Læsetid: 9 min.

Jagten på den grønne økonomi er gået ind

I 1992 blev ’bæredygtig udvikling’ det diffuse mantra fra den første Rio-konference. Nu har Rio+20 givet verden et nyt ’buzz word’: grøn økonomi. Diskussionen om, hvad det egentlig skal betyde, er i fuld gang
En dreng holder et spædt træ op, før det bliver plantet under en ’Plant for planeten’-aktion ved Rio-topmødets konferencecenter hovedsagelig for at protestere mod fældning af klodens ’lunger’, regnskovene, og for at sætte fokus på den ’grønne økonomi, som blev indført i FN’s ordbog ved topmødet.

En dreng holder et spædt træ op, før det bliver plantet under en ’Plant for planeten’-aktion ved Rio-topmødets konferencecenter hovedsagelig for at protestere mod fældning af klodens ’lunger’, regnskovene, og for at sætte fokus på den ’grønne økonomi, som blev indført i FN’s ordbog ved topmødet.

Evarasta Sá

3. juli 2012

I januar, da det første udkast på 19 sider til deklaration fra Rio+20-topmødet blev lagt frem til diskussion, begyndte afsnittet om grøn økonomi således:

»Vi er overbevist om, at grøn økonomi i en kontekst af bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse skal bidrage til at nå centrale mål«.

Nu er topmødet overstået, og processen med Rio-deklarationen – nu på 49 sider – er tilendebragt. Afsnittet om grøn økonomi er svulmet fra én side i januar til tre en halv side i det vedtagne dokument. I starten lyder det nu sådan:

»Vi betragter grøn økonomi i en kontekst af bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse som ét af de vigtige redskaber, der er tilgængelige for at opnå bæredygtig udvikling, og som kan give muligheder for politikformulering, men det bør ikke blive et stift sæt af regler.«

De tre en halv side siger en hel del om, hvad en grøn økonomi ikke må, og hvad den skal respektere, hvorimod de ikke siger noget om, hvad en grøn økonomi faktisk er. Ikke desto mindre er begrebet nu for første gang indskrevet i FN-vokabulariet, og processen med at diskutere, udvikle og måske ligefrem virkeliggøre det kan tage fart.

»I 1992, da begrebet bæredygtig udvikling blev lanceret, gik vi alle rundt og sagde, ’Hvad mener vi egentlig med bæredygtig udvikling? Vi ved det ikke rigtigt.’ Når vi i dag prøver at forstå, hvad vi mener med ’grøn økonomi’, står vi i nøjagtig samme situation: Ingen ved reelt, hvad denne skabning kaldet ’grøn økonomi’ er. Alligevel jager vi den desperat. Vi forhandler om den, vi kæmper om den. Vi har en masse mennesker i jakkesæt og slips siddende i kongrescentret Rio Centro, hvor de slås på kommaer og punktummer om definitionen på en grøn økonomi. Men hvis man spørger, hvad de mener med grøn økonomi, tror jeg, de alle vil have forskellige svar,« sagde Sunita Narain i Rio, leder af det indiske Centre for Science and Development og veteran i den globale miljøkamp siden Rio-konferencen i 1992. Narain talte ved et af de mange parallel-arrangementer, mens forhandlerne sad begravede i deres tekstanalyser i Rio Centro.

Det magiske nye ord

’Grøn økonomi’ er ifølge Narain det nye buzz word, der kan bruges til hvad som helst og sikkert også vil blive det.

»For første gang nogensinde anerkender hele verden, at grøn økonomi skal være med til at udrydde fattigdom og bevare skovene, havene og alle de andre rigdomme, naturen giver os. Det er et godt udgangspunkt, for fælles forståelse er begyndelsen til handling,« skrev miljøminister Ida Auken (SF) i sin blog ved Rio-mødets afslutning.

»Den grønne økonomi, som blev godkendt i går, er ikke længere den model, den maske for kapitalismen, de ønskede, et neokolonialt instrument. Vi var i stand til at få indføjet, at det er hvert enkelt lands suveræne ret til at vælge sin model for bæredygtig udvikling,« sagdeVenezuelas forhandler, Claudia Salerno, på vegne af de otte lande i den latinamerikanske ALBA-alliance.

Et af de mulige, centrale elementer i en grøn økonomi, som ikke rigtig nåede i fokus i Rio, var begrebet planetary boundaries, det vil sige erkendelsen af, at der er fysiske grænser for, hvor mange ressourcer der kan trækkes ud af planeten, og hvor mange affaldsstoffer der kan hældes ud over den. Begrebet lægger op til at definere grænserne og dermed også til at sætte grænser for den materielle vækst. Antagelig af den grund afviste både USA og G77-gruppen af u-lande EU’s ønske om at få planetary boundaries med i topmødedeklarationen.

»At anerkende, at Jorden ikke endeløst kan levere de ressourcer, mennesker er afhængige af, menes at begrænse den personlige frihed og er derfor åbenbart uacceptabelt,« skrev en frustreret leder af Sustainability Science Center ved Københavns Universitet, professor Katherine Richardson – selv en af forskerne bag begrebet – i sin blog fra Rio de Janeiro-topmødet.

Grønt bogholderi

Så meget desto mere kom et andet begreb med relation til den grønne økonomi til at fylde: ’Naturkapital’ og ’naturkapital-bogholderi’. Begrebet er ikke direkte nævnt i deklarationen, men var emne for adskillige seminarer og initiativer uden om de officielle forhandlinger.

Det handler om at gøre op med forestillingen om, at naturen leverer sine goder gratis, det vil sige anerkende værdien af miljøet, ressourcerne og naturens ’serviceydelser’ for at bremse det eskalerende misbrug. Som formuleret af en af drivkræfterne bag begrebet, Achim Steiner, direktør for FN’s Miljøprogram (UNEP):

»Indregning af naturkapital i bundlinjen handler om at bringe planetens virkelige rigdom fra det usynlige til det synlige spektrum for at tippe balancen fra ødelæggelse til bæredygtig håndtering for lokalsamfund, virksomheder og lande.«

Under Rio-mødet præsenterede 39 banker og finansvirksomheder en Deklaration om Naturkapital, der opfordrer til at inddrage værdisættelse af naturkapitalen ved f.eks. investerings- og udlånsbeslutninger.

»Økosystemernes goder og naturkapitalens tjenester er billioner af dollar værd om året,« hedder det i deklarationen.

Hidtil er de ikke blevet regnet med på samme måde som finansiel og social kapital, når virksomhederne træffer beslutninger, og når den økonomiske vækst opgøres. Fremover forpligter de underskrivende virksomheder sig derfor til »systematisk at tage naturkapital i betragtning og værdisætte den« i forbindelse med lån, investeringer og forsikringsforretninger.

Under Rio-topmødet nåede 88 private virksomheder at tilslutte sig deklarationen – blandt dem Wal-Mart, Dow Chemical, Nestlé, Rabobank, Citi, Nike, Coca-Cola, Puma og Unilever – og dertil 59 lande – blandt dem Danmark – samt 16 ngo’er og internationale institutioner.

Også fra erhvervslivets eget topmøde i Rio med 2.700 deltagere udgik der et budskab om at introducere naturkapital-bogholderi for at dirrigere fremtidige investeringer i langsigtet bæredygtig retning.

Den, der har leveret det væsentligste videnskabelige biddrag til værdisættelse af naturen og dens tjenester, er antagelig Pavan Sukhdev, den tidligere Deutsche Bank-direktør, der for UNEP og med støtte fra bl.a. EU har forestået det flerårige TEEB-program, The Economics of Ecosystems & Biodiversity.

Naturens pris

Ét fokus i projektet har været at sætte pris på, hvad naturens tjenester er værd for landbefolkninger i u-lande.

»Levevejen for især fattige landbrugssamfund er stærkt afhængig af at kunne trække på naturens frie goder – brænde, vand, næringsstoffer fra økosystemerne etc. Disse værdier har imidlertid været usynlige i de nationale økonomiske regnskaber, og derfor er der ikke blevet lagt vægt på at beskytte dem,« sagde Sukhdev i Rio.

Opgøres og indregnes disse værdier, sådan som TEEB-projektet har gjort,viser det sig, at de kan udgøre 45, 75, ja, helt op til 90 pct. af de fattiges husstandsindkomst, ’de fattiges BNP’. En sådan indregning af naturkapitalen kan derfor motivere til helt anderledes politiske beslutninger om beskyttelse af økosystemerne.

»Man må forstå, at økonomi er politikkens valuta. Vil man overbevise politikere om at tage de for almenvellet rette beslutninger, er man nødt til at tale til dem i et sprog, de forstår,« sagde Pavan Sukhdev.

Han understregede, at markedet kan bringes til at reagere mere bæredygtigt, hvis der således sættes pris på naturkapitalen, hvorimod »markedet er ude af stand til selv at definere disse priser – det er samfundets og politikernes ansvar.«

Naturens værdighed

Rio-mødet afslørede, at der ikke er enighed blandt de grønne fagfolk om dette hjørne af en grøn økonomi.

Joachim Spangenberg, der både er økonom og økolog og i dag vicedirektør for det tyske Sustainable Europe Research Institute (SERI), pegede f.eks. på det dilemma, at den grønne prissætning gør naturen til et undersystem under økonomien.

»Økonomer har længe ignoreret naturen. Nu opdager de, at den er ved at blive en knap ressource, og så får den værdi og gøres derved til del af økonomien. Miljøet kommer til at bestå af varer, der har en pris og kan handles. Prisen sørger for, at der ikke sker en misallokering af kapital, den hidtidige markedsfejl bliver rettet, optimum sikres,« hed det i Spangenbergs beskrivelse af filosofien bag prissætning af naturkapitalen.

»Men naturen er ikke en del af økonomien – det er økonomien, der er en del af naturen, og det giver en fuldstændig anden synsvinkel.«

Miljøødelæggelsen kan således ifølge Spangenberg ikke anskues som en markedsfejl, der kan rettes ved at ændre priserne – det er »en markedssystemfejl«, som markedet ikke kan levere løsning på via ændrede priser.

F.eks. må en definition af naturen som omsætteligt gode indebære, at den kan deles op i salgbare enheder, hvilket ignorerer, at værdien af et økosystems elementer i afgørende grad defineres af netop deres kontekst, deres sammenhæng med det øvrige system.

»Ved en sådan økonomisk tænkning vil man f.eks. nå frem til, at en betydelig del af den biologiske mangfoldighed er værdiløs og let at undvære, fordi den ikke bidrager med en konkret, kendt og brugbar økosystem-tjeneste. Min konklusion er derfor, at vi ikke kan måle værdien af økosystemer. Vi må anskue deres værdi i en mere oprindelig betydning: Deres vigtighed for naturen selv, for samfundet m.m.,« sagde Spangenberg og reciterede Immanuel Kant: Alt, som kan erstattes af noget andet, er en vare, der kan have en pris. Ting, der er unikke og ikke kan erstattes, har ingen pris, men værdighed.Hvad han dog er ganske enig med Pavan Sukhdev i, er nødvendigheden af at opgøre de faktiske tab, de reelle omkostninger ved ødelæggelse af natur og miljø. Ødelægges f.eks. en landsbys naturlige vandforsyning, indebærer det nye omkostninger til at bringe vand til landsbyen udefra, og det kan sige noget om, hvad der som minimum bør investeres i at forebygge ødelæggelsen.

Ida Auken fremhævede i Rio en ny Verdensbank-undersøgelse i følge hvilken otte pct. af u-landenes BNP i gennemsnit tabes på grund af miljøødelæggelser – ud fra ren kassetænkning kan det altså svare sig at bruge op til otte pct. af BNP på at forebygge skaderne.

»Som redskaber til at forebygge skader, ændre adfærd og nå politisk definerede miljømål giver det således mening at bruge økonomiske incitamenter – det har bare intet at gøre med at beregne værdien af naturen i penge. Det er umuligt,« mente Joachim Spangenberg.

Grøn vækst

Sunita Narain mener, at den internationale grønne bevægelse, hun er del af, ikke endnu har evnet at artikulere egne ideer om, hvad den grønne økonomi går ud på. »Der er brug for at sætte priser, der dirrigerer investeringer i retning af noget, vi betragter som bedre. Men det er ikke nok. Det hjælper os ikke til at bevæge verden mod den store omstilling, vi alle taler om, men ikke har mod til at føre igennem,« sagde hun.

»For hvert bankkrak eller statsbankerot bliver det tydeligere, at den kendte vækst koster os væksten selv foruden planeten. Og det er tydeligt, at der ikke er råd til denne vækstmodel for hele verden – vi har simpelthen ikke ressourcerne til det.«

Narain frygter, at en grøn økonomi fokuseret på ændrede prissignaler alene fører til grønne teknologier, som de velstående lande og befolkningsgrupper, men ikke de fattige, har råd til. Dermed vil de eksisterende forskelle bestå, de rige lande vil fortsat søge ekspansion, og de fattige vil fortsætte »deres desperate forsøg på at indhente dem«.

»Det centrale i den grønne økonomi er ikke pris, men rettigheder. Princippet om lighed og retfærdighed bør være det, der ligger til grund for økonomisk vækst i fremtiden. Kun hvis væksten er retfærdig, kan den blive bæredygtig,« siger den indiske miljøleder.

»Hvis vi vil sætte rammer for økonomien baseret på alle landes og borgeres lige rettigheder til de fælles naturværdier på kloden, så vil det indebære grænser gældende for alle, og det vil kræve forandringer og omfordeling af ressourcer i en skala, vi ikke har set magen til. Princippet om lighed bliver dermed en løftestang for at skabe en grøn økonomi.«

Den økologiske økonomis grand old man, professor Herman Daly, kunne ikke komme til Rio, men sendte en videohilsen til en konference arrangeret af Det Internationale Selskab for Økologisk Økonomi (ISEE). Her sagde Daly, at han foretrækker at opfatte ’grøn vækst’ i udtrykkets botaniske betydning: Planter, der formår at omsætte solenergi og nyttiggøre naturens næringsstoffer i et evigt kredsløb.

»Planter evner at gøre dette uden nogen hjerne, og det bør vi kunne duplikere. Desværre bruger vi alle vore store hjerner til at udtænke noget bedre: Det er ikke godt nok at imitere planterne – vi vil ombygge verden. Som IBM med sin store hjerne siger i nye reklamer: ’Lad os bygge en klogere planet’. Jeg tror, det vil være meget bedre at sige: Lad os foretage en klogere tilpasning til den planet, vi er skabt af og har udviklet os med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Tak for en god artikel, og et specifikt tak for at bringe det smukke, men for mig ukendte, citat "Alt, som kan erstattes af noget andet, er en vare, der kan have en pris. Ting, der er unikke og ikke kan erstattes, har ingen pris, men værdighed" af Immanuel Kant.

Der kan ikke eksistere nogen form for grøn økonomi i det økonomiske paradigme som vi lider under. Alt hvad der er godt for den nuværende "økonomi" er direkte skidt for alt der er grønt og bæredygtig.

Planeten har ikke godt af mere "vækst", men ville have det bedre med minus vækst.

randi christiansen

Herman Daly : "Jeg tror, det vil være meget bedre at sige: Lad os foretage en klogere tilpasning til den planet, vi er skabt af og har udviklet os med."

Så enkelt kan det siges, men det er jo et gevaldigt paradigmeskift - især inden for ejendomsretten til naturressourcerne. Den 0,01% skal give slip

Ejerskabet tilhører fællesskabet. Ambitionen for fremtidig ressourceadministration kan derfor formuleres :

En global solidarisk og bæredygtig miljø-og socioøkonomisk ressourceadministration

Niels Ishøj Christensen

Tak for en god og inspirerende artikel. Den fremtidige udfordring er at fastlægge en global og almen accepteret definition af "grøn økonomi". Her kan økonomer bidrage, men det er ikke nok. Der er også brug for filosofi og demokratisk idédebat udviklet på globalt græsrodsplan. Siden Karl Marx er der ikke gjort kvalificerede, filosofiske forsøg på at forstå den pengekapitalistiske økonomis væsen som som formidleren imellem menneskerog naturen og dens ressourcer..

Selv tror jeg, at en egentlig global, grøn økonomi er umulig at realisere igennem brugen af penge og kapital. Tværtimod skal jorden og natur-ressourcerne friholdes fra overgrebene og monopoliseringen med pengekapitalerne som redskaber. For hvad er de andet end universelle, menneskeskabte magtsybloler, som er udviklet historisk i forlængelse af de europæiske krige og erobringer af kolonier?

I en grøn økonomi virkeliggjort med penge og kapital vil det først og fremmest handle om at opretholde eller maksimere de investerede kapitalmidler via en kapitalisering af naturressourcerne. Men som den indiske miljøleder Sunita Narain siger: "Det centrale i den grønne økonomi er ikke pris, men rettigheder..." Derfor må alle vigtige ressourcer og råstoffer i en kommende (fjern) fremtid forvaltes og fordeles gennem fælles globale aftaler uden at blive handlet og omsat gennem pengekapitaler.

jan williams

Nogle gange undre jeg mig over, at jeg som person faktisk er rimelig optimistisk, for egentlig føler jeg, at hovedparten af de "grønne" tiltag som sættes i værk og som vil "frelse" os fra verdens undergang, kun luller os ind i en falsk tryghed om, at vi er på rette spor. Det er vi ikke. Slet ikke.

For et af de problemer, vi såkaldte I-lande har rodet os ud er vort enorme energiforbrug, og som jo er opstået på utrolig kort tid. For ser vi eksempelvis på Danmarks energiforbrug for halvtreds år siden, så lå det på cirka 40% af det vi har i dag, nemlig på omkring 350 PJ (PetraJoule) mod nutidens energiforbrug på 800 PJ.

Og dette enorme energiforbrug skal åbenbart blot fortsætte, for jeg fornemmer da ikke, at man har slået bremsen i for nye motorveje, vækst og andre tiltag der blot vil gøre vores afhængighed af energi endnu større.

Og her hjælper solceller, vindmøller og biomasse altså ikke et hammerslag. Og slet ikke ikke hvis vi naivt tror, at "festen" blot kan fortsætte. For jo, solceller, biomasse og vind kan da være os behjælpelige, men det som er allervigtigst, det er at vi erkender, at vort energiforbrug skal nedsættes ganske betydeligt. Ellers er det faktisk mere eller mindre ligegyldigt.

For at anskueliggøre det, kan jeg her notere, at samtlige danske vindmøller eksempelvis kun yder omkring 30 PJ i energi ud af vort totale energiforbrug på 800 PJ, altså mindre end 5%. Og som vi ved, er dette energitilskud jo mildest talt oven i købet noget uberegneligt.

CO2? For at sætte det i perspektiv, så skal der faktisk omkring 2400 stk. 2 MW vindmøller til bare for at holde trit med den CO2 udledning som flytrafikken til og fra Kastrup Lufthavn udleder! Men der er vist ingen politiker der offentligt tør sige, at flytrafikken, den må vi sørme få halveret ... i hvert fald ikke hvis vedkommende drømmer om at blive genvalgt!

Og ja, min optimisme forsvandt da også som dug for solen, da jeg i den udmærkede artikel læste, at eksempelvis Wal-Mart, Nestlé, Unilever, mv. havde underskrevet deklarationen i Rio, og hvorfor? Ganske enkelt fordi de er selve kernen i problemet, for netop den slags globale virksomheder, er den kræftsvulst som tømmer vores jord for ressourcer blot med det ene mål at tjene penge ... men ok, hvis "grøn" økonomi skal forstås som dollar, der jo er grønne, så giver det mening, ellers ikke. Desværre!

Niels Ishøj - Hvis jeg forstår dig ret, skal du og en gæst fra udlandet hente mælk og brød hos brugsudeleren - ganske gratis ?
Hvis nej : Hvor kommer penge ind i dit billede af verden.

Niels Ishøj Christensen

Leo N. - godt sprøgsmål, og helt nede på jorden. Og netop jorden er det centrale her. Er forudsætningen for at vi kan købe mælk og brød i brugsen, at den jord, hvor det er produceret, er købt for penge og dermed privatejet af landmanden?

Niels
Ja, sådan er det nu på jordens overflade. Men er det sådan du mener, det skal være.
Og hvad med resurserne under jordens overflade.

Og tilbage til mit første spørgsmål, som du egentlig ikke svarede på.
Jorden består af stater ! Derfor tog jeg en udlænding med i formuleringen.

I din beskrivelse læser jeg det som et pengeløst verdenssamfund, altså en utopi. ???

Niels Ishøj Christensen

Leo N. I Jørgen Steen Nielsens inspirerende artikel citeres tyskeren Joachim Spangenberg, der peger på, at en grøn prissætning gør naturen til et undersystem under økonomien. Ifølge ham er miljøødelæggelsen "en markeds systemfejl", som markedet ikke kan levere løsning på via ændrede priser.

Hvis vi skal forsøge at finde frem til en grøn økonomi, må vi efter denne opfattelse (som jeg mener er rigtig) undgå markedssystemfejlen. Det vil sige: vi må undgå at forvandle jorden og dens økosystemer, vækstpotentialer og råstoffer til salgbare varer, der kan erhverves for penge og kapital på et overnationalt marked med privat vinding og kapitalmaksimering for øje..

Det drejer sig ikke om at udvikle et pengeløst verdenssamfund, men om at verdenssamfundet på centrale områder i fællesskab (FN) når frem til at forvalte og fordele udvalgte, nødvendige og ikke menneskeskabte naturressourcer efter fælles aftaler udenom det privat- og statskapitalistiske, pengesystem. Dvs vi skal blive enige om, hvilke dele og områder af kloden, der ikke længere kan erhverves og sælges med penge som byttemiddel fordi det kun medfører overudnyttelse, ødelæggelse og menneskelig ulykke.

Denne vision er rigtig langt væk fra mælken og brødet, vi køber i brugsen - utopisk? Javist, men som jeg ser det: hellere utopi end håbløshed.

Niels.Holger - Nej, hvordan kan du da tiltro mig det. Nøden vil desværre tvinge verden til ændringer, før verden indser, hvad der nødvendigvis skal gøres.
Jeg ønsker meget anderledes, indledt meget snart.
Vi kan og skal begynde selv her i landet med at bringe økonomi og økologi i samspil i så høj grad èn stat kan kan alene.
Som du måske husker, er jeg retsliberal og så behøver jeg vel ikke sige mere.

Nej, Niels, den er ikke langt væk fra brugsen.
Jeg må være praktisk for at forstå.

Lad os tage nordsøolien (som jo egentlig er statens ejendom). Den skal findes, hentes op og ind, forarbejdes, distribueres, sælges f.eks som benzin tildig nede på tanken, OK benzin henne ved brugsen.

For nemheds skyld er vi indenfor danske forhold.
Over grænserne bliver det kompliceret.
("verdenssamfundets fællesskab")

Hvad mener du.
Hvor i kæden og hvordan kommer pengene ind i billedet. Og hvor stopper staten og lader private overtage.