Læsetid: 4 min.

Middelklassen flygter fra Syrien

Øjebliksbillede fra den syrisk-libanesiske grænse, hvor syriske bilister slipper ind i sikkerheden mens dem til fods bliver sendt tilbage
En familie fra Damaskus tjekkes ved grænsen til Libanon. Mens kampe i hovedstaden og andre steder har jaget mange på flugt i de seneste dage, var det forholdsvis få – og forholdsvis velhavende – flygtninge, der ankom til dne libanesiske grænse i weekenden.

En familie fra Damaskus tjekkes ved grænsen til Libanon. Mens kampe i hovedstaden og andre steder har jaget mange på flugt i de seneste dage, var det forholdsvis få – og forholdsvis velhavende – flygtninge, der ankom til dne libanesiske grænse i weekenden.

Fadi Yeniturk

23. juli 2012

Sådan ser det syriske forår også ud: Tre yngre, veltrænede alawitter i taxa fra Damaskus fredag ved middagstid: »Vi vil til Libanon for at svømme og dykke,« sagde den ene i dialekten, der kommunikeres med i Assad-klanens landsby, Qardaha, nord for havnebyen Latakia.

Han præsenterede sig som Ayman, 29 år. »Og nej, vi er ikke flygtninge. Vi er turister. Og hvad er der at flygte fra? Bashar bliver, hvor han er, det kan du roligt skrive i din avis.« – Det er du sikker på?

»Helt sikker. For vi hjælper ham«.– – Du er bodybuilder?

»Nej, jeg er bokser. Og vi vil vinde«.

Han forsvandt ind til vennerne i paskøen. Taxichaufføren, der havde overhørt samtalen i absolut tavshed kiggende væk på et punkt hinsides Al Masnaa-grænsens sværm af rejsende, spruttede:

»Du skal ikke tro ét ord. Jeg har siddet og hørt på dem i flere timer. Det er forfærdeligt. Damaskus er et kaos, og det er kun et spørgsmål om tid, før diktatoren er væk«.

Jeg så turen for mig: Sunni-chauffør med tre militante alawitter i bilen, ude af stand til at mæle et ord, der kunne afsløre ham som modstander af regimet.

Jeg var sendt herop af dramatiske meldinger på al-Jazeera og i de libanesiske aviser om paniktilstande ved grænseovergangen efter regimets modoffensiv torsdag morgen, der havde til formål at ‘rense’ hovedstaden for de ‘væbnede terrorister’, der havde invaderet byen seks dage i forvejen.

Syriske familier ankom til den libanesiske grænsestation i biler og taxier, her er der stakket med 10-12 passagerer inklusive børn, minibusser med kufferter og tasker på taget, ventil-sukkende turistbusser i skyer af sort udstødning. Varmen og de mange tv-kameraer bidrog til folks åbenlyst dårlige humør. Kvinder bag bilruder dækkede ansigterne eller rystede på hovedet: ingen billeder. Mændene vendte ryggen til de spørgende reportere, da de gik med bunker af ID-kort op til køen i paskontrollen. De var ikke på turisttur, men de var heller ikke i panik. Bilerne kom fra Damaskus, flest fra bydele, hvor der blev kæmpet, Tadamon, Midan, Kfar Sousa, Mezzeh. En kvinde havde været spærret inde i et døgn uden at gå ud.

»Der var ikke udgangsforbud, men konstante skyderier i min gade – først efter 24 timer kunne vi slippe afsted«.

Råd til hoteller

De rejsende, der ville udtale sig til pressen, berettede om besværet med at skaffe vand og mad, om elektricitets-nedbrud og den syriske hærs modoffensiv med kampvogne, mortérer, snigskytter på tagene. Jeg hørte ingen nævne ord som ‘frihed’, ‘demokrati’ eller ‘revolution’ – end ikke Gud blev nævnt.

Alawit-turisternes taxichauffør fortalte, at han havde tre ture Damaskus-Beirut hver dag - »uden at have nogen med tilbage«.

En midaldrende kvinde fortalte, at hun havde deltaget i støttedemonstrationer for Bashar al-Assad, overbevist om, at han »ville ordne problemerne«, men var blevet skuffet.

»Han må væk nu,« sagde hun.

En far til fem døtre havde hyret en taxi og fyldt den op med døtrene og deres børn.

»Det er for farligt at blive i Damaskus, som tingene ser ud nu«.

Han var modstander af regimet, ikke fordi det er udemokratisk, men fordi det ikke havde gjort noget for ham, efter han mistede højre underarm i en arbejdsulykke. Han viftede med armstumpen.

En ung kvinde draperet på bagsædet af en limousine-taxa var på vej til Beirut, hvor hun havde fået arbejde på en skønhedsklinik.

»Jeg har ikke hørt om problemer i Damaskus,« sagde hun.

En speedet al-Jazeera-reporter sagde, at 40.000 havde krydset grænsen de seneste dage, efter at nyheden om attentatet mod Bashar al-Assads sikkerhedskabinet spredtes. De flygtende blev indkvarteret på skoler i området, fortalte hun.

Samme besked fik jeg af en libanesisk aktivist, der passede modtagelsesteltet ved udkørslen fra Al Masnaa, rejst af ‘Den Muslimske Menighed’s hjælpecenter’. Da jeg senere tog rundt til tre skoler i Anjaar, en landsby få kilometer fra grænsen, var der ikke en sjæl, Der havde heller ikke været nogen.

Mahmoud Hussein, en lokal parfumehandler, der arbejder som frivillig i den islamiske hjælpeorganisation Ghrass el-Kheir (‘Barmhjertighedens Spire’), oplyste, at skolerne ’var åbne som beredskab’.

»Men folk tager videre til Beirut, hvor de har venner og familie, eller flytter ind på hoteller,« tilføjede han, »for de fleste er så velhavende, at de har råd«.

Ghrass el-Kheir er med i et suuni-islamisk netværk på ni hjælpeorganisationer, der finansieres ‘af enkeltpersoner’, hvoraf nogle er syrere i udlandet, andre at dømme efter stempler på hjælpepakkerne, fra Qatar.

Fattige sendes tilbage

Forlydender om, at flygtninge til fods afvises ved grænsen af bevæbnede libanesiske vagter, blev bekræftet af Beiruts sunnimuslimske stormufti, Rashid Qabbani. Han citerede embedsmænd for, at kun bilister blev lukket ind i sikkerheden. Dem til fods – de fattige – blev sendt tilbage. Qabbani, der er religiøst overhoved for Libanons sunnitter, sagde, at han gentagne gange havde ringet til premierminister Najib Mikati, som ikke tog telefonen.

Den libanesiske regering er imod at etablere flygtningelejre i Libanon, dels fordi regeringen vil bevare et godt forhold til regimet i Damaskus, dels fordi det vil koste penge. Det sidste blev bekræftet af en talsmand for FN’s flygtningehøjkommissariat, der gik på tv-skærmen med bedemandsansigt og opfordring til FN-medlemslandenes regeringer om at sende flere penge til de syriske flygtninge i Libanon, der nu nærmer sig 100.000.

»Vi er løbet ud for kontanter til medicin og tæpper«, sagde han, »og i august løber vi ud for penge til fødevarehjælp«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Olesen

Som man kan se, er der store klasseforskelle - både i Syrien og Libanon.

Baath-partiet er nærmest et middelklasseparti, som har fortrængt dele af den gamle overklasse fra magten.

Derfor støtter nogle af dem nu SNC.

Men oppositionens blanding af terror og udenlandske penge vil aldrig kunne bliveet regeringsalternativ.

"Flygtninge på vej til Irak frygter rebelhæren, ikke styret":

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=ZH7ilDsHQQ8

John Vedsegaard

Netop Karsten, de er blevet bange måske fordi de har udnyttet den fattigste del af befolkningen for længe og "belønningen" kommer nu.

Niels Jespersen

Lasses iagttagelser ved grænsen ser ud til at være usandfærdge.

1. flygtningene ser ud til at frygte oprørerne mere som påpeget af Karsten Olsen - så Lasses sunnimuslimske taxachauffør er nok ikke noget sandhedsvidne. Han misforstås måske af Lasse når han siger at de tre unge mænd har sagt at Damaskus er et kaos og "diktatoten vil falde inden kort tid". Det sidste er nok mandens egen mening og håb - men de unge mænd har jo ret i at Assads styrker har jaget oprørerne ud igen og at de ikke på nogen måde er i satnd til at true Assad, så foreløbigt må man medgive at Assad virkelig har formået at slå terroristerne, som fremkalder etnisk strid der hvor de jager folk væk fra besatte kvarterer - noget vi ikke hører om i Lasses reportager - nu på tolvte måned hører vi at oprørerne kan vælte Assad etc etc

2. Her er en aldeles sandfærdig kilde - en kristen nonne fra Damascus - som jo såvidt jeg ved er religiøst forpligtet til at sige sandheden..

http://www.voltairenet.org/A-Nun-from-Damascus-We-have-no

Nonnen siger det samme som flygtningene i Karsten Olsens kilde. Men Lasse kan ikke rigtigt finde den slags kommentarer fra flygtningene han har set ved grænsen??