Læsetid: 9 min.

Nordirlands politiske kultur er mere skotsk end engelsk

Oprettelsen af den Nordirske Forsamling var en del af fredsprocessen. Men ud af magtdelingen mellem tilhængere og modstandere af unionen med Storbritannien er et mere normalt politisk klima begyndt at spire – et klima, der er anderledes end det politiske klima i London
Oprettelsen af den Nordirske Forsamling var en del af fredsprocessen. Men ud af magtdelingen mellem tilhængere og modstandere af unionen med Storbritannien er et mere normalt politisk klima begyndt at spire – et klima, der er anderledes end det politiske klima i London
25. juli 2012

Patrick Lynott er trukket i sit pæne tøj i dag – et mørkt jakkesæt og hat samt matchende sort paraply i hånden – for trods sin mangeårige position som komitémedlem i Nordirlands Royal Legion Community er det første gang, at han skal se sin dronning i virkeligheden.

»Jeg har kun set hende på tv, men det er ikke det samme,« fortæller den 65-årige unionist, der sammen med knap 100 Union Jack-viftende ligesindede venter trofast foran Belfasts nye, enorme turistattraktion: Museum Titanic Belfast, hvor dronningen spiste frokost som del af sin 60-års jubilæumstur i slutningen af juni til det tidligere så voldsplagede hjørne af riget.

Men denne tur er noget særligt – og ikke kun på grund af jubilæet. For første gang nogensinde blev det forannonceret, hvornår dronningen ville aflægge besøg – noget der hidtil har været umuligt på grund af sikkerhedssituationen.

Hvor langt Nordirland er kommet siden oprettelsen af selvstyret i 1998, er blevet understreget yderligere denne morgen, da Sinn Fein – det nu afvæbnede IRA’s politiske gren – for første gang accepterede at møde en britisk monark. Mødet førte til et historisk håndtryk mellem dronning Elizabeth II og den tidligere IRA-kommandør Martin McGuinness, der i dag er landets viceførsteminister.

Patrick Lynott er ikke i tvivl om, hvordan håndtrykket skal læses.

»Jeg vil sige så meget om McGuinness: Han sagde, at han ville gøre det, og han gjorde det. På en måde accepterer han, at hun er Nordirlands dronning,« siger Patrick Lynott, der mener, at håndtrykket »gør unionens fremtid mere sikker«.

Andetsteds i Belfast, i de katolske nabolag – hvor indbyggerne ønsker genforening af Nordirland med resten af den irske republik – er analysen af håndtrykket imidlertid en helt anden.

»Håndtrykket er et synligt tegn på, at vi er kommet videre. At der er en ny respekt, en ny tolerance, at republikanerne gør en indsats for at række hånden ud mod unionisterne og sige: Vi ønsker, at I skal være en del af det nye Irland. Vi vil ikke ekskludere jer fra det,« siger den 49-årige Sinn Fein-parlamentariker Conor Murphy, der i 1982 blev idømt fem års fængsel for medlemskab af IRA.

De to diametralt modsatte tolkninger af det historiske håndtryk spejler de to samfundsgruppers opfattelse af decentraliseringen af magten fra Westminster til Den Nordirske Forsamling. Decentraliseringen var en del af fredsaftalen mellem de to stridende parter og satte en stopper for 30 års lavintensiv, væbnet kamp, der kostede flere end 3.500 livet.

»Fredsprocessen og den politiske proces er to sider af samme sag. Det attraktive ved decentraliseringen set fra unionisternes side er, at det er et slags endepunkt inden for Storbritannien, mens republikanerne ser det som et delmål på vejen mod genforening. Så decentraliseringen har denne frygtelige skønhed, at den kan opfattes som at betyde det diametralt modsatte,« siger professor Richard Wilford, der forsker i decentraliseringen på Queen’s University i Belfast.

Normalisering

Trods den modsatrettede opfattelse af håndtryk og decentralisering mener både Conor Murphy og Richard Wilford dog, at oprettelsen af Den Nordirske Forsamling har været med til at skabe en mere normal politisk kultur i det lille land med kun 1,8 mio. indbyggere. Fysisk kan det ses rundt om i byen, hvor nogle af de mange farvestrålende sekteriske vægmalerier er blevet malet over, mens andre er blevet erstattet af mere moderne og fællesskabsskabende symboler såsom golfspilleren Rory Mcllroy.

