ECB-chefen ’Supermario’ har ikke superkræfter

Analyse: Milde vinde blæser over Europa. I hvert fald ifølge Politiken: »Mario Draghi har instrumenterne til sin rådighed. Nu har han klart sagt, at han også er villig til at bruge dem. Og det er måske i virkeligheden alt, hvad der skal til,« stod der lørdag i avisens forsideleder.

Mario Draghi, chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), havde torsdag i en tale ved Global Investment Conference i London understreget, at han vil gøre »alt, hvad der skal til« for at redde euroen, hvilket omgående fik renten på bl.a. spanske og italienske statsobligationer til at falde, så ugen sluttede med en optimistisk stemning omkring det martrede valutasamarbejde. Har ’Supermario’, som den italienske chef for ECB kaldes, superkræfter, så han med ord alene kan løse euroens krise?

Det »alt«, som Draghi kan love at gøre, er desværre ikke meget.

Christian Noyer, den nuværende nationalbankdirektør i Frankrig og tidligere næstkommanderende i ECB, har med en krigerisk metafor påpeget, at centralbanken ikke har nogen ’bazooka’ til at løse eurolandenes gældsproblemer, men kun en revolver med et begrænset antal skud i tromlen. ECB er stadig ikke ’låner af sidste instans’ og kan ikke garantere eurolandenes kreditværdighed.

Ond cirkel

Der er derfor ingen grund til at tro, at investorerne tror, at Draghi kan gøre noget ved »de reelle problemer i økonomien«, som ifølge Politiken er »lav vækst, arbejdsløshed og den rigide ideologiske sparepolitik, der sammen med en enøjet fokus på at undgå inflation har forhindret deres løsning«.

Investorerne ved godt, at Draghis forsøg på at bruge EU’s stabilitetsfonde til opkøb af de kriseramte landes statsobligationer, vil møde hård modstand i Tyskland, hvor flere og flere helst vil være euroen foruden.

Inden forfatningsdomstolen i Karlsruhe i midten af september afsiger sin kendelse om finanspagtens forenelighed med forfatningen i det tyske demokrati, kan renten på de sydeuropæiske landes statsobligationer nå at slå flere rekorder.

ECB har allerede sørget for, at de europæiske banker er fulde af statsobligationer, som potentielt kan blive værdiløse. Staterne redder via lån fra ECB bankerne med skatteydernes penge, hvilket øger medlemslandenes statsgæld og dernæst skaber behov for offentlige besparelser, som bringer staterne i recession og troværdighedskrise, så spekulation igen får renten på statsobligationer til at stige.

Så låner ECB igen penge til bankerne, der køber statsobligationer, som efter lidt udsving på markedet mister værdi, så bankerne ender som endnu mere udsatte end før, mens staterne risikerer at blive insolvente efter at have påtvunget borgerne store opofrelser og medvirket til, at offentlige ressourcer bliver omdannet til private formuer.

Det er historien om udviklingen i Grækenland, som nu risikerer at gentage sig i større målestok med Spanien. Investorerne ved, at denne onde cirkel ikke kan brydes, så længe staterne i eurozonen vedbliver med at være hybrider mellem suveræne nationalstater og medlemmer af en føderalstat. Så måske har Draghis udsagn snarere vækket forhåbninger blandt aktørerne på finansmarkedet om, at der fortsat er store gevinster at hente på eurokrisen.

Kostbart tidsspild

Få dage inden sin tale i London havde Mario Draghi og ECB’s bestyrelse truffet beslutning om ikke at acceptere græske statsobligationer som sikkerhed. Det betyder, at de græske banker for tredje gang i år er henvist til ELA, eurozonens finansielle nødhjælpskasse, og derfor må betale 3,5 pct. i rente i stedet for de 1,5 pct., som ECB opkræver.

Jörg Asmussen, det tyske medlem af ECB’s bestyrelse, havde forinden ellers udtalt til magasinet Stern, at man bør nære »respekt for de græske anstrengelser:

»Vi må sige til Athen: ’Godt gået, det er en god start.’« Men trods disse nærmest uhørte toner fra en tysker i ECB, skubber centralbankens beslutning grækerne lidt nærmere en statsbankerot og udtræden af euroen.

Selv hvis det skulle lykkes at finde en løsning på problemet med sydeuropæernes høje rente på omkring 7,0 pocent på statsobligationer – hvilket virker usandsynligt – vil krisen ikke være løst.

Den udspringer af forskellene på eurolandene, som i de seneste år er vokset, fordi bl.a. Tyskland for at kunne eksportere sin overskydende produktion har ydet kredit til landene i eurozonens periferi. Manglen på en overførselsmekanisme har således ført til en ophobning af sydeuropæisk gæld i tyske og franske banker. Det er problemets kerne.

Løsningerne findes, men vil kræve, at især Tyskland, men også lande som Finland og Holland, ændrer kurs. Spørgsmålet om Unionens suverænitet versus medlemslandenes kan ikke udskydes, for krisen har rod i fortrængningen af dette skisma.

Først når ECB får status som låner af sidste instans, og når EU’s øvrige institutioner er demokratisk gearet til en selvstændig centralbank, kan Draghi gøre noget ved ubalancen. Indtil da er alle forsøg på at vinde tid kostbar spild af tid.