Nyhed
Læsetid: 7 min.

Sekten, der holder Syriens diktator ved magten

Borgerkrigen i Syrien har tydeliggjort, hvor afgørende en rolle, alawitterne spiller i landet. Minoritetssekten, som udgør blot 12 procent af Syriens befolkning, har siddet tungt på magten i 42 år og betragter sin skæbne som så tæt knyttet til regimets, at de støtter Bashar al-Assad til den bitre ende
Syriens præsident, Bashar al-Assad, fik regimet i arv fra sin far, Hafez al-Assad. Det var Hafez, der knyttede de tætte bånd mellem regimet og alawitterne, som i dag sidder på centrale poster i sikkerhedsapparatet.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, fik regimet i arv fra sin far, Hafez al-Assad. Det var Hafez, der knyttede de tætte bånd mellem regimet og alawitterne, som i dag sidder på centrale poster i sikkerhedsapparatet.

Udland
22. juni 2012

De bor på en cirka 50 kilometer bred landstrimmel, de kan føre deres aner tilbage til kanaanæerne (Palæstinas førisraelitiske indbyggere), og de er loyale over for en totalitær stat, der fungerer som deres beskytter. Syriens alawitiske sekt spiller efter mere end 16 måneders oprør fortsat en afgørende rolle i regimets kamp for at knuse dets udfordrere.

Med overbevisningen om, at begivenhederne i Syrien truer dem på deres eksistens, og med erindringen om en historie præget af forfølgelse og diskrimination, er Syriens alawitter øjensynligt ikke i nærheden af at opgive deres opbakning til det syriske regime. Tværtimod: Jo længere opstanden er trukket ud, desto mere hårdnakket er deres støtte blevet.

»Loyalitet over for regimet synes helt klart at være indstillingen blandt regimets alawitiske kernetilhængere,« siger en britisk diplomat i Beirut. »Der er sendt flere følere ud til dem med løfter om, at de ikke behøver at frygte for fremtiden, selv om de opgav deres støtte til præsident Assad og hans slæng. Men realistisk set må man nok sige, at det store flertal af dem fortsat ser sig selv som uløseligt knyttet til den herskende klan.«

Det internationale samfund er stadig mere rådvildt i forhold til, hvad det skal stille op over for volden i Syrien – en eskalerende krise med alvorlige konsekvenser for hele regionen – og der har jævnligt været overvejelser fremme om, hvordan man kan friste alawitterne til at bryde alle bånd til regimet. Et sådant skridt vil med sikkerhed hurtigt kunne udløse Assad-diktaturets fald.

»Det er udtryk for vestlig ønsketænkning,« siger lederen af det alawitiske mindretal i Libanon, Rifaat al-Eid. »I efterhånden mange måneder er vi blevet bestormet med henvendelser fra ambassader. Men alle har måttet gå skuffede herfra igen. Vi er fast besluttede på at kæmpe for Assad til det sidste.«

Den britiske diplomat har samme opfattelse: »Alawitterne er ikke en del af løsningen i denne fase. De frygter, de har for meget at tabe.«

Privilegeret position

Igennem de seneste 42 år har Syriens alawitter spillet en central rolle i den nationale politik, hovedsageligt på grund af deres privilegerede forbindelser til det moderne Syriens landsfader, den tidligere præsident Hafez al-Assad, der tog magten i 1970.

Kort efter at Hafez al-Assad overtog præsidentposten, iværksatte han, der selv var alawit, en såkaldt ’korrigerende revolution’ og gik derpå i gang med at skabe Mellemøstens mest effektive politistat. Mindre end et årti efter at Hafez al-Assad greb magten, havde medlemmer af hans sekt – herunder især fra hans egen klan – sat sig på stort set alle lederposter i sikkerhedsapparatet såvel som på de mest betydningsfulde positioner i andre statslige institutioner.

Selv om alawitterne blot udgør 12 procent af Syriens befolkning, udgør sektens medlemmer kernen af den herskende elite, hvis magt har været noget nær absolut under de sidste 42 års diktatur. Lige så længe har forholdet til Syriens sunnimuslimer, der udgør 75 procent af befolkningen, været anstrengt.

I visse kredse stikker modviljen særlig dybt: Nogle sunnimuslimer betragter alawitterne som kættere og frafaldne fra den sande islam – et synspunkt, der har forstærket frygten blandt medlemmerme af den lille sekt, der har spinkle forbindelser til shiaislam, for at blive forfulgt af sekteriske fjender, dersom regimet skulle falde.

Stasi som forbillede

At spille på netop den frygt har følgelig været en vigtig strategi for Syriens nuværende hersker, den 45-årige Bashar al-Assad, der fik regimet i arv fra sin far og ikke har gjort alverden for at forandre det.

Hafez Assads inderkreds af magtfulde støtter blev videregivet intakt til sønnen, og diktatorens bånd til alawitterne synes så ubrydelige som nogensinde.

Alawitterne har involveret sig i regimet i en sådan grad, at ethvert forsøg på at lægge afstand til det under alle omstændigheder ville blive en vanskelig proces.

»Det system, som blev skabt af Hafez al-Assad, er modelleret over Stasi i Østtyskland,« siger Dr. Mousab Azzawi, en eksilsyrer, som driver Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. »Han rekrutterede sine officerer fra landsbyerne, ikke fra de store byer – det var også Abdul Nassers (Egyptens præsident 1956-70, red.) strategi. Baathpartiet havde også visse maoistisk træk. Den sekterisme udgør et permanent splittelsespotentiale.«

Azzawi, en læge fra den syriske kystby Latakia, en alawitiske højborg, siger, at sikkerhedsapparatet og i forlængelse heraf hele det alawitiske mindretal under begge Assad’er er blevet indpodet en forestilling om, at de udgør »en akse for modstand og forsvar«.

»Det handlede alt sammen om Israel, om den superkapitalistiske supermagt USA og om de regionale magter. Kronen på værket var, at Irans revolutionære ledere tog magten i 1979,« siger Azzawi, der hævder at være i kontakt med et netværk af 241 observatører, som dagligt registrerer volden i Syrien.

Magtfuld bror

Flere år før Irans islamiske revolution i 1979 udsendte den libanesiske shiapræst Mousa al-Sadr, som siden skulle forsvinde i Libyen, en omstridt religiøs erklæring, der knyttede alawitterne til shiaislam. Shia-teologerne, herunder de to vigtigste gejstlige, ayatollah Ali Khamenei i Teheran og ayatollah Ali al-Sistani, har – så vidt vides – intet foretaget sig for at anfægte den tolkning.

Under alle omstændigheder har Iran, det syriske regime og den shiamuslimske milits Hizbollah siden 1982 opretholdt en gensidig sikkerhedspagt. Pagten er vigtig for det syriske regimes bestræbelser på at slå igen mod oprørerene og for, at alawitterne kan bevare deres overherredømme.

Irans tiltag for at afstive Damaskus er muligvis endnu mere vigtigere end Ruslands bestræbelser på at sikre sin gamle allierede fra Den Kolde Krig. Flere ledende medlemmer af Assad-klanen er vigtige redskaber for russisk-iransk indflydelse i Damaskus.

Selv om Bashar al-Assad menes at holde regelmæssige møder med sine sikkerhedsstyrker, peger forlydender i retning af, at Bashar al-Assad ofte må kæmpe hårdt med inderkredsen for at få indflydelse på vigtige beslutninger. Især menes Assads magtfulde yngre bror, Maher, svogeren Assef Shawkat, der overlevede et giftattentat i Damaskus i sidste måned, og fætrene Hafez og Rami Makhlouf at have stor indflydelse.

»De fire er regimets mest magtfulde mænd,« siger Tawfik Donia, alawittisk medlem af bestyrelsen for Det Syriske Nationalråd. »Selv i landsbyerne får kun en eller to personer lov at tale direkte med sikkerhedsapparatets ledelse. Systemet er meget hierarkisk.«

Om Bashar al-Assad reelt har råderum som præsident, eller om inderkredsen sidder på magten, er uvist. Selv de, som er tæt på Bashar al-Assad, har svært ved at gennemskue det.

»Jeg kender manden, og jeg ved, at han systematisk svigter alle, der kommer tæt på ham,« siger en fremtrædende libanesisk politiker. »Men jeg ved stadig ikke, om det skyldes, at han er svag, eller om han virkelig er en af ’dem’ – jeg hælder mest til det sidste.«

Det sunnidominerede Nationalråd har været plaget af interne magtkampe og er blevet kritiseret for ikke at signalere tydeligt nok, at minoritetsgrupper som alawitterne ikke behøver frygte for forfølgelse i det tomrum, der måtte opstå efter Assads eventuelle fald. Tawfik Donia insisterer på, at det budskab er nået frem til minoriteterne. Men han erkender også, at alawitterne har meget at miste ved at skifte side.

»Realistisk set lurepasser hovedparten af alawitterne i denne fase af opstanden«, siger Tawfik Donia. »Nogle af de ældste spørger: ’Hvor fører Assad os hen?’ De ser ikke nødvendigvis regimets overlevelse som deres primære interesse. Det vil de gerne sige, men medierne ville aldrig videreformidle det.«

»Regimet har institutionaliseret frygten med det formål at binde alawitterne til sig. De var bønder, og Assad bragte dem til magten. Han brugte alawitterne som redskab og gav dem penge og positioner i politiet og hæren. Assads regime har brugt os til at gennemføre en strategisk splittelse af det syriske samfund.«

Eksilalawitter siger, at er der noget, som vækker bestyrtelse blandt medlemmer af det alawitiske samfund i landsbyerne i det centrale Syrien, er det den frygtede Shabiha-milits, der har fungeret som spydspids for regimets mest grusomme overgreb. Shabiha-militsens medlemmer rekrutteres overvejende fra fattige alawitiske landsbyer omkring Homs, Hama og Aleppo og beskyldes for at stå bag flere massakrer på civile.

