Libyens svære vej mod demokrati

Marwan Draid havde først besluttet ikke at lade sig registrere som vælger til valget i Libyen – for hvad nyttede det egentlig, det hele? Det ville jo alligevel bare blive det samme bagefter. Der ville muligvis komme nye politikere, men mentaliteten ville være den samme. Man kaster ikke bare 42 års diktatur af sig sådan uden videre. Det tager tid.

Så skiftede han mening. Måske var det alligevel en god ide at deltage i valget, for der sker jo ingen forandring, hvis man holder sig væk, så nu er den snart midaldrende lektor i farmakologi ved Tripoli Universitet ikke alene registreret som vælger. Han har også besluttet at stille op til valget til Nationalkongressen. I håb om at kunne være med til at ændre noget, selv om han stadig er i tvivl.

»Jeg giver det en chance, så får vi se, ellers forlader jeg Libyen igen,« siger Marwan Draid, der har boet mange år i udlandet og først kom tilbage, da Gaddafi var væk.

Han er langtfra den eneste af de godt tre en halv million stemmeberettigede i Libyen, der har været eller stadig er i tvivl. Det fik da også overgangsregeringen til at udvide registreringsperioden til valget med en uge.

Oprindeligt var der afsat to uger til at udstede valgkort, men da de var gået, var der ’kun’ registreret godt 1,5 millioner vælgere, hvilket er under halvdelen af de stemmeberettigede og et skidt udgangspunkt for et nyt demokrati.

Da den nye frist udløb, var antallet af vælgere nået op på 2,7 millioner. Så vidt, så godt.

Problemet er, at libyerne stadig ikke ved, hvem de skal stemme på. Der er kort tid til valget, og lige nu er en valgkommission i gang med at gennemgå de over 3.000 enkeltpersoner og partier, der stiller op til de 200 pladser i den nye Nationalkongres – fordelt på 80 partilister og 120 enkeltpersoner.

Det er en ordentlig mundfuld på bare tre uger at skulle finde ud af, om de personer og partier, der stiller op, rent faktisk eksisterer, at der ikke er nogen forbindelse mellem partierne og personerne og det tidligere styre, at der ikke er penge involveret fra partier eller organisationer udefra og så videre.

Samtidig skal der være tid til at klage over afgørelsen, hvis der bliver behov for det, ligesom der skal være tid til valgkampagner, partilederrunder og tv-debatter, så befolkningen får en idé om, hvem der stiller op, og hvad de står for.

Kort proces

Valget til Nationalkongressen er da også allerede blevet udskudt – oprindelig var det meningen, det skulle have være afholdt den 19. juni, så blev det udskudt til juli og nu er der forlydender om, at det først bliver til august, efter ramadanen.

Libyens premierminister, Abdurrahim al-Kib, har ellers været ivrig efter at få sat skub i Libyens demokratiske udvikling. Valgloven blev vedtaget i begyndelsen af året, valget til Nationalkongressen afholdes snarest muligt, så Nationalkongressen kan komme i gang med sin vigtigste opgave: at skrive landets nye forfatning. Den skal efter planen vedtages ved en folkeafstemning allerede til januar næste år og danne grundlag for valget til parlamentet og landets første folkevalgte leder til næste sommer.

Det er meget korte frister for et land og en befolkning, som lige er kommet ud af 42 års diktatur, hvor bestikkelse og korruption var vejen frem.

May Ziglam er matematiklærer. Hun har undervist i 20 år på en skole i et af Tripolis finere kvarterer. Hun er i strålende humør, da jeg møder hende og iført en orange vest, som viser, at hun er ansvarlig for vælgerregistreringen på skolen.

»I begyndelsen gik det trægt, men nu begynder folk at komme, så jeg er meget glad,« siger hun og slår over i italiensk, som er det sprog, hun behersker bedst – næst efter arabisk.

Zahra Rai og hendes datter glæder sig også til at skulle stemme.

»Jeg har drømt om det her hele mit liv. Sidst man kunne stemme var i 1965, og da var jeg 11 år, så det er første gang. Jeg vil gerne hjælpe mit land. Nu håber jeg bare, det går godt,« siger Zahra Rai.

Uregelmæssigheder

Mohammed Abuheid er lige kommet tilbage til Libyen sammen med sin hustru Nadia for at hente valgkort. Parret overvejer at slå sig ned i Tripoli efter fem år i England. De har en søn på tre år, Adam, og en datter på vej.

Mohammed Abuheid er i jakkesæt og skjorte uden slips. Solbrillerne er skubbet op i panden, og han taler perfekt engelsk med sønnen, der svarer på en blanding af arabisk og engelsk og i øvrigt benytter ethvert ubevogtet øjeblik til at stikke af. Hustruen Nadia står på den anden side af afskærmningen. Kvinder og mænd holdes adskilt – også når de skal registreres til valget.

»Vi er så stolte over og glade for at kunne være en del af det nye Libyen. Selvfølgelig er der problemer, og folk er utålmodige, men come on: Efter 42 år uden frihed er folk sultne efter, at der skal ske noget, og det er vel ikke så mærkeligt,« siger han.

Overalt i Libyen vajer det nye frie libyske flag i rødt, sort og grønt med halvmånen og stjernen i midten. Der er ingen tvivl om, at libyerne er glade for den genvundne frihed, der nu giver dem en unik mulighed for at bruge deres demokratiske rettigheder til at være med til at forme fremtiden.

Men de er også bekymrede, for mange af dem føler ikke, at de har været ordentligt inddraget i den demokratiske proces. Det har været småt med oplysningskampagner om valget og om, hvilken betydning det vil få for Libyens fremtid, ligesom medlemmerne af det nationale overgangsråd, NTC, stort set ikke har vist sig ude blandt folk og slet ikke har besøgt de mere isolerede libyske byer.

Der er flere eksempler på uregelmæssigheder i forbindelse med vælgerregistreringen. Der er eksempler på, at folk har ringet og opgivet navne på alle familiemedlemmer og bagefter fået tilsendt valgkort, selv om reglerne siger, at man skal møde personligt op, og på at folk er mødt op med en liste med navne og uden yderligere dokumentation har fået udstedt valgkort.

Der findes også tilfælde, hvor kommende vælgere er blevet afvist ved registreringsbordene, fordi de mødte op med en fotokopi af deres identitetspapirer, selv om det faktisk er i orden ifølge valgreglerne. Men personalet har ikke været godt nok sat ind i den nye valglov.

Tålmodighed på prøve

Der er stadig mange våben i omløb i Libyen, og hvor de tidligere blev brugt mod Gaddafi-styret, truer de nu den almindelig libyers sikkerhed. Mange byer er mere eller mindre kontrolleret af bevæbnede militser, og for nylig blev en sikkerhedsvagt skudt foran premierministerens hus.

Den manglende sikkerhed, genopbygningen af de byer, som blev ødelagt under revolutionen, folk, der er blevet fordrevet fra deres byer og bor i lejre i storbyerne og sårede sjæle, er problemer, der for længst burde være taget hånd om af de libyske myndigheder.

Og Libyens hårdt prøvede befolkning er ved at miste tålmodigheden. Der er gået næsten et år siden revolutionen, og nu vil libyerne se resultater. De har ikke forstået, at det tager lang tid at opbygge et demokrati, fordi ingen har fortalt dem det. Usikkerheden kan betyde, at mange måske vælger at blive væk fra stemmeurnerne på valgdagen, enten fordi de ikke ved, hvad der forventes af dem, eller fordi de har solgt deres stemme. Begge dele vil være katastrofale for det nye demokrati.

En libysk organisation foretog for nylig en undersøgelse, hvor den spurgte folk om deres stemme var til salg. No way, svarede de fleste. Det er martyrernes blod – det er det, vi har kæmpet for. No way. Men hvis beløbet nåede 10.000 dinarer – svarende til godt 45.000 kr. – begyndte de fleste at tøve, og martyrernes blod var pludselig ikke længere så vigtigt.

»Du kan fjerne en diktator, men du kan ikke ændre folks mentalitet fra den ene dag til den anden,« som en ung studerende, Isra Muhammed Sherif udtrykker det. »Vi har levet i et sort hul i 42 år. Vi har brug for uddannelse og oplysning for at kunne skabe et ordentlig civilsamfund.«

Penge lader vente på sig

Isra Muhammed Sherif er en af de mange unge aktive, der lige nu synes at have overtaget den rolle, overgangsregeringen og NTC burde have påtaget sig for længe siden – nemlig at oplyse og informere.

Mange libyere tror ikke længere på politikerne, og stort set alle beslutninger bliver kritiseret, undertiden med god grund. Regeringen lovede f.eks. at betale for behandling i udlandet af de libyere, der blev såret under revolutionen.

Men regeringen øremærkede ikke pengene til frihedskæmperne. Det betød, at alle i princippet kunne henvende sig og få penge til behandling i udlandet. Det var der så mange ikkefrihedskæmpere, der benyttede sig af – de tog til Jordan og fik nye bryster, rettet næse eller andre kosmetiske operationer – og pludselig var kassen tom.

»Hjælp mig,« bad 30-årige Abdullah Shami således, da jeg mødte ham foran en kaffebar i Misrata, godt 200 km fra Tripoli.

Han blev hårdt såret under revolutionen og sendt til Østrig for at blive opereret, men sendt hjem før tid, fordi regeringen ikke betalte regningen.

Han er lam i den ene side af ansigtet, har svært ved at spise og trække vejret, kan ikke lukke sit venstre øje og han er langsomt ved at miste synet. Han har brug for en ny operation, så han kan få sit liv tilbage og genoptage jobbet som lærer på en teknisk skole, men pengekassen er tom.

De hårdeste kampe mod Gaddafi-styret fandt sted i Misrata. Nu sidder Abdullah Shami og flere af de andre af indbyggerne i Libyens tredjestørste by tilbage med smerten og en masse ubesvarede spørgsmål – de føler sig glemt af politikerne i Tripoli og er så småt ved at miste troen på fremtiden.

Arbejdsløsheden er høj og en stor del af kontrollen over byen er lagt i hænderne på selvbestaltede militser. På Tripoligaden går en tidligere forretningsmand frem og tilbage med sin mobiltelefon i hånden. På den anden side ligger eller rettere lå hans forretning. Nu er den en bunke ruiner.

Han venter på de penge, regeringen havde lovet til genopbygning, men som her et år efter stadig ikke er dukket op.

Mohammeds familie bor i et enkelt værelse i deres hus. Resten er ødelagt af granater. De venter også på hjælp, men måske vigtigst af alt – på at få vished om, hvad der er sket med to onkler, der forsvandt under revolutionen.

Mohammeds søster rækker mig billeder af deres forsvundne kære.

»Tag dem med dig og vis dem til folk. Måske hjælper det.«

Mohammed, hans familie og Abdullad Shami har brug for at komme i dialog med landets ledere for at kunne forstå vigtigheden af det kommende valg, for at få svar på nogle af deres mange spørgsmål – og ikke mindst for at forstå deres egen rolle i opbygningen af et nyt demokratisk Libyen.

Det gør de ikke i øjeblikket.