Læsetid: 2 min.

Mali er gået fra demokrati til kaos

Tidligere var Mali en demokrati-darling. Et lysende eksempel på, at demokrati i Afrika kan lade sig gøre. Men Gaddafis fald har skubbet til korthuset. Mali har opgivet demokratiet og styrer mod anarki og borgerkrig
5. juni 2012

»Vi vil skabe en ny Tahrir-plads,« råbte Youssouf Kone, leder af oprørsgruppen, som stormede præsidentpaladset og angreb Malis midlertidigt indsatte præsident, Traore, for to uger siden i Malis hovedstad, Bamako.

Referencen til Tahrir-pladsen, symbolet og scenen for det arabiske forår i Egypten, vidner om oprør og voldsomme politiske omvæltninger i Mali.

Indtil for ganske nylig var Mali et demokrati med forfatning og en folkevalgt regering. Mali var det internationale samfunds lysende eksempel på demokrati i Afrika og Danmarks bistandskæledægge, der i 2012 kunne have set frem til at modtage 215 millioner kroner i dansk ulandsbistand.

»Mali er siden starten af 1990’erne blevet fremstillet som afrikansk foregangseksempel for demokrati, decentralisering og borgerinddragelse,« siger Signe Marie Cold-Ravnkilde, der er ph.d. i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitet.

Men billedet af Mali som et fredeligt demokrati forandrede sig, da væbnede eksil-tuaregere vendte tilbage efter oprøret i Libyen med Gaddafis våben og kamptræning i bagagen.

Den 22. marts i år kuppede militære afhoppere Malis demokratisk valgte regering, fordi oprørene var utilfredse med, at regeringen så til, mens tuaregerne forsøgte at tilkæmpe sig uafhængighed i Nordmali.

Konflikten har historiske rødder. Den demokratisk valgte regering har tidligere indgået forhandlinger om tuaregernes ønske om en øget selvstændighed i Nordmali, men har aldrig indfriet deres del af aftalen.

Selvstændighed

»Gaddafi har holdt et fast greb i Sahel-regionen, og det er hans fald, som muliggjorde den opløsning af demokratiet, som lige nu viser sig i Mali,« siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Da Gaddafi faldt, affødte det en kritisk sikkerhedssituation i Mali. Mange arbejdsløse lejesoldater fra Gaddafis hær vendte hjem til Mali med en masse våben, og de samlede og mobiliserede en veludstyret og veltrænet hær og krævede nu en tuaregstat.

»Det er første gang i historien, at tuaregerne ytrer ønske om en decideret stat,« siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Det lykkedes tuareg-oprørerne at nedkæmpe hæren i de strategiske byer Timbuktu, Kidal og Gao, et område på størrelse med Frankrig.

Og den 6. april erklærede de området Azawad uafhængigt; en erklæring, der vækkede Den Afrikanske Union og verdenssamfundets fordømmelse.

I dag, to måneder senere, er der ikke grund til optimisme omkring situationen i Mali, hvor krisen er eskaleret. Der er kommet flere aktører i spil, bl.a. al-Qaeda-fraktionen AQMI, al-Qaeda i et islamisk Maghreb, og den islamisk-fundamentalistiske gruppe Ansar Dine, Troens Ord, som ønsker sharia indført i nord.

I syd er kupmagerne trådt tilbage, men har efterladt magten til en midlertidig regering, som har overskredet sin deadline for udskrivelsen af et nyt demokratisk valg. Og det var det, der fik oprørere til at storme præsidentpaladset for to uger siden.

»Det er nogle meget komplekse aktører, man har med at gøre i Mali. Det afgørende er, at man får styr på situationen i nord. Problemet er, at der ikke kun er én, men tre oprørsgrupper i Nordmali,« siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

»Lige nu er der lang vej tilbage til demokratiet. Muligheden for en borgerkrig i nord ligger lige for,« siger hun.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu