Læsetid: 7 min.

20 år efter bomberne

Italienerne skal kende sandheden om mafiaens drab på undersøgelsesdommeren Paolo Borsellino i 1992, kræver demonstranter på årsdagen for attentatet. Kun politikerne i Rom kan bidrage med nyt i sagen, mener anklagerne i Palermo
Palermitanere og tilrejsende fra hele Italien  samledes i sidste uge for at markere, at det er 20 år siden, at den sicilianske undersøgelsesdommer Paolo Borsellino blev dræbt. Borsellinos røde notesbog er blevet et symbol på protesten mod mafiaen.

Palermitanere og tilrejsende fra hele Italien samledes i sidste uge for at markere, at det er 20 år siden, at den sicilianske undersøgelsesdommer Paolo Borsellino blev dræbt. Borsellinos røde notesbog er blevet et symbol på protesten mod mafiaen.

Francesco Baiamonte

25. juli 2012

Via D’Amelio ender blindt. Citronlunden for enden af vejen, som er flankeret af høje boligblokke, er det eneste spor efter, hvordan Palermo så ud, inden korrupte politikere og mafiøse entreprenører i 1960’erne begyndte at plastre byen til med cement.

Under en brændende sol samledes tusinder i sidste uge på dette sted, hvor undersøgelsesdommeren Paolo Borsellino for 20 år siden blev dræbt sammen med fem medlemmer af sin politieskorte ved et stadig uopklaret bombeattentat.

»For at finde frem til sandheden om attentatet mod Borsellino, må vi, inden vi spørger, hvem der slog Paolo ihjel, spørge os selv, hvorfor Paolo blev slået ihjel,« siger statsadvokat Antonio Ingroia, der med kollegerne fra anklagemyndigheden i Palermo efterforsker baggrunden for attentatet i 1992.

»Vi er endelig kommet igennem forværelset og befinder os nu i sandhedens værelse. Vi troede, at værelset ville være oplyst, men der er mørkt. Vinduerne er muret til, og lamperne er smadret. Vi famler alene rundt med stearinlys.«

I 20 år har den officielle sandhed været, at mafiaens motiv blot var hævn. Sammen med sin barndomsven og kollega Giovanni Falcone, der var blevet dræbt blot 56 dage forinden, havde Borsellino demonstreret, at mafiaen med en koordineret og konsekvent indsats ikke blot kan bekæmpes, men også besejres: »De vidste, hvad mafiaen var, for de var født ved siden af den,« skriver journalisten Enrico Deaglio om Falcone og Borsellino i en ny bog, Il Vile Agguato (Det Feje Bagholdsangreb): »De vidste ikke, hvad staten er, men opdagede det lidt efter lidt – nogle gange med forbavselse, andre gange med irritation og til sidst med rædsel.«

Afsporing

»Det var en af de dage, hvor man føler, at verden ændrer sig,« siger Federica Menciotta, en yngre advokat fra Rom, om attentatet på Borsellino. Hun er aktiv i den voksende antimafiakultur og taget til Palermo for at diskutere og mindes den søndag i juli, hvor bomben sprang kl. 16.58, da Borsellino trykkede på dørtelefonen hos sin mor i nr. 21.

»Hvis Italien skal kunne komme videre, er det nødvendigt for os at forstå, hvad der skete tilbage i 1992-93. Vi må ikke give op,« siger Menciotta. Langt de fleste italienere tror dog ikke, at det er muligt at opklare begivenhederne for tyve år siden, da mafiaen efter bomberne i Palermo også dræbte almindelige borgere med attentater på fastlandet. Det er endnu et af de mange sorte huller i landets nyere historie – ligesom bomberne i Milan (1969), Brescia (1974) og Bologna (1980) og kidnapningen af Aldo Moro (1978). 19 personer har siddet fængslet i op til 18 år for attentatet. Men efter at en ægte angrende mafioso, Gaspare Spatuzza, har fortalt om og dokumenteret sin medvirken, er tidligere domme ved tre retsinstanser blevet annulleret, og alle de dømte er blevet renset og benådet.

Allerede i 1998 blev uoverensstemmelserne tydelige, da kronvidnet Vincenzo Scarantino brød sammen i retten: »De har tortureret mig! De sagde, at jeg havde AIDS! De kom orme i min suppe! De gav mig indsprøjtninger! Alt, hvad jeg har sagt, er usandt.« Alligevel blev Scarantino ved med at anklage sig selv og andre, indtil Gaspare Spatuzza i 2009 modbeviste hans forklaring. I 2011 blev Scarantino løsladt, udstyret med en ny identitet og installeret på en religiøs institution et hemmeligt sted i Norditalien, men for tre uger siden forsvandt han.

»Der kan være sket ham alt eller intet,« siger statsadvokaten Sergio Lari, som afdækkede afsporingen af efterforskningen.

Sendebud

I to årtier har den officielle sandhed været, at Borsellino trods omfattende politibeskyttelse blev dræbt af små fisk nederst i mafiaens hierarki, som for et par håndører og en smule heroin gennemførte attentatet, selv om det lige efter drabet på Falcone var modproduktivt og ville få offentligheden til at kræve skrappe tiltag mod den organiserede kriminalitet.

Scarantinos falske tilståelse fortrængte spørgsmålene om, hvad Borsellino vidste og efterforskede, og hvorfor han med stor overbevisning forudsagde sin egen død. I oktober 2009 fortalte Claudio Martinelli, som var justitsminister i 1992, at Borsellino efter Falcones død var blevet informeret om igangværende forhandlinger for at stoppe attentaterne. To måneder inden motorvejsbomben mod Falcone var den kristendemokratiske europarlamentariker Salvo Lima nemlig blevet skudt ved Palermos lido, Mondello, og den italienske efterretningstjeneste havde oplysninger om flere planlagte hævndrab på politikere, der havde nydt godt af mafiaens stemmer, men på grund af Falcone og Borsellinos indsats ikke som før kunne garantere mafiabosserne straffrihed. Forhandlingerne gik gennem Vito Ciancimino, Palermos tidligere borgmester, som sad i husarrest.

»Hellere én dag som Borsellino end et liv som Ciancimino,« råbte palermitanerne, da Borsellinos kiste blev båret ind i katedralen.

Cianciminos yngste søn, Massimo, har fortalt, at hans nu afdøde far var forbindelsesled mellem en efterretningsagent og mafiabossen Bernardo Provenzano, og at han selv blev brugt som sendebud. Spatuzza har fortalt om en efterretningsagents tilstedeværelse, da han og andre mafiosi inden attentatet forvandlede en stjålen Fiat 126 til en bombe på hjul. Mafiaen afleverede via Ciancimino en liste med krav om bl.a. afskaffelse af livstidsstraffe, isolationsfængsling samt ordningen for angrende mafiosi, der havde tvunget organisationen i knæ, og lovede til gengæld at skåne daværende ministerpræsident Giulio Andreotti, landbrugsminister Calogero Manino, justitsminister Martelli og andre for samme skæbne som Salvo Lima. Ifølge anklagerne i Palermo tålte Borsellino ikke forhandlingerne og blev derfor dræbt.

Mange af de implicerede i afsporingen af efterforskningen er døde, flere ved selvmord, men blandt de 12 sigtede er der foruden mafiosi tidligere ministre og politiofficerer.

»De har handlet for at forstyrre den almindelige forretningsgang i de politiske institutioner,« hedder det i anklageskriftet, som blev fremlagt i går.

Medskyld

Papiret med mafiaens krav har anklagerne, men som alle sande mysterier indeholder sagen også et forsvundet dokument. Hvis ikke Borsellinos notesbog blev fortæret af flammerne efter eksplosionen, blev den stjålet på gerningsstedet.

»I denne notesbog findes nøglen til opklaringen af attentatet,« vurderer Antonio Ingroia.

»Det er usandsynligt, at den er blevet destrueret. Det er mere logisk at tænke sig, at den er faldet i hænderne på nogen, der bruger den som afpresningsmiddel.«

Dem, der højlydt kræver en opklaring af statens rolle i drabet på Borsellino, har adopteret den røde notesbog som symbol på deres protest og vendte demonstrativt ryggen til de politikere, som havde trodset familiens anmodning om en årsdag uden officielle repræsentanter.

