Strømmen af mennesker – iført solhat og Union Jack-flag – flyder til venstre ned ad jernbanebroen og stimler sammen ved trafikkrydset foran Curry Delight i Hillingdon, Westlondon. En entusiastisk live-kommentator fortæller de tusindvis af fremmødte, at der nu er ti minutter til, at Stuart Hughes – en BBC-producer, der mistede underdelen af sit højre ben på grund af en landmine under dækningen af Irak-invasionen i 2003, kommer forbi med den olympiske flamme. Stemningen er rolig og godmodig, og flag- og fløjtesælgerne har en god dag.
Politimændene langs vejen bliver adlydt uden sure miner, når de beder folk om at trække sig lidt tilbage fra vejen, så alle kan se.
Men så kommer den – flammen – og alle stormer frem, fløjterne går amok, kameraerne klikker, og en overvældet fakkelbærer løber storsmilende og vinkende forbi på sit specialdesignede ’olympiske ben’.
Dette er tidspunktet, hvor indbyggerne i London overgiver sig til OL-ånden efter i syv år – siden byen vandt værtsskabet i 2005 – at have fnyset og surmulet over prisen, transportforstyrrelserne og særbehandlingen af OL-delegaterne.
Hele syv ud af 10 briter mener nu – ifølge en meningsmåling foretaget på dagen, hvor den olympiske flamme ankom i hovedstaden – at de Olympiske Lege vil højne nationens humør. En positiv udvikling sammenlignet med en tidligere meningsmåling – foretaget fire uger før åbningsceremonien i aften – hvor 70 procent af de adspurgte tilkendegav, at de var ligeglade eller uinteresseret i begivenheden.
»Vi så, hvordan briterne opgav deres reservationer i forbindelse med dronningens 60-års-jubilæum og det royale bryllup sidste år, og personligt vil jeg blive overrasket, hvis briterne ikke også dropper deres reservationer i forbindelse med OL,« siger Tony Travers, direktør for researchcentret LSE London ved London School of Economics under en briefing om legenes indvirkning på London.
»Der er sket et skifte fra total negativitet til relativ negativitet, og det er meget vigtigt at bemærke,« tilføjer Ricky Burdett, professor i Urban Studies og direktør for LSE Cities and the Urban Age programme, med et smil.
Økonomien
Da London i 2005 fik tildelt OL-værtsskabet, lå den økonomiske krise endnu et par år ude i fremtiden.
Men med krisen kom også reservationerne over for legene blandt almindelige briter. De offentligt ansatte har ikke fået lønstigninger i årevis, dagligvarerne er blevet dyrere, servicer er blevet skåret, og antallet af arbejdsløse er rekordstort – en udvikling, der har fundet sted sideløbende med, at budgettet for OL-byen er vokset fra de oprindelige 2,4 mia. pund til 9,3 mia. pund.
Regeringen har lovet at gøre sit til, at London og resten af Storbritannien ikke alene får fuld valuta for pengene, men i sidste ende får flere penge igen. Erhvervsministeriet har identificeret 150 mia. pund i potentielle investeringsmuligheder i forbindelse med legene og vil forsøge at realisere mindst 50 konkrete investeringsprojekter.
Aftalerne håbes sikret gennem afholdelsen af 17 erhvervs-topmøder i de kommende to uger, og premierminister David Cameron har udtalt, at legene vil generere en gevinst på 13 mia. pund for Storbritannien over fire år.
Et flertal ud af 30 økonomer, som nyhedsbureauet Reuters har interviewet, mener dog, at det tal er meget optimistisk, om end 19 ud af de 30 mener, at De Olympiske Lege vil give den britiske økonomi et moderat kortsigtet boost på omkring 0,3 procent af BNP.
Tony Travers mener, at det er alt for tidligt at vurdere, hvad det endelige regnestykke vil ende på og påpeger, at i OL-masterplanen er indbygget i den fortsatte udvikling af det område, der fra i aften skal danne ramme om legene.
»Vil det blive økonomisk gavnligt for London? Ifølge Bank of England vil der være et net økonomisk plus på kort sigt, men det er klart, at det ikke dækker de 9,3 mia. pund,« siger han.
Både Travers og Burdett peger dog på, at det enorme regenereringsprojekt, som er blevet udført i forbindelse med bygningen af Den Olympiske Park, allerede har haft nogle indbyggede økonomiske fordele, som er kommet især London og byens indbyggere til gode.
»Det har givet en slags keynesiansk boost til Londons økonomi af den slags, man ville have sagt, man skulle gennemføre i forbindelse med krisen, hvis ikke den allerede var iværksat. Sidste uges arbejdsløshedstal viste et fald i London fra 10,1 procent til 8,2 procent i sidste kvartal, så vi ser i hvert fald en kortsigtet indvirkning på beskæftigelsen som resultat af legene,« siger Tony Travers, der også peger på, at de yderligere seks mia. pund, regeringen har brugt på at opdatere transportnetværket, skulle have være investeret under alle omstændigheder og vil gavne befolkningen.
Nødvendig udbygning
Både Tony Travers og Ricky Barnett peger desuden på, at det løft, Stratford-området i Østlondon har fået, under alle omstændigheder var nødvendigt for en hastigt voksende by som London.
»Området er blevet omdannet fra en baghave, hvor alle Londons ildelugtende aktiviteter fandt sted, til et område, der kan udvikles, og det var nødvendigt. Ved den seneste folketælling viste det sig, at der bor 400.000 flere i London, end man troede, og byens befolkning vokser hastigt år for år, så der er et behov for områder at bygge på,« siger Travers.
Burdett illustrerer udviklingen i det tyndt befolkede område med en række 2005-lysbilleder af lossepladser fulde af gamle køleskabe, områdets kanal skæmmet af overjordiske elektriske kabler og forældede jernbanespor, og kontrasten til 2012, hvor kabler er gravet ned, kanalen renset, den giftige jord fjernet og tusindvis af blomster plantet foruden de nybyggede sportsfaciliteter, hvoraf de fleste efterfølgende vil blive pillet ned igen og erstattet af boliger.
»Dette var et af de mest underprivilegerede områder i London – gennemsnitslevealderen var seks år lavere her end i Westminister. De første milliarder gik til at begrave de elektriske kabler, rydde op og gøre området parat til bebyggelse. Det var måske sket over tid alligevel, men legene har accelereret udviklingen med omkring 70 år,« siger han.
Travers tilføjer: »Det her er, hvordan London ville se ud, hvis vi havde en fransk regering. De er gode til store projekter, der bliver bygget i en fart, og store offentlige investeringer. Den britiske måde at gøre tingene på er normalt en mere organisk proces og drevet af den private sektor.«
Begge mener de, at Londons succes ikke skal måles i antallet af medaljer for de britiske sportsudøvere og ikke nødvendigvis på, om det store regnestykke i sidste ende giver overskud.
»Hvis dette område om 10-15 år er vokset sammen med resten af London, vil det være en god ting,« siger Travers, mens Burdett mener, at et succeskriterium kunne være, at statistikkerne viser, at »den gennemsnitlige levetid i London er udjævnet«.
»Hvis beboernes diet, livsstil og beskæftigelsesprocent i dette område er forbedret, vil det være en måde at måle successen på,« siger han.
