Bethany er enlig mor til to børn. Hendes egen mor blev forladt af sin mor og fik sit første barn, Bethanys storesøster, da hun var 16. Bethany selv var 22 år, da hun fik Josh med den tidligere stofmisbruger Phil.
»Min mor hader børn. Hun hader hver eneste en af os. Du ved, hun kunne ikke vente, til vi forlod det hus. Hun hadede det. Hun kunne ikke lide at være voksen… Jeg har ikke rigtig haft en mor, hun havde ikke en… Nogen gange tror jeg, at det ville have været bedre for mig, hvis min mor var gået, for hun har lært mig så mange slemme ting,« fortæller Bethany, i dag 28 år.
En af disse slemme ting – foruden at misbruge alkohol – var at slås med sine mange, skiftende kærester. Måske var det derfor, at Bethany en dag, efter at Phil havde låst hende og Josh inde i lejligheden i dagevis, stak ham med en kniv.
De flyttede fra hinanden, men blev ved med at ses og tage metadon og heroin sammen – og så kom barn nummer to: Poppy. Først efter et møde med de sociale myndigheder – hvor Bethany var påvirket af stoffer – og trusler om, at børnene ville blive taget fra hende, gik hun med til at modtage hjælp.
»Det er ikke indtil nu, hvor jeg selv har fået hjælp og er blevet voksen, at jeg blevet en rigtig mor, hvis du ved hvad, jeg mener,« siger Bethany.
»Jeg ser faktisk på min egen mor og tænker: Du opfører dig som et barn.«
Bethanys historie er en ud af 16, som er endt i rapporten »Listening to Troubled Families« skrevet af Louise Casey, kvinden som den britiske regering sidste år udpegede til at stå i spidsen for deres ’Problemfamilieenhed’. Enheden har til opgave at hjælpe de 120.000 ’problemfamilier’, som regeringen har identificeret som kernen i sidste års voldsomme uroligheder i London og andre engelske storbyer, og som, den vurderer, koster det britiske samfund 8 mia. pund om året.
I sidste uge udkom Caseys første rapport, og konklusionen var deprimerende:
»Det måske barskeste budskab, der kommer fra disse interviews, er i hvilken grad, disse familiers problemer hænger sammen og forstærkes. De hober sig op gennem livet, gives videre fra forældre til deres børn over generationer i den samme familie,« skriver Casey, der beskriver typiske problemer, der er blevet gentaget i generationer, som seksuelt misbrug, teenagegraviditeter, hustruvold, kriminalitet begået af mindreårige og utilstrækkelig uddannelse.
»Den almindelige forekomst af seksuel og fysisk misbrug af børn og nogle gange voldtægt af børn var slående og chokerende,« skriver hun i rapporten.
»Det blev klart i mange af disse familier, at misbrugen af børn, i mange tilfælde af forældre, søskende, halvsøskende og den udvidede familie og venner, var en faktor i deres dysfunktion. Nogle diskuterede det, som om det nærmest var forventet og bare en del af, hvad de havde oplevet i livet. Børn var ofte ikke blevet beskyttet af deres forældre.«
Ny tilgang
Louise Casey mener, at konklusionerne betyder, der er brug for en ny tilgang til disse plagede familier i lyset af, at problemerne ikke begynder og stopper ved enkeltpersonen, men kan spores en eller flere generationer tilbage.
»Det betyder, at den traditionelle tilgang, hvor servicer rettes mod individuelle familiemedlemmer på et krisetidspunkt – eller bagefter – og forsøger at løse enkeltproblemer såsom stofmisbrug, fraværd fra skolen eller hustruvold i disse familier ofte er dømt til at fejle. Deres opførsel og problemer kan kun forstås ordenligt ved at kigge på den hele cirkel – den hele familie,« skriver hun og foreslår, at socialarbejderne også undersøger, »hvad der skete med forældrene, da de var børn«.
Hun opfordrer dem desuden til at være mere pro-aktive og mener, at disse familier kan reddes, hvis der fokuseres intenst på dem, og hvis de for eksempel får besøg af en socialarbejder hver dag.
Børneorganisationen Barnados leder, Anne Marie Carrie, er enig:
»Mange forældre, der står i spidsen for plagede familier, vil selv have oplevet dårlig opdragelse, misbrug og svigt, og de har behov for at forstå deres børns behov. Vi ved gennem vores daglige arbejde, at med den rette hjælp og støtte, såsom at lære mødre og fædre om vigtigheden af grænser, er det muligt at forandre familier gennem selvsikker, positiv opdragelse,« siger hun.
Andre organisationer mener imidlertid, at Caseys fokus i rapporten er alt for snævert.
»Det er afgørende, at vi ikke placerer ansvaret for dette lands problemer udelukkende ved forældrenes dør, men ser bredere på de enorme problemer, der påvirker dette lands børn og deres familier,« siger Enver Solomon fra organisationen Children’s Society til BBC.
»Indvirkningen af nedskæringerne, recessionen og andre store problemer rammer børn og deres forældre hårdt og er stort set blevet overset.«
Bredere problem
En rapport udgivet i marts af det nedsatte Riots Communities and Victims Panel – og som kiggede på årsagen til sidste sommers optøjer – peger desuden på, at Problemfamilie-programmet, hvis budget er på 448 mio. pund over tre år, kan være rettet mod det forkerte mål. Ud af 80 lokale myndigheder, som panelet kontaktede, mente kun fem procent, at der var et sammenfald mellem problemfamilierne og uromagernes familier.
De konkluderer, at »nøglen til at undgå fremtidige optøjer er at have velfungerede lokalsamfund«. Tidligere og bedre støtte for plagede familier er en af rapportens anbefalinger, men derudover foreslår panelet, at skoler idømmes bøder, hvis de ikke sikrer, at alle børn kan læse, de foreslår et »jobløfte til unge« samt at skolerne »foretager regelmæssige vurderinger af elevernes karakterstyrke«.
De peger også på, at over halvdelen af forbrydelserne i forbindelse med sidste års uroligheder var tyverier – ofte af dyre produkter såsom designertøj, kondisko, mobiltelefoner og computere. Derfor har de opfordret til, at børn bliver »beskyttet mod overdreven markedsføring«.
»Svarene ligger forskellige steder: Nogle handler mere om det personlige eller familiens ansvar, og andre handler om, hvad staten eller de private eller frivillige sektorer burde gøre bedre eller anderledes,« skriver panelet og nævner et tal på »500.000 ’glemte familier’, som humper afsted på samfundets bund«.
»Når folk ikke føler, at de har en grund til at holde sig ude af problemer, kan konsekvenserne for lokalsamfundene blive altødelæggende, som vi så sidste august,« sagde Darra Singh, panelets formand, til The Guardian ved rapportens offentliggørelse.
Hvad end fokus på de 120.000 såkaldte plagede familier vil forhindre nye optøjer eller ej, er det ifølge Carey afgørende, at de får hjælp – både for deres egen og samfundets skyld.
»Jeg tror ikke, at det her behøver at ske i samfundet. Vi kan få dem på ret køl. Det er måske svært, men vi bliver nødt til at gøre det. For familierne, som bor ved siden af dem, lærerne, som underviser børnene i skolen, til de mennesker, der er ofre for forbrydelser – vi kan ikke lade dem fortsætte sådan,« siger hun til The Telegraph.
England har ikke "problemfamilier", men et samfundsproblem, der hedder voldsom forskel på rige og fattige. Det, der skete sidste sommer var, at proppen gik af trykkogeren af ophobet frustration og vrede over at se al den rigsom udstillet fior næsen af én i dyre butikker, al den uretfærdighed, der er til, i et land, hvor nogen vælter sig i arvet rigdom, eller rager til sig gennem gode forbindelser, mens andre, og store, grupper holdes nede i armod.
Hvis man fokuserer på fattigdom contra rigdom, så er der noget som må skurre i ørene.
Opstandene fandt netop ikke sted i de fattigste dele af UK, men i de områder, hvor den største koncentration af fremmede er.
De langt fattigste områder i UK er Skotland, Wales og Nordvestengland. Her kan man tale om en fattigdom, som slår de urolige bydele med mange længder.
Jeg var i Skotland i den uge. Det var lidt absurd. I TV og aviser kunne man følge idiotien, men på gaden var der fred og ro.
Det er værd at nævne, at den først dømte var en 22-årig millionærdatter, som læste på Londons mest prestigefyldte universitet.
Så mon ikke årsagen til optøjerne var andet og mere end fattigdom ?
Man skal sjældent tage alt for pålydende hos de myndigheder der skal have hænderne op af lommen til et givent problem. Det er ikke så underligt, da de har interesse i ikke at se et sammenfald mellem familier i armod og uroligheder. De har for de flestes vedkommende valgt en anden årsagsfortolkning.
De lokale myndigheder har i årevis forsøgt at patruljere sig ud af problemerne i council estates ved at smide pengene efter kurser til at halvstudere lokale borgere i politiarbejde.
Langt hen ad vejen har øget polititilstedeværelse stået i stedet for sociale tiltag. Når der nu ikke er råd til begge dele.
Louise Casey er i øvrigt sædvanligvis utrolig saglig og blev også brugt til udvalgte undersøgelser under Blair-regeringerne.
Det vigtigste hun påpeger her er en fortolkning der taler for den umiddelbart dyre løsning: at mange af disse problemer er relationelt bundet op og hænger sammen med andre problemer inden for den samme ramme, familien. Og at disse problemer skal forsøges løst i forhold til hinanden og ikke hver for sig.
Det kræver dog en mentalitetsændring af de helt store, både hos regeringen og de lokale myndigheder.
Martin Luther King sagde: "Riots are the voices of the unheard". Modsat dette virker det som om din artikel [samt den sensationelle titel] ikke stiller nok spørgsmål ved Louise Casey's rapport, og hvordan det passer ind i 'The Conservative's" diskurs.
Som værende bosat i London, også under optøjerne, må jeg sige at det er helt forkert at give forældrene skylden. En sådan analyse underkender fuldstædigt den gigantiske ulighed der eksisterer i landet (specielt nord for London), samt effekterne af de sidste 30 års privatisering og markedsliggørelse (indførelse af studieafgifter, dyrere uddannelsessektor, stille privatisering af sundheds sektoren, afskaffelse af EMA), stigning i ejendoms- og huslejepriser og høj arbejdsløshed blandt unge og afskaffelse af andre offentlige ydelser.
Udover det, så fik børn og unge ualmindeligt hårde straffe, uden for strafferammen. 16 måneders fængsel for at stjæle to kugler is; fire års fængsel for at skrive på facebook; osv.
Folk tjek alt det her ud:
riots:
http://www.youtube.com/watch?v=sUxymWWWLTE&feature=related
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2011/aug/14/young-british-rioter...
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2011/dec/05/reasons-riot-uk-prot...
http://www.guardian.co.uk/uk/video/2011/dec/05/reading-riots-video
http://www.youtube.com/watch?v=RLfiE08JM_o&feature=fvwrel
http://www.youtube.com/watch?v=MNeYnWL3D9A&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=fQluM1dXX9k
http://www.guardian.co.uk/uk/2011/sep/05/detroit-riots-1967-lessons-uk?I...
Det er bemærkelsesværdigt, at den danske bistandslov netop - og med et vist held - aktivt bekæmpede de problemer, der omtales, fordi den danske socialrådgiver på dét tidspunkt netop varetog hele viften af indsats. Henad vejen er der jo gjort grundigt op med den fleksibilitet og fokuserede individuelle indsats, og det har ikke ligefrem ført til bedre resultater i løsningen af de sociale problemer at dele dem op, under VKO i nærmest ideologisk fanatisme.
@Morten Dreyer
Du aner jo ikke hvad du snakker om. "Opstandene fandt netop ikke sted i de fattigste dele af UK, men i de områder, hvor den største koncentration af fremmede er."
Det kunne ikke være mere forkert!
1) idéen om fremmedhed er ikke den samme som i Danmark. Mange forskellige folk fra det Britiske empire kom til England i håb om at finde jobs – og var i høj grad billig arbejdskraft.
2) Jeg kalder dig ikke racist – jeg kender dig ikke – men som værende en minoritet selv, så når du siger at det har med fremmede at gøre, så tilsidesætter du stortset alle rapporter der er blevet omkring emnet, og konstaterer at der er noget som "helt naturligt" er voldeligt osv. i "de fremmede"
Ergo – din kommentar er ekstremt racistisk.
Går ikke udfra at det var din intention – men fortæller dig det bare.
Morten Dreyer,
- men så er det de velstilledes børn, der laver optøjerne, eller hvad? Caseys rapport handler om "de 120.000 ’problemfamilier’, som regeringen har identificeret som kernen i sidste års voldsomme uroligheder i London og andre engelske storbyer". Og så får den ellers ikke for lidt med seksuelt misbrug, hustruvold, fravær i skolen osv. Det er sådan det foregår i de bedre kredse i England. Nej, jeg har på fornemmelsen, at man ikke vil sagens virkelige problemer i øjnene, nemlig det jeg statede med, den ekstreme ulighed, og forværringen heraf gennem nedskæringspolitikken efter 2008.
I stedet kaster man sig over 120.000 familier, og går dybt ind i deres private liv, og vil have dem på (tvungen?) kur, så de kan lære at blive nogle ordenlige mennesker. Det er dybt tragisk, alt imens en anden rapport fra Riots Communities peger på, at det kun er 5 % af de udpegede familier, der havde noget med optøjerne at gøre.
Nehemiah Antonio
Jeg opfatter det ikke som om Casey ensidigt giver forældrene skylden - den praksis ville ikke være at tage fat på problemerne på en ny måde, da man gennem hele 00'erne har punket forældrene ualmindelig hårdt.
- med det forbehold, at jeg ikke har læst hendes rapport endnu, så er en helhedsorienteret tilgang til problemer ikke det samme som bare at give forældrene skylden. At eksemplet i starten fremstår sådan tror jeg skyldes journalistiske hensyn.
For ellers er jeg enig, forældrene har virkelig lagt ryg til en hård medfart i retorikken - igen et levn fra Blair.
Nehemiah Antonio, din diagnose er helt præcis: Morten Dreyer er folketingskandidat for Dansk Folkeparti.
Tja og sådan bliver tingene ved med at være så længe at dem vi sætter til at styre landene ikke besidder sociologisk forståelse.
Bollocks! Jeg har vist blandet hende Casey sammen med en anden. Nehemiah Antonio, du har helt ret, det er sandsynligvis ikke andet end endnu en gabestok til de fattige.
Siden folk snakker om retningsløst anarki, brug lige 18 minutter på den her video: http://www.guardian.co.uk/uk/video/2011/dec/05/reading-riots-video
Morten Dreyer: "Man kan, uden at jeg ved det, forestille sig at hun deltog i det som en dannelsesrejse ud i underklassens områder."
Eller også var det bare en helt almindelig pige, som havde sympati med underklassens frustration - det er jo ikke ualmindeligt at børn forsøger at frisætte dem selv fra deres forældres værdier og holdninger.
Troede artiklen handlede om kongefamilien da jeg så overskriften.
Nu ER kongefamilien så heller ikke ligefrem indfødt engelsk.
Så langt har DFerne ihvertfald ret.
De tog faktisk navneforandring for at kamouflere netop det forhold. Vistnok under 1. Verdenskrig, hvor deres etniske oprindelse gav visse problemer.
Folk, der kan købe de ting, vi hele tiden får at vide, at vi ikke kan undvære, altså folk, der har penge nok, farer ikke ud på gaden og plyndrer butikker. Det gør folk, der altid har måttet undvære, hvad andre kunne få. Når velstanden er uretfærdigt fordelt, samtidig med at verden bugner af lækre ting, kan det ikke overraske nogen, at det ender med plyndringer. Man kan ikke forvente, at de fattige bliver ved med at respektere de riges ejendomsret
http://en.wikipedia.org/wiki/House_of_Saxe-Coburg_and_Gotha
Hvorfor DRCongo, Kristian Laursen?? Det gør mig lidt nysgerrig.
Ud over at man med undersøgelsen måske fejlplacerer ansvar og baggrund for urolighederne, så påpeger artiklen noget relevant. Nemlig at der er 120.000 familier der ikke har fået støtte nok til at bryde den negative sociale arv. Hvorfor Morten Dreyer så ønsker at drejer debatten over på fremmede, selvom artiklen ikke omhandler noget sådan, fatter jeg ikke. Som politikerspire ville det virke mere overbevisende om der kom et bud på at løse den sociale arv med bedre tiltag end at råbe 'fremmede'.
Desuden forklarer anomie ikke alt det der skete, da man har set talrige eksempler på at også middelklasse unge deltog. Strain og labeling samt opportunisme var en stor del af hvad der foregik.
Men anomie ee utvivlsomt en faktor. For de 'fremmede, bliver dette samt labeling kun større af at enkelte politikere og samfundsdebattører konstant i refleks peger på denne gruppe.
Henrik Nielsen:
Som jeg skrev kan anomi-teorien supplere vor forståelse af begivenhederne, ikke forklare dem fuldstændigt. Netop deltagelsen af middelklasse-unge gør teorien relevant, idet den jo ikke foreskriver at bestemte grupper rammes af normløshed, men at denne spreder sig over en flerhed af samfundsgrupper (omend den kan være mere eller mindre signifikans hos visse).