Nyhed
Læsetid: 2 min.

Ny regering skal genindføre demokrati i Mali

I dag udløber overgangsregeringen i Malis mandat. Den midlertidigt indsatte præsident, som har været fordrevet i eksil, vendte i fredags tilbage til Mali for at præsentere en ny samlingsregering, som skal sende Mali tilbage på demokratikurs
Udland
31. juli 2012

I dag udløber overgangsregeringen i Malis mandat og deadline for at præsentere en ny national samlingsregering. En regering, som der på første arbejdsdag vil forventes løsninger af. Hvordan stoppes de voldelige konflikter, som har hærget Mali igennem det sidste halve år? Og hvordan genetableres kontrollen i Nordmali, som uden det internationale samfunds anerkendelse har erklæret sig uafhængig fra syd?

Det var den samme udfordring overgangsregeringen stod overfor, da den i april blev indsat til at samle landet, efter at en militærjunta statskuppede Mali og dermed satte en stopper for over 20 års demokrati.

Militærjuntaen indgik i april en aftale med den vestafrikanske samarbejdsunion ECOWAS, som sikrede amnesti til kupmagerne, såfremt de underskrev en aftale om at overdrage magten. Aftalen blev underskrevet, og magten overgik til præsident i nationalforsamlingen, Diouncounda Traore, som fik fuldmagt til at styre landet i en overgangsperiode og udskrive valg indenfor 40 dage. Men overgangsregeringen udskrev hverken valg eller formåede at samle landet.

Tværtimod er oprøret eskaleret, og allerede få dage efter overgangsregeringens indsættelse erklærede tuaregoprørere og islamister regionen Azawad for uafhængig. En erklæring, som hverken anerkendes af den Afrikanske Union eller af det internationale samfund, og det betyder, at Mali de facto er delt i to.

»Hele den nordlige del af Mali er blevet overtaget af væbnede grupper, som går amok. Titusinder er flygtet helt ud af regionen, og det har skabt en humanitær krise i både Mali og nabolandene,« siger Gaetan Mootoo fra Amnesty International, som kalder situationen den værste menneskerettighedskrise siden landets uafhængighed i 1960.

Demokrati skal genindføres

Den 21. maj stormede oprørere præsidentpaladset i Malis hovedstad, Bamako, og overfaldt den midlertidigt indsatte præsident, Traore, som måtte flygte i eksil i Frankrig. Overfaldet kom som en reaktion på, at overgangsregeringens mandat blev forlænget i op til et år. Først i fredags vendte præsident Traore tilbage til Mali for at danne den samlingsregering, som skal efterløse overgangsregeringen.

»Der har ikke været noget pusterum i forsøget på at nedbryde vores land siden d. 17 januar 2012, hvor det væbnede oprør begyndte,« sagde Traore i søndags i en tale til nationen.

Demokratiet skal genindføres, og der skal en række vigtige reformer til for at løse krisen, lød beskeden. Til det foreslog Traore en regeringskonstruktion med en præsident i spidsen med to vicepræsidenter under sig.

»Den ene vicepræsident skal være ansvarlig for alle militære spørgsmål vedrørende konflikten i Nordmali. Den anden vicepræsident skal have fokus på de øvrige oprørsgrupper,« sagde Traore i sin tale.

Hvis tingene går rigtigt for sig, træder overgangsregeringen i dag tilbage og præsenterer en ny samlingsregering. Målet er, at den skal repræsentere samfundet bