Kapløb om grænsestreger i koldt vand

Fra Longyearbyen på Svalbard i Norge vil et hold danske geologer og fysikere om en måned lette anker og drage gennem bugten mod Polarhavet nord for Grønland. Med en svensk isbryder i front skal de samle de endelige beviser for Danmarks krav på Nordpolen.

Togtet er en del af en ambitiøs strategi – Kontinentalsokkelprojektet – udtænkt på højeste niveau i Statsministeriet. Det skal optegne kongerigets ydre grænser i et af verdens sidste ubesatte områder.

Togtet afrunder en periode med skiftende trusselsbilleder hos NATO-landene. Hvor debatten om Arktis for få år tilbage blev fodret af frygten for et uforudsigeligt Ruslands grænsekrav, er det i dag Kinas vordende stormagtsrolle i området, offentlighedens blik retter sig imod. Og med Kinas behov for i fred at lede efter ressourcer og etablere nye nordlige sejlruter, efterhånden som isen forsvinder, tegner fremtiden mindre konfliktfyldt.

Afledt konflikt
At et konfrontationsscenario i Arktis er usandsynligt, er også konklusionen i rapporten Forsvaret i Arktis, der tidligere på året udkom fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Og selv hvis det skulle komme dertil, at eksempelvis Kina og USA en dag begynder at toppes, vil Danmarks beskedne militære muskler alligevel vise sig relativ ubetydelige.

»Men hvis der nu måtte komme en konfrontation, hvordan vil den så udspille sig?« spurgte en af rapportens forfattere og professor ved Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, på en konference tidligere på året.

»Netop fordi det er et kæmpe og tyndt befolket område, så er sandsynligheden for, at nationer støder ind i hinanden og har konflikter, ikke stor. Men det, man for alvor kan være bange for, er, at der kan være episoder, der går over gevind, som vi så tit har set i verdenshistorien, hvor små konflikter om relativ ubetydelige ting udvikler sig,« siger han og henviser til Torskekrigen, som Storbritannien og Island udkæmpede i 70’erne, hvor britiske flådeenheder stødte sammen med islandske fiskerskibe på grund af uenigheder om Islands territorium på havet.

Netop at mindske risikoen for lignende tvister om havterritorium er det danske forskerholds opgave, når den svenske isbryder Oden snart vil bane sig vej igennem det svært ufremkommelige ishav. Her gælder avanceret dataindsamling om havets dybde og undergrundens sedimentlag.

»Det er et område, der er meget dårligt undersøgt. Det er vigtige hvide pletter på landkortet,« siger leder for LOMROG III-togtet Christian Marcussen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS.

»Man må sno sig. Vi kan ikke blåøjet sige, at vi sejler rundt deroppe, og så er alt faldet på plads, når vi kommer hjem. Det er jo ikke en Galathea-ekspedition. Vi står over for en udfordring, og det er havisen. Ingen ved, hvordan den er, før vi kommer derop,« siger han.

Kortlægningspolitik
Det er sigende, at det netop er fleeceklædte geologer, der i dag står i front for at udvide rigsfællesskabets territorium. Ifølge lektor Jeppe Strandsbjerg, der forsker i arktisk geopolitik ved CBS, aftegner Arktis en stor­politisk tendens, ’kortlægningspolitik’, hvor man løser konflikter om suverænitet igennem videnskabelig opmåling og folkeret. Videnskaben har i betydelig grad bevæget sig ind på geopolitikkens område.

»Man er gået fra at tænke geopolitik som sikkerhedspolitik med skibe, kanoner og militær kapabilitet til det komplekse system, vi ser udformet i Arktis, hvor man kan afgøre suverænitet med folkeret og kortlægning. Forskningen er jo blevet politiseret i en vis udstrækning, men de arbejder stadig som geologer og geofysikere,« siger han.

Unikt er det ikke, at det danske forskerhold er sendt ud på en storpolitisk mission for at trække streger i vandet. Også Canada og Rusland forventes at ville gøre krav på Nordpolen. Det følger af en klar procedure i FN’s havret. Hver især sender staterne forskerhold ud på lange ekspeditioner for at samle data om havbunden, som siden skal bruges som bevisførelse over for FN, der så vil behandle det.

Men de konkurrerende krav om Nordpolen har fra tid til anden skabt offentlige ængstelser for konflikt­optrapning. Det til trods for at kun få procent af de kendte forekomster af olie og gas ligger uden for territorialgrænserne for de fem kyststater Danmark, Norge, Canada, USA og Rusland.

»Konfliktpotentialet blev blæst meget op for fire-fem år siden. Men det har jo ændret sig nu, og regeringerne gør meget for at understrege samarbejde,« vurderer Jeppe Strandsbjerg og giver et bud på en forklaring:

»Lige pludselig åbnede der sig et område, der for de fleste har været lukket land, med enorme ressourcer. Det satte gang i fantasiscenarierne.«

Et russisk flag
Særligt én begivenhed satte for alvor gang i fantasierne: Det var, da Rusland i 2007 meget lig en månelanding plantede et russisk flag på bunden af Nordpolen, hvorefter den cana-diske udenrigsminister, Lawrence Collins, fastslog, at man ikke ville »lade sig intimidere af Rusland«. Flagsætningen blev symbol på det, vi i dag omtaler som ’det arktiske kapløb’.

»Det, der lå i ideen om et arktisk kapløb, var, at grænserne for suveræniteten var uafklarede. Og det, der gav grobund for den idé, var det russiske flag, der blev sat på havbunden. Det vakte minder fra kolonitiden og opdagelsesrejsende, der satte et flag på toppen af et bjerg for at gøre krav på et eller andet land til en regent,« siger Jeppe Strandsbjerg.

»Alle landene har sagt, at det ikke handler om et kapløb, men om at indsamle data og kortlægge havbunden. Det eneste kapløb, der findes, er, at man skal være færdig med at indsamle data inden den dato, FN har fastsat. Der er ikke rigtig noget andet kapløb,« siger han.

Betydningen af den geopolitiske oprustning er overvurderet, vurderer også Grønland-kender Ulrik Pram Gad, der forsker i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet.

»Der er ikke nogen, der kan forestille sig, at det er rigtigt afgørende, om Rusland får sat et flag på Nordpolen eller Kina får bygget en stor isbryder. Det er ikke det, der kommer til at afgøre de arktiske rettighedsforhold – det afgøres af havretten og de videnskabelige kriterier for havbunden,« siger han.

Uvis fremtid
Men selv om konfliktscenarierne måske har fyldt for meget, er fremtiden for Arktis fortsat uafklaret, understreger Christian Marcussen.

»Interessen for Arktis skyldes naturligvis ressourcer. Men de ressourcer vi kender i dag, kan måske omfatte andre ressourcer om 50 år. I dybhavet findes f.eks. måske nogle biologiske ressourcer,« siger han.

»Men i dag er det op til os at fastsætte grænserne og få afklaret vores ret til at udnytte undergrunden. Det må være en kerneopgave for ethvert land at fastlægge de ydre grænser,« siger Christian Marcussen og understreger, at på grund af kø i FN-systemet vil Danmarks krav om Nordpolen tidligst blive behandlet om fem år.

»Men man skal jo også huske, at hvis rigsfællesskabet får ret til at udvide området ud over 200 sømil, så har man også retten til ikke at udvinde noget; til at frede det.

LOMROG III-togtet er den tredje og sidste videnskabelige ekspedition, inden Rigsfællesskabet senest i 2014 skal indsende et datasæt, der over for FN skal bevise eventuelle krav om Nordpolen.