Læsetid: 6 min.

I Myanmar har man nu fået frihed til at hade

Mens Myanmars demokratiikon Aung San Suu Kyi hyldes i Europa under sit første besøg i 24 år, afviser hendes demokratibevægelse at tage afstand fra en ny bølge af drab og had mod det muslimske mindretal i Myanmar. Den stærke nationalisme, der bar Suu Kyi frem, har også en mørk side
Over tusind rohingya-muslimer har forgæves forsøgt at flygte via båd til Bangladesh efter voldelige sammenstød med Myanmars rakhine-befolkning. Men Bangladesh afviser at tage imod flygtningen, der i stedet må tage tilbage til Myanmar eller drive rundt i Den Bengalske Havbugt.

Over tusind rohingya-muslimer har forgæves forsøgt at flygte via båd til Bangladesh efter voldelige sammenstød med Myanmars rakhine-befolkning. Men Bangladesh afviser at tage imod flygtningen, der i stedet må tage tilbage til Myanmar eller drive rundt i Den Bengalske Havbugt.

Anurup Titu

20. juni 2012

Mens fredsheltinden Aung San Suu Kyi hyldes i Europa, har Yangon i de seneste uger atter været skueplads for offentlige demonstrationer.

Munke er mødt frem til fælles bønnemøde og engagerede unge til demonstration. Landets frihedshelte har talt med store ord og flere af de politiske partier har fulgt trop. De mest progressive medier har liverapporteret fra felten, og deres læserblogs gløder. Politiets sikkerhedsstyrker er udkommanderet og placeret på strategiske steder i den grønne by med de gyldne pagoder.

Vreden og lysten til opgør og oprør er til at føle på. En følelse af at det ikke varer længe, inden det kommer til voldelig konfrontation, sniger sig ind. Det ligner til forveksling begyndelsen på endnu en opstand fra et folk, der i omverdenen er kendt for dets modige frihedselskende helte og heltinder.

Men denne gang har befolkningens uro et langt mørkere ansigt end de smukke historier om fredelige demokratikrav, der har præget de seneste års nyheder fra Myanmar.

Situationen er alvorlig. De seneste to uger har der været voldsomme sammenstød mellem grupper af rohingyaer – et statsløst muslimsk mindretal – og den etniske buddhistiske rakhine-befolkningsgruppe i delstaten Rakhine, der grænser op mod Bangladesh. Det er de værste voldelige sammenstød af sekterisk karakter mellem befolkningsgrupper i landet i årtier. 50 personer er dræbt, 54 såret, 2.230 huse nedbrændt, og 30.000 har søgt tilflugt i interimistiske flygtningelejre ifølge officielle oplysninger fra myndighederne.

Bangladesh har nægtet at tage imod de par tusinde rohingyaer, der i små både har forsøgt at komme ind i landet. En del af dem driver nu rundt i både i Den Bengalske Havbugt. FN har trukket sine udenlandske ansatte ud af delstaten, hvor der er erklæret undtagelsestilstand, og hæren er blevet sat ind.

Afdæmpet præsident

Myanmars reformorienterede præsident, Thein Sein, erklærede sidste søndag, den 10 juni, undtagelsestilstand i delstaten i en usædvanlig tale til nationen på landsdækkende tv:

»Situationen kan forværres og brede sig til andre områder end Rakhine-delstaten, hvis vi terroriserer og dræber hinanden med sekterisme, endeløst had, ønske om hævn og anarki. Jeg ønsker, at I alle indser, hvor alvorligt det kan være at ødelægge stabilitet, demokratiprocessen og national udvikling af vores land i denne overgangsperiode.«

Præsidentens stemme har været den mest afdæmpede i en stærkt følelsesladet situation, der har potentiale til at eskalere i et land, hvor muslimske mindretal findes i alle hjørner.

Dræb dem alle

De engagerede unge, frihedsheltene, politikerne, mediefolkene og den almindelig myanmarer på gaden er denne gang ikke oprørte over militærets magt, overgreb på en statsløs minoritetsgruppe eller drevet af kampen for frihed, demokrati og menneskerettigheder. Tværtimod.

»ROH’s (rohingyaer, red.) er terrorister. Dræb dem alle sammen,« skriver en læser på den førende avis Weekly Elevens facebook-væg.

»Ingen grund til at tænke, alle rohingyaer skal dræbes. Så bekymret for mit land og min nationale gruppe,« skriver en anden.

Og ved en protestdemonstration mod den internationale presses dækning af konflikten uden for den britiske ambassade torsdag i sidste uge var budskabet på bannerne: »Rohingyaer er ikke etniske myanmarer« og »respekter vores suverænitet«.

Selv mainstreammedier i Myanmar er enige om, at konflikten skyldes ’bengalske indvandrere’, og at overgrebene næsten udelukkende er begået af disse – på trods af at officielle tal viser, at de to befolkningsgrupper er nogenlunde lige repræsenteret blandt de dræbte og sårede mennesker og nedbrændte huse.

»Kun rohingyaer dræbte rakhine-folk og brændte deres huse ned,« slår Weekly Elevens redaktør fast i en vred respons på de internationale mediers dækning af konflikten.

Avisen anses ellers som en af de mest progressive i landet. Samtidig er der forvirring online, da Weekly Eleven rapporterer, at et kvindelig er blevet set i en flod.

»Jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller ked af det,« skriver en mandlig læser, »for jeg ved ikke, hvilken nationalitet hun har.«

Volden i Rakhine og de stærke nationalistiske følelser har dybe rødder. Følelserne kommer til udtryk nu, i en situation hvor befolkningen og medierne har langt større ytringsfrihed, end de har haft de seneste 60 år.

Nationalisme i fuldt flor

Konflikten brød ud, efter at en buddhistisk rakhine-kvinde angiveligt blev voldtaget og dræbt den 28. maj af mænd med rohingya-muslimsk baggrund. Tre mænd blev umiddelbart efter anholdt for overgrebet og er fortsat i politiets varetægt. Seks dage senere overfaldt en gruppe på flere hundrede rakhinemænd en bus mod Yangon. Om bord var blandt andet 10 yngre muslimske mænd, som blev tævet ihjel.

Siden da har det udviklet sig til daglige voldelige sammenstød mellem de to befolkningsgrupper i rakhine-delstaten. Det frygtes, at sammenstødene kan brede sig til andre dele af landet, og at de potentielt kan udgøre en trussel mod den nye regerings reformpolitik. Hæren har siddet på magten i Myanmar i årtier. Dens selverklærede eksistensberettigelse har altid hvilet på den antagelse, at uden en stærk hær til at holde sammen på det multietniske land, ville det falde fra hinanden.

Hvorvidt de voldelige sammenstød de seneste par uger har været overgreb begået af den buddhistiske rakhine-befolkning mod rohingyaer, lige omvendt eller et sted midt i mellem er uklart, da adgangen til området er begrænset, og medierapporterne upålidelige. Men der er absolut ingen tvivl hos den bredere befolkning, i lokale medier og heller ikke blandt veluddannede intellektuelle – der er gået forrest i kampen for demokrati og har tilbragt en stor del af deres liv i fængsel på grund deres overbevisning – om, at »horder af ulovlige bengalske immigranter af muslimsk herkomst« er strømmet ind i Rakhine og nu står bag masseangreb på uskyldige buddhistiske rakhinere.

Omverdenen er helt galt på den, især den internationale presse, mener en række lokale kilder som Information har talt med i Myanmar.

»Rohingya er slet ikke en af Myanmars etniske minoriteter,« udtalte Ko Ko Gyi fra ’88 studentergruppen offentligt i sidste uge.

Han er en af landets mest prominente demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere og er blevet løsladt fra fængslet for nylig. Også han mener, at udlandet bør respektere Myanmars suverænitet, at den internationale presses dækning af konflikten er på vildspor, og at det internationale samfund burde modtage rohingyaerne frem for at bede Myanmar om at give dem opholdstilladelser og rettigheder.

