Læsetid: 4 min.

Donor millioner til Afghanistan forsvundet

USA, EU, Tyskland og FN støttede afholdelsen af en international konference i Kabul med over en million dollars – de afghanske myndigheder er imidlertid ude af stand til at redegøre for, hvordan pengene blev forvaltet
Millioner af kroner, doneret af vestlige lande, skulle være gået til at afholde en stor konference i Afghanistans hovedstad, Kabul. Men ingen ved, om pengene er blevet brugt på konferencen.

Millioner af kroner, doneret af vestlige lande, skulle være gået til at afholde en stor konference i Afghanistans hovedstad, Kabul. Men ingen ved, om pengene er blevet brugt på konferencen.

Søren Bidstrup

27. juli 2012

Vores eftersøgning begyndte med en manglende generator.

Apparatet, som i Kabul er 20.000 amerikanske dollar værd, siges at være blevet købt med penge doneret fra USAID, det amerikanske agentur for udviklingsbistand, til afholdelse af en konference i juli 2010.

Kabul International Conference blev afholdt 19.-20. juli, 2010, og her deltog delegerede fra over 70 lande, der samledes i den afghanske hovedstad for at diskutere vejen frem for den voldshærgede nation.

Temaerne for deres sammenkomst var sikkerhed, udvikling, samt hvordan Afghanistan kunne regeres mere effektivt.

Men udgifterne til selve konferencen har rejst spørgsmål om graden af gennemsigtighed i de afghanske offentlige finanser. IWPR’s journalister forsøgte igennem to måneder at opspore, hvordan de omkring 1,16 millioner dollars til finansiering af konferencen – doneret af USA, Tyskland, Den Europæiske Union og FN’s Udviklingsprogram – blev brugt.

Resultaterne af vores efterforskning gav højst usikre konklusioner. Vi fandt ingen generator. Ej heller fandt vi noget spor af de hundredvis af stole, gardiner og det store konferencebord, som Tyskland havde skænket, ligesom vi ikke fik tilvejebragt nogen dokumentation for anvendelsen af de tusindvis af dollar, doneret af EU, og som eftersigende skulle være blevet brugt på kontor- og computerudstyr.

Afghanistans udenrigsministerium påstår, at der overhovedet ikke blev brugt internationale midler på konferencen. Men donorerne fastholder, at de bidrog med både penge og udstyr.

Hotelregninger

IWPR’s aktindsigt viser, at det afghanske udenrigsministerium den 8. marts 2011 skrev til det afghanske finansministerium om konferencens finansiering:

»Som bekendt blev Kabul International Conference med succes afholdt (...) i regi af Udenrigsministeriet. Ingen nationale eller internationale ressourcer gik til at bistå denne konference økonomisk,« hedder det blandt andet i brevet.

Ministeriet tilføjer i brevet, at man bookede værelser til de udenlandske konferencegæster på hotellerne Intercontinental, Kabul Serena og Safi Landmark, og bemærker, at disse nu rykker for betaling for indkvarteringerne.

»Hotellets administrationskontorer har gentagne gang bedt om, at deres regninger bliver betalt. Det drejer sig om et beløb på 5,450,181 afghani [112,887 dollar]. Vi overdrager hermed denne sag til Dem i taknemmelig forventning om, at De vil overveje at godtgøre denne sum,« lyder det i brevet fra Udenrigsministeriet.

Men påstanden om, at der ikke blev ydet international finansiel støtte står i åbenlys modstrid med de vestlige donorers oplysninger.

En amerikansk ambassadekilde oplyser således til IWPR, at USAID bidrog med omkring 500.000 dollar til at finansiere konferencen. Beløbet skulle dække behovet for diverse materielle udstyr, herunder betaling for generatoren.

»Der blev også givet støtte til andre direkte omkostninger, der var forbundet med at gennemføre konferencen,« skriver ambassade-embedsmanden i sin e-mail.

Tysk hjælp

Ifølge et dokument, som IWPR har opnået aktindsigt i, donerede Tysklands regering 400.000 euro til konferencen.

En stor del af disse midler gik til at købe møbler, herunder et konferencebord, 220 stole og gardiner. Den tyske regering var ansvarlig for at emballere og forsende alt dette og derefter for at påtage sig opstillingen af det i Kabul, fremgår det af dokumentet, som er underskrevet af Christian Doktor, den tyske ambassades særlige rådgiver for økonomisk udvikling og civilt-militært samarbejde.

Men IWPR har ikke været i stand til at opklare, hvad der blev af de dyre designerborde og -stole efter konferencen.

FN’s udviklingsprogram, UNDP, bidrog med 45.000 dollar til konferencen. Ifølge Mohammad Amin Khaliqi, direktør for politisk tilsyn og evaluering i det afghanske finansministerium, blev disse penge brugt på »diverse udstyr«.

De afghanske ministerielle embedsmænd er temmelig uklare omkring den specifikke anvendelse af de donormidler, der skulle finansiere konferencen.

Hafiz Wududi, direktør for Udenrigsministeriets medieafdeling, erkender, at en papirdokumentation for udgifterne måske ikke findes noget sted i hans ministerium.

»Vores afdeling har intet kendskab til nogen informationer om konferencen,« sagde han.

Mohammad Zahir Faqirzada, en tidligere talsmand for Udenrigsministeriet, siger, at ministeriet aldrig har været i besiddelse af nogen dokumentation for konferencens budget.

»Du skal tale med Finansministeriet, der er de ansvarlige, og bede om regeringens udgiftsopgørelser,« siger han.

Hus forbi

Men i Finansministeriet siger den fungerende politiske souschef, Shafiq Ahmed Qarizada, at Afghanistans regering ikke havde udgifter i forbindelse med afviklingen af konferencen.

Adspurgt om hvem der så påtog sig at betale udgifterne, siger han: »Jeg ved ikke noget om dette emne, men må henvise Dem til hr. Khaliqi.«

Khaliqi siger, at så vidt han husker, var Tyskland og USA konferencens eneste donorer. Han erklærer sig uvidende om, at UNDP også skal have været involveret.

Den nuværende talsmand for Udenrigsministeriet, Janan Musazai, siger, at han intet kendskab har til konferencen.

Flere hoteller oplyser til IWPR, at de stadig venter på at få godtgjort deres udgifter til indkvartering af mødedeltagerne.

På Kabul Serena Hotel siger man, at Udenrigsministeriet stadig ikke har betalt sin regning, skønt man har rykket for det i over et år.

Naimatullah Habib, økonomichef på Kabul Serena, siger, at hvis han står offentligt frem med det beløb, som ministeriet skylder, vil den afghanske regering måske afbryde alle fremtidige forretningsforbindelser til hotellet.

internationalt@infornation.dk

Khan Mohammad Danishju er afghansk journalist, uddannet af IWPR, Institute for War and Peace Reporting, der støtter medieprojekter, lokaljournalistik og demokratiske forandringer i konfliktområder.

© IWPR og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu