Læsetid: 2 min.

FN advarer: EU’s krisestrategi gør millioner arbejdsløse

Nedskæringspolitikken i eurozonen har slået fejl og må droppes, siger FN’s arbejdsorganisation, ILO, der venter 4,5 mio. flere arbejdsløse, hvis ikke linjen lægges om
13. juli 2012

EU’s nedskæringsfokuserede politik forstærker krisen frem for at dæmpe den. Det konkluderer ILO, FN’s arbejdsorganisation, i en ny rapport om krisen i eurozonen. ILO advarer om, at yderligere 4,5 mio. arbejdspladser i EU er i fare for at gå tabt de nærmeste år, hvis landene i eurozonen fastholder den hidtidige nedskæringspolitik.

»Der er stadig flere tegn på, at en forlænget arbejdsmarkedsrecession kan være under udvikling,« fastslår rapporten, som dermed synes at være på linje med holdningen hos Den Internationale Valutafond, IMF, der om få dage offentliggør sin nye vurdering af de økonomiske udsigter på globalt plan.

»Gennem de seneste måneder er udsigterne desværre blevet mere bekymrende. Mange indikatorer for den økonomiske udvikling – investeringer, beskæftigelse, industriproduktion – peger på en forværring. Tag ikke fejl: Dette er en global krise,« udtaler IMF’s chef, Christine Lagarde.

ILO mener, at EU bør afstikke en ny kurs:

»Uden et skift i den politiske retning vil alle lande i eurozonen – både dem, der i dag er under pres, og deres mere sunde modparter – komme til at lide,« advarer rapporten.

Frygt for uro

ILO finder, at eurozonen reagerede nogenlunde hensigtsmæssigt i starten af krisen, »men situationen er vendt til det modsatte efter skiftet til nedskæringer«.

»Især i Grækenland, Irland og Portugal – de tre eurozonelande, som er underlagt tilpasningsprogrammer aftalt med EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond – er tabet af arbejdspladser accelereret,« hedder det i rapporten, der oplyser, at 17,4 mio. europæere nu er arbejdsløse.

»Nedskæringerne har reelt resulteret i svagere økonomisk vækst, øget turbulens og en forværring af bankernes økonomi, og det har ført til yderligere tilbageholdenhed med långivning, færre investeringer og som konsekvens heraf øget tab af arbejdspladser.«

FN-organisationen appellerer om et hurtigt skift i Europas krisepolitik, hvis højere arbejdsløshed og social uro skal afværges.

Hans Martens, chef for Bruxelles-tænketanken European Policy Center, er enig i ILO’s kritik af nedskæringspolitikken:

»Jo længere tid der går, før folk kommer tilbage på arbejde, desto større risiko er der for social uro og dermed også politisk uro. Det burde i høj grad bekymre politikerne,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu