Læsetid: 4 min.

FN: EU’s nedskæringer kaster nye millioner ud i arbejdsløshed

Der må hurtigst muligt gøres op med eurozonens sparestrategi, som er dikteret af EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF, siger FN’s arbejdsorganisation, ILO. Jo flere job, der ryger med nedskæringspolitikken, desto større er risikoen for social uro
Arbejdsløsheden har nået historiske højder i flere europæiske lande, men er allerhøjest i Spanien, hvor 24,6 procent af arbejdsstyrken er uden job. Det er blandt de unge spaniere, at arbejdsløsheden er størst.

Arbejdsløsheden har nået historiske højder i flere europæiske lande, men er allerhøjest i Spanien, hvor 24,6 procent af arbejdsstyrken er uden job. Det er blandt de unge spaniere, at arbejdsløsheden er størst.

Miguel Riopa

13. juli 2012

Hvis landene i eurozonen fortsætter den hidtidige spare- og nedskæringspolitik, som er dikteret fra centralt hold, kan det indebære tab af yderligere 4,5 mio. arbejdspladser de næste fire år.

Sådan lyder advarslen fra FN’s Internationale Arbejdsorganisation, ILO, i en netop udsendt rapport, der opfordrer til et hurtigt kursskifte i den internationale økonomiske krisepolitik.

»Den seneste negative udvikling på eurozonens arbejdsmarkeder falder sammen med skiftet til finansielle nedskæringsstrategier. Især i Grækenland, Irland og Portugal – de tre eurozone-lande, som er underlagt tilpasningsprogrammer aftalt med EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond – er tabet af arbejdspladser accelereret«, hedder det i rapporten Eurozone Job Crisis.

Siden oktober 2008 er arbejdsløsheden i eurozonen vokset fra 7,9 pct. til 11,1 pct. med størst ledighed i de økonomisk mest krisetyngede lande.

»Arbejdsløsheden har nået historiske højder i Grækenland, Irland og Portugal«, men er allerhøjest i Spanien, hvor 24,6 pct. af arbejdsstyrken nu er uden job. Mest foruroligende er den særlig høje arbejdsløshed blandt EU’s unge, påpeger ILO.

»Den var (i april, red.) på mere end 30 pct. i Italien, Portugal og Slovakiet og var på over 50 pct. i Grækenland og Spanien«.

»Unge mennesker er i stigende grad i fare for en førstegangserfaring med arbejdslivet, der giver ar på sjælen, som kan påvirke dem resten af livet«, vurderer FN-organisationen.

Mod hensigten

Ifølge ILO virker de barske spareprogrammer i eurozone-landene mod hensigten. Senest spillede den spanske regering onsdag ud med, hvad der kaldes de mest omfattende økonomiske indgreb i landet i 35 år. Den såkaldte genopretningsplan, der er en betingelse for EU’s aktuelle hjælpepakke til Spanien, fik bl.a. strejkende minearbejdere på gaden i Madrid, hvor det onsdag eftermiddag kom til blodige sammenstød med politiet. Den slags bliver der mere af, hvis nedskæringsstrategien fastholdes, advarer ILO: »Hvis den nuværende politiske kurs ikke hurtigt ændres, er det muligt, at ekstra 4,5 mio. arbejdspladser vil gå tabt i løbet af de kommende fire år. Det vil indebære en risiko for yderligere at nære social uro og undergrave borgernes tillid til nationale regeringer, det finansielle system og europæiske institutioner,« hedder det i rapporten.

Nedskæringspolitikken duer ifølge ILO ikke, fordi den undergraver mulighederne for vækst og dermed jobskabelse.

»Den finansielle sparepolitik har omfattet skarpe beskæringer i offentlige investeringer og i beskæftigelsesprogrammer og har dermed påvirket den indenlandske efterspørgsel direkte. Den hast og det omfang, hvormed disse tiltag blev gennemført, har elimineret enhver positiv efterspørgselsfaktor og dermed medført en overordnet recessionsfremmende effekt. I takt med at flere og flere lande har skiftet til finansielle nedskæringsstrategier, er muligheden for at anvende eksport som middel til at opveje det nedskæringsbetingede fald i indenlandsk efterspørgsel blevet meget begrænset «, påpeger FN-organisationen.

ILO kritiserer også de arbejdsmarkedsreformer, som 13 ud af 17 eurozone-lande har indledt eller gennemført, ikke mindst efter pres fra Den Internationale Valutafond, IMF. De såkaldte strukturreformer har skullet skabe større fleksibilitet på arbejdmarkederne i håb om at forbedre virksomhedernes økonomi og konkurrenceevne, men virker ifølge ILO ikke efter hensigten.

»I en underdrejet makroøkonomi vil disse reformer mest sandsynligt føre til flere afskedigelser uden at give noget løft til jobskabelsen, i hvert fald ikke før en økonomisk genopretning tager fart«.

Skift kurs

»Sagt i al korthed: Al dokumentation peger på risikoen for en forlænget arbejdsmarkedsrecession, der truer levedygtigheden af den fælles valuta«, fastslår ILO.

FN-organisationens centrale besked til EU-lederne er, at de bør gøre op med de ensidige sparestrategier, der blot synes at forværre krisen.

»Uden en prompte ændring af politikken – for at håndtere krisen og genskabe tillid og støtte fra arbejdstagere og virksomheder – vil det blive svært at gennemføre de reformer, der kan bringe eurozonen tilbage på sporet af stabilitet og vækst«, hedder det.

Et hovedpunkt i en fornyet strategi bør være at fremme investeringer, dels i form af direkte offentlige investeringer, dels ved at sikre bedre lånevilkår eller lånegarantier for små virksomheder. Det er et punkt, som Hans Martens, chef for den uafhængige tænketank European Policy Center, er enig i:

»Arbejdsløsheden er en personlig tragedie for mange mennesker, og man skaber ikke nye job uden at skabe vækst. Men der skal nødvendigvis findes en balance mellem besparelser og vækstskabelse. Jeg kan ikke erklære mig enig med dem, der udelukkende taler for en ekspansiv politik, for det giver den offentlig gæld og underskuddet ikke mulighed for,« understreger han.

»Jeg mener, der er store perspektiver i at introducere såkaldte projektobligationer i eurozonen i massivt omfang. Brugt til at finansiere projekter på infrastrukturområdet – transport, energi og det digitale område – så giver det job i de sektorer, der har brug for det nu, men skaber samtidig arbejde i følgeindustrier og langsigtet forbedret konkurrenceevne,« siger Hans Martens og fortsætter: »De projektobligationer, der er resultatet af det seneste EU-topmøde, er blot et begrænset pilotprojekt og garanteret af EU’s budget, som er et lille budget. Jeg mener, projektobligationer bør garanteres af regeringerne.«

Skat på boliger og finans

ILO finder, at pengene til offentlige investeringer og jobskabelse bl.a. bør sikres via skattepolitikken. Organisationen peger specifikt på boligbeskatning og en skat på finansielle transaktioner som brugbare redskaber.

Foruden øgede offentlige investeringer er »en reparation af den finansielle sektor« akut påtrængende, mener ILO. Det betyder ny lovgivning og kontrolsystemer, der kan forhindre gentagelsen af de udskejelser, der udløste krisen. Og det betyder en indsats for at forbedre bankernes finansielle situation, så de kan genoptage långivning til bl.a. erhvervsvirksomhederne.

»Aktionærerne, som sammen med de direktører, de valgte, bærer hovedansvaret for de giftige metoder, der herskede og gav store udbytter i gode tider, skal bidrage til at bære tabene« og bane vej for omstrukturering af de syge banker, mener ILO.

Hvis en forværring af den økonomiske og dermed sociale og politiske krise i EU skal forhindres, er det afgørende, at eurozonens ledere handler hurtigt og skifter kurs med det samme.

»Mulighedernes vindue er ved at lukkes,« noterer FN-organisationen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

FN og ILO har ret i analysen, men ikke i medicinen. De siger, at EU´s nedskæringspolitik forværrer krisen, hvilket utvivlsomt er rigtigt (men den redder kreditorerne og freder de rige). Men så foreslår de, at løsningen skal være:
- skat på boliger (helt ude i hampen)
- skat på finansielle transaktioner (hidtil umuligt)
- projektobligationer
- reparation af den finansieller sektor

Den sidste pind er rigtig, det burde være sket forlængst. Men resten duer ikke tilstrækkeligt. Projektobligationer er statslån til særlige projekter. Disse projekter burde kunne finansieres direkte, men skal nu have sikkerhed i statskassen. Det duer ikke, da det bare igen bliver en sovepude i statslig sikkerhed.

Det, der efter min mening mangler, er modet til at beskatte de rige og deres formuer. Altså en øget progressiv beskatning. Spanien indfører i stedet en forhøjelse af momsen, hvilket belaster de fattige mest. I Sydeuropa er gini-koefficienterne ca. 35 (Skandinavien ca. 27), så det er mange rigtig rige mennesker dernede, som ikke bruger deres penge til noget samfundsgavnligt.

For at få gang i private investeringer skal der være en vis sikkerhed for, at det giver overskud, eller at man i hvertfald ikke taber pengene. Den sikkerhed findes ikke i dag. Den eneste måde, man kan få den sikkerhed ind i samfundet på igen, er ved at forbedre vilkårene for underklassen, så den via et løft i levestandard fastholder eller øger sin økonomiske aktivitet i samfundet. Det er der, livet kommer fra, ikke fra overklassens pengeophobninger.

I stedet for at skære samfundet ned i aktivitet, lukke arbejdspladser og fyre folk, nedskære den almene befolknings levevilkår, bør man gøre det modstte, og selvfølgelig tage pengene fra de rige. Det kan ikke nytte blot at øge den offentlige gældsætning, pengene må i kassen, og de kan kun komme fra de rige.

Derudover må man se på de store kapitalkoncentrationer og fonde, hvem er de, hvad laver de, hvordan tjener de pengene? Og man må se på børsmarkederne, skal de reguleres?

Niels-Holger Nielsen

Det er ikke arbejdsløshedsprocenter, men procentvis ØGNING af arbejdsløsheden 2007-10, som teksten til figuren fortæller. Så selv om den røde streg var negativ for et land kunne det godt have en enorm arbejdsløshed, den ville bare være forbedret. Hvis arbejdsløsheden stiger fra 10% til 11%, så er arbejdsløsheden øget med 10%, 10-12%=20% osv.

Niels-Holger Nielsen

Italien er lige rykket nedad på kreditværdighedstabellen! Lortet er ved at brase sammen. Det må være meningen. Er der nogen, der har et bud på hvad der er strategien for reaktionen? Er det 'bare' at holde kapitalisterne skadesløse? Er det en strategi for at hjemtage arbejdspladser fra Østen? Er det en omfordeling mellem monopolerne og de mindre/mellemstore virksomheder (en slags finanskrig)? Er det et strategisk angreb på arbejderklassens rettigheder og tilkæmpede levevilkår? Sikkert lidt af det hele. Som jeg ser det er det først og fremmest klassekamp.

Niels-Holger Nielsen

Grønland sveder helt vildt, har jeg lige hørt i radioavisen, øko-chok på øko-chok. Hvor længe kan vi opretholde et skel mellem diskussionerne om vækstens nødvendighed i kampen mod arbejdsløsheden og diskussionerne om vækstens (den kapitalistiske) sindsygt ødelæggende effekter på vores naturgrundlag?

Niels-Holger Nielsen

PS. Spørgsmålet om krig og fred er også tæt indvævet i disse diskussioner. Selvfølgelig kan man ikke diskutere alting på en gang, men man kunne gøre sig nogle anstrengelser for at påpege sammenhængene på tværs. Tværfaglighed er jo et af tidens løsener.

Niels-Holger Nielsen

Hvis jeg må lufte en aversion mod mange debatter på Inf. Der er alt for mange diskussioner, der tilbyder 'løsningsforslag' for et vilkårligt valgt udsnit af virkeligheden baseret på oldnordisk fagdeling. Det giver frit slag for alle klogeeågerne, som tager udgangspunkt i at lovgiverne blot er inkompetente (som at være landsholdstræner hjemme i sofaen), mens de selv bare er klogere. Der er frit slag for alle mulige påstande om at systemet er til at redde, selvom alt tyder på at det klogeste ville være at skrotte det.

Som MKN skriver og Sahra Wagenknecht siger, så kan der ikke tænkes en foreløbig løsning uden at beslaglægge den passive spekulationskapital og sætte den i bevægelse for samfundsmæssige formål, men hvad så? Hvis man garantere løsninger, som sikrer profitten for monopolisterne (og evt. faldende arbejdsløshed), så sidder man i vækstfællen - øgede monopolkapitaler kræver sidenhen endnu mere vækst ad infinitum for at forrente en voksende kapital, mens vi bygger mere og mere infrastruktur, som skal forrentes og/eller fornys i en fremtid uden tilstrækkelig med billige fossile brændsler, som i øvrigt er i fuld gang med at smelte verdens gigantiske isklumper. Den herskende fragmentering af diskussionerne efterlader os uden brugbare strategier og med stor splittelse. Bryd fagidiotien!

morten hansen

Er der aldrig et klogt hoved, der i et særligt lyst øjeblik har fået øje på, at social ustabilitet, kaos, forarmelse, gæld, stress, frygt og konstant stramning af skruen er: et styringsredskab?

Og at der en nogen, der har set dette komme?

Både kommentatorer og bloggere har masser af svar og bud på, hvordan verden hænger sammen. Men de fleste af dem er skåret over en læst, der stammer fra det 20 århundrede og dets i dag forældede, klicheefyldte og ineffektive ideologier.

Verden kan ikke længere forklares ud fra enstrengede modeller. Vi er nødt til at spænde over politik, økonomi, videnskab, filosofi, psykologi på én gang. Men ikke engang dette er tilstrækkeligt, omend en nødvendig begyndelse.

Det er nødvendigt med folk, der tænke helt ud af boksen - dette igen en klicheé. Og så er der brug for LANGT større nysgerrighed overfor dem, der tør det og gør det. Der er alt for meget surhed og glædesløshed i debatterne. Alt for meget verbalt halshuggeri. Det virker, som om man er bange for kreativ tænkning.

I det politiske og ideologiske landskab er fantasiløsheden helt enorm. Og jo større organisationer, jo større fantasiløshed. Desværre har vi kastet os i armene på stadig større institutioner og mega-statsdannelser i den ligeså fantasiløse og indsigtsløse tro på, at de i kraft af deres størrelse vil kunne løse problemer. I stedet skaber de i stigende grad problemer.

Megastaten, EU, er i allerhøjeste grad udtryk for en sådan fantasiforladthed og stupiditet. Og hvad der er endnu værre: dette store, dumme væsen er et ideelt værtsdyr for allehånde parasitter, der profiterer på dyrets dorskhed. Disse 'indbyggere' opererer efter særlige modeller, der kan genfindes ned gennem historien.

Et af deres dogmer hedder: profit opstår gennem kaos. De ved det, for de har set det finde sted mange gange. De var der, da de store krige rullede over Europa. De var der, da europæerne foretog deres ekskursioner i fjerne egne, hvor der boede anderledes mennesker, og hvis lande gemte på uhørte rigdomme. Og de er der, når blikket nu vendes indad, og vi selv og vore naboer er udset som mål for en lignende ekskursion.

Vi har ikke set det komme på denne måde. Vi er ikke klar over, at der ikke er nogen forskel på et atommissil og en finansiel neutronbombe. Vi har ikke forstået, at finansterror og krig, og at vi alle er deres fjende.

Først og fremmest har vi ikke forstået, at for disse mænd i inderkredsen, finder det nye kaos med ultra-forgældelse, angreb på nationer, tømning af statskasser, lumske aftaler og tilbud om gæld ovenpå gæld - ovenpå gæld. Vi ser ikke, at de store institutioners 'løsninger' er en del af selve problemet.

Vi ser det ankomme, men forstår ikke HVAD, der ankommer. 3. verdenskrig er en krig med helt nye våben. Den foregår asymetrisk og på flere niveauer simultant. Kissinger kaldte det for 'balkanisering'. Og han vidste, hvad han talte om, for han har om noget været en mand, der skabte kaos og profit for sit land og for sine zionist-venner. Han har egenhændig startet flere krige i det 20 århundrede og skabt mere kaos en noget politiker i nyere tid.

Jeg er også enig med Morten.

Det hele bygger på angst - angst for at miste arbejdet angst for at miste huset - angsten skaber den nødvendige passivitet for at magthaverne kan skalte og valte som det passer dem.
Hvorfor er der ikke nogen faglig kamp i Danmark?
Hvorfor går folk ikke på gaden i protest mod den asociale politik der bliver ført?
Angst! Folk er bange for at miste den smule de har. Folk der intet har at miste er farlige.
Velfærdssamfundets egentlige legitimitet er at holde folk i ro.
Giv folk en smule at miste, så holder de deres kæft.

lene johansen

Morten Hansen har (som sædvanligt) en troværdig og brugbar nytænkende løsning på dette morads vi befinder os i p.t.
Kunne de ikke snart VÅGNE OP på borgen i stedet for at "jokke rundt" i alle de forlængst ubrugelige ideologier og termer.

Europa har i årevis været i gang med at begå slow-motion økonomisk selvmord ved at spare som vilde over hele kontinentet og derved effektivt sikre økonomisk afmatning med manglende efterspørgsel, indskrumpet økonomi, lidelser, afsavn og massearbejdsløshed.

Spareiveren kommer aldrig til at virke til gavn for befolkningerne og det er heller ikke dét der er meningen - men det har FN nu opdaget ;o)

I EU-27 (27 lande) er arbejdsløsheden 10.3% af hele arbejdsstyrken svarende til 24.868.000 arbejdsløse, og i Euro-området (17 lande) er arbejdsløsheden 11.1% af hele arbejdsstyrken svarende til 17.561.000 arbejdsløse.

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Unemploy...

@Niels-Holger

Ok. Måske en anelse unuanceret

Men jeg bliver en gang i mellem lidt smådesperat over at det hele er så intellektuelt - at man/vi/jeg ikke letter røven og rent fysisk går ud og gør noget ved tingene.

En gang i mellem er det bare for nemt at sidde i elfenbenstårnet

Morten Pedersen

Ok, hvis man skal tage en beslutning på en situation hvor man er dybt forgældet og man ikke vil spare, ja så må man låne og derved blive mere bundet i fremtiden samt betale flere renter og afdrag.
At låne kan ikke være en del af løsningen - vi er nødt til at være mindre afhængige af statens initiativer og overførsler og selv tage initiativer.
Hvorfor er det at være venstreorienteret tilsyneladende det samme som at forlange at nogle andre - typisk staten - skal gøre noget.
De der ingen andre muligheder har skal hjælpes, men mange venter på at andre skal gøre noget for dem. Hvis vi finder sammen i fællesskaber kan vi rykke for vildt - jvf verdenshistorien.

Steffen Gliese

Hele denne idé om, at så kommer de næste generationer til at betale er vanvittig! Den eneste betaling, der falder, er stadigt lettere liv med mindre nedslidning og mindre behov for at arbejde. Se dog virkeligheden, som den er: det kan godt være, at pengene er lånte, men værdierne er reelt eksisterende - og aldeles rigelige.
Kan nogen pege på noget i denne verden, de ikke kan få, fordi der er for lidt - i modsætning til ikke 'at have råd'?

Jesper Wendt

Morten Pedersen, spareiver for at give skattelettelser, og nødvendigheden, er vist lidt opkogt i den version.

Havde det været økonomisk afgrund vi stod ved, så havde sagen været en anden.