Mange i landet er bange for, at Myanmar, der er omgivet af folkerige lande som Indien, Bangladesh og Kina, løbes over ende, hvis rohingyarne tildeles statsborgerskab.

Myanmars stærke nationalisme var drivkraften bag uafhænghedskampen mod den britiske kolonimagt og flyder i dag som en stærk samlende understrøm gennem samfundet, der kan rive meget mere med sig, hvis den får lov at flyde uhæmmet.

Statsløse og venneløse

Rohingyaernes baggrund som befolkningsgruppe er kompleks. De har levet i grænseområdet mellem Bangladesh og Myanmar i århundreder, da der ikke var nogen officiel grænse, og de to lande ikke eksisterede som nationalstater. Ingen af de to lande vil nu kendes ved dem, hvilket har medført, at langt de fleste af de omkring 800.000 i Myanmar og 300.000 i Bangladesh er statsløse.

FN har i en rapport fra beskrevet dem som »blandt verdens mest forfulgte«. I Rakhine-delstaten kompliceres situationen yderligere af, at rakhinebefolkningsgruppen, som er buddhistisk, og som før kolonitiden var et uafhængigt kongedømme, har fulgt sig forfulgt af landets etniske flertal – burmanerne – gennem århundrede. Men nu står rakhiner og burmaner sammen mod den fælles fare.

Vi elsker Myanmar

Mange af Myanmars muslimer føler sig truede, selv om mange mainstreammedier og fremstående folk understreger, at dette ikke er et buddhistisk-muslimsk anliggende men udelukkende rettet mod de ’bengalske immigranter’.

I et lille muslimsk domineret kvarter nær en stor moske i det indre Yangon er Mr. Maung netop kommet hjem fra fredagsbøn. Den var kort i dag og uden en prædiken fra imamen for at undgå at opildne til stærke følelse. Bønnen skulle overstås i en fart, inden eventuelle uromagere dukkede op. Mr. Maung er politisk engageret, men ønsker ikke at få navn eller parti i avisen af frygt for eventuelle repressalier.

»Folk er bange på grund af rygter – om at buddhister og munke vil angribe os,« siger han. »Vi er født i Myanmar. Kun vores religion er anderledes. Folk født i landet elsker Myanmar«.

Fredag nat fandt det første overfald sted på en moske i Yangon i området nær Aung San Suu Kyis hus.

»De kom klokken halv tre om natten og råbte skældsord,« forklarer imamen fra moskeen morgenen derpå, mens vi står blandt glasskår, murbrokker og resterne af spidse bambuskæppe.

Mens overfaldsmændene vandaliserede indgangspartiet til moskeen og forgæves forsøgte at komme ind i selve moskeen barrikaderede de muslimske naboer sig i deres huse nærved.

»Der er ikke mange muslimer i det her kvarter« forklarer Abdul Rahman, »det er nok derfor de valgte os.«

 

Mr. Maungs rigtige navn er redaktionen bekendt

Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig Rasmussen

En meget mærkelig og ubegavet artikel.

1. Den pågældende konflikt har eksisteret siden Myanmar blev skabt, den eneste forskel er at der nu er åbnet op for medierne kan få begrænset adgang til konflikten, dette har ikke været tilfældet før, er det nu Aung San Suu Kyis skyld?

Og for nu at nævne hende, ikke et sted står der at Aung San Suu Kyis parti har nogen del i dette eller opfordrer til vold,på trods af at overskriften refererer til dette, det nærmer sig fusk.

Jens Overgaard Bjerre

Glemte at sige, at Coca-Cola, som jo bekendt står for frihed, har fået lov til at sælge sine varer i landet. Nu mangler kun Nord Korea og Cuba, så er hele verden Colariseret.

Maya Nielsen

og hvad er mon årsagen til at Bangladesh heller ikke vil anerkende dem....? mystisk, er de en slags *forkerte' muslimer ?

odd bjertnes

Meget interessante og relevante problemstillinger også for en dansk sammenhæng findes i denne artikel.

Udover naturligvis, at konstatere at Information har et bijob som 'venstrefløjeriiets ekstrablad' .. hvilket heldigvis ikke går dybere her end latterlig overskrift og dennes forsideplacering.

Interssant er det jo at konstatere, at også i Myanmar er det det regerende hmm --- , ja det er vel den buddhistiske version af socialdemokrati - der i hegemoni er noget mere udviklet end de skandinaviske, - der verbalt gyder vand på uroen.

Også i Myanmar er det den 'borgerligt-nationale' opposition der er opmærksom på, at islam skal man ikke række lillefingre. Som randområde til islam igennem århundreder er den erfaring indhentet at muslimer i større antal forstår intet andet sprog end kategorisk, om nødvendigt fysisk, afvisning.

Det er overvejende sandsynligt, at for en landbefolkning i så perifere grænseområder som mellem Bangla Desh og Burma, tor den muslimske befolkning på at islam er en religion, og at det er deres religion. Deres rolle som marionetter for en internationalistisk fascistisk bevægelse er de blinde for. Det er ikke en del af deres dagligdag. Naturligvis er det 'synd' for dem.

Deres orientering om verden generelt rækker ikke til at se, at det skete her repræsenterer en helt rutinemæssigt mønster, som islam er berygtet for i sine randområder - der starter med at en flok muslimske mænd mishandler en ikke-muslimsk kvinde seksuelt, eller en anden uhyrlighed efter behov og kultur - hvorefter raseriet kører mod 'et mindretal' - og martyriet kan rulles ud.

Og det er når det sker, at man bør have is i maven, og sige det ligeud : guys - det er ikke en religion, og det af det som er brugbart som sådant findes også andetsteds og bedre, hvis det er det man vil have -(monoteos, moralisme etc...). Ingen er islams gidsel hvis de selv siger fra.

Jesper Wendt

"Ingen er islams gidsel hvis de selv siger fra"

Der flere lande der straffer tidligere muslimer, så kan man jo selv bedømme sagligheden i resten af teksten.

Det hedder også Rangoon og ikke Yangon, det var endnu et af militærdiktaturet vanvids projekter, sammen med indførelse af pengesedler på 15, 45 og 90 fordi diktaturet blev endnu mere parodi..

Så artiklen taler diktaturet efter munden og bør afvises som ubrugelig.

odd bjertnes

Jesper Wendt - jae ... hihi, skarpt set :
... muslimske lande, det kan du da have ret i, det findes naturligvis ^^
...... men det er lissom en del af problemet, ikke løsningen.

odd bjertnes

..og iøvrigt Jesper, hvis du vil beklikke 'saglighed' så gør det sagligt. Eller anerkend !
Jeg er en smule træt af den der slags åbenlyst skakmat bubæh-respons, selvom det da er rart at være uimodsigelig :-D

Viggo Okholm

"kloge" læsere her har ikke en chance for at vide hvad der reelt sker og er sket i Burma. Det ligger trods alt for langt væk. Men selve det at forholde sig moralsk til hvordan religiøsitet og nationalitet skaber krise er selvfølgelig alment menneskeligt og vel også nødvendig i en globaliseret verden.
Men det bekymrer så mig som buddhist at buddhister glemmer sætningen::levende væsener er utallige,jeg lover at frelse dem. Derfor kan nationalisme aldrig blive vigtigere end respekten for liv uanset tro og etnicitet.

Hvad kan man forlange og især forvente,af et befolkning der har været under en diktatorisk system i så mange år. At de lige pludselig bliver lykkelige og tolerante.

De misbruger de samme syndebukke, for det er gennem denne vold deres frustrationer har flydt i århundreder.

Aung San Suu Kyi KAN måske bløde lidt op for hadet, ligesom Nelson Mandela gjorde det i Sydafrika.

odd bjertnes

Jesper Wendt, jeg bad dig spare mig for 'skakmat bu-bæh-respons'. Der findes blogge til den slags derude. Ikke her.

johnny bravo

Burma er en ekstrem sammensat nation. At forestille sig at problematikken er ny eller eskalerende er tvivlsom. Lige nu eskalerer det. Konflikten har været der lige så længe som nogen kan huske. Langt fra den eneste religiøse/etniske konflikt i Burma i øvrigt.

Burma er ved at modernisere en smule sådan at de kan blive det nye Thailand. At ytringsfrihed bruges til had kan ikke overraske nogen. Hvorfor citere hvad folk skriver som kommentarer under eget navn eller synonym på facebook? Hvem er disse mennesker der citeres og har de nogen relevans for Burma? Næppe.

Artiklens forfatter skulle stille sig tre spørgsmål: Kan man bare tage til Burma og rapportere på en historisk konflikt som om den er ny, bare fordi den er ny på et personligt plan? Er Burma ved at blive et demokrati? Og kan et multikulturelt samfund som det burmesiske overhovedet eksistere som andet end et diktatur?

Viggo Okholm

@Uffe Gisuah: Jeg studser over din sidste spørgsmål? kan et multikulturelt samfund eksistere som andet end diktatur?
Gider du uddybe det? for i min optik er vi mennesker i bund og grund vel ens trods forskellighed ,karma,for at blive lidt i det buddhistiske. Vore forhåbninger drømme og ønske om kærlighed i mange afskygninger er vel også alment et eller andet sted. Derfor skurrer det at høre fra nogen at diktatur er løsning for flerkulturelle samfund, for menr du det så kan jeg sgu bedre forstå at DF har haft så stor en indflydelse her

johnny bravo

Det er i forhold til det burmesiske samfund, som jeg også skriver.
Der er så mange etniske grupper og i tilgift har de også forskellige religioner. Vold og stridigheder imellem grupperne er ikke nyt. Til gengæld kan et strengt diktatur holde indre spændinger i ave da prisen for opstand bliver for høj at betale. Det er mange Sydøstasiatiske lande gode eksempler på.

Hvis disse mennesker får frihed til at bestemme er der stor risiko for at de ikke længere gider at bo sammen. Buddhister eller ej.

Lene Skov Mackintosh

Kære Sara.

Tak for en artikel om Rohingya'erne. Jeg arbejdede blandt dem dagligt gennem et år som udsendt med Læger uden Grænser i 1999-2000. Jeg er glad for, at der endelig er kommet fornyet opmærksomhed på deres skæbne.

@ Maya - jeg ved ikke, hvorfor Bangladesh ikke vil give Rohingya'erne statsborgerskab, men en nærliggende grund kunne være, at Bangladesh ikke "har råd" til at øge sit indbyggertal. Landet er allerede voldsomt overbefolket, og det parti som er i regering (uanset hvilket) ville blive anklaget for at dele ud af de ressourcer, som der allerede er for mange om at dele.
Bangladesherne - ihvertfald i den sydlige del af landet hvor Rohingyaerne hovedsageligt er - føler et nært slægtskab med Rohingyaerne. De har samme religion, forstår hinandens sprog, og nogle siger, at de end ikke kan se forskel på en Rohingya og en Bangladesher fra den del af landet. Så nej - det er ikke et spørgsmål om, at de er forkerte muslimer.

En betydelig del af de lokale ledere blandt Rohingya'erne som jeg talte med, gav udtryk for, at hvis
Aung San Suu Kyi fik en ledende rolle i Myanmar, så ville deres situation bedres. Allerede dengang var mange internationale observatører i tvivl om det ville være tilfældet.

Rohingya'ernes kultur er meget spændende for en vesterlænding. Jeg arbejdede gennem et år med kvinder og børns sundhed i den største af de to flygtningelejre, Nayapara. Det var fascinerende at få lov til at komme inden for i kvindernes univers. Deres kultur er så uberørt og har været så isoleret fra anden indflydelse gennem generationer - vel altid?

Jeg håber, at Rohingya'erne går en bedre tid i møde - om ikke andet så på sigt.