Nyhed
Læsetid: 4 min.

Irak er kørt af sporet politisk

Den politiske undertrykkelse forstærkes i Irak, der er ved at udvikle sig til et diktatur, advarer International Crisis Group
Den politiske undertrykkelse forstærkes i Irak, der er ved at udvikle sig til et diktatur, advarer International Crisis Group
Udland
5. juli 2012

Hvis formålet med krigen i Irak var at sikre en større og mere stabil produktion af olie, så er projektet delvist lykkedes. I dag henter Irak knap tre mio. tønder olie op af undergrunden, og det er mere end på noget tidspunkt siden 1980’erne.

Var formålet derimod at skabe fred og demokrati, så går det den forkerte vej.

»Olieproduktionen går op, og prisen på en tønde olie er fortsat høj. Så indtægtssiden er der sådan set ikke noget i vejen med. Problemet i Irak er, at der lige nu foregår en kamp om den politiske magt, som ser ud til at destabilisere landet yderligere,« siger Irak-eksperten Joost Hiltermann fra tænketanken International Crisis Group, der netop er vendt hjem fra Irak.

Til Information fortæller Joost Hintermann, at det politiske projekt i Irak er på vej fra slemt til værre. Ikke mindst på grund af landets premierminister, Nouri al-Maliki. 

»Potentielt er premierminister al-Maliki på vej til at blive diktator. Han vil retfærdigvis argumentere for, at han står i spidsen for en meget svag stat – og at han derfor er nødt til at have et fast greb om magten, men resultatet er, at han fuldstændig dominerer statsapparatet og statens midler. Han styrer Højesteret, og han har sikret sig fuld kontrol over sikkerhedsstyrkerne,« siger Joost Hiltermann, der forklarer, at oppositionen frygter for, hvor langt det lykkes premierministeren at gå:

»Al-Maliki har siddet seks år på magten. Efter planen skal der være valg om to år – men oppositionen frygter, at al-Maliki aldrig vil træde tilbage, hvis han får to år mere til at konsolidere sin magt. Derfor ser vi en stigning i volden lige nu,« vurderer Joost Hiltermann.

Flere flygter
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev juni den blodigste måned, siden de amerikanske tropper forlod Irak i december sidste år. Samtidig optrappes konflikten i nabolandet Syrien, hvilket frygtes at kunne destabilisere Irak yderligere: »Lige nu er der et markant øget pres i Irak på grund af uroen andre steder i Mellemøsten. Volden i Syrien, hvor der fortsat er omkring en halv mio. irakiske flygtninge, truer med at sende store bølger af flygtninge ind i Irak – og alt, hvad de europæiske politikere tænker på, er at komme af med irakiske flygtninge,« siger Dashty Jamal, der selv er irakisk flygtning og bosat i London, hvor han er generalsekretær i interesseorganisationen The International Federation of Iraqi Refugees, IFIR.

Sammen med irakiske journalister, humanitære organisationer og medlemmer af det irakiske parlament har Dashty Jamal i de seneste måneder presset på for, at det irakiske parlament skulle vedtage en ny lov, der annullerer alle tidligere bilaterale aftaler om hjemsendelse af afviste asylansøgere i Europa, og som straffer flyselskaber, der transporterer deporterede flygtninge fra Europa til Irak.

»Vi er blevet glemt. Det eneste fokus, omverdenen har med hensyn til Irak, er at komme af med de irakiske flygtninge,« siger Dashty Jamal.

Joost Hiltermann fra International Crisis Group er enig. Han advarer om, at hvis man er flygtet ud af Irak af politiske årsager – hvis man på den ene eller anden måde er uenig med premierminister al-Maliki og hans regering – så skal man holde sig væk: »Politisk motiveret vold, fængslinger og tortur er lige nu stigende i Irak, og det er en stærkt bekymrende udvikling,« siger han: »Men niveauet af vold er overordnet set ikke så slemt som tidligere – og det er dét, de europæiske regeringer regner som et tåleligt niveau. Men det afhænger meget af den enkelte sag.«

Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er der lige nu mere end 1,3 millioner internt fordrevne i Irak, og uden for Iraks grænser befinder der sig knap 1,5 millioner irakiske flygtninge. Heraf er der op mod 35.000 afviste asylansøgere i Europa, som nu ikke kan eller vil vende hjem.

Regional ustabilitet
Problemet er, at hverken internt i Irak eller i den mellemøstlige region er der udsigt til umiddelbare forbedringer. Som Joost Hiltermann siger, så er vejen til demokrati i Irak ikkeeksisterende.

»Demokrati er slet ikke et emne lige nu. Det gælder om at skabe fred. Men det er sandsynligt, at det bliver meget værre, ikke mindst på grund af situationen i Syrien,« siger Joost Hiltermann og fortsætter: »Falder Bashir al-Assad (Syriens præsident, red.), vil det i Irak blive opfattet som en sejr for sunnimuslimerne, og det vil presse premierminister al-Maliki, der er shiamuslim, yderligere. Og så vil nabolandet Iran miste en vigtig allieret, hvilket yderligere vil forværre hele situationen og det iranske pres på Irak.«

Så det ser ikke lovende ud?

»Det ser ikke godt ud for hele regionen. Udfaldet af konflikten i Syrien vil påvirke hele regionen, og det eneste, vi kan håbe på, er, at det lykkes at etablere en samlingsregering i Syrien. Men det ser ikke godt ud,« siger Joost Hiltermann.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Ørsted-Jensen

Vel formålet med krigen var mig bekendt at vælte Saddam Hussein - og derefter sikre et andet, bedre og rimeligt stabilt styre - alt tyder på at det er og også at det vil lykkedes. Men i sidste ende kan de da godt være at det også i Irak - ligesom i Danmark - vil være en process der tager 72 år - eller som i storbrityannien næsten 300 år -. Visse journalister er sgu tåber.

Michael Kongstad Nielsen

Krigen var tåbelig og folkeretlig ulovlig.
Irak bliver vel nødt til at opdele sig i tre lande. Et kurdisk, sunnimuslimsk og shiamuslimsk område. Når Syrien får gennemkæmpet sin borgerkrig, vil en del af landet måske gå til Kurdistan. Det Kurdistan, der skulle have været ifølge lovninger, men aldrig blev.

Robert Ørsted-Jensen

Det Kurdistan eksisterer rent faktisdk idag Kongstad

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det tror jeg også, men det er jo ikke officielt anderkendt.

Robert Ørsted-Jensen

JA det er det vel nærmest nu, det er da ikke anfægtet af styret i Bagdad og den irakiske præsident er rent faktisk kurder

Lars-Bo Abdullah Jensen

mon et at Iraqs problemer, er den mangel på erfaring i embedsmands kredsen, som den totale afskedigelse og flere års beruft-verbot der blev udøvet har gennemtrumfet, hvor langt tid tager det at opbygge et lands magt fundament, med nye folk på de ledende poster og i administrationen, dette både i regerings bygningerne, militæret og politiet.

Flere af de lokale hernede, mener selv at det vil tage 3-5 år endnu før man begynder at se at magtapparaterne virker, og den oprensning som koalitionen delvist forhindrede er blevet gennemført, så landet langsomt kan glide over i eftektiv ledelse og forholdsvis ordnede forhold.

Det er efter min opfattelse meget vigtig, at omverden sikre sig, at de nuværende magthavere, ikke forhindre indefra kommende politikere i at kunne opstille og blive valgt. Ikke helt unfair, bebrejder de lokale, at dem som ledte dem, var blandt dem som stak halen mellem benene da forholdene var hårde i landet. Hvordan kan de have tilliden til, at de virkelig vil landets bedste, når de stak af.

Arash Shariar

Jeg synes som altid overser folk elefanten... Iraks regering er under pres fra den vestlige verden pga dets ønske om suverænitet. Hvad den vestlige verden ønsker er at Irak skal lægge sig død om og droppe enhver ønske om at vedligeholde irakers interesser. Herunder udvikling indenfor økonomi og kultur.

Vi ser i dag hvordan vesten og GCC landene sammen med Saudi Arabien arbejder intensivt med at holde Iraks udvikling nede. Essentielt ønsker disse nationer at holde hele Mellemøsten nede. Det samme gælder de andre store stater i Mellemøsten

Planen er at dele disse store lande op i små ligegyldige stater maks på størrelse med Israel og de små persiske golf lande. Således vil vesten projicere sine politiske og geostrategiske interesser over små intetsigende lande meget lettere.

I denne plan ser vi hvordan man ønsker at "homogenisere" Irak, Iran, Libyen, Egypten, Pakistan, Sudan er det allerede lykkes, og Syrien er man godt i gang med.

Hvad der er til grin er at denne tanke om at forskellige etniske grupper ikke skulle kunne leve under samme stat. En forrykt af en argumentation kun idioter af største grad falder for. Disse stater der har haft flere tusinde års historie med multikulturalisme bliver i dag propaganderet til at være et "problem".

Jeg vil kun hentyde til at det var i vesten at man for få århundrede siden begyndte at tilbede den homogeniserede stat, hvor vi så en direkte udrensning af folk der ikke så ud som "os", ikke levede som "os", ikke tænke som "os", ikke havde samme værdier som "os" og ikke snakkede som "os".

Jeg håber på at Irakerne ikke falder i suppen og begynder at tro på propagandaen den vestlige verden så insisterende udbereder. Kurderne i Irak burde forstå at det på ingen måde er i deres interesse i at blive endnu en vasal stat for vesten.

Stig Rasmussen

Arash: Kan du ikke komme nogle gode eksempler på den "multikulturalisme" i Mellemøsten? - for din egen skyld lad være med at nævn Iran...

Ole Falstoft

Jeg citerer mig selv fra 2008 hvor jeg skrev:

'Irak er et eksempel på at man ikke kan indføre demokrati med vold og tvang
Vi sætter irakerne en pistol for panden og siger ’hej I dummernikker nu har I bare at opfører
jer demokratisk’. Irakerne spørger selvfølgelig ’Hvad mener I med demokratisk? Er det den måde I behandler os på f.eks.?’ ’Ja’ svare vi ’ - og se så at få valgt nogle demokratiske repræsentanter - ellers blæser vi hjernen ud på jer’
’Hvad så hvis vi vælger nogle repræsentanter der bekæmper jer med alle midler?’ spørger de. ’Så blæser vi hjernen ud på jer (igen) – I vælger selvfølgelig nogle der vil samarbejde med os og som retter sig efter hvad vi bestemmer!’
’Ok’ svarer de ’nu forstår vi hvad demokrati er. Det er den stærkes uindskrænkede magt over de svage – men det havde vi allerede før I invaderede os’
Det ville være komisk hvis det ikke var sandt '

Profetiskt? Nej sund fornuft

morten hansen

Irakkampagnen og -krigen var en forløjet størrelse dengang. Efterspillet er ligeså forløjet.

Klimaet for information har aldrig været mere betændt. Man behøver blot at stille et enkelt principielt spørgsmål: hvorfor taler vi aldrig om Saudi-Arabien?

Det er som om samtlige vestlige medier har indgået en lokumsaftale om aldrig at nævne denne storspiller i alle hændelser i regionen. Man har heller ikke fattet, hvorfor den irakisk olieproduktion selvfølgelig ikke er på niveau med, hvad den kunne være. Når olie er en mangelvare, tjener sheikerne kassen-de-luxe. Irakkrigen var ikke et tiltag for at rage den irakiske olie til sig. Det var for at forhindre irakerne i at producere for meget olie, så priserne forblev i toppen.

Og spørg lige, hvorfor Vesten aka USA + England + Frankrig + NATO intervenerede i Libyen (med Saudi og Israel cirkulerende som pittbulls i kulissen) og nu søger en storkonflikt med Iran. Spørg også, hvad Vesten overhovedet foretager sig i Afghanistan.

Hvornår går journalisterne for alvor i kødet på det? Og hvorfor er megaskurken Saudi fredet og tabuiseret? Hvad er man bange for.

Kyllinger!

morten hansen, frustrationen stritter. Dit indlæg råber på reaktion - fra en flok forædte rødvinsdrukne desillusionerede logebrødre?

Robert Ørsted-Jensen

betragtningerne her og andet steds er nu også så konstrukted, utlandish og snævert i udsyn at de knapt fortjener en bemærkning. Her kunne nogen måske endog få den tanke at Hansen ligefrem ønsker en militær intervention med Saudi-arabisk regime skifte og hele griseriet, uanset at vi andre ved at han ville slå syv kors ved en sådan tanke :)

lene johansen

Ashrar, det er i vesten forskellige "grupper" ikke kan enes.
I Belgien, et lillebitte land ,kan de fransktalende og flamsktalende ikke enes og vil separeres. I 540 dage har landet været uden regering.....

