Læsetid: 4 min.

Profit af narkohandel havner i vestlige banker

Mens volden råder i de fattige lande, hvor narkotika produceres, tjener vestlige banker store summer på narkohandlen
30. juni 2012

De enorme profitter, der skabes på illegal produktion og handel med narkotika, havner altovervejende i de rige lande, hvor narkoen forbruges – primært Europa og USA – og kun i ringe grad i de konfliktplagede produktionslande som Colombia og Mexico, afslører en ny undersøgelse.

De to forskere bag undersøgelsen dokumenterer også, at de finansielle tilsynsmyndigheder i Vesten er påfaldende tilbageholdende med at gå efter de vestlige banker, når det drejer sig om at spore den massive mængde narkopenge, der hvidvaskes igennem de samme bankers systemer.

Undersøgelsen er udarbejdet af to økonomer fra Universidad de los Andes i Bogotá, Colombia, og er den mest vidtrækkende og detaljerede analyse af narkoøkonomien i noget land – i dette tilfælde Colombia.

Den viser, at kun 2,6 procent af den samlede gadesalgsværdi af colombiansk produceret kokain bliver i Colombia, mens 97,4 procent af det samlede overskud inkasseres af kriminelle syndikater og hvidvaskes i banker i den rige verden.

»Historien om, hvem der tjener penge på den colombianske kokain, er symptomatisk for, hvor uforholdsmæssig en stor byrde, der på alle måder pålægges producentnationer som Colombia på grund af det internationale forbud mod narkotika,« siger den ene af rapportens to forfattere, Alejandro Gaviria.

»Det colombianske samfund har stort set ingen økonomisk gavn haft af handlen med narkotika. Derimod er der oparbejdet store overskud i de kriminelle distributionsnet i de narkotikaforbrugende lande, der så igen er tilflydt de samme landes banker, der ikke tilnærmelsesvis må operere under de samme begrænsninger, som Colombias banksystem er underlagt«, tilføjer han.

Pengene forsvinder ud af landet

Undersøgelsesrapporten er del af et oplæg fra den colombianske regering til en revision af den globale narkotikapolitik, så den i højere grad retter fokus mod hvidvaskning af penge i de store banker i USA og Europa og satser mere på social forebyggelse af narkomisbrug. Oplægget omfatter også overvejelser om en mulig afkriminalisering af visse former for narkotika eller af narkotika generelt.

Økonomerne har undersøgt en vifte af økonomiske, sociale og politiske facetter af de narkotikakrige, der i årtier har plaget Colombia. Konflikten har nu forrykket sig til Mexico med dødbringende konsekvenser til følge, og det frygtes, at den er ved at brede sig til hele Mellemamerika. Men den mest opsigtsvækkende konklusion vedrører det forfatterne kalder »kokainproduktionens mikroøkonomi« i Colombia.

Gaviria og Mejia estimerer med udgangspunkt i den lavest tænkelige gadesalgsværdi, 100 dollar pr. gram, at den kokain, som blev produceret i Colombia i 2008, indbragte en omsætning på 300 mia. dollar. Heraf blev kun godt 7,8 mia. dollar i Colombia. »Det er en meget lille andel af BNP,« siger Mejia, »som nok kan anrette betydelig skade på samfundet og på det politiske liv, men som ikke påvirker den colombianske økonomi i nævneværdig grad. Den colombianske kokains økonomi udspiller sig hovedsageligt uden for Colombia.«

Mejia siger: »Jeg vil formulere det sådan, at det internationale forbud mod narkotika betyder, at omkostningerne ved narkotikaproblemet overføres fra de forbrugende til de producerende lande.«

»Hvis lande som Colombia kunne drage større økonomiske fordel af narkohandel, kunne der være en vis fornuft i det hele,« siger Gaviria. »I stedet må vi nu betale den højeste pris for andres fortjeneste.«

De mekanismer, hvorved narkopenge hvidvaskes, var genstand for en artikel i The Observer sidste år om et sjældent forlig mellem de amerikanske forbundsmyndigheder og Wachovia Bank, som havde forsømt at føre korrekt tilsyn med de 376 milliarder dollar, som var tilflydt banken fra små vekselkontorer i Mexico over fire år. Men ingen kom i fængsel, og banken er nu renset.

»Samlet set er der en stor tilbageholdenhed med at gå efter de store penge,« siger Mejia. »Der sker ingen målrettet efterforskning af de dele af kæden, hvor der tilføjes en stor merværdi. I Europa og Amerika spredes pengene. Så snart de når forbrugslandet, ryger pengene ind i systemet, i hver en by og hver en stat. Myndighederne vil hellere gå efter den lille økonomi, de små dealere og kokadyrkerne i Colombia, selv om denne del af økonomien er lille.«

Colombias banker er til gengæld underlagt streng kontrol, fortæller Mejia, »for at stoppe hvidvaskning af penge, der kan vende tilbage til vores land. Bare at sætte 2.000 dollar i banken involverer en stor mængde af papirarbejde, og meget af dette bliver overvåget af amerikanerne.«

»I Colombia,« siger Gaviria, »stiller man bankerne spørgsmål, der aldrig ville blive stillet i USA. For hvis de gjorde, ville det stride mod lovgivningen. I USA har man meget omfattende love om bankhemmelighed. Det har vi ikke i Colombia, selv om den største andel af hvidvaskede penge slet ikke flyder den vej. Det er en form for hykleri, er det ikke?«

Gaviria siger: »Vi ved, at myndighederne i USA og Storbritannien har indsigt i langt mere, end de handler efter. Myndighederne ved udmærket, at visse mennesker flytter rundt på penge, der stammer fra narkohandel, men det amerikanske agentur for bekæmpelse af narkokriminalitet agerer kun på en brøkdel af, hvad de ved.«

»Det er tabu at gå efter de store banker,« tilføjer Mejia. »Det er politisk selvmord i den nuværende økonomiske klima, fordi de pengebeløb, der flyder ind i økonomien, er så store.«

 

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Thorsten Lind
Thorsten Lind anbefalede denne artikel

Kommentarer