kinesere. Dvs. fattige kinesiske udvandrere, der søger løkken på et nyt kontinent.

Robert Kroll

Jo flere penge Kina tjener i Afrika, jo mere har Kina råd til at købe for i Danmark.

( Absolut ikke en saglig bemærkning - men alligevel.)

Peter Nielsen

Fra 10 mia. i år 2000 til 160 mia. et årti senere. Hvor længe bliver det dog ved? Hvad foregår der dog derovre i Østen? Hvorfor kalder vores politikere krisen for 'global', når det nu kun er Vesten, som er ved at kollapse? Asien, Afrika, Sydamerika exploderer. Jeg flytter meget snart herfra. Derovre har man en fremtid. Det tror jeg ikke vi har, hér.

Stig Rasmussen

Torben: Hvis jeg husker var Karen Helvegs artikel en stor retræte efter at der kom nogle kritiske kommentarer. Kinas indtog i Afrika er helt afhængig af lederne i de pågældende lande, da kineserne er fuldstændig ligeglade med hvem de handler med om det er Bashir eller Mugabe.

At kinesisk kvalitet stadig er lysår bagud ses tydeligt i hjemlandet med forgiftede fødevarer, tog ulykker etc.

At europæiske "investeringer" i Afrika har medført at landet aldrig har opbygget forarbejdnings faciliteter, men generelt har været hensat til at eksportere råmaterialer, ændrer ikke på at den kinesiske måde er endnu mere skadelig for landene.

Nic Pedersen

Man behøver altså ikke at være hverken geni eller kineser for at kunne finde ud ad at give en slagtekylling noget kraftfoder!
(heller ikke i Afrika)

Preben Haagensen

I gamle dage kaldte man det som kineserne foretager på det Afrikanske kontinent for imperialisme, kolonialisme og udbytning, undskyld det må man jo ikke sige om Folkerepubliken Kina som er styret af et benhårdt kommunistisk diktatur. Nu er det ikke for ingen ting, at kapitalisterne i vesteuropa (inklusive Danmark) og nordamerika har nedlagt og flyttet de fleste industrier til østasien og Kina hvor de har fået arbejdsvilkår som i kapitalismens barndom (lange arbejdsdage og ingen fagbevægelse) var det ikke kineserne som sagde de var ligeglade med hvilken farve katten havde bare den kunne fange mus (kapitalisme).
Nu er det jo en artikel om Afrika, og ja det er ikke for afrikanernes mørke øjnes skyld, at kineserne foretager sig det de gør. For det første har Kina ikke de råstoffer der skal til for, nu når kapitalisterne har gjort Kina til verdens smedie, derfor har Kina sine fangarme ude over hele verden, inklusive Afrika,
Det er sandt Kina bygger megen infrastruktur i Afrika, men megen af denne, er for at få råstofferne hurtigt ud til kysten og videre til Kina.
Nu er jeg selv som folkpensionist, jævnligt i vestafrika, og ja, der er kinesere og deres billige kram overalt, som afrikanerne køber da de fleste er ludfattige, men desværre ødelægger kineserne den lokale industri, og som der også omtales den afrikanske tekstilindustri, med deres pragtfulde tekstiler som de afrikanske kvinder går i. Hvad får de i stedet, billige kinesiske imitationer af ringe kvalitet. Vel de afrikanske ledere og overklassen er glade for kinesernes gaver, men blandt mange almindelige afrikanere vokser vreden mod kineserne som har ødelagt den lokale industri.

Niklas Monrad

Kinas kul produktion i 2009 = 2.96 milliarder ton svarende til ca 2500 dødsfald - på et år. Og det er kun i minerne.

Så er a-kraft naturligvis meget værre ...

Per Torbensen

Om A-kraft er værre er al for tidligt at udtale sig om,plutonium-239 der bruges i a-kraftværker har en halveringstid på 24110 år.
Det må kommende generationer svare på,men de vil helt sikker forbande os.