Læsetid: 8 min.

Libyens svære vej mod demokrati

Knap et år efter Gaddafis fald er libyerne ved at miste tålmodigheden. Det går trægt med genopbygningen efter krigen, flere byer kontrolleres af militser, og arbejdsløsheden er høj. Ikke desto mindre har 2,7 mio. libyere registreret sig som vælgere til det første demokratriske valg i landet i 42 år
Der er gået næsten et år siden revolutionen, og nu vil libyerne se resultater. De har svært ved at forstå, at det tager så lang tid at opbygge et demokrati.

Der er gået næsten et år siden revolutionen, og nu vil libyerne se resultater. De har svært ved at forstå, at det tager så lang tid at opbygge et demokrati.

Alessio Romenzi

7. juni 2012

Marwan Draid havde først besluttet ikke at lade sig registrere som vælger til valget i Libyen – for hvad nyttede det egentlig, det hele? Det ville jo alligevel bare blive det samme bagefter. Der ville muligvis komme nye politikere, men mentaliteten ville være den samme. Man kaster ikke bare 42 års diktatur af sig sådan uden videre. Det tager tid.

Så skiftede han mening. Måske var det alligevel en god ide at deltage i valget, for der sker jo ingen forandring, hvis man holder sig væk, så nu er den snart midaldrende lektor i farmakologi ved Tripoli Universitet ikke alene registreret som vælger. Han har også besluttet at stille op til valget til Nationalkongressen. I håb om at kunne være med til at ændre noget, selv om han stadig er i tvivl.

»Jeg giver det en chance, så får vi se, ellers forlader jeg Libyen igen,« siger Marwan Draid, der har boet mange år i udlandet og først kom tilbage, da Gaddafi var væk.

Han er langtfra den eneste af de godt tre en halv million stemmeberettigede i Libyen, der har været eller stadig er i tvivl. Det fik da også overgangsregeringen til at udvide registreringsperioden til valget med en uge.

Oprindeligt var der afsat to uger til at udstede valgkort, men da de var gået, var der ’kun’ registreret godt 1,5 millioner vælgere, hvilket er under halvdelen af de stemmeberettigede og et skidt udgangspunkt for et nyt demokrati.

Da den nye frist udløb, var antallet af vælgere nået op på 2,7 millioner. Så vidt, så godt.

Problemet er, at libyerne stadig ikke ved, hvem de skal stemme på. Der er kort tid til valget, og lige nu er en valgkommission i gang med at gennemgå de over 3.000 enkeltpersoner og partier, der stiller op til de 200 pladser i den nye Nationalkongres – fordelt på 80 partilister og 120 enkeltpersoner.

Det er en ordentlig mundfuld på bare tre uger at skulle finde ud af, om de personer og partier, der stiller op, rent faktisk eksisterer, at der ikke er nogen forbindelse mellem partierne og personerne og det tidligere styre, at der ikke er penge involveret fra partier eller organisationer udefra og så videre.

Samtidig skal der være tid til at klage over afgørelsen, hvis der bliver behov for det, ligesom der skal være tid til valgkampagner, partilederrunder og tv-debatter, så befolkningen får en idé om, hvem der stiller op, og hvad de står for.

Kort proces

Valget til Nationalkongressen er da også allerede blevet udskudt – oprindelig var det meningen, det skulle have være afholdt den 19. juni, så blev det udskudt til juli og nu er der forlydender om, at det først bliver til august, efter ramadanen.

Libyens premierminister, Abdurrahim al-Kib, har ellers været ivrig efter at få sat skub i Libyens demokratiske udvikling. Valgloven blev vedtaget i begyndelsen af året, valget til Nationalkongressen afholdes snarest muligt, så Nationalkongressen kan komme i gang med sin vigtigste opgave: at skrive landets nye forfatning. Den skal efter planen vedtages ved en folkeafstemning allerede til januar næste år og danne grundlag for valget til parlamentet og landets første folkevalgte leder til næste sommer.

Det er meget korte frister for et land og en befolkning, som lige er kommet ud af 42 års diktatur, hvor bestikkelse og korruption var vejen frem.

May Ziglam er matematiklærer. Hun har undervist i 20 år på en skole i et af Tripolis finere kvarterer. Hun er i strålende humør, da jeg møder hende og iført en orange vest, som viser, at hun er ansvarlig for vælgerregistreringen på skolen.

»I begyndelsen gik det trægt, men nu begynder folk at komme, så jeg er meget glad,« siger hun og slår over i italiensk, som er det sprog, hun behersker bedst – næst efter arabisk.

Zahra Rai og hendes datter glæder sig også til at skulle stemme.

»Jeg har drømt om det her hele mit liv. Sidst man kunne stemme var i 1965, og da var jeg 11 år, så det er første gang. Jeg vil gerne hjælpe mit land. Nu håber jeg bare, det går godt,« siger Zahra Rai.

Uregelmæssigheder

Mohammed Abuheid er lige kommet tilbage til Libyen sammen med sin hustru Nadia for at hente valgkort. Parret overvejer at slå sig ned i Tripoli efter fem år i England. De har en søn på tre år, Adam, og en datter på vej.

Mohammed Abuheid er i jakkesæt og skjorte uden slips. Solbrillerne er skubbet op i panden, og han taler perfekt engelsk med sønnen, der svarer på en blanding af arabisk og engelsk og i øvrigt benytter ethvert ubevogtet øjeblik til at stikke af. Hustruen Nadia står på den anden side af afskærmningen. Kvinder og mænd holdes adskilt – også når de skal registreres til valget.

»Vi er så stolte over og glade for at kunne være en del af det nye Libyen. Selvfølgelig er der problemer, og folk er utålmodige, men come on: Efter 42 år uden frihed er folk sultne efter, at der skal ske noget, og det er vel ikke så mærkeligt,« siger han.

Overalt i Libyen vajer det nye frie libyske flag i rødt, sort og grønt med halvmånen og stjernen i midten. Der er ingen tvivl om, at libyerne er glade for den genvundne frihed, der nu giver dem en unik mulighed for at bruge deres demokratiske rettigheder til at være med til at forme fremtiden.

Men de er også bekymrede, for mange af dem føler ikke, at de har været ordentligt inddraget i den demokratiske proces. Det har været småt med oplysningskampagner om valget og om, hvilken betydning det vil få for Libyens fremtid, ligesom medlemmerne af det nationale overgangsråd, NTC, stort set ikke har vist sig ude blandt folk og slet ikke har besøgt de mere isolerede libyske byer.

Der er flere eksempler på uregelmæssigheder i forbindelse med vælgerregistreringen. Der er eksempler på, at folk har ringet og opgivet navne på alle familiemedlemmer og bagefter fået tilsendt valgkort, selv om reglerne siger, at man skal møde personligt op, og på at folk er mødt op med en liste med navne og uden yderligere dokumentation har fået udstedt valgkort.

Der findes også tilfælde, hvor kommende vælgere er blevet afvist ved registreringsbordene, fordi de mødte op med en fotokopi af deres identitetspapirer, selv om det faktisk er i orden ifølge valgreglerne. Men personalet har ikke været godt nok sat ind i den nye valglov.

Tålmodighed på prøve

Der er stadig mange våben i omløb i Libyen, og hvor de tidligere blev brugt mod Gaddafi-styret, truer de nu den almindelig libyers sikkerhed. Mange byer er mere eller mindre kontrolleret af bevæbnede militser, og for nylig blev en sikkerhedsvagt skudt foran premierministerens hus.

Den manglende sikkerhed, genopbygningen af de byer, som blev ødelagt under revolutionen, folk, der er blevet fordrevet fra deres byer og bor i lejre i storbyerne og sårede sjæle, er problemer, der for længst burde være taget hånd om af de libyske myndigheder.

Og Libyens hårdt prøvede befolkning er ved at miste tålmodigheden. Der er gået næsten et år siden revolutionen, og nu vil libyerne se resultater. De har ikke forstået, at det tager lang tid at opbygge et demokrati, fordi ingen har fortalt dem det. Usikkerheden kan betyde, at mange måske vælger at blive væk fra stemmeurnerne på valgdagen, enten fordi de ikke ved, hvad der forventes af dem, eller fordi de har solgt deres stemme. Begge dele vil være katastrofale for det nye demokrati.

En libysk organisation foretog for nylig en undersøgelse, hvor den spurgte folk om deres stemme var til salg. No way, svarede de fleste. Det er martyrernes blod – det er det, vi har kæmpet for. No way. Men hvis beløbet nåede 10.000 dinarer – svarende til godt 45.000 kr. – begyndte de fleste at tøve, og martyrernes blod var pludselig ikke længere så vigtigt.

»Du kan fjerne en diktator, men du kan ikke ændre folks mentalitet fra den ene dag til den anden,« som en ung studerende, Isra Muhammed Sherif udtrykker det. »Vi har levet i et sort hul i 42 år. Vi har brug for uddannelse og oplysning for at kunne skabe et ordentlig civilsamfund.«

Penge lader vente på sig

Isra Muhammed Sherif er en af de mange unge aktive, der lige nu synes at have overtaget den rolle, overgangsregeringen og NTC burde have påtaget sig for længe siden – nemlig at oplyse og informere.

Mange libyere tror ikke længere på politikerne, og stort set alle beslutninger bliver kritiseret, undertiden med god grund. Regeringen lovede f.eks. at betale for behandling i udlandet af de libyere, der blev såret under revolutionen.

Men regeringen øremærkede ikke pengene til frihedskæmperne. Det betød, at alle i princippet kunne henvende sig og få penge til behandling i udlandet. Det var der så mange ikkefrihedskæmpere, der benyttede sig af – de tog til Jordan og fik nye bryster, rettet næse eller andre kosmetiske operationer – og pludselig var kassen tom.

»Hjælp mig,« bad 30-årige Abdullah Shami således, da jeg mødte ham foran en kaffebar i Misrata, godt 200 km fra Tripoli.

Han blev hårdt såret under revolutionen og sendt til Østrig for at blive opereret, men sendt hjem før tid, fordi regeringen ikke betalte regningen.

Han er lam i den ene side af ansigtet, har svært ved at spise og trække vejret, kan ikke lukke sit venstre øje og han er langsomt ved at miste synet. Han har brug for en ny operation, så han kan få sit liv tilbage og genoptage jobbet som lærer på en teknisk skole, men pengekassen er tom.

De hårdeste kampe mod Gaddafi-styret fandt sted i Misrata. Nu sidder Abdullah Shami og flere af de andre af indbyggerne i Libyens tredjestørste by tilbage med smerten og en masse ubesvarede spørgsmål – de føler sig glemt af politikerne i Tripoli og er så småt ved at miste troen på fremtiden.

Arbejdsløsheden er høj og en stor del af kontrollen over byen er lagt i hænderne på selvbestaltede militser. På Tripoligaden går en tidligere forretningsmand frem og tilbage med sin mobiltelefon i hånden. På den anden side ligger eller rettere lå hans forretning. Nu er den en bunke ruiner.

Han venter på de penge, regeringen havde lovet til genopbygning, men som her et år efter stadig ikke er dukket op.

Mohammeds familie bor i et enkelt værelse i deres hus. Resten er ødelagt af granater. De venter også på hjælp, men måske vigtigst af alt – på at få vished om, hvad der er sket med to onkler, der forsvandt under revolutionen.

Mohammeds søster rækker mig billeder af deres forsvundne kære.

»Tag dem med dig og vis dem til folk. Måske hjælper det.«

Mohammed, hans familie og Abdullad Shami har brug for at komme i dialog med landets ledere for at kunne forstå vigtigheden af det kommende valg, for at få svar på nogle af deres mange spørgsmål – og ikke mindst for at forstå deres egen rolle i opbygningen af et nyt demokratisk Libyen.

Det gør de ikke i øjeblikket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Christensen

Folkeafstemning - det foreslog Gadaffi på (var det) andendagen for de tungt bevæbnede "oprørere" ´s
beskydning til højre og venstre i Benghazi....

Med gustent overlæg og vanlig arrogance afslog vestmagterne - de skulle nok terrorbombe til demokrati i Libyen - kaldet "no-fly zone".

Størstedelen af verdens befolkning håber og tror at Libyerne får smidt landsforrædderne og de fremmede besættere ud - langt væk (tilbage hvor de kom fra)
Libyens svære vej mod demokrati hedder overskriften - ja det er svært at indføre med bomber, krudt / kugler og droner.

Ulrik Bertelsen

Forår i Arabien - at geråde som Erik Glipping.

I mange år var der et misforhold imellem Libyens hersker - Gadaffi - og folket. Det fik en ende! Intet disse undersåtter unde den tidligere diktator, der hver dag dø på Youtube.
I mange år var der rod i jura`en mellem hersker og undersåt; det har interessant nok et forlæg i Danmarkshistorien.

Tag med 900 år tilbage og i Viborg Domkirke: tjek Youtube.

http://youtu.be/yvYaU2a1jgM

Le Berthélaine - dansk kunstner, forfatter og kritiker

Michael Kongstad Nielsen

Når man i 42 år har levet i et diktatur, og ikke har kunnet tænke på politik og hvordan landet skulle styres, er det selvfølgelig svært at få den proces igang. Nu skal de til valg. Men hvordan er det oplyst? Hvem sidder på tv-medierne osv. Man har været vandt til diktaturets facón, og tager måske nogle af metoderne med. Et år har de haft til at lære demokrati. Det er svært, men sikkert også fedt nok. Ingen tvivl om, at der er både glæde og bekymring i Libyen. Og som Isra Muhammed Sherif udtrykker det. »Vi har levet i et sort hul i 42 år. Vi har brug for uddannelse og oplysning for at kunne skabe et ordentlig civilsamfund.«

Hanne Christensen

Hvad de levede under før Gadaffi - et kolonialistisk helvede - med en vestlig marionet af en enevældskonge.

Gadaffi fik ved et ublodigt kup afsat kongen og landet blomstrede op fra at være et af afrikas fattigste til det førende land på kontinentet - med en vandforsyning/anlæg der betegnes som verdens ottende vidunder.
Gadaffi, som ikke hopper/hoppede når USA siger HOP - blev selvfølgelig erklæret Diktator m.m. af verdens mørkemænd med dræbermaskinen USA i Spidsen.

42 års genoprejsning og forbedrede levevilkår blev bombet ihjel af NATO.
Hele den ædruelige del af verdens befolkning, ønsker for Libyerne en tilbagevenden til tilstandende før februar 2011.
Det pseudodemokrati "vesten har "indført" - kalder de med rette dæmonkrati.

Carsten Hansen

Nogen foretrækker teokratisk dikatur, andre kommunistisk ditto og helt andre støtter en despot der rager milliarder ned i egen lomme.

Men mon ikke alle folk fortjener chancen for at opnå demokrati ; Hermed også det libyske folk.
At demokrati ikke springer ud som en perfekt blomst, er velkendt. Balkan og tidligere sovjet-russiske vasalstater havde deres problemer og har det stadig til en vis grad. Men mon ikke de fleste er glade for at de fik chancen ?

Lad os se hvordan det libyske folk klarer ærterne. Forhåbentligt findes der libyere der ser lidt mere optimistisk på tingene og griber chancen i stedet for at synke ned i pessimisme over USA og Vesten.

Måske ender det i borgerkrig; måske i teokrati; Men det er så forhåbentlig bare en omvej til et senere demokrati.

Karsten Olesen

Mange tusind bliver holdt i rebellernes fængsler, hvor de torteres og henrettes.