I vesten kan diverse segmenter ikke enes, derfor går man på det grundlag ud fra at mellemøsten er lige så lidt tolerant - hvad det ikke er, og som du også nævner historien (be)viser,

Nic Pedersen

@Arash

der er jo også en anden "elefant", der overses.

Nemlig det forhold, at Irak som geografisk/politisk enhed er et kunstigt skabt produkt (man kan som regel kende dem på snorlige grænser!), som giver meget vanskelige vilkår for demokrati.
Eller mao. det er svært med folkestyre, hvis man kun har en befolkning og ikke et folk, der opfatter sig selv og hinanden som sådan.

(det er iøvrigt en "elefant", som ikke kun findes i Irak)

Robert O Jensen, hvordan kan du tager fejl af opfordring til journalistisk aktivisme og militær intervention? Er det fordi det i din verden er to sidder af samme sag?

Kasper Hviid

»Hvis formålet med krigen i Irak var at sikre en større og mere stabil produktion af olie, så er projektet delvist lykkedes. I dag henter Irak knap tre mio. tønder olie op af undergrunden, og det er mere end på noget tidspunkt siden 1980’erne. Var formålet derimod at skabe fred og demokrati, så går det den forkerte vej.«

Den officielle begrundelse for krigen var, at det var nødvendigt at lave et præventivt angreb pga. masseødelæggelsesvåben.

Robert Ørsted-Jensen

Bill
Jeg forstår ikke hvad du mener?

Kasper Hvid
Det synes mig som om at både journalister og politikere har lagt utallige begrundelser ned over Irak helt efter deres egen fantasi, øjeblikket eller tuilfældige forgodtbefindende og flere af dem er i modstrid med hianden. Hintermann kommer her op med sine helt egne ideer hvad dette angår, med en påstand om at begrundelsen for at fjerne Saddam skule være at man ville have en stabil olieproduktion.

Den med masseødelæggelsesvåben var selvfølgelig en taktisk begrundelse. Det var snarere sådan at man ærgrede sig over at man ikke gjorde arbejdet færdigt efter gulfkrigen, og man forsøgte så at vride og vende og dreje for at komme op med begrundelser der kunne gøre Saddam medansvarlig for 9/11.

At Saddam havde masseødelæggelsesvåben og anvendte samme mod sine egne mindretal er en kendsgerning. Han havde p-våben, men han havde ikke a-våben - endnu (der er sgu ikke tvivl om at han gerne ville have a-våben også).

Lars-Bo Abdullah Jensen

Robert:

Den smule WMD der blev fundet, var ikke begrundelsen, heller ikke olie.

En ikke uvæsentlig begrundelse, nævnes i bogen America's secret war, af George Friedman, hvor han meget grundtigt gennemgår hændelser og bevægsgrunde. USA var begyndt at midste vægt i området, efter at USSR var blevet jaget ud af Afghanistan, og de selv var blevet til grin, da de mistede OBL i bjergene. Når de bad de arbabiske lande om at springe, spurgte de ikke længer om hvor højt, men hvorfor. Da de forlangte at KSA stoppede pengeflowet til muhajadinerne, nægtede de, ud fra en holdning om, at de ikke turde satse på de forkerte. muhajadinerne havde lige knækket halsen på USSR, de var vel motiveret og de var i forvejen ikke venlig stilt overfor kongefamilien, at stoppe pengestrømmen, kunne gøre KSA til et mål, og ingen mente at USA ville kunne beskytte dem. USA havde behov for at bevise de rent faktisk kunne vinde en krig, og der så det grundet santioner udsultede Irak ud til at være en udemærket prøveklud. En hurtig og overbevisende sejr imod Irak, ville kunne tromle tvivlerne tilbage til folden. KSA var så meget imod at tage risikoen, at de forbød USA fra at bruge KSA som afsæt, hvorfor angrebet kom fra andre lande, ingen tvivl om at KSA spillede på to heste, deres efterretningstjeneste stod til USAs tjeneste, og operationer der ikke var direkte offentlige kunne også foregår fra KSA.

Iraq blev ofret for at banke tvivlerne på plads, samtidig for at fjerne en højtråbende og provokerende modstander i området, at man kunne sætte sig på olieproductionen, ved senere at indsætte sit eget håndplukkede styre, var en bonus, men ikke hovedforemålet. Selve krigen vandt de hurtigt, som vi ved tog det betydelig længere at vinde over modstander, og det lykkedes aldrig rigtig. Man købte sig til fred, udviddet selvstyre, støtte til først den ene side, så den anden side, og man sikrede sig, at de mest besværlige blev banned fra politik og offentlige embeder.

Resultatet er som det ses idag, en Kurdisk præsident for et Arabisk land, med en præmiereminister, som en stor del af befolkningen har svært ved egentligt at respektere, idet de mener at han vise sine sande følelser for landet, ved at forlade det, og stikke halen imellem benene, ikke at jeg ikke ville have gjort det samme i hans situation, men med tanke på at vi taler et mands domineret samfundt, med en naturlig arabisk kultur, og samtidig et land, med lang kamphistorie, er netop det at stikke af, ikke noget der sættes særligt højt. "Run to fight another day", den sælger ikke rigtig i de egne.

Resultatet, hele statsadministrationen skal bygges op fra scrats, den blev demonteret under amerikanernes første tid i landet, landet føler at de står på randen af en opsplitning, hvor de olierige områder, står til at forlade de centrale områder, folk i landet, der før, trods alt havde rimelige forhold, så længe de holdt sig fra at have en politisk holdning, lever idag med dårlig infrastruktur, dårlig forsynings sikkerhed. Det tidliger så fremstående i uddannelse, og sekularitet, er nu havnet i dårlig uddannelse, og større og større tilbagestræben til de oprindelige religiøse værdier, som egentligt er en naturlig udvikling, når de andre forhold ikke er i orden.
Toget Iraq, er ikke bare stoppe, fået udskiftet føre og sat på sporet, det blev stoppet, vognene skilt og send til forskellige stationer, den nye fører arbejder vist for et andet selvskab, og vil formodentligt ikke følge køreplanen, og sporene er blevet spredt for alle vinde.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er ganske enig i at WMD ikke var årsagen - det var bare propaganda Abdullah - olie spillede bestemt en rolle bag Irak invasionen - det er der næppe tvivl om - men du har utvivlsomt ret i at det ikke var en afgørende rolle.

Alligevel ville jeg være mere forsigtig med at drage slutninger og konbklusioner allerede nu - det er bestemt muligt at USAs politik viser sig at have sejret fundamentalt - både i Irak i Libyen og endog også i Afghanistan.

Maya Nielsen

Jeg håber nu fortsat på ar ASsad bliver røget ud af sin rotterede, man kan altså ikke forsvare en diktator med at der måske bliver mere krig efterfølgende, og nej Assad eller Syrien er fandme ikke ansvarlig for hvordan dumme Irakkere ikke kan finde ud af en human måde at styre deres land på, Man er er nødt til forevigt at bekæmpe magtmisbrug, det gælder alle steder i verdens lande. HVIS DE SELVBESTALTEDE HALVGUDER I FORM AF iranske præster blev vippet af pinden til fordel for et verdsligt demokratisk styre så var der sørme også mange lange hvor sansynligheden for fred blev meget større... Ud med dem gamle skæggede folkeundertrykkere.... Der slår folk i hovedet med deres ondskabsfulde version af Islam !

Maya Nielsen

Og desuden kan det jo være at de engang kemiske våben på. Sin rejse rundt i diktatorernes verden er endt med at gemme sig i Syrien, var der ikke en hel masse underlige lastbiltransporter fra Iraks millitær ind over den Syriske grænse i Krigens tidlige opstart, eller er det min hukommelse der er blevet debil-cement ?

Lars-Bo Abdullah Jensen

Maya:

Det var Saddams og Assads forhold slet ikke til på daværende tidspunkt.
Det er rigtigt at våbenen var der engang, de blev brugt og efterfølgende destrueret, de ringe mængder der blev fundet, var og ville være til større fare for dem som skulle affyre dem end dem som de skulle affyres imod. Lagerne var tomme, stort set som det var blevet indberettet. Check feks. hvor den nuværende premirier minister gemte sig, selv om Assad har været god til at give alle sider et fristed, hjælper det jo ikke på forholdene mellemstatsligt, at gemme modstander og modstandsgrupper i sit land.