Læsetid: 4 min.

Grønland giver køb på retten til egne mineraler

For tiden spørger grønlænderne sig selv, hvem der må drage nytte af landets underjordiske rigdomme. Mens udenlandske investorer står i kø for at gå i gang, modnes nye konflikter mellem landets kollektive brugsret og administrationens mål om at give private selskaber adgang til undergrunden
Minen i Marmorilik i bunden af Qaumarujuk-fjorden kan måske igen blive rentabel som følge af den globale opvarmning. Det er blevet langt nemmere at komme til og fra minen, da der nu er åbent vand i en længere periode end før. Et selskab arbejder på at få minen genåbnet. Minen blev etableret i 1936 pga. marmor, men den gemmer også bly, sølv og zink.

Minen i Marmorilik i bunden af Qaumarujuk-fjorden kan måske igen blive rentabel som følge af den globale opvarmning. Det er blevet langt nemmere at komme til og fra minen, da der nu er åbent vand i en længere periode end før. Et selskab arbejder på at få minen genåbnet. Minen blev etableret i 1936 pga. marmor, men den gemmer også bly, sølv og zink.

Jakob Dall

2. juli 2012

Dybt under den grønlandske indlandsis i Isukasia i bunden af Godthåbsfjorden gemmer sig enorme mængder jernmalm. Her står det britiske mineselskab London Mining på spring for at anlægge en mine med en kinesisk håndsrækning på 13 milliarder kroner. Selskabet håber at etablere minen allerede inden udgangen af 2012, men det er ikke uproblematisk, da Isukasia traditionelt er et område for rensdyrjagt.

Konflikten udstiller, at det er prøvelsernes tid for ejendomsretten i Grønland. Den traditionelle kollektive brugsret til naturen er udfordret af, at Grønland vil tilgodese udenlandske selskaber. For mens selskaberne selvsagt lever i en verden, der er baseret på privat ejendom, kan grønlænderne hævde med skelen til FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder, at man ikke privat kan eje jord på Grønland.

Samme problem førte til kontroverser i 2007. Her blev lokale i en bygd syd for Nuuk forhindret i at indsamle rubiner, som generationer før dem har gjort, fordi et canadisk selskab havde fået tildelt ret til efterforskning i området.

Lignende situationer vil opstå i takt med, at råstofinteressen tager til, vurderer samfundsforsker Birger Poppel ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet i Nuuk.

»Der er en traditionel ret til at jage, fiske og fange i forskellige områder,« siger han og tilføjer, at det kan være svært at forene med selskabernes interesse for råstofferne:

»Det er oplagt, at der kan opstå konflikter mellem forskellige rettighedshavere.«

Markant interesse

Denne type konflikt generer det tre år gamle selvstyre. For mens landets to vigtigste indtægtskilder, reje- og fiskeeksport samt Danmarks bloktilskud, vil dale på sigt, har selvstyret en altoverskyggende plan om at udvikle egne industrier for at blive en selvbåren nation.

I Nuuk sidder 32 ansatte i Grønlands Råstofdirektorat og skal finde hoved og hale i et stormløb af ansøgninger om at få lov at kigge og grave i undergrunden. På 10 år er antallet af efterforskningstilladelser seksdoblet til i dag samlet at udgøre 120.

Interessen er markant hos især australske, britiske og canadiske firmaer, men også kinesiske og sydkoreanske investorer har senest budt sig til. I sidste uge kunne Berlingske erfare, at en sydkoreansk investorgruppe står parat med et indskud på mindst 15 milliarder kroner i en mine i Kvanefjeld ved den sydgrønlandske by Narsaq – den hidtil største udenlandske investering i rigsfællesskabet.

Konflikten mellem privat og kollektiv ejendom bliver dog ikke mindre paradoksal, jo flere efterforskningstilladelser, der gives, påpeger lektor ved CBS Jeppe Strandsbjerg, der har forsket i arktisk geopolitik.

»Man har ikke privat ejendomsret over jord i Grønland. Men på selvstyret lyder det som om, at man godt kan give ret til ressourcer, der ligger i jorden, selv om man ikke kan eje den. Det bliver dog lidt spidsfindigt,« siger han og uddyber:

»Der er tegn på, at råstofinteressen i Grønland kan øge gnidninger mellem befolkningen og selvstyret. Den fælles brugsret gør det umiddelbart svært at give et internationalt mineselskab lov til at udvinde ressourcer. For hvordan kan mineselskabernes eksklusivret til særlige områder passe med befolkningens hævdvundne ret til at jage de samme steder?«

Oprindeligt folk

Diskussionen om ejendomsret er blevet aktuel, nu hvor Grønland forsøger at hævde sig globalt som stat. Men som samfund er Grønland splittet mellem at være en inuitbefolkning, der er omfattet af FN’s rettighedssæt for oprindelige folk, og samtidig være anerkendt som en statslignende aktør i den globale økonomi. Spørgsmålet er så, om man både kan være en moderne stat med privateje og samtidig se sig selv som et oprindeligt folk?

I praksis vægter Grønland dog en statslignende identitet højest, vurderer Grønlandskender Ulrik Pram Gad, der har forsket i Danmarks og Grønlands relationer ved Københavns Universitet:

»Selvstyret har valgt side på to måder. Dels håndterer man undergrunden som noget, der kan laves aftaler med andre om, uanset om det står i vejen for en oprindelig, kollektiv brug. Det andet er, at man igennem erklæringer solidariserer sig med andre oprindelige folk, men bare ikke vægter det særlig højt, når konkrete interesser står på spil,« siger han.

I Nuuk sidder Aqqaluk Lynge, der netop er steget af flyet fra USA med en æresdoktorgrad for sin indsats for oprindelige folk. Som formand for de arktiske, oprindelige folks organisation, Inuit Circumpolar Council (ICC), mener han, at Grønland har savnet en forudgående debat om krav til de udenlandske selskaber.

Savner debat

»Grønlands regering har sat en altoverskyggende ignorance i system. Vi er sprunget direkte ind i mineproblematikken, uden at se nærmere på hvordan vi opfatter ejendomsretten til jorden og undergrunden,« siger han og understreger, at ICC er i dialog med Råstofdirektoratet om, hvordan lokale høringsprocesser fremover bør foregå.

Men en mere lokalt forankret debat er ifølge flere svær at rejse. Ikke mindst efter Grønland i 2008 nedlagde 13 kommuner for at etablere fire kæmpekommuner på størrelse med hele europæiske stater.

Og hvor det andre steder typisk ville være ngo’er, der bruger høringsprocesser til at sætte fokus på kritisable forhold ved mineprojekter, er de organisationer nærmest ikke til stede i Grønland. ICC, der er international i sit sigte, er undtagelsen.

Desuden er en anselig del af de højtuddannede grønlændere ansat i selvstyret, emigreret eller er skiftet over i industriprojekter, der skal promovere Grønland over for udenlandske selskaber. Viljen til at hævde en traditionel, fælles brugsret er derfor til at overse. På sigt vil Grønland da også langsomt nedtone oprindeligheden, hvis landet vil agere som selvstændig stat, vurderer Ulrik Pram Gad.

»En stat er en moderne ting. Så spørgsmålet er, om Grønland kan opfinde en måde at kombinere noget oprindelighed og noget moderne. Og hvis man finder så meget olie eller mineraler, at man kan lave et kuwaitisk scenario, så er det jo nemmere at bruge penge på at bevare nogle træk fra den oprindelige inuitkultur.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Naturressourcerne tilhører fællesskabet. Det er en forbrydelse mod menneskeheden at gøre dem til genstand for privatkapitalisering - og en fortsættelse ud ad vejen mod undergang. Grønland, GØR DET IKKE !!! Please ! Udbyd naturressourcerne som folkeaktier, lad verdens folk købe dem og red dermed os selv fra ødelæggelse

odd bjertnes

Det er den slags emner som forhindrer at der bliver tid til' menneskerettigheder'. når Hu er i byen.
De bør indtage den radikalt anderledes holdning, atGrønland selv udvinder og sælger den mængde af sine naturtesourcer som befolkningen selv kan overkommeog afslår alle investorer - inklusive privatiseringssyge danske regeringer af alskens stort set ens observanser der evt. gerne vil 'hjælpe med det praktiske'.
Man må sige at det er godt de ikke har været umiddelbart indenfor rækkevidde af Lykketoft(Hjort-maskinen.
At forestille sig at 'verdens folk' med 'folkeaktier' - er mindre kapitalistiske i deres håndtering af deres aktiemajoriteter end alle mulige andre, er lige lovligt håbefuldt. Aktier er aktier. Og penge er penge.
Næe, de må 'bare' stå fast deroppe. Og skippe en gratis4-spors motorvej langs vestkysten eller hvad de nu bliver tilbudt af globalnormaliserende pjat. .

Nic Pedersen

"For mens selskaberne selvsagt lever i en verden, der er baseret på privat ejendom, kan grønlænderne hævde med skelen til FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder, at man ikke privat kan eje jord på Grønland."

Hvad er det for en erklæring og hvis den findes, hvorfor skulle grønlændere i Grønland så være mere oprindelige end f.eks danskere i Danmark eller kenyanere i Kenya?
Det lyder absurd.

Anne Albinus

Vedr. faktaboksen og Kvanefjeld:

Det australske firmas hjemmeside kan ses her på dansk: Greenland Minerals & Energy

Til orientering er der på Risø oplagret 3670 t uranmalm indeholdende ca. 100 GBq α-aktivitet. Malmen er hjemtaget fra Grønland i forbindelse med uranekstraktionsprojekterne i 1970’erne og 80’erne og skal også placeres i slutdepot i udkants-Danmark.

Nogle links:

Nuclear War: Uranium Mining and Nuclear Tests on Indigenous Lands

Medical Effects of Uranium Mining on Population & Native Peoples (Dr. Caldicott & Prof. Brugge)

"Grønlands Landsting siger ja til uran fra Kvanefjeld" Information af Jørgen Steen Nielsen, 28.11. 2008

Uran ligger i vejen for minedrift i Grønland, Ingeniøren, 26.5.2012

Forsker: Grønland skal ruste sig mod kinesisk dominans, Ing. 30.3.2012

Michael Kongstad Nielsen

Der er ikke privat ejendomsret til jorden i Grønland, men der er mulighed for tildeling af brugsret.
http://www.sullissivik.gl/Emner/Bolig%20og%20flytning/Arealtildeling.asp...

Det er kommunerne, der tildeler brugret til et stykke jord, hvis man skal bygge et hus, f.eks. Man skal ansøge, og der er klagemulighed osv.. Man kan få lån svarende til krediftforeningslån, og brugsretten registreres, og man kan sælge den osv., det ligner lidt ejendomsret, og er juridisk set det man kalder en delvis ejendomsret.

Men til de store vidder er der fælleseje. Og ifølge loven om Grønlands selvstyre tilhører undergrunden og forekomster i undergrunden selvstyret. Altså ligesom i Danmark, hvor staten har højhedsret over undergrunden.

Jeg kan ikke se noget problem i, at Selvstyret tildeler både brugsret til et område, hvor der skal være minedrift, og ret til at drive minen og udvinde råstoffer fra undergrunden det pågældende sted. Men det skal reguleres benhårdt i alle detaljer, og Grønlands Selvstyre skal have rigtig god økonomi ud af det

Man skal selvfølgelig også se på miljø og favna osv., og passe godt på det. Jeg vil dog mene, at rensdyrene bare flytter sig lidt, hvis der kommer minedrift i et område. Men det skal naturligvis vurderes.

Hvorfor skulle grønlænderne ikke have glæde af den rigdom, der ligger i deres undergrund? Bare det sker under fuldt betryggende former.Man kunne også tænke sig, at indtægterne lægges i almene fonde, der ikke skal skabe profit.