Fornylig lykkedes det en ung pige at undslippe fra et af disse fængsler. Her er indledningen til hendes beretning :

Girl: "I was one of the Libyan women and girls who volunteered for the People’s Guard, to protect our country from NATO and the NTC (Rats).

I was captured and was a imprisoned by the Rats for three months. They tortured me during this period of time, using electrical appliances and in other ways. (“…They would put us inside some fridge trucks, that were generally used as cold rooms, or as mortuaries.

They often used electric shocks on people... "

resten findes på:

http://libyaagainstsuperpowermedia.com/2012/04/08/girl-captured-lists-th...

Girl: I was one of the Libyan women and girls who volunteered for the People’s Guard, to protect our country from NATO and the NTC (Rats).

I was captured and was a imprisoned by the Rats for three months. They tortured me during this period of time, using electrical appliances and in other ways. (“…They would put us inside some fridge trucks, that were generally used as cold rooms, or as mortuaries.

They often used electric shocks on people,

Hanne Christensen

Ork ja, Carsten Olesen - der er i hundredevis af disse historier på libyernes egne sites osv.

Det er det "demokrati" libyerne fortjener og længes efter - iflg. Carsten Hansens patetiske fortælling om hvad libyerne ønsker....
Carsten hansen mangler bare at citere krigsmageren Fogh - nu skal de bare se fremad...

Ikke et øje er tørt.

Karsten Aaen

Og de personer som ville af med Gaddafi har stadig ikke forstået, at oprørerne, rebellerne, i virkeligheden vil have indført islamisk demokrati a la Iran. Og ikke et vestligt demokrati som vi kender det fra Vesten.

Dertil kommer de mange bekræftede historier om at i Gaddafis sidste timer blev afrikanerne, sorte afrikanere, fra syd for Sahara myrdet, voldtaget og overfaldet. De havde intet andet gjort end at arbejde for Gaddadi - i olie-industrien i Libyen.

Carsten Hansen

Karsten Aaen.

Risikoen Islamisk diktatur har ligget i kortene lige fra starten.
Men islamisk diktatur bliver folk vel også trætte af;: Ad åre.

Islamisk diktatur er dog bare en omvej til demokrati !.
Alle diktaturer falder med tiden

Hvis man regner libyerne for noget, så tiltror man også dem, at de kan klare vejen til demokrati. Men det sker ikke fra den ene dag til den anden.

Jesper Hansen

Der er ingen grund til at fæste lid til den falske propaganda fra misinformationsagenter der udspreder deres hjernevask i debatten på Information.

Deres mening er i total modstrid med fakta og i øvrigt fuldstændig irrelevant .

Det afgørende er hvad libyerne selv mener. Det kan man læse i deres aviser:

The Truth about Gaddafi's Regime - By Bassam Drebika

http://www.tripolipost.com/articledetail.asp?c=5&i=8455

Troels H. Poulsen

Carsten Hansen: "Islamisk diktatur er dog bare en omvej til demokrati !.
Alle diktaturer falder med tiden".
Meget interessant. En ny slags dialektisk historieopfattelse. Vejen går over koloni>socialistisk diktatur> islamisk diktatur >demokrati. Den har jeg godt nok ikke hørt før.

Carsten Hansen

Troels P.

Det bliver dog sandsynligvis rækkefølgen for Libyen !.

Hvad du har set før er irrelevant, i den sammenhæng.

Michael Kongstad Nielsen

Man kan undre sig over, at nogle ønske sig diktatorerne tilbage. Jeg tror ikke nogen af de tilbageværende mellemøstlige eller nordafrikanske diktaturer overlever særligt længe. Hverken Syrien, Jordan, Saudi Arabien osv. Den Arabiske Liga går hårdt til Syrien, det er måske fordi de selv frygter borgerkrig. Måske vil overgangen ske mindre blodigt i Marokko og Algeriet, nu må vi se.

Troels H. Poulsen

Carsten H. Hvis den teori er rigtig, så bør Vesten jo bare lade Iran være i fred, fordi deres næste stadie vil være demokrati.

Carsten Hansen

Troels.P.

Alle diktaturer falder før eller siden.

Hvilke stadier de så har gennemgået forinden og i hvilken rækkefølge, er så uendeligt ligegyldigt;

Folk lader sig ikke undertrykke for evigt.

Hvad angår Iran, så falder dette diktatur også. Forhåbenligt inden de religiøse galninge får myrdet alt for mange og forhåbntligt falder diktaruet uden udefrakommende militær indblanding. (Men den debat hører til i en anden tråd).

Troels H. Poulsen

Carsten H. Jeg synes din historiske teori er lidt besynderlig. Den operer med både folket selv og udefrakommende militær indblanding. Jeg kan ikke forstå det skulle være "uendeligt ligegyldigt" hvilke stadier de har gennemgået forinden. Du siger heller ikke, hvor den militære indblanding skal komme fra. Jeg går ud fra, du mener NATO, eller må f.eks. Kina også befri religiøse diktaturer?

Carsten Hansen

Troels P.

Tjah; måske er det besynderlige nærmere , at du ikke forstår hvad jeg skriver !.

Vejen til demokrati er naturligvis ikke den samme for alle nationer. I forhold til tesen om "at alle diktaturer falder, før eller siden", så er stadierne og rækkefølgen af samme, uendelig ligegyldig.

PS: Bland Iran uden om denne debat..

Du kan læse min holdnig til Iran ved at tjekke min profil og læse nogle af de mange indlæg jeg har skrevet i tråde der handler om Iran.

Peter Jensen

"Måske ender det i borgerkrig; måske i teokrati; Men det er så forhåbentlig bare en omvej til et senere demokrati."

Måske og forhåbentligt. Hvis vi kigger længe nok i kaffegrumsen, kan det jo nok være at overfaldet på Libyen, mobiliseringen af paramilitære fraktioner og konspirationen mod Khadaffi viser sig at være en tålelig idé for den libyske befolkning. Måske om 1000 år? Vi folder hænderne og håber - og så skal vi jo altså huske på at det jo er libyerne selv, som skal trække læsset. Det må de da kunne, hvis de altså ønsker demokrati. Hér i Vesten nøjes vi med at tælle pengene og sole os i den geopolitiske magtposition.

Robert Ørsted-Jensen

Der er stadig stalinister til. Folk som mener de er venstreorienterde og/eller progressive og som argumentere ud fra devisen at diktatur er godt og demokrati er liberalisme. Karsten Aaen fortæller os diktatur er godt for det holde islamismen i arve. De andre her er vel nærmest en slags allierede med islamismen (alt aniti-amerikansk er godt og rigtigt så er det ligegyldigt hvor det kommer fra) og de vil vel påstå at det er højrefløjsfolk der skal holdes i arve. Hvis de får magt som de har agt vil de efter behag definere højrefløjen som værende de dele af venstrefløjen selv som de ikke kan li - på ægte stalinisisk vis - vi kan allerede høre ladegrebet bag nakken eller godstoget på vej til GULAG. Der er en 'venstrefløj' til som i virkeligehdens verden befinder sig et sted til højre for Gengis Khan (der hvor Stalin hviler).

Robert Ørsted-Jensen

Demokrati er demokrati - dert ier ikke noget specielt vestligt eller noget specielt liberalistisk ved demokrati. Derimod er der mere eller mindre gode konstitutionelle forhold, men det er en helt anden sag.

Der er intet belæg for eller noget der tyder på at drømmen om demokrati ikke skulle hænge ved både i Libanon og Ægypten (endog også i Irak ser det udtil - i alle tilfælde er demokrati og national frihed kommet til Kurdistan) men selfølgelig tager dette tid og selvfølgelig vil der være periodiske tilbageslag.

Carsten Hansen

Giv nu libyerne en chance.

Jeg er ganske sikker på at de frabeder sig indblanding fra verdens få tilbageværende stalinister.

Om libyerne ønsker indblanding fra EU/USA/Vesten, er ligeledes tvivlsomt.
De fleste libyere håber nok bare på et bedre liv, end under diktaturet.

Lad os se hvor det bærer hen.

Robert Ørsted-Jensen

Demokrati er ikke en magposition for andre end det folk der har vundet retten til selv at vælge deres regeringer.

Thomas Krogh

Robert,

"Der er intet belæg for eller noget der tyder på at drømmen om demokrati ikke skulle hænge ved både i Libanon og Ægypten (endog også i Irak ser det udtil - i alle tilfælde er demokrati og national frihed kommet til Kurdistan) men selfølgelig tager dette tid og selvfølgelig vil der være periodiske tilbageslag."

Det kan du da ikke mene! Det vil jo helt chokere de debattører der - i denne tråd, såvel som i andre - argumenter for at arabens naturlige plads er som lydig undersåt til nådige fyrster som Assad, Khadaffi, Saddam etc.

Samme type debattører som der der med væmmelse og modvilje så folket smide tilsvarende solkonger, som Honecker og Ceaucescu, på porten i Østeuropa i '89.

Undervurdér aldrig den ekstreme venstrefløjs begejstring for stærke mænd.

Thomas Krogh

Hanne,

Jada. Masser. Hvad vil du vide noget om? Personkulten om galningen Khadaffi? Undertrykkelsen og forfølgelsen af oppositionelle under hans rædselsdiktatur? De forfædelige forhold for menneskerettighederne under hans regiment?

Thorsten Lind

."Der fines 2 slags mennesker i verden.
Danskerne, og så dem er er misundelige,
fordi de ikke er danskere!"
....frit efter norsk sportsjournalist,
fra Vinter-OL i Lilleehammer i 1994. :-)
Mvh Th

Imperialismens debatfighters - O Jensen, Hansen og Krogh - giver indtryk af at det er den reflekterende del af informations læsere, der står bag den forsatte bekæmpelse af de nye oliesheiker i Libyen.

Carsten Hansen

Robert O Jensen.

Jeg tror du har ret.

Får den yderste ekstreme venstrefløj magt som de har agt, så er vi, der ikke er røde nok, på vej til helvede.

;-)

Thomas Krogh

Bill,

Jeg er nok ca. lige så meget "Imperialismens debatfighter", som du er en demokratihadende dikatormedløber.

Siden du nu gerne vil have din egen retorik i hovedet igen...

Carsten Hansen

Måske vi skulle prøve at komme tilbage på sporet ?

Libyens folk slap af med en diktator. Libyens folk vælger deres fremtid.
Hvis de nye magthavere ikke leverer varen, så fortsætter kampen.

Ingen folk fortjener at leve under en despot.

Konspirationsteorier om Vesten , rigtige eller forkerte,kan ikke retfærdiggøre despoters magt.

Debattører der stiller spørgsmålstegn ved om Vestens iscenesatte udskiftning af den ene klan med den anden klan, fører til andet end bitterhed, borgerkrig og vestens erobring af landenes ressourcer, som det er sket i Irak og i Afghanistan, ja de bliver mødt med følgen spand lort:

Jeg er ganske sikker på at de frabeder sig indblanding fra verdens få tilbageværende stalinister.

Carsten Hansen

Bill. A.

Mon ikke det er andre der har væltet en debat om den libyske klankrig, ved at bringe konspirationsteorier om USA/vesten, ind i billedet ?.

Robert Ørsted-Jensen

Tja Carsten vi debattere i alle tilfælde her med folk der gravalvorligt mener at demokrati er en borgelig liberalistisk og antisocialistisk forteelse.

Sådan noget i retning af at lad os få lidt feudal undertrykkelse - lad os få lidt pisk af en eller anden enrådig stalintype - det er sådan deres ide om hvad socialisme er og fremskridt er. Lenin bevare os :).