»Erkendelsen af, at de har været nødt til at tage hensyn til hinandens præferencer og håndtere deres forskelligheder, indikerer, at en form for normal politik er ved at opstå – en anden politisk kultur er under udvikling,« siger Wilford fra sit rummelige kontor.

Han tilføjer, at den nye nordirske politiske kultur – trods The Democratic Unionist Party’s (DUP) forbindelser til det britiske konservative parti – ligger længere til venstre for midten end Westminsters politiske kultur.

»Der er en slags socialdemokratisk impuls her omkring emner, der har med social- og boligpolitik og omfordeling at gøre. Selv om der er en instinktiv forfatningsmæssig opdeling her, betyder det ikke, at der ikke er fælles fodslag på områder som social retfærdighed og lighed,« siger Wilford.

Conor Murphy – hvis Sinn Fein-parti ligger til venstre for midten – er enig og mener, at det er blevet særlig tydeligt i forbindelse med den britiske regerings nedskæringer af de offentlige ydelser de seneste år. Nedskæringerne har ramt Nordirland særlig hårdt, fordi den offentlige sektor fylder forholdsvis meget her.

»Den britiske stat presser en meget hård dagsorden igennem imod velfærdsstaten, og vi har sammen forsøgt at finde en måde at modsætte os og modvirke den på, ligesom Skotland og Wales har gjort,« siger han med henvisning til, at både Nordirland, Skotland og Wales eksempelvis har valgt ikke at sætte brugerbetalingen for universitetsuddannelse op som i England.

»Så det er en interessant situation, hvor alle de decentraliserede institutioner er modstandere af den kurs, den britiske regering i London forsøger at påtvinge os,« siger han.

Selvstyret virker

DUP-parlamentarikeren Sammy Douglas er født og opvokset her i det fattige Østbelfast, hvor Titanic blev bygget. Han støtter personligt Nordirlands medlemskab af Storbritannien og spiste frokost – som en af 400 gæster – med dronningen. Men han er ikke vild med »multimillionærerne, der udgør den britiske regering« lige nu.

»Partipolitisk set var mit parti traditionelt konservativt, men det voksede ud af arbejderklassen. Jeg anser mig selv for at være til venstre for midten, og hvis jeg boede i England, ville jeg ikke støtte de konservative. Men andre i mit parti ville,« siger den midaldrende Douglas, der gennem sit tidligere arbejde har været med til at genrejse havneområdet.

Nu glimter Titanic igen med sin overvældende tilstedeværelse – museet er formet som forenden af det berømte skib i naturtro størrelse – og er igen nabo til de to enorme gule kraner Sampson og Goliath, der i dag bygger vindmøller i stedet for skibe.

Den succesfulde genrejsning af området, der husede den uddøende skibsindustri, til et kulturelt centrum, der ud over museet tæller historiske vandreture og et filmstudie foruden nye kontorbygninger og luksuslejligheder, har gjort Sammy Douglas entusiastisk i forhold til den nordirske selvstyreordning.

»Inden decentraliseringen var vi under direkte styre fra Westminster, hvilket skabte et demokratisk underskud. Nu tager lokale politikere lokale beslutninger, og det har betydet, at dette område nu er det næstmest succesfulde i hele Storbritannien,« siger han med stolthed i stemmen, mens han spejder ud over det velbesøgte område mod de bløde, grønne bjerge i byens baggrund.

»Vi har skabt flere job og flere investeringer end på noget andet tidspunkt i vores historie. Belfast er i dag en ganske almindelig kosmopolitisk by. Selvstyret virker,« tilføjer Douglas med eftertryk og erkender, at han for »10 år siden ikke havde troet«, at unionister og republikanere ville kunne sidde sammen og »tage beslutninger om vores børns fremtid«.

»Folk sørger stadig. Der er personer i min familie, der er blevet dræbt i konflikten, men vi er i en ny æra nu,« siger han.

Ikke helt normalt

Trods den beundringsværdige udvikling er der dog fortsat den abnormitet i nordirsk politik, at befolkningen stadig retter sig ind politisk, alt efter om de er blevet født i et protestantisk eller et katolsk hjem. Og katolske og protestantiske kvarterer er stadigvæk afskåret fra hinanden af de såkaldte ’fredsmure’.

»Hvis man ser på valgprogrammerne fra de seneste valg, så dominerer det, vi her kalder for ’brød og smør’-emnerne: Nordirlands økonomi, udsigten til investeringer, vækst, boligpolitik, kvaliteten af uddannelse. Men når folk går ind i valgboksene, er det primært deres kulturelle og forfatningsmæssige præferencer og identiteter, der påvirker dem,« siger Richard Wilford, der dog påpeger, at »selvstyret har skabt en mekanisme og en proces, der giver befolkningen plads til at engagere sig i mere regionale politiske diskurser« end tilhørsdebatten.

»Men så kommer valget – det er som en spiral, du kan trække den ud af form for en tid, men når du slipper den, genindtager den sin oprindelige form. Men det er der, vi er,« siger han.

At befolkningens identitet fortsat er tæt knyttet til, hvor de blev født, og ikke i nævneværdig grad har ændret sig i løbet af de godt 10 år med selvstyre, afspejles i meningsmålingerne. En måling fra 2010 viste, at mens 42 procent anser sig selv for at være irske og 39 procent for at være britiske, anser kun 18 procent sig selv for at være nordirske.

JJ Magee, en 49-årig socialarbejder og aktiv Sinn Fein-onlineaktivist, er glad for de nye tider og dagens håndtryk. Men hans håb for genforening med Irland har ikke ændret sig. Nu forfølger Sinn Fein blot målet på fredelig vis og arbejder hen mod genforening gennem en folkeafstemning på et tidspunkt i fremtiden.

»Jeg ser ikke mig selv som nordirsk. Jeg er irer. Vi ønsker os flere beføjelser fra Westminster på kort sigt, men vores mål er genforening og at overbevise unionisterne om, at de vil være bedre stillet i et forenet Irland,« siger Magee, der i 1976 mistede sin 16-årige søster, da en paramilitær gruppe – loyal mod den britiske trone – brød ind i det bageri, hvor hun arbejdede, og dræbte hende.

»Hun var et tilfældigt offer. De gjorde det for at skabe frygt i det katolske samfund. Det spor, vi nu er på, er meget bedre,« siger den tænksomme Magee, der ikke er i tvivl om, at han vil se et forenet Irland i sin livstid.

Især vil det, han ser som den nuværende britiske regerings manglende interesse for Nordirland, i sidste ende overbevise unionisterne, mener han.

»Siden den nuværende britiske regering kom til magten, har den nordiske førsteminister og viceførsteminister mødt Obama flere gange end David Cameron. Det viser, hvor vi er på den britiske radar. I det lange løb er de helst fri for os. Vi er en byrde for dem, så det vil være bedre for alle, hvis vi blev forenet med Irland,« mener Magee.

Sammy Douglas er imidlertid ikke overbevist om, at Nordirland – der er økonomisk afhængig af overførsler fra Westminster-regeringen – vil klare sig bedre som en del af Irland.

»Vi ønsker at være en del af Storbritannien, men vi vil også have kontrol over vores egne forhold,« siger han.

Hvad der imidlertid kan vende op og ned på den nuværende forholdsvise stabilitet er folkeafstemningen om uafhængighed i Skotland i 2014. Hvis skotterne stemmer ja, vil det – spår Douglas – få »en negativ effekt på unionen«.

I Sinn Feins hovedkvarter holder man af samme grund lav profil og blander sig ikke i den skotske debat. Et ja i Skotland kan – tror partiet – være det, der kan blive startskuddet til en hurtig genforening med Irland.

»Jeg tror, vi vil kunne opleve meget hurtige forandringer – lidt som det vi så med Sovjetunionens sammenbrud. Det kan få markant indvirkning på unionen, og det vil igen få en væsentlig indvirkning på Nordirlands plads i unionen,« siger en håbefuld Conor Murphy, der også tror på, at han personligt vil opleve genforeningen med Irland.

Richard Wilford er ikke så sikker – meningsmålingerne tyder ikke på, at et flertal støtter genforening. Men han anerkender, at et ja til uafhængighed i Skotland kan føre til uventede udviklinger.

»Hvis Skotland stemmer for uafhængighed, vil det kunne få en foruroligende effekt både i Wales og Nordirland og til en vis grad i England. I Nordirland ville det få unionisterne til at forstærke deres anstrengelser for at holde fast på det, der er tilbage af unionen, mens det vil puste til republikanernes ønske om genforening. Det ville skabe en dynamik, som er meget svær at forudsige udfaldet af,« siger han.

Serie

Storbritannien deler sig

Det er ikke kun EU, der er i vanskeligheder for tiden. Godt et årti efter oprettelsen af selvstyreforsamlinger i Skotland, Wales og Nordirland er de fire lande, der tilsammen udgør Storbritannien, begyndt at dele sig efter forskellige europæiske forbilleder: Skotland, Wales og Nordirland ønsker at udvikle sig i en mere velfærdsskandinavisk retning, mens England ser Schweiz som et forbillede. Information rejser gennem en union under hastig forandring.

Seneste artikler

  • Selvstyre giver nationalismen vind i sejlene

    28. juli 2012
    De nye forskelle mellem de fire lande, der udgør Storbritannien, har fået et voksende antal englændere til at kræve engelsk selvstyre – og færre bekymrer sig om, hvorvidt unionen holder
  • Skotland kan lide smagen i det svenske bageri

    24. juli 2012
    Decentraliseringen af magten i 1999 havde til hensigt at imødekomme skotterne, der ikke følte sig repræsenterede af et mere konservativt Westminister. Men siden har Skotland bevæget sig endnu længere væk fra Westministers måde at gøre tingene på. De skotske nationalister, der nu sidder ved magten, har tilbudt skotterne selvstændighed og en ny samfundsmodel formet efter skandinavisk forbillede
  • Storbritannien er ved at gå op i sømmene

    21. juli 2012
    Mens de politiske ledere i Westminster og resten af Europa er optaget af at forhindre en opløsning af EU, er unionen mellem England, Wales, Skotland of Nordirland ved at falde fra hinanden – uden at nogen ser ud til at have opdaget det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jon W Leonon

Hehe.
Vikinge-efterkommere ..
Det er jo lige før man ønsker sig at DE invaderer OS
og vækker os af vor neo-konservative markeds-psykose !

Michael Kongstad Nielsen

Man kunne måske fortælle, at Nordirland også hedder Ulster, og er de nordlige seks grevskaber af Irland. Et voldsomt oprør i den nordøstlige del af Irland, der varede 9 år fra 1594, endte med at blive slået ned af englænderne, og straffen var at 2/3 af indbyggerne blev fordrevet fra deres jorder, hvorefter jorden blev givet til skotske og engelske indvandrere. Denne folkefordrivelse og nyindflytning af protestanter grundlagde eftertidens problemer i Nordirland.

Michael Kongstad Nielsen

Man kunne måske fortælle, at Nordirland også hedder Ulster, og er de nordlige seks grevskaber af Irland. Et voldsomt oprør i den nordøstlige del af Irland, der varede 9 år fra 1594, endte med at blive slået ned af englænderne, og straffen var at 2/3 af indbyggerne blev fordrevet fra deres jorder, hvorefter jorden blev givet til skotske og engelske indvandrere. Denne folkefordrivelse og nyindflytning af protestanter grundlagde eftertidens problemer i Nordirland.

Jette Abildgaard

Jamen, her har vi jo Belfast og Nord Irland, som hverken er Skotsk, Engelsk eller Irsk, men ganske enkelt bare Nord Irsk - et land, helt for sig selv og, helt vidunderligt. Hvis man var tvunget til at skulle sammenligne (hvilket man heldigvis ikke er), da er det mest Irsk - as simple as that!

Forskellen paa landet nu og, for 10 aar siden er slaaende og, til den meget positive side og, landet er 100% et besoeg vaerd.....

Tag dog ikke fejl......landet har stadig en lille smule af den 'tension' det havde for 10 aar siden, - altsaa hadet lever stadig i underbevidstheden hos - mest Royalisterne - og lidt den samme fornemmelse af, at fred - ja, men intet er glemt og, vil ikke vaere det i nogle generationer endnu.

Og husk, Nord Irland er meget, meget mere end Belfast - f.eks. http://www.giantscausewayireland.com/ , http://www.bushmills.com eller, blot en tur her til http://www.discovernorthernireland.com/Carrick-a-Rede-Rope-Bridge-Antrim...

Og soede danskere.......laeg maerke til gaestfriheden in the North...;)