»I, der kun tror på magtens og pengenes religion og ikke kan hæve jer over personlige interesser, skal tie i dag. For denne dag er til minde om en mand, der ofrede sit liv for, at ord som stat, retfærdighed og lov endelig skulle få betydning i dette arme og ulykkelige land,« tordnede statsadvokaten Roberto Scarpinato.

»Et land, hvor staten ikke blev betragtet som troværdig og respektabel, fordi den i borgernes øjne fremstod som deputerede, senatorer, ministre, ministerpræsidenter, politidirektører og mange andre, der havde valgt at leve side om side med mafiaen eller sågar opbygget deres karrierer og formuer takket være mafiaen.«

Mafiaen har sagt næsten alt om sin rolle i attentaterne, men politikerne mangler at tale, hævder anklagerne i Palermo.

Forhandlinger

Forhandlingerne mellem statsrepræsentanter og Cosa Nostra er i henhold til en nylig dom ved retten i Firenze en juridisk kendsgerning. De førte i 1993 til ophævelsen af isolationsfængslingen af 334 mafiosi og pågribelsen af bossen Salvatore Riina.

»Jeg ved ikke noget om forhandlingerne, jeg var selv genstand for dem,« hævder Riina. Ifølge vidneudsagn fra Massimo Ciancimino, Spatuzza og flere andre blev en af Silvio Berlusconis nærmeste medarbejdere, sicilianeren Marcello Dell’Utri, mafiaens fortrolige partner i stedet for Vito Ciancimino, da Italiens politiske system i 1992-93 brød sammen på grund af korruptionssagerne i Milano.

Brødrene Giuseppe og Filippo Graviano, der er dømt for at have planlagt og udført attentaterne mod Borsellino og året efter på fastlandet, var, indtil de blev pågrebet i 1994, i kontakt med Berlusconis entourage. Dagen efter deres anholdelse meddelte mediemagnaten, at han ville »gå på banen« som politiker. To dage inden drabet på Falcone havde Borsellino i et interview med et fransk tv-hold fortalt om efterforskningen af forbindelser mellem Berlusconi og mafiaen via Dell’Utri, som nu er anklaget for ekstern medvirken til mafiakriminalitet, og ifølge en højesteretsdom har afpresset Berlusconi. Det franske interview kunne efter Borsellinos død og Berlusconis indtræden i politik have indbragt en formue på det frie marked – navnlig da Berlusconi ved parlamentsvalget i 2001 vandt alle 61 sicilianske mandater – men af mystiske årsager er det først blevet kendt meget senere. Inden jubilæet i Palermo kom republikkens præsident, Giorgio Napolitano, i konflikt med anklagemyndigheden. Den tidligere indenrigsminister Nicola Mancino er sigtet for at have afgivet falsk vidneforklaring, fordi han benægter, at Borsellino var blevet orienteret om, at staten havde taget initiativ til forhandlinger med mafiaen.

Tabu

Mancino har henvendt sig til Napolitano for at få præsidenten til at intervenere i sagen, og da hans telefon blev aflyttet, er præsidentens stemme endt på bånd. Det krænker embedets immunitet, mener præsidenten, der kræver optagelserne destrueret.

Anklagerne i Palermo hævder derimod, at Napolitanos immunitet ikke er krænket, da aflytningerne vedrørte Mancino, og at de bl.a. af hensyn til sigtedes rettigheder ikke kan destrueres endnu. Juraprofessoren Franco Cordero mener, at Napolitano har erklæret anklagerne krig ved at »hævde et tabu, som ikke engang kan formuleres i moderne juridisk sprogbrug«.

Nogle foreslår sandhedskommissioner, andre kræver Napolitano afsat, men de fleste italienere affinder sig fint med ikke at kende den fulde sandhed.

»Man vil selvfølgelig blive ved med at tale om dokumenter, mistanker, angrende mafiosis udtalelser, kontoudtog, grundlæggelsen af partiet Forza Italia, Berlusconis formues oprindelse, men jeg tror ikke, at man kan nå til nogen juridisk sandhed,« skriver Enrico Deaglio og fortsætter: »Tilbage står kun billedet af unge, der hæver en rød notesbog mod himlen – som et symbol på et mysterium og noget absurd.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu