I 2015, 50 år efter at den demokratiske præsident Lyndon B. Johnson fik Kongressen til at vedtage gratis sundhedspleje for den fattige og ældre befolkning, vil i princippet alle amerikanere være dækket ind under en sygesikring.
Det er det historiske resultat af Højesterets afgørelse i går, at sundhedsreformen fra 2010 er forenelig med den amerikanske forfatning.
Kendelsen var set frem til med åndeløs spænding i det amerikanske samfund.
Der var ikke én person, som ville forblive uberørt, uagtet hvilken vej beslutningen gik. Det strækker sig fra den indlagte syge bygningsarbejder, som Information omtalte i går, til folk, der har råd til at tegne en forsikring, men som bliver afvist, fordi de har en allerede påvist sygdom.
Kendelsen blev også positivt modtaget af forsikringsselskaber og af sygesektoren – kommunale såvel som private hospitaler – som allerede i deres planlægning havde taget højde for lovens ikrafttræden 1. januar 2015.
Fra den dato vil antallet af uforsikrede patienter, der dukker op hos læger og på hospitaler, falde drastisk. Det vil medføre store besparelser. Forsikringsselskaber kan endvidere se frem til millioner af nye kunder, hvoraf en betydelig del vil være unge og sunde og derfor ikke dyre at forsikre.
Modstand fortsætter
Trods det er modstanden mod præsident Barack Obamas sundhedsreform stadig udbredt i det amerikanske samfund. Især hersker der stor bekymring blandt unge og familier med mellemindkomster, som frygter, at de ikke vil have råd til at betale en månedlig præmie, også selv om forbundsstaten vil give dem et tilskud. Meningsmålinger har vist, at folk i disse befolkningsgrupper opfatter påbuddet om at købe sygesikring som en krænkelse af deres personlige frihed. Det er en holdning, som endog deles af nogle familier og individer, der i henhold til loven vil modtage gratis sundhedspleje. Noget af modstanden kan dels tilskrives mangelfulde oplysninger, dels konservative modstanderes fordrejning af lovens bestemmelser i en to år lang reklamekampagne. I går sagde den tidligere demokratiske flertalsleder i Senatet, Tom Daschle, at Obama og hans parti har gjort for lidt til at udbrede kendskabet til lovens mange positive aspekter.
Samtidig bekendtgjorde flere konservative kampagneorganisationer, at de ville starte en ny reklamekampagne rettet mod sundhedsreformen i håb om at få valgt Mitt Romney til præsident og indsætte et republikansk flertal i Kongressens to kamre. Som guvernør i Massachusetts (2002-06) var Romney selv ophavsmand til et påbud om, at alle borgere skulle have sygesikring, og at staten kan pålægge dem, der afviser, et strafgebyr. Men som præsidentkandidat har Romney skiftet standpunkt og lover nu at ville ophæve den statslige sundhedsreform.
Skatteargumentet
Selve højesteretskendelsen giver Romney og Republikanerne en god platform til at føre kampagne for ophævelse af loven. Den af præsident George W. Bush udvalgte højesteretspræsident, John Roberts, fremførte nemlig, at et strafgebyr svarer til en afgift eller en skat, hvilket ligger inden for forbundsstatens domæne.
Denne omstændighed, sagde Roberts, vejede tungere end hans overbevisning om, at et påbud om sygesikring for alle borgere er i strid med en paragraf i forfatningen (commerce clause), som skænker forbundsstaten myndighed til at regulere samhandel mellem delstaterne.
Humlen er, at konservative medlemmer af højesteret anser køb og salg sygesikring for et produkt.
»Hvis forbundsstaten påbød borgerne at købe og spise broccoli, ville det være forfatningsstridigt,« sagde dommer Antonin Scalia under en høring i marts. Tilhængere definerer imidlertid påbuddet som en ret, der ikke hører under omtalte paragraf.
Roberts’ flertalskendelse blev støttet af fire liberale medlemmer af domstolen, skønt de var uenige i hans vurdering om, at påbuddet er forfatningsstridigt. For de fire var det okay, så længe sundhedsreformen overlevede.
Men Roberts’ definition af et straffegebyr som en skat giver ammunition til Romneys republikanske valgkampagner på nationalt og lokalt plan. Allerede i går beskyldte flere republikanske kongreskandidater deres demokratiske rivaler for at støtte og gå ind for skattestigninger.
Det er midlertidigt usandsynligt, at sundhedsreformen bliver et altdominerende emne i valgkampen.
Hverken Romney eller republikanske landspolitikere i usikre valgkredse vil høste mange stemmer på det emne. Vælgerne er nemlig langt mere optaget af den høje ledighed og den skrantende økonomi.
Det er en fin reform for USA.
Med en europæisk kulturel ballast er det svært at forstå, at nogen kan være i mod reformen.
Men USA er et produkt af en revolution mod den autoritære britiske kolonimagt og dennes konge og af en borgerkrig.
Faktisk er den modvilje mod autoriteter, som udspringer af den amerikanske revolution , stadig levende i USA, og man er generelt uden "kærlighed" til navnlig føderalregeringen i Washington, som anses for mindre betydningsfuld i dagligdagen end regeringen i den stat ( f eks Californien, Ohio o s v), som man bor og arbejder i..
Meget af modstanden mod reformen ligger formentlig i , at det er føderalregeringen, der har lavet den - de fleste foretrækker at deres egen delstat laver det nødvendige ( - og at "Washington DC " holder så lav en profil som muligt.)
I Danmark er vi mentalt stadig "undersåtter" ( som i enevældens tid), som føler, at staten (tidligere enevoldskongen eller den lokale herremand) er vores overordnede.
I USA er det i langt højere grad individet , der er i fokus, og staten skal bare "blande sig udenom.
Pudsigt nok førte revolutionerne i Frankrig og Rusland ikke til en tilsvarende individualisme.
I Rusland blev man socialister/kommunister , og demokrati og individualisme er selv i dag ikke en del af den russiske mentalitet.
I Frankrig fik man bl a Napolen, og reelt er franskmændene idag en flok selvbevidste nationalister, der synes at alle os andre er uciviliserede og uden kultur. (Groft sagt.)
Jeg ser din pointe Robert Kroll. Helt sikkert. Til gengæld synes jeg der kan tilføjes et yderlige synspunkt som jeg vil understøtte med dette citat fra filosoffen Chantal Mouffe:
"Liberalismen har bidraget til at formulere begrebet om universelt medborgerskab baseret på antagelsen om, at alle mennesker er født frie og lige, men den har også reduceret medborgerskabet til blot at være en juridisk status, som indikerer, hvilke rettigheder individet har over for staten. Hvordan disse rettigheder udøves er irrelevant, så længe deres indehavere ikke bryder loven eller krænker andres rettigheder. Begreber som deltagelse i offentligheden, borgerdyder, medborgerlig aktivitet og politisk deltagelse i fællesskabet af lige mennesker er fremmede for de fleste liberale tænkere."
Ovenstående er ikke mindst gældende i det amerikanske samfund, hvor pligt i høj grad handler om ikke at bryde loven og følge normerne, mere end det handler om at deltage i demokratiet (i den forståelse som der ovenstående tese ligger op til). Liberalismen, og i den henseende den navnlig den neoliberale økonomisk funderede ideologiske udvikling, har været med til at skille den 'offentlige' og 'private' sfære i to dele, hvilket har været stærkt medvirkende til, at især amerikanerne er stærkt kritiske over for det de mener, er en indgriben i denne private sfære - en sfære som i høj grad er blevet opdelt som en grundlæggende betingelse for eksistensgrundlaget for det liberale projekt som vi kender det i dag.
Dette kan – hvis ikke denne struktur forandres – faktisk undergrave demokratiet som ideal, fordi et demokrati er baseret på forskellighed, men i en verden hvor megen kapital er koncentreret et sted, får det demokratiske ideal svære betingelser, ja det undergraves faktisk.
Det vigtigste politiske projekt i fremtiden bør derfor være, at gøre op med den misforståelse, at den private og offentlige sfære overhovedet kan inddeles så skarpt som især liberale kræfter – i USA især republikanerne – hævder: Det undergraver i sidste ende den ideologi om frihed og lighed de hævder at abonnerer på.
Om den amerikanske mentalitet hoerte jeg engang foelgende: Amerikanere er et besynderligt folkefaerd. De er villige til at rejse til den anden side af kloden for at udkaempe krige, men gider ikke gaa over paa den anden side af gaden for at stemme.