Automatvåben, sprængstoffer, tændsatser og mortergranater i to forskellige størrelser. Det var indholdet af en lastbil, som Tyrkiet tidligere på året standsede på grænsen til Syrien. Ifølge en netop lækket FN-rapport var våbnene på vej til Damaskus med venlig hilsen fra Revolutionsgarden i Teheran.
Iran spiller en nøglerolle i den syriske konflikt. Våben, penge, militærrådgivere, olie, overvågningsteknologi og politisk opbakning hører til den omfattende støtte, som Iran yder den trængte diktator, Bashar al-Assad. En bistand, som sammen med den politiske og militære støtte fra Rusland er afgørende for det syriske regimes evne til at bekæmpe den folkelige opstand og det væbnede oprør, som ifølge FN har kostet mere end 15.000 mennesker livet.
Massiv bistand
Den dansk-iranske forsker Ali Alfoneh fra American Enterprise Institute i Washington har specialiseret sig i den iranske Revolutionsgarde. Og han følger nøje med i, hvad den magtfulde styrke foretager sig både i og uden for Iran.
»Der er ingen tvivl om, at Revolutionsgarden hjælper det syriske styre. Det har flere ledende medlemmer af Revolutionsgardens særlige enhed for eksterne operationer, Al-Quds, også bekræftet offentligt,« siger han og henviser bl.a. til Revolutionsgardens PR-chef, Ramezan Sharif, som bl.a. har indrømmet det i et interview med det iranske dagblad Tehran-e-Emrouz.
Ifølge Alfoneh omfatter støtten til Bashar al-Assad og hans militærstyre alt fra militærrådgivere til overvågningsteknologi og våben. Det sidste afviser Teheran, men en ny rapport fra FN’s Iran-sanktionskomité indeholder flere eksempler på beslaglagte våbentransporter til Syrien.
»Iranerne leverer først og fremmest efterretninger til Syrien, og så har Revolutionsgardens underafdeling for eksterne operationer, Al-Quds, lært syrerne, hvordan de skal overvåge oppositionen på de sociale medier og lært dem, hvordan de kan lukke for mobil- og internetkommunikationen uden at lamme hærens egen kommunikation,« siger han og fortsætter: »Da den syriske opstand brød ud, anede de syriske efterretningstjenester ikke, hvad Facebook var.«
Det gjorde iranene derimod, fordi den iranske opposition allerede i 2009 brugte de sociale medier til at organisere deres demonstrationer.
Økonomisk støtte
Chefen for det danske Institut i Damaskus, Anders Hastrup, fortæller også, at iranernes indflydelse er kendt i den syriske hovedstad. Han kender udmærket til rygterne om iranske militærrådgivere, iransk bistand til overvågning af oppositionen og ikke mindst rygterne om store iranske pengebeløb, der jævnligt lander på syriske bankkonti.
Ali Alfoneh bekræfter, at Iran yder omfattende økonomisk hjælp til det sanktionsramte syriske styre.
»Det er der ingen tvivl om. Hvis Syrien ikke fik store pengeoverførsler fra Iran, ville det være umuligt at holde det syriske punds værdi så relativt stabilt,« siger han.
100 syriske pund koster i dag ca. ni danske kroner mod 11 kroner for et år siden. Når Iran vælger at holde hånden over den syriske diktator, er det ikke, som man måske kunne forvente, af religiøse grunde, forklarer den danske Iran-ekspert Jane Bjerre Christensen fra Dansk Institut for Internationale Studier.
»Det er en politisk-ideologisk alliance mod Israel og USA,« siger hun og understreger, at Syrien er Irans eneste allierede i Mellemøsten.
»Religionen er ikke afgørende, for selv om Assad-styret tilhører den shiitiske tro, er Allawi-sekten ikke specielt populær i Iran,« siger hun.
Efterhånden som den syriske borgerkrig har fået en mere udtalt sunni-shia-dimension, er de religiøse bånd dog blevet stærkere, siger hun.
Ali Alfoneh mener også, at det er den fælles israelske og amerikanske fjende, der binder de to venner sammen.
»Iran betragter Syrien som en frontlinjestat i kampen mod USA og Israel, og det i en sådan grad, at man ikke kan udelukke, at iranerne vil komme det syriske styre militært til hjælp på et tidspunkt,« siger han.
Alfoneh peger på, at Revolutionsgardens PR-chef netop forklarer støtten til Syrien med den fælles modstand mod Israel og USA.
»Syrien er frontlinjen i kampen mod zionismen og den globale arrogance, og derfor vil vi ikke tøve med at besvare syrernes anmodning om støtte og hjælp,« siger Ramezan Sharif til Tehran-e-Emrouz.
Uden for døren
Iran-eksperterne vurderer samstemmende, at den iranske støtte er med til at forlænge det syriske regimes levetid. På trods af Irans nøglerolle var den iranske udenrigsminister ikke inviteret med, da det internationale samfund i weekenden mødtes i Genève for at diskutere tidligere FN-generalsekretær Kofi Annans plan for et fredeligt magtskifte i Damaskus.
Hverken USA og EU var indstillet på at lade iranerne deltage, hvilket, Janne Bjerre Christensen mener, er uklogt.
»USA ser Iran som en del af problemet i stedet for en del af løsningen, og spørgsmålet er, om det er rigtigt,« siger hun. »Iran har i det lange løb ikke nogen interesse i et ustabilt Syrien. De er interesseret i at have en allieret, også når Assad en dag er væk. Derfor kunne Iran formentlig spille en vigtig mæglerrolle.«
Ali Alfoneh mener imidlertid ikke, at det gør den store forskel, om Iran bliver inviteret ind i varmen eller ej.
»Diplomatiet har for længst spillet fallit, med eller uden Iran,« siger han. »Det eneste, der afgør udfaldet af den syriske borgerkrig nu, er parternes styrke på slagmarken. Det eneste, vi kan stille op udefra, er at forsøge at mindske blodbadet. Det kan vi bl.a. gøre ved at sørge for, at det ikke ender med en massakre på alawitterne. Medlemmerne af det nuværende styre skal have en udvej, ellers vil de aldrig opgive magten.«
Der er ingen grund til at Iran skal stoppe sine økonomiske og politiske forbindelser med Syrien, begge to som to suværene stater.
Det er snarere Tyrkiet, Saudi Arabien, Israel og USA, der skal stoppe deres bidrag til terroristerne (som vestlige medier kalder for oprørne), i form af bl.a. våben, penge, trægningsmuligheder og medieopbakning.
Vesten har det svært ved at vælte den syriske regering og skabe borgerkrig i landet, takket være den folkelige opbakning, og støtten fra lande som Rusland, Kina og Iran.
Det er en mærkelig artikel, som prøver at snige sig uden om det helt væsentlige i Syrien - at USA har opvergivet sin Mellemøstenpolitik til iraelske lobbyister og folk placeret i den amerikanske statstadministration af denne lobby. Se
http://www.agenceglobal.com/index.php?show=article&Tid=2824
hvor den neutrale (i modsætning til Informations dækning af syrien) EKSPERT Patrick Seale skriver om konflikten i Syrien - og indplacerer den hvior denhører hjemme: nemlig i Israels langsigtede planer om total hegemoni i regionen. Første trin var Irak, næste Iran og Syrien. Det hører vi ikke noget om fra Informations journalister.
Her er det væsentlige i konflikten som udspiller sig:
http://www.agenceglobal.com/index.php?show=article&Tid=2824
Six conflict-zones of the Greater Middle East are in danger of erupting into fresh violence. In all six, the United States and its allies seem unable -- or perversely unwilling -- to contribute to a peaceful solution. Instead, in each case, they are adding fuel to the fire.
When President Barack Obama assumed office on January 20, 2009, he had a chance to put an end to America’s 30-year estrangement with Iran. There was even talk of a grand bargain which would have resolved fears about Iran’s nuclear programme and stabilised the Gulf by recognising Iran’s legitimate place and role in it. There was also a chance that U.S. engagement with Iran would calm Sunni-Shi‘i tensions across the region brought to boiling point by the Iraq war.
These hopes have proved vain. Instead, the United States has chosen to wage an undeclared war on Iran. It is crippling its economy by means of sanctions and has joined with Israel in subverting its nuclear and oil installations with cyber-attacks.
Moreover, in this year’s three rounds of talks between Iran and the five permanent members of the UN Security Council plus Germany (the so-called P5+1), the United States has refused to compromise. A deal was on offer whereby Iran would give up enriching uranium to 20% in exchange for an easing of sanctions and a recognition of its right under the Nuclear Non-Proliferation Treaty to master the nuclear fuel cycle for peaceful purposes. Instead, the United States has hardened its position by embracing Israel’s demand that Iran be forced, by means of further sanctions and military threats, to suspend all enrichment.
In piling on the pressure, the real goal of the United States and its Israeli ally would seem to be regime-change in Tehran, rather than putting an end by negotiation to Iran’s so far non-existent nuclear weapons programme. Israel’s friends in the U.S. Congress are already pressing the Obama administration to suspend the talks with Iran and resort instead to military measures. Just as Israel’s friends in George W. Bush’s administration pushed the United States into destroying Iraq, so the aim now would seem to be to push the U.S. into destroying Iran. Needless to say, if Iran is pressed too hard, the danger of a hot war breaking out is ever present.
The United States has also entered the fray in Syria, where the beleaguered Asad regime is facing a widespread urban guerrilla war together with terrorist attacks -- suicide bombings, assassinations, destruction of public buildings -- in large cities, including Damascus. All the major U.S. media – Fox News, Time, the Washington Post, the New York Times, the Christian Science Monitor, the Wall Street Journal – have reported that CIA officers in southern Turkey are ‘coordinating’ arms shipments from Saudi Arabia and Qatar to the Syrian rebels, especially, it would appear, to armed Islamic groups. Needless to say, arming the opposition is undercutting Kofi Annan’s peace plan for Syria.
It is Russia rather than the United States that is calling most urgently for a negotiated settlement of the crisis. In the Huffington Post of June 21, Russia’s foreign minister Sergei Lavrov wrote: “We need to bring all the weight to bear on both the regime and the opposition and make them cease fighting and meet at the negotiating table.” He called for the convening of “an international conference of the states directly involved in the Syrian crisis.... Only in this way can we keep the Middle East from sliding into the abyss of wars and anarchy.” Lavrov rightly sees the assault on Syria as “an element of a larger regional geopolitical game.” Indeed, instead of joining Russia in pressing for an evolutionary transition of power in Syria, the United States has adopted as its own the Israeli ambition of bringing down the whole so-called “resistance axis” of Iran, Syria and Hizballah, which has dared make a dent in Israel’s regional hegemony.
Campaigning for re-election and under intense pressure from the Israeli lobby and from a pro-Israeli Congress, Obama is silent when it comes to Israel’s continuing land grab on the West Bank and the unpunished violence of fanatical settlers against helpless Palestinians. Just as he has lost control to Israel of U.S. foreign policy when it comes to Iran, so Obama has collapsed in front of the Greater Israel ambitions of Israel’s Prime Minister Benyamin Netanyahu.
@Heydari
Så man må gå sende penge til en regering, der slagter sin befolkning? Men man må ikke sende penge til folk der gør oprør med denne regering?
@ Hansen
Det med at Assad slagter sin befolking, er blot en påtand og medieløgn (a la Saddams masseødlæggelsers dit og dat), men der er tonsvise dokumenter om, at "oprørerne" er blot en håndfuld terrorister og lejesoldater, som ikke har noget med oppositionen og folket at gøre.
Syrien konflikten beskrives i vestlige medier som et diktatur, der bekæmper en legitim demokratisk opposition med militære magtmidler. Det internationale samfund kræver, at Assad går af og overlade styret til oppositionen. De store civile tab indtil dette sker, skal begrænses i en humanitær intervention efter Libyen modellen (The responsibility to protect – R2P).
Der er imidlertid et par uldne punkter: Hvordan kan det være at konflikten er blevet militariseret? Jo det sker, fordi udenlandske kræfter leverer våben og soldater til Den Frie Syriske Hær (FSA) via Tyrkiet. Gildet betales af Saudi Arabien, våbenforsyningerne kommer fra USA, og den nødvendige militære støtte i form af uddannelse, efterretning osv leveres af NATO, præcis som i Libyen.
Næsten dagligt kolporteres historier om begivenheder, der kunne anvendes som begrundelse for at en direkte militær indgriben. Den seneste var Syriens nedskydning af et tyrkisk fly. Tyrkiet er ikke blevet afkrævet forklaring på hvorfor man lod et militærfly flyve under radaren i stor fart mod den syriske grænse. En sådan manøvre betragtes som en aggressiv handling, der kalder på reaktion. Hvorfor løb Tyrkiet den risiko?
Charlotte Aagaard er desværre en af de mange nyttige idioter, der stadig dominerer den danske og internationale presse og puster til ilden, der før eller siden ender med en ”humanitær intervention”.
Læs mere på modernetider.dk