»De fleste alawitter har ingen sympati for et regime, der dræber børn,« siger Tawfik Donia. »De, som begår massakrerne, repræsenterer ikke alawitsekten. Vi kan ikke retfærdiggøre nogen af de voldsomme handlinger, som disse ansigtsløse monstre har begået.«

Med diplomatisk dødvande og et regime, der synes så opsat som nogensinde på at nedkæmpe, hvad den betragter som et udenlandsk sponseret jihadkomplot, synes status quo i form af en borgerkrig på tværs af sekteriske skel at skulle fortsætte hen over sommeren.

Assads forudsigelser af, at sidste sommers oprør kan brede sig til de alawitiske bjergkommuner, synes at være en selvopfyldende profeti.

Og forsætter udviklingen i denne retning, er det mest sandsynlige, at sektens beslutsomhed vil blive styrket snarere end svækket.

»At skille alawitterne fra regimet i denne fase er som at prøve at stoppe tandpasta tilbage i tuben,« siger den libanesiske politiker. »Hvad vi ser her, er frugterne af Hafez’ lyssky arbejde. At afvikle dette regime vil kræve en omfattende krig, der kommer til at hærge hele regionen. Og hvem har lyst til det?«

 

© The Observer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Hvis man absolut vil tolke situationen i Syrien som en religions og stammekonflikt, så var der måske andre historier, som man skulle huske at få med:

Kristne forfulgt af syrisk opposition

Arash Shariar

Når man ikke har tid og lyst til at sætte sig ind i konflikter kan man jo altid kalde det en religions og stammekonflikt. Lidt komisk hvordan det går op med tanken om alt hvad vi ikke forstår attribuerer vi gud. :) Man må undrer sig over hvem der er de egentlige religiøse blandt os.

Søren Kristensen

Min nabo siger solbriller er et tegn på dekadence (vist noget med ikke at ville se verden/sig selv i øjnene - hvis jeg absolut skal fortolke på det). Men hun siger nu så meget og jeg bruger såmænd selv solbriller, når jeg cykler.

@ Niels-Holger Nielsen: Syriens under 10% kristne går uden tvivl en svær tid i møde, såfremt Assad falder. Med den stigende islamisering er den tidligere synkretisme mellem islam og kristendom i det tidligere Byzans, der også herskede bl.a. i Syrien, blevet afskaffet.

Eksempelvis skrev William Dalrymple allerede i 1994 fra Syrien: 'The practice emphasises an important truth about the close affinity of the two great religions easily forgotten as the Eastern Christians - the last surviving bridge between Islam and Westyern Christianity - emigrate in reaction to the increasing hostility of the Islamic establishment'.

Som bekendt kan man ikke ligefrem beskylde W.D. for at være islamofob.

Det såkaldte Arabiske Forår skubber til udviklingen. Godt hjulpet af det tidligere kristne Europa. Det stadig nogenlunde kristne USA er mere lunken.

Carsten Hansen

I min optik er det altid legitimt for en at styrte en diktator.
Problemet er, at der ingen garanti er for at det efterfølgende regime vil agere en døjt bedre.

Borgerkrig og etnisk udrensning vil altid være mulige snenarier.

Men alternativet til at styrte en daiktator er som bekendt at han forbliver !´

Her og nu er valget mellem pest og kolera.
Men vejen mod frihed starter med at fjerne den første sten.

lene johansen

Først var der Ukraine hade-ugen, så Kina hade-ugen
og nu er vi tilbage til Syrien.
Ind imellem har vi Nordkorea hade-ugen, Iran hade-ugen, Venezuela hade-ugen, ja hele sydamerika hade-ugen, kort sagt, vi hader alle der ikke hopper når USA siger hop.

"Det internationale samfund er stadig mere rådvildt i forhold til, hvad det skal stille op over for volden i Syrien – en eskalerende krise med alvorlige konsekvenser for hele regionen"

'Det internationale samfund' kunne jo starte med at stoppe alle sine fordækte bestræbelser på at få gang i en borgerkrig, som optakt til intervention og sekterisk opsplitning, og standse tilførslen af våben, krigere, krigspenge, krigspropaganda usw.

Ulrik Bertelsen

Atterdag man Gadaffi dø se – på Youtube. Det minde om en svunden tid, hvor man kom på hjul og stejle til offentlig afskrækkelse og beskuelse.

Er en Emir-konge på samme afgrund-kurs? sikkert er: i sekt og Assad styres Syrien med hård hånd, for der er rod i juraen mellem ene-konge og almen-undersåt.

Det har sit forlæg i danmarkshistorien: Følgelig tjek Youtube, tag med 900 år tilbage og i Viborg Domkirke:

”Forår i Arabien - at geråde som Erik Glipping”

http://youtu.be/yvYaU2a1jgM

Le Berthélaine - dansk kunstner, forfatter og kritiker