Befolkningens hævdvundne ret til at at færdes frit på Grønlund har været undergravet lige siden Danmark "gav" USA lov til at forblive på de områder, som supermagten havde besat deroppe. Kryolitminen har også spist sin del, så der er masser af kolinistiske erfaringer at trække på. Landsstyrets venstreside vil blot i en anden retning, og tak for det.

Hvis Danmark for længe siden havde etableret sig en solid grøn profil, som grønlænderne var med på, kunne meget have været vundet. Nu peger det hele i stedet i retning af at udsigten til ressourcer korrumperer alle, fra Grønland og hele vejen til Nordpolen.

Michael Kongstad Nielsen

Paamand - USA besatte sådan set ikke Grønland. Det var Danmarks ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, der sammen med kong Christian den 10. gav USA rettigheder i Grønland i 1941. Og det skyldtes jo den spændende historie, at Kauffmann ikke ville anderkende den danske regerering, og den ville ikke anderkende Kauffmann, da Danmark var blevet besat af Tyskland, og regeringen via samarbejdspolitikken var blevet besættelsesmagtens håndlanger. Se Bo Lidegårds bog om Kauffmann.

Mads Christensen

Efter min bedste opfattelse er denne artikel behæftet med fejl eller skal vi nøjes med at sige misforståelser. Et par af de 'eksperter', som skribenten har talt med, har desværre bidraget til løjerne.

Grønland har i medfør af lov om Grønlands Selvstyre overtaget råstofområdet, og dermed har Grønland den lovgivende og udøvende magt indenfor råstofområdet. Folketinget vedtog Selvstyre loven den 19. maj 2009 og loven trådte i kraft den 21. juni 2009.

Det fremgik af de almindelige bemærkninger til Selvstyre-lovforslaget, at Grønland efter overtagelsen vil have ejendomsretten til at råde over og udnytte råstofferne i den grønlandske undergrund. Staten vil dog fortsat have højhedsret over Grønland.

Grønland benyttede hurtigt den tildelte kompetence/magt at udarbejde og fremsætte forslag til Inatsisartut-lov ’om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor’ (råstofloven), som blev vedtaget i Inatsisartut (Grønlands landsting) den 7. dec. 2009 og som trådte i kraft den 1. jan. 2010.

Råstofloven tager ikke specifik stilling til ’skillefladen’ mellem på den ene side ejendomsret til undergrunden og retten til at fastsætte de generelle rammer for virksomhed på råstofområdet og til at disponere blandt andet i form af tilladelser og bevillinger til forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse af råstoffer i undergrunden og på den anden side brugsretten til jagt, fangst og fiskeri på overfladen i områder, hvor mineselskaber får ret til at lede efter, efterforske og i givet fald udnytte mineralske forekomster i undergrunden.

Råstofloven rummer til gengæld til en paragraf (45), som fastslår, at ”…en person, der er fast bosiddende og fuldt skattepligtig i Grønland uden tilladelse kan foretage ikke-erhvervsmæssig indsamling af løstliggende mineraler.”

Evt. etablering og drift af den omtalte jernmine ved Isua på kanten af Indlandsisen, ca. 150km NØ i luftlinje for hovedstaden Nuuk og 80km fra den nærmeste kyst, hvor den påtænkte udskibningshavn skal placeres, vil påvirke omgivelserne, både natur og miljø. Nogle påvirkninger vil være midlertidige, i anlægsfasen, og andre vil være permanente. En grønlandsk miljøorganisation, Avataq, er meget imod projektet, som de hævder, vil ødelægge hele fjordsystemet (skibstransport) og mulighederne for rensdyrjagt i området.

Smykkestenssamlere, især fra Nuuk, er mildt sagt ’skidesure’ på, at Råstofdirektoratet og et udenlandsk mineselskab, True North Gem, forhindrer dem i at samle rubiner i det område, 130 km syd for Nuuk, hvor TNG i nogle år har haft eneretslicens til efterforskning af rubinforekomsterne. Smykkestenssamlerne siger ligeud, at Råstofdirektoratet har lukket øjnene for at TNG har udført lige lovligt mange kilo materiale til ’nærmere analyser’ udenfor Grønland. De mest forsmåede smykkestenssamler tøver heller ikke med at kalde disse rubiner for ’Apartheid-rubiner’, hvilket nok er inspireret af udtrykket ’blod-diamanter’, som vistnok stammer fra Sierra Leone, hvor visse udenlandske mineselskaber er involveret i brydning af diamanter på særlige måder.

Michael Kongstad Nielsen

Nic Pedersen: - jeg tror nok, at der med oprindelige folk tænkes på de mennesker, der boede og bor i områder, der blev nationaliseret under stater med indvandrende eller kolonisatoriske befolkninger, såsom USA i Alaska, Canada i de nordlige territorier, Danmark i Grønland, Norge i Finmark, Rusland på Kola og så videre.

Det er inuitter, organiseret i ICC, der tænkes på, tror jeg nok.

Michael, historien om USA og Grønland kan fortælles på mange måder, men det er dog svært at se bort fra præsident Roosevelts officielle tale om at USA nu havde besat Grønland. Det ændrer historien bag kulisserne ikke på.

USA har siden fastholdt sine baser på Grønland, hvilket Danmark kunne vælge at reagere cubansk på, eller agere lidt mere venligsindet. Resultatet er dog det samme, for Danmark og Grønland kan sige hvad de vil - USA flytter kun, hvis USA har lyst til at flytte. Det begynder at se tilsvarende ud med Kina, når det står for 13 milliarder krone råstofby fuld af kinesere i...

Nic Pedersen

Det kunne godt blive sådan lidt "Sidste Mohikaner-agtigt", når de forskellige nybyggere engang støder sammen.

Hvis USA havde okkuperet Grønland i 1945 havde det totalt forrykket den deling der var aftalt mellem de allierede i Jalta. Så USA så sin fordel i at anbafale at den lille nazityske vasalstat Danmark blev anerkendt som allieret på trods af at 40% af vores produktion var gået direkte til Nazityskland. Danmark kunne kaste et par lodder mere i skålen - Jødernes redning og frihedskampen. Og siden da har DK siddet mellem ballerne på USA.

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, den histore har mange facetter. Men for lige at tage besættelsestiden, så var det vist meget godt, at Grønland ikke blev besat af tyskerne, men i stedet via Kauffmanns flotte "modstand" havnede i de allieredes område.

Senere kunne Danmark gerne have frataget USA baserettighederne efter min mening, men det blev jo en del af den kolde krig og nu om stunder er Danmark stadig USA´s skødehund, også selvom vi har fået ny regering, så der bliver nok ingen ændringer der, da det er "udenrigspolitik", desværre.

Nic Pedersen

Det tror jeg virkelig ikke, at Danmark reelt kunne.

End ikke Castros Cuba kunne fratage USA Guantanamo, hvilket vidst siger en del i den sammenhæng!?

Faktisk plæderede Norge for at Danmark efter krigen skulle afgive ihvertfald Østgrønland til Norge og briterne støttede nordmændene - men USA ønskede ro omkring deres hunde vigtige radarstationer og foretrak at danskerne forsatte i Grønland - ikke mindst fordi de havde et godt samarbejde med Kaufmann

USA's base på Grønland gjorde i adskellige årtier, at Danmark kunne slippe afsted med et lavere økonomisk bidrag til Forsvaret og medlemskabet af NATO, end man ellers ville have kunnet gøre. (Det er noget de danske kræmmere forstår og sætter pris på). Det er i øvrigt svært at se, hvordan Danmark kunne have beordret USA ud af Grønland, både under og efter krigen. Hvilket der i øvrigt på intet tidspunkt, ville have været dansk flertal for.

@ Bill Atkins:

Danmark blev jo af de allierede, med rette, indtil 1943 betragtet som en ven af Nazi Tyskland. Danmark var nok heldig ikke at blive delt og besat, af de fire vindere af krigen, som Tyskland og Østrig blev det.

Til det bidrog ikke mindst de 6500 danske søfolk i allieret tjeneste, hvoraf mange gjorde alle seks år af krigen med. Dem der aldrig får omtale eller nogen ære, hvilken altid tilfalder frihedskæmperne i land, som, når man læser de senere års dødsannoncer, (godt nok) må have taltes i halve millioner.

Ole Olsen ja søfolkene glemte jeg og jeg havde endda en skolekammerat hvis far havde sejlet i allieret tjeneste. Han fik en anerkendelse i 1977 mener jeg - ca, 150.000 kr. - han havde været nervesvækket hele livet. En stor del af pengene brugte han til en rejse for familien til Stalingrad.

Michael Kongstad Nielsen

Ole Olsen: - jeg synes, du overdriver. Danmark var ikke på vej til at blive delt og besat af de allierede som Tyskland og Østrig. Danmark var blevet en allieret nation pga. modstandskampen og den folkelige oppinion.

Men Bornholm, derimod, blev besat af Sovjet den 7. maj 1945. Måske var stregerne på kortet i Jalta ikke så skarpe, Churchill havde måske fået en lille én for meget, så Bornholm var røget om på den anden side af jerntæppet, i hvert fald var russerne interesseret i tilstædeværelsen. Jeg ved ikke om man kan sammenligne Bornholm med Guantanamo, men i så fald var russerne dog mere ræsonnable end USA.

Mads Christensen

Bare sådan lige for god ordens skyld: Det er ikke til at sige med sikkerhed, hvor mange ’indbyggere’ der er på den eneste amerikanske base, Thule, men det fremgår af dette link http://www.nato-pa.int/default.asp?CAT2=0&CAT1=0&CAT0=2151&SHORTCUT=2209 at Nato’s såkaldte parlamentariker råd under et besøg i sommer 2010 fik at oplyst, at der er ca. 600 mennesker, som enten er militær-personel eller civilt personale. I de gode, gamle dage (50’erne og 60’erne) var der måske over 10.000 militærfolk på basen.

Det civile personale, fortrinsvis danskere og grønlændere, er ansat af Greenland Contractors, http://www.greenlandcontractors.dk/, der står for den daglige drift af basen, dvs. alt fra boliger, veje, transport, til værksteder, hospital, og fritidsaktiviteter. Og jeg afslører vist nogen større hemmeligheder ved at sige, at der er mange flere ikke-amerikanske civilister til at passe det lille antal amerikanerne op. De passer til gengæld missil-radaren og sporingsstationen, der holder øje med både satellitter og diverse ’rum-affald’.

Der er ingen planer om at bygge ’for 13 milliarder krone råstof-by fuld af kinesere’. Hvis jernmine-projektet realiseres, skønnes den samlede beskæftigelse over en 3-årig anlægsperiode at blive ca. 4.100 årsværk, heraf et spidsbehov på 2.500 personer til at anlægge selve minen.

Der er opstået lidt forvirring om, hvor mineselskabet, London Mining, der har afleveret ansøgning om udvindingstilladelse til en jernmine på Isua, ønsker at kunne ansætte importeret arbejdskraft, herunder kinesiske migrantarbejdere, i anlægsfasen eller om LM alligevel ikke har gjort fælles front med den amerikanske aluminiumsgigant Alcoa, som ikke har lagt skjult på, at man gerne vil skære 10-15% af sit anlægsinvesteringsbehov på 19-22 mia. kroner til et alu-smelteværk plus to kæmpevandkraftværker med tilhørende transmssionslinjer, 240 km ialt.

At dømme efter de synspunkter, som hidtil har været mest fremtrædende i den offentlige debat i Grønland, er chancen for at et større antal kinesiske arbejdere får lov til at slå sig ned efter veludført arbejde i anlægsfasen, endsige får lov til familiesammenføringer, er ret mikroskopisk.

I første omgang holder det (meget) hårdt med at skaffe den fornødne politiske enighed om, at det er nødvendigt med udenlandske migrantarbejdere for at øge projekternes rentabilitet samt – ikke at forglemme – at undgå eller mindske risikoen for overophedning af det spinkle grønlandske arbejdsmarked.

Når minen går i drift, vil der blive mere end 700 jobs i minen plus et ikke-nærmere skønnet antal afledede jobs. Det er nok mere realistisk forestille sig, at de fleste af disse jobs i løbet af de forventede 15 års drift kan blive besat med grønlandsk arbejdskraft.

Samlet set vil jeg derfor mene, at det er ’ren ønsketænkning’, når Nic Petersen fantaserer om et ’Sidste Mohikaner’-møde.

@ Bill Atkins
Norge plæderede ikke for noget som helst vedr. Østgrønland efter krigen. Norge havde tabt 'slaget om Østgrønland' ved den internationale domstol i Haag helt tilbage i 1933. Danmark havde stævnet Norge i 1931 med påstand om, at de norske fangststationer krænkede danske suverænitet i området. Og 10 ud af 12 dommere støttede Danmarks påstand.

Mihael, jeg mener ikke en østrigsk løsning for Danmark havde været helt utænkelig - jeg husker fra gennemlæsning af aviserne fra tiden lige inden befrielse en overskrift på side 3: Danmark endelig anerkendt som allieret.

Jeg må se at få fundet frem til datoen.

Mads Christensen, den hændelse skal jeg også nok fremfinde - jeg plejer at kunne huske hvad jeg har læst.

Afgørelse i Haag kender jeg godt.

Michael Kongstad Nielsen

Jamen, Bill Atkins, det tog sin tid før Danmark blev anderkendt som allieret, det er hvad man har hørt og læst, men når jeg opponerer mod et alt for negativt syn på den sag, så er det bl.a. fordi Anders Fog Rasmussen brugte den som anstødssten til at begrunde krigen mod Irak. Altså - vi skulle sone vores manglende krigsvilje under besættelsen ved at følge USA i den ulovlige krig mod Irak. Det er langt ude, og bør ikke understøttes.

@Mads Christensen

Det var den samme mur, nordmændene løb panden imod, da de under Anden Verdenskrig ønskede at indtage Danmarks plads i Grønland og på Færøerne. Churchills Storbritannien ville muligvis ikke have haft noget særligt imod det, men USA, der straks efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 havde besat Grønland for at komme eventuelle tyske eller norsk tyske planer i forkøbet, ville ikke droppe Danmark og forlangte, at Danmark betragtedes som allieret.
(HORKILD KJÆRGAARD Lektor, dr.phil. Weekendavisen 20. april 2012 )

Michael Kongstad Nielsen

Hvis Norge havde eventuelle planer under 2. verdenskrig om Grønland og Færøerne, så kan det da kun være Quisling-regeringens planer.

Mads, du må jo påtænke at nordmændene var godt forbitrede over at vi udbyggede Aalborg flyveplads til brug for nazisternes okkupation og fastholdelse af Norge.

Michael, den norske regering og kongen flygtede via Nordnorge til London i 1940 hvor der blev oprettet en eksilregering - ikke kun et frihedsråd...

Mads Christensen

Bill, well dette 'norske' forslag er en ny oplysning for mig. Jeg vil besøge mit bibliotek imorgen for at lede efter den anførte artikel.

Bortset fra det må jeg indrømme, at jeg i mit stille sind undrer mig over, hvorledes en debat i den grad kan blive afsporet. Godtnok var artiklen lidt vildledende, men dog ikke efter min mening nok til at kunne forklare den drejning, som indlæggene har taget siden Tom Paamands indlæg for 5½ time siden.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, Mads Christensen, debatten er afsporet, men det sker engang imellem her i trådene. Og hvis afsporingen kaster noget interessant af sig, er de vel ikke så slemt. Andre gange er det helt ude i hampen, men det synes jeg ikke her, for spørgsmålet om Grønlands fremtidige styre har så mange aspekter i sig, at det er rimeligt at kaste et blik på fortiden. Uden at fortabe sig i den selvfølgelig.

Mads, der har lige været en anden debat om uran som biprodukt ved mining - jeg tror mange er usikre på vores adkomst til at blande sig i grøndlandske forhold.

Mads Christensen

Bill,
Mener du denne debat: http://www.information.dk/304578
Eller denne: http://www.information.dk/304388 ?

Den første tog jeg lidt del i. Ikke den anden, fordi jeg ikke gad gentage mig selv. Alle er velkomne til at slå tilbage og læse mine seneste forsøg at få at debatten om uranproduktion og Grønlands råstofpotentiale som sådan til at handle mere om realiteter og facts end om holdninger til det ene eller andet hos den enkelte debattør. Ligesom jeg altid forsøger. Også i denne tråd.

Og ja Bill, jeg er klar over, at der gør sig sådanne tendenser gældende. Jeg har skam også fået hug for at blande mig i debatten på www.sermitsiaq.ag. De debattører der forsøger at holde mig ude af debatten, argumenterer bl.a. med, at jeg ikke længere bor og arbejder i Grønland og så formaster jeg mig oveni købet til at være overvejende positiv overfor råstofudnyttelse og ikke imod, som de er. Ind af en kant, selvom de selvfølgelig går ind for, at Grønland skal tage det næste skridt: Efter selvstyre kommer selvstændighed. Der er næsten ingen af disse debattører, der erkender at man ikke kan blæse og have mel i munden på samme tid. Men det er jo set før. I mange andre sammenhænge.

Jeg har dog tænkt mig at fortsætte, også her på information.dk, fordi – som jeg skrev i en af debatterne på sermitsiaq.ag: Der er brug for havkatte i hyttefadet, hvis ikke debatterne skal udvikle sig til den rene synkronsvømning mellem gubbyer i et alt for lille akvarium, hvor vandet trænger til at blive skiftet.

Nic Pedersen

@Mads Christensen

Du har da naturligvis ret i, at der er meget langt til et "Sidste Mohikaner-scenarie" i Grønland!

Men det tog jo også nogle hundrede år i originalversionen. ;-)

Mads Christensen

Bill, jeg fandt artiklen. TK laver en fortrinlig og interessant gennemgang. USA-linket bliver ihvertfald ikke underspillet, men det er OK.

Jeg bliver bekræftet i, at der vil vise sig at være snævre grænser for, hvor stor politisk selvstændighed Grønland kan drømme om, selvom man skulle gå hen og blive økonomisk uafhængig i en kortere eller længere årrække, takket være indtægter fra råstofaktiviteter. Det er olien, der for alvor vil batte noget, men at få et par store miner igang med en vis faseforskydning vil heller ikke være at kimse af.

Desværre er der mange i Grønland, som mener at man kan slippe afsted med at vende ryggen til alle bejlerne: USA, EU og Kina. Det mener jeg er urealistisk. Grønland er nødt til at have 1-2 strategiske partnere, så man er dækket ind, hvad angår udvikling af minesektoren.

Der stilles på den ene side store krav til teknologisk kompetence og finansiel styrke hos de involverede mineselskaber og på den anden side er der nogle vigtige forudsætninger såsom fysisk infrastruktur samt institutionel og menneskelig kompetence, der skal være opfyldt hos værtslandet.

De 3 nævnte bejlere har selskaber, som besidder de to første egenskaber, men ikke i det samme mix. Slet ikke. Disse bejlere har også erfaring med at stille bistand til rådighed til udvikling af værtslandets forudsætninger. Men de har forskellige måder at yde sådan bistand på. Og betingelserne for at modtage bistanden er heller ikke ens.

We live in an interesting world...

Det er en spændende artikel, dog synes jeg at behandling af arealtildelingssystemet i Grønland mangler for at give læserne en forsvarlig overblik over emnet. Hvorfor har journalisten ikke spurgt eksperter i Grønland om vores kollektive ejendomret? fx. advokater, embedsmænd?