Interview
Læsetid: 5 min.

’I virkeligheden kan vi næsten ingenting sige’

Fremtrædende økonom vil have opgør med forenklede økonomiske modeller, virkelighedsfjern økonomisk undervisning og økonomers overdrevne autoritet i offentligheden
David Colander mener, at morgendagens økonomer – de studerende – svigtes af deres lærerkræfter.

David Colander mener, at morgendagens økonomer – de studerende – svigtes af deres lærerkræfter.

Anders Birch

Udland
19. juni 2012

»Jeg siger dét, som alle andre økonomer godt ved, men er for kloge til at tale om – især med journalister.«

David Colander er fuld af latter. Han er blevet kaldt ’økonomiens hofnar’, fordi han, med egne ord, vasker professionens beskidte vasketøj i fuld offentlighed.

Det betyder ikke, at han er en letvægter. Så langt fra. Colander er professor i økonomi ved Middlebury College i Vermont, USA, hvor han underviser i makroøkonomisk teori og økonomisk historie. Han har skrevet eller redigeret mere end 40 bøger og over 150 videnskabelige artikler, han har afgivet vidnesbyrd i den amerikanske kongres flere gange under krisen, senest har han besøgt Danmark for at tale på Økonomisk Institut, Københavns Universitet.

»Jeg tror ikke på ret meget af det, der står i de lærebøger, jeg selv har skrevet,« sagde professor Colander som start på en forelæsning for økonomistuderende på KU, arrangeret af foreningen Kritiske Politter.

Hvad, han mener med det udsagn er, at de makroøkonomiske modeller, som lærebøgerne er fulde af, som de studerende oplæres i, og som f.eks. De Økonomiske Vismænd i Danmark benytter, er langt fra virkeligheden.

»Modellerne i lærebøgerne er forenklinger af forenklinger af forenklinger. For at gøre disse såkaldt generelle ligevægtsmodeller – DSGE-modeller – håndterbare, må man foretage et helt katalog af forenklende antagelser,« siger Colander i en samtale med Information.

I disse makroøkonomiske ligevægtsmodeller overfører man til den store skala mikroøkonomiske principper om bl.a. rationelle markedsaktører, fordi det gør makromodellernes ligninger mulige at løse. Man kan altså få et resultat, en forudsigelse om økonomiens gang, ud af modellen. Prisen for at gøre modellens ligninger løsbare er imidlertid de mange forenklende antagelser.

»På det stade, modellerne er i dag, giver de ikke megen vejledning, som kan eller bør bruges til at formulere den økonomiske politik. I virkeligheden kan vi næsten ingenting sige. Vi gør så disse antagelser, som betyder, at vi kan sige noget – men samtidig forlader vi virkeligheden,« mener David Colander.

Fordi der gøres så mange antagelser, kan folk bruge modellerne til at konkludere hvadsomhelst.

»Og det gør de,« påpeger han.

Kompleks dynamik

Denne afstand mellem modelvirkeligheden og den reelle økonomiske virkelighed forklarer, at flertallet af indflydelsesrige økonomer ikke formåede at se krisen komme i 2007-08 og advare politikerne om den. Dertil svigtede økonomerne ifølge Colander ved at have fastholdt politikerne i forestillingen om, at økonomerne vitterligt havde overblik og forudseenhed.

»At fortælle politikerne, at de eksisterende DSGE-modeller kunne vejlede beslutningstagerne i deres søgen i mørket, svarede til at sige til én, at studiet af kryds-og-bolle-modeller kan vejlede ham eller hende i at spille 20-dimensionel skak,« sagde David Colander, da han i 2010 vidnede om krisen i den amerikanske kongres’ videnskabs- og teknologiudvalg.

Hans pointe er ikke, at økonomerne skal opgive brugen af modeller. Tværtimod.

»Problemet er, at økonomien er et komplekst system med en kompleks dynamik, der ofte gør, at tingene ikke forløber jævnt, men kan udvise pludselige hop og spring. Den type dynamik er ikke i dag del af DSGE-modellerne. Jeg argumenterer for, at den bør være det – altså at modellerne bør være meget mere komplekse.«

– Gør det dem mere brugbare som vejledning for politikerne?

»Det tror jeg ikke. Men det gør, at de afspejler den faktiske atmosfære af usikkerhed og dermed åbner for et meget bredere katalog af politiske virkemidler, der kan bringes i anvendelse.«

En bredere anerkendelse af økonomien som et komplekst system giver også en bedre platform for systemkritiske røster, der kan sikre den åbenhed, som skal til for at kunne håndtere de komplekse og omskiftelige dynamikker.

Studerende svigtes

I dag synes David Colander, at morgendagens økonomer – de studerende – svigtes af deres lærerkræfter.

»De studerendes incitament er, at de gerne vil bestå eksamen, have et ordentligt job og løse nogle opgaver. Jeg finder dem typisk kritiske og åbne. Det, der bekymrer mig, er professorernes incitament. Professorerne er forskere, og i den verden er incitamentet klart: Vil du fremad, så publicér. Jeg publicerer selv en masse videnskabelige artikler, så det er ikke, fordi jeg synes, det i sig selv er skidt. Problemet er, at professorerne lærer de studerende det, de selv kender til, og det, man bliver bedømt på i den akademiske verden: At forske og skrive videnskabelige artikler. Derved skaber man flere forskere, og det er i sig selv godt nok, men de studerende, der kommer til faget, fordi de ønsker at gøre noget og være med til at løse økonomiske problemer og forvalte økonomisk politik, de bliver svigtet. Ude i virkeligheden, f.eks. i centraladministrationen, bliver de stillet over for at skulle foretage en masse vurderinger, og det lærer de overhovedet ikke på universitetet,« siger Colander.

»Ph.d.-studiet er dermed en dårlig måde at forberede flertallet af de studerende til det, de gerne vil lave og også kommer til at lave bagefter. Derfor er min anbefaling, at lærerne i meget højere grad hentes fra det praktiske felt, så de kan undervise i praktisk økonomisk problemløsning.«

En anden konsekvens af den ensidigt fokuserede undervisning er, at man ofte får økonomer til at fremstå for politikere og offentlighed som orakler uden for deres faktiske ekspertise.

»Offentligheden bliver dermed ofte vildledt. Det er ikke økonomerne, jeg bebrejder dette, men medierne og politikerne. Journalister skal finde én, der kan sige noget om økonomisk politik, og så finder man en eller anden økonom og giver vedkommende autoritativ status. Problemet er, at uddannelsen ikke skaber økonomer i besiddelse af den ’statsmandskunst’, der skal til for at tale økonomisk politik.«

At iagttage og analysere økonomstanden og kommentere på den økonomiske videnskab er blevet David Colanders særlige ekspertisefelt og emnet for meget af hans forskning og hans bøger. Det er ikke nødvendigvis et speciale, man bliver populær på.

»Det, jeg siger, er ikke raketvidenskab. Alle kan forstå det – også økonomer kan forstå det, og mange er enige. Men det er ikke noget, man taler om udadtil, for man ender med at få en masse besvær,« siger han.

– Får du besvær?

»Bestemt. Men jeg er blevet kendt for det, så det er blevet acceptabelt, at jeg siger disse ting. Jeg er en hofnar, og så længe jeg ikke får for megen indflydelse, går det fint. Hvis jeg blev magtfuld, ville angrebene blive meget barskere.«

»Der er jo en slags immunsystem i systemet: Enhver, der skaber problemer, udløser automatisk en proces, der forsøger at skubbe vedkommende ud. Systemet beskytter sig selv, for systemets mål er systemets fortsættelse. Hvis det ikke længere er målet, fortsætter det ikke,« siger David Colander.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

'»Der er jo en slags immunsystem i systemet: Enhver, der skaber problemer, udløser automatisk en proces, der forsøger at skubbe vedkommende ud. Systemet beskytter sig selv, for systemets mål er systemets fortsættelse. Hvis det ikke længere er målet, fortsætter det ikke,« siger David Colander.'

Altså økonomi er ideologi og klasseinteresser - niks weiter.

Hvis økonomerne begyndte at fortælle os om kapitalismens indbyggede og uløselige modsigelser, så ville de ikke længere være økonomer - den slags beskæftiger økonomer sig nemlig ikke med.

Kristian Rikard

En fremragende forelæsning ud fra det skrevne at dømme. Men modsat den første på bloggen, så irriterer det mig, at netop det sidste afsnit
står ukalrt. Skal det opfattes som en konklusion eller en konstatering eller en mere filosofisk overvejelse?

Niels-Holger Nielsen

En halvtør konstatering, vil jeg mene.

Dorte Sørensen

Tak til Jørgen Steen Nielsen for at ville se de økonomiske modeller efter.

Mht. David Colanders beskrivelse af ligevægtsmodellerne som meget forenklede er en gammel viden, som Økonomisk Institut gjorde meget ud at at fortælle os studerende, dengang jeg læste økonomi.
I mine øjne er det mere politikerne og medierne, der overtolker resultaterne fra disse modelkørsler .

Steffen Gliese

Det, som Colander mener, økonomer skulle uddannes i, bør ikke foregå på et universitet, men på en handelsskole, som det gjorde tidligere. Universitetet er ved at blive kvalt i popularitet, og som det ofte er tilfældet med dén slags i grunden positive opmærksomhed, rykker det på seriøsiteten i negativ forstand. Universitetet skal bedrive forskning og sikre sig uddannelse af nye generationer, der kan tage over her - evt. også undervise på lavere uddannelsesforberedende trin.
Enten er vi intellektuelt på vej mod de sidste tider med fortidens væsentligt større seriøsitet som tragisk klangbund, eller også kommer vi væk fra de stier, hvor vi gik vild, så vi igen kan danne realistiske forestillinger om den mangfoldige verden, vi lever i.

Philip C Stone

"At iagttage og analysere økonomstanden og kommentere på den økonomiske videnskab..."

Var det ikke på tide at vi - i erkendelse af fagets trend- og ideologibetingethed og dets manglende evne til at forudsige fremtidige udviklinger eller opstille sikre, ensartede kriterier til analyse af fortidige - erkendte at betegnelsen "økonomisk videnskab" forlener faget med en autoritet det ikke fortjener, som i værste fald kan medvirke til politiske beslutninger uden hold i virkeligheden? Hvad med at tale om økonomiske studier i stedet?