Nyhed
Læsetid: 7 min.

Velkommen til brainstormen ’Hvem skal betale til de fattige?’

Topmødet i Rio kommer til at handle om, hvordan verden rejser nye penge til u-landende. Og her er ‘innovativ finansiering’ den nye i klassen. Kritikere advarer mod, at det ender som en snakkeklub, der skal dække over, at staterne har fejlet. Og hvem bestemmer over bistanden, når det er de private aktører, der skal betale?
Cyklonen Aila ramte det sydvestlige Bangladesh i slutningen af maj 2009. Vandmasserne punkterede hundredvis af dæmninger, og mange landsbyer blev oversvømmet af saltvand. Her flytter en familie hele deres tag. Udviklingsministeren vil lokke private og institutionelle investorer med i udviklingsarbejdet. Men de vil altid kun gå efter projekter, der giver afkast. Og det gør hjælp til klimatilpasning og cykloner i Bangladesh sjældent, lyder kritikken.

Cyklonen Aila ramte det sydvestlige Bangladesh i slutningen af maj 2009. Vandmasserne punkterede hundredvis af dæmninger, og mange landsbyer blev oversvømmet af saltvand. Her flytter en familie hele deres tag. Udviklingsministeren vil lokke private og institutionelle investorer med i udviklingsarbejdet. Men de vil altid kun gå efter projekter, der giver afkast. Og det gør hjælp til klimatilpasning og cykloner i Bangladesh sjældent, lyder kritikken.

Jonathan Bjerg Møller

Udland
12. juni 2012

Advarsel: Ordet innovativ kommer til at optræde mange, mange gange i denne artikel, så skulle du af den ene eller anden grund have udviklet en allergi mod det ord, bedes du være meget varsom.

For der er et nyt og, traditionen tro, langt plusord i internationale miljø- og bistandskredse: Innovative finansielle mekanismer.

Fra Verdensbanken til den danske miljøminister Ida Auken lyder det, at Rio-konferencen skal være forum for en frisk og fordomsfri debat om, hvordan verden kan rejse nye midler til udviklingsarbejde og klimatilpasning som supplement til de ‘traditionelle’ penge, som stater giver i direkte bistand eller via midler til de internationale institutioner. Verdensbanken definerer innovativ finansiering som »et begreb, der rummer et heterogent miks af innovativ fundraising og innovativ brug i forhold til international udvikling.«

Eksempler kan være partnerskaber med store pengekasser som pensionskasser, investerings- og hedgefonde, det kan være skatter og afgifter på flytransport, skibsfart, finansmarkedet eller, som det engang blev foreslået, overskud fra den europæiske CO2-kvotehandel. Det kunne være omdirigering af offentlige subsidier eller noget helt femte. Altså penge, der gør det muligt, at de rige lande kan levere på løfterne til udviklingslandene uden at belaste de offentlige budgetter.

Den danske udviklingsminister, Christian Friis Bach, har store forventninger til de alternative midler:

»Vi skal bryde med gammel vanetænkning, fordi pengene er derude, og med de rette ideer er viljen der også. Det er smart, men også helt nødvendigt: Vi har jo en helt anden verden i dag, præget af stagnation og gældskrise, end da vi sidst mødtes i Rio i 1992.«

Kriserespons

Få er uenige om, at det nye fokus på alternativ finansiering er udtryk for, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Således var FN’s generalsekretær Ban Ki-moon også klar i talen, da han i maj 2009 nedsatte en hurtigarbejdende arbejdsgruppe til at kigge på mulighederne. Finanskrisen havde flyttet idéudviklingen helt op i toppen af dagsordnen.

»Vi har desperat brug for hurtigt at styrke og opprioritere eksisterende mekanismer og udforske nye,« sagde Ban Ki-moon året efter finanskrisens udbrud.

Troels Dam Christensen, koordinator i paraplyorganisationen af udviklings-ngo’er, 92-gruppen, er ikke i tvivl om, at den økonomiske krise har gjort meget for de alternative penges popularitet. Og det er godt.

»Vi er åbne for enhver måde at skaffe nye penge,« understreger han. Problemet er, at der desværre ikke er kommet meget konkret ud af opprioriteringen. Indtil nu har det mere taget form af en brainstorm, end egentlige forslag på bordet.

»Det er altså lidt vigtigt at få defineret dyret. At vi får det gjort klart, hvad vi taler om, når vi nu taler så utrolig meget om disse innovative pengestrømme.«

For snak har vi haft rigeligt af – uden synderlige resultater, og det er på tide – og Rio ville da være en god anledning til, at idé og udviklingsfasen afrundes, og de konkrete bud kommer på bordet:

»Ellers ender disse innovative finansieringsmekanismer med at blive buzzword, der gør det muligt for staterne at fremstå som progressive og alternativt tænkende . Men reelt dækker over, at staterne er svage og derfor ikke evner at skaffe pengene.«

De lavthængende

Hans kollega i Verdensnaturfonden John Nordbo deler denne forbeholdne begejstring. Der skal findes penge udover de nationale finanslove, men han frygter også, at de ’innovative’ midler ender som syltekrukke.

»Vi kan nu se, at EU bliver ved med at snakke om at finde alternativ finansiering i biodiversitetskonventionen, uden at det har noget indhold,« siger John Nordbo.

»Diskussionerne strander i udviklingsfasen. På den måde kan EU fortsætte med at at sige, at man støtter biodiversitetskonventionen, men løbe fra den ubehagelige diskussion om, hvem der skal betale, ved at putte det her begreb på bordet«. Han vil se det, før han tror det, for hele tre gange har der været meget lavthængende frugter, der ikke er blevet plukket. »De var oplagte, simple og modne: for det første afgifter på flytransport, for det andet afgifter på skibsfart og for det tredje afgifter på finansielle transaktioner. Alle tre ville endda være adfærdsregulerende, samtidig med at de skaffede nye penge,« siger John Nordbo.

Ikke kun afgifter

Christian Friis Bach mener, at beskyldningen om, at hans regerings modstand mod den europæiske finansskat er et eksempel på i praksis ikke at have modet til at skaffe penge gennem disse innovative finansielle mekanismer, er urimelig.

»Vi har ikke afvist en finansskat. Vi mener bare ikke, at de forslag, der hidtil har været på bordet, har været de rigtige. Findes der en god model, er Danmark med på den,« understreger han. Udviklingsministeren mener, at der i det hele taget har været lidt for meget fokus på den del af de innovative mekanismer, der handler om skatter og afgifter.

»Det, vi primært arbejder for, er at mangedoble vores udviklingsbistand ved at tiltrække private fonde. Det kan gøres ved, at vi med offentlige penge tager en del af risikoen, finder de rigtige innovative ideer til projekter og samtidig arbejder på at udvikle for eksempel skattesystemerne i de pågældende udviklingslande og hjælper med at åbne og strømline de finansielle strømme. På den måde kan vi bane vejen for, at de private, såsom pensionskasser og investeringsfonde, kan spille en helt central rolle,« forudser udviklingsministeren, der fredag meldte ud med netop sådan en model. 150 millioner af de dog allerede afsatte penge til klima putter staten nu ind i en fond, der så gerne skulle tiltrække de institutionelle investorer.

Fonden kan så være med til at medfinansiere klimavenlige projekter i samarbejde med private virksomheder.

»Vi tager en del af risikoen, men kan ikke mindst være i en investeringsrådgivende rolle og med til at finde projekter, « siger udviklingsministeren.

Ind med erhvervslivet

Og erhvervslivets rolle i partnerskab med stater eller multinationale institutioner har i de seneste år indtaget en helt central plads og vil også gøre det i Rio-forhandlingerne. Troels Dam Christensen byder de private velkommen, men mener, at det kræver en endda meget lige tunge i munden for, at det ikke bliver kommercielle interesser, der styrer udviklingsbistanden.

»En vindmøllepark kan give overskud, men det kan et dige desværre ikke så let. På klimaområdet bliver det derfor relativt nemt med denne model at rejse penge til energiproduktion, men meget vanskeligt til den klimatilpasning, som verden under COP15 blev enig om, er helt nødvendig,« påpeger han.

Det samme er tilfældet på udviklingsområdet:

»Fattigdomsbekæmpelse er jo sjældent en overskudsforretning. Faren er altså, at udsigten til private midler vil dreje staternes udviklingsindsats væk fra de helt centrale områder.«

Men kan man så ikke bare bruge den klassiske bistand til disse projekter og så inddrage de private i de mere indbringende? Jo, mener Troels Dam Christensen, men hvilke penge skal så garantere for risikoen?

»Faren er, at medmindre vi sætter yderligere midler af, binder vi jo bistanden til at dække eventuel risiko i disse partnerskaber,« advarer han.

’Kun et supplement’

Den danske udviklingsminister mener ikke, at man skal frygte, at midlerne fra erhvervsliv, pensionskasser eller hedgefonde kommer til at overtage pladsen fra den traditionelle bistand.

»Der er kun tale om yderligere midler,« garanterer han. »Det her skal ikke bruges til at skære ned på bistanden, som Danmark giver, og skal ikke betyde, at vi politisk letter presset på de lande, der ikke lever op til vores fælles målsætninger,« understreger Christian Friis Bach: »Det er kun et supplement.«

Christian Friis Bach medgiver, at pensionskasserne skal tjene penge, og at det derfor udelukkende er investeringer, der vil give afkast, som kan tiltrække.

»Det er en klar problemstilling, og derfor har vi jo også delt klimapuljen op i to, hvor den ene del skal gå til for eksempel vedvarende energi, mens den andel er øremærket det mere fattigdomsorienterede som klimatilpasning.«

De erhvervsrettede projekter er kun en del af løsningen, understreger han. »De kan skabe mere vedvarende energi, og de kan være med til at skabe vækst, der kan give skatteindtægter, som igen kan bruges til at bygge skoler. Men vi bilder os ikke ind, at de private investorer pludselig bliver interesseret i at bygge skoler.«

Og så påhviler der et stort ansvar for at vurdere, om projekterne faktisk også skaber en både grøn og social balanceret vækst, hvis de skal støttes af bistandskroner, understreger han.

»Skal vi give udviklingspenge til at fremme danske investeringer i udviklingslandene, skal væksten ikke være blind, men have et formål: Mindre fattigdom og mere fokus på klima og miljø.« Supplement eller ej. De to udviklingseksperter opfordrer den danske minister til i Rio at arbejde på at stoppe den kreative idéudvikling og komme til handling.

Uanset hvilke af de mange ’innovative mekanismer’ man ender med at foretrække, skal staterne i de rige lande være opmærksomme for, at tålmodigheden er ved at løbe ud, understreger Troels Dam Christensen:

»Medmindre der faktisk kommer egentlige forslag på bordet, ender al snakken om ’innovative finansielle mekanismer’ med at fremstå som en latterlig falliterklæring fra staternes side: ’Vi kan ikke løse problemerne. Vi har som regeringerne ingen magt, kapitalen ligger et andet sted. Er I ikke søde at hjælpe?’ ...«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Lynge

’Hvem skal betale til de fattige?’

Det sædvanlige svar er: 'Alle andre end den du spørger...'

Det er måske mere relevant at spørge hvem der skal holde op med at udbytte de fattige.

Niels-Holger Nielsen

De fattige, klimaet og biodiversiteten vil kun blive reddet hvis der er profit i det for kapitalen. Ellers investerer de hellere i Månen.

Niels-Holger Nielsen

Hvor er det efterhånden trist at høre på alle disse fallerede ledere fra fallerede ngo-er, som spiser af kapitalens hånd. Deres arbejde er komplet værdiløst.

John Fredsted

Der findes sådan et fint begreb: omfordeling; ja, der findes endda et endnu smukkere et: at skænke gavebeløb, frit og kvit. Men, nej, den går ikke, vel!?

@John

Nej det går ikke. Der er ikke brug for almisser, der er brug for ligeværdighed.

John Fredsted

@Søren: Ja, det har du såmænd en pointe i. Men kunne man ikke forestille sig, at sindet kunne modnes hen imod villighed til ligeværdighed ved at udsætte sig selv for kunsten i at skænke noget frit og kvit?

John Fredsted

Tilføjelse: For værd er det at bemærke, at det at skænke noget ikke nødvendigvis er aktivt at give noget - det kan lige så vel være at afstå fra at tage (noget), og netop dette har det menneskelige, og specielt det vesterlandske, sind tilsyneladende så umådeligt svært ved.

Michael Kongstad Nielsen

Måske skulle man overveje, hvorfor mange års ulandsbistand ikke har gjort ulandene i stand til at klare sig selv. Er der noget galt med den?

De nye ideer med at inddrage pensionskasser og fonde ligner DONG´s model. Men man kan være sikker på en ting, og det er, at disse private penge kun er interesseret i at tjene flere penge, og ikke spekulerer i, hvad investeringerne i øvrigt går ud på.

Man kunne også se på, om den måde, Kina arbejder på overfor fattige lande, er interessant?

Og så man kunne i Rio trykke de ekstremt rige statledere fra Namibia, Lesotho, Botswana, Nigeria osv. på maven og spørge dem, om ikke deres vanvittige formuer skulle fordeles lidt ud over befolkningen. Bare en idé.

Verdens højeste gini-koefficienter ligger i de tre førstnævnte lande, der har uran-, diamant-, zink., sølv- og andre interessante miner, samt olie. Alle pengene havner i gangske få lommer.

Maya Nielsen

det skal alle der bruger penge naturligtvis,samtlige finansinstitutter i verden skal betale en promille af deres omsætning til en global fond,jo flere penge folk bruger,jo mere kan vi hjælpe verdens fattige :-)

Velkommen til brainstormen ’Hvem skal betale til de fattige?’

Ja det skal DU.. ja dig der!

Robert Kroll

Et rigt land er typisk et land med en veluddannet befolkning , god regeringsførelse og deraf følgende høj produktivitet, ger giver råd til velfærd, privat forbrug, forskning, kulturaktiviteter o s v o s v.

Et fattigt land er typisk et land med en befolkning uden uddannelser og med dårlig regeringsførelse med deraf følgende lav produktivitet, så der ikke er råd til noget som helst..

( De atypiske økonomier er f eks olie-landene, der lever fedt af andres behov for olie - uden olie ville disse lande - f eks Rusland , Saudi Arabien m fl - være ret meget på spanden.)

Hvis man vil hjælpe de fattige lande, så må man uddanne deres befolkninger, skabe effektive og retfærdige beskatningssystenmer hos dem, sikre velordnede retssikkerhedsforhold o s v - så skal produktiviteten nok stige med velstand til følge.

Egon Maltzon

Atter nogle mennesker som vil indføre skatter og afgifter på flytransport, skibsfart, finansmarkedet for at kunne disponere over provenuet.

Lars Poulsen

@Robert Kroll:

ENIG!

Uddannelse er den eneste fej frem. Drop stort set alt nuværende ulandsbistand, og byg istedet en masse universiteter. Universiteterne skal være gratis og have dormitorier/kost inkluderet. Hvis landet ikke har nok lærere/professorer så importer dem i en årrække indtil landet selv producerer nok af dem.

Gør evt. det samme med sekundær skolegang.

Dvs. fokuser indsatsen på dette ene område. Kun sådan vil der være nok penge til at financiere, f.eks. 1000 universiteter i 20 år eller noget i den stil.

Problemet med dette er bare at en masse kræfter vil arbejde imod det, herunder samtlige NGOer (selvom de stort set ikke har udrettet noget i 50 år). Så den politiske vilje til noget sådant er nærmest lig nul.

Det tilbagevende problem med udviklingsbistand,er at den ofte er ledsaget af politisk præs af den ene eller anden art og det skaber en del modstand i modtagerlandene..
Og egnlig taler man jo også med to tunger, når på den ene side taler om udviklingsbistand og på den anden taler om politiske dagsordner, så resultatet er given på forhånd, det bliver i bedste fald middelmådigt Hvilket historien jo også viser.

"Er I ikke søde at hjælpe?’ …«"

Hvis det skal forstås som en opfordring til informations læsere og Danskerne i al' almindelighed;

Er i så ikke lige friske på at sætte en direkte kontakt info på....

John Vedsegaard

Det hjælper i hvert tilfælde ikke at vi øger vores eget BNP, den slags vil altid have den virkning at vi selv rager endnu mere til os, på bekostning af de fattigste lande.
Nu er det ikke fordi jeg syntes vi skal arbejde for deres skyld, men vi bør lave plads så de kan arbejde selv.
På en eller anden måde skulle jeg mene de vigtigste behov er opfyldt i de fleste vestlige lande. Ingen behøver 1-2 TV i hvert eneste rum i huset, 1 TV i hvert hus må være rigeligt, dette med TV er bare et eksempel blandt utallige.
Måske skal man se på hvor højt BNP i det hele taget må være i de forskellige lande, for de fleste Danskere vil en halvering ikke gøre den store forskel.

Filo Butcher

Michael Kongstad Nielsen,

Verdens højeste gini-koefficienter ligger i de tre førstnævnte lande, der har uran-, diamant-, zink., sølv- og andre interessante miner, samt olie. Alle pengene havner i gangske få lommer.

Ligesom med pengene fra Nordsø olien i Danmark, ikke?

Ja du har jo ret. Spørgsmålet er så hvordan de kan holde sig på magten, og det ved vi jo godt hvordan, ikke?

Fordi vi har brug fordi alle disse dejlige ressourcer og det er jo meget nemmere for os at betale nogle få der så sørger for at vi kan få lortet billigt og uden krumspring end at betale en retfærdig pris der kommer mange til gode.