Carsten Hansen

Selv Enhedslisten stemte for militær magt i Libyen.

Faktisk var listen så langt fremme i skoene, at den , på et tidligt tidspunkt anbefalede at sende raketstyr til oprørerne.
Så også Enhedslisten ville af med en despot der myrdede løs på egen befolkning.

At fjerne en despot er første skridt på vej mod bedre tider. Men det tager tid, blod og tårer.

Det kan de tale med om i Zimbabwe, Sydafrika, på Balkan, i Sydamerika og i mange andre steder.

Robert Ørsted-Jensen

Enhver folkelig udvikling i de der oliestater der vender sig mod feudalt og despotiske styreformer er et progressivt skridt i den reigtige retning. Det er det endog i henhold btil Karl MArx, ethvertskridt fra feudalisme til borgerlig kapitalisme var fror ham et progressivt skridt i et feudalt samfund. Men vi har jo her at gøre med folk der knapt har læst klassisk marxisme. Men bekenbder sig til en form for 'rød'farvet fascisme (mindretalsdiktatur er per definition lig med facisme)

Robert Ørsted-Jensen

Enhedslisten første beslutning var den rigtige - den marxistisk rigtige - selvfølgelig er selv USA en acceptabel allieret når det gælde om at støtte en befolkning der ønsker at fjerne et feudalt styre og erstatte det med et borgerligt - det er det selve udviklingsmoddellen forskriver.

Thomas Krogh

Bill

Er du på Assad-diktarurets, eller oprørernes side?

Det er ikke et retorisk spørgsmål - jeg vil gerne vide hvor du står i konflikten.

Carsten Hansen

Bill A. (11.06)

Nu srev jeg jo "Andre". og ikke specifikt dig

Men konspirationsterorierne startede såmen meget tidligt på første side i denne debat og du fortsætter såmen i indlæg 10.36, på denne side.

Oprøret startede indefra.Store dele af det libyske folk ønskede despoten væk.
At det kan udvikle sig til nye diktaturer, er jeg ganske enig i; Det skrev jeg selv, i mit allerførste indlæg her på tråden.
Men det betragter jeg kun som endnu en sten på vejen mod demokrati.

Vejen er fyldt med mange sten; man starter med at fjerne den første.

Carsten Hansen

Og lad nu være med at kalde folk "borgerlige" bare fordi de ikke kører med på den vogn, at USA/Vesten/demokratier er skyld i alverdens ulykker og elendighed!.

Med mindre man reelt mener at alt til højre for Enhedslistens ungdomsafdeling, er borgerligt, så hører det sig ikke hjemme her.

Hvorfor forholder I jer ikke til de to demokratiske mesterstykker som Vesten i sin dybe forståelse for andre kulturer har skabt i Irak og i Afghanistan...

...det er jo forbillederne for indsatsen i det klanopdelte Libyen.

Niklas Monrad

Problemet er jo, at diverse autokratiske samfund har lykkedes med at kæde valg sammen med demokrati, for at kunne retfærdiggøre deres egne samfund.

Valg er kun et af tre nødvendige elementer for et velfungerende, ægte demokrati.

Hvis nogle skulle være i tvivl, er de to øvrige ytringsfrihed og et uafhængigt juridisk system baseret på love skabt af mennesker og bekræftet af deres lovgivende forsamlinger.

Valghandlingen er den letteste og mindst værdifulde komponent af de tre.

Med det in mente, må man stille sig yderst skeptisk mht muligheden for at de Arabiske oprør vil leve op til befolkningernes håb om bedre regeringsførelse, hvilket jo er det, de i bund og grund ønsker. Irak ser bestemt ikke for lovende ud, i hvert tilfælde.

Krogh, Jeg forholder mig til de to demokratiske mesterstykker som Vesten i sin dybe forståelse for andre kulturer har skabt i Irak og i Afghanistan…

…det er jo forbillederne for indsatsen i det klanopdelte Libyen og evt. i Syrien, og så er jeg meget pessimistisk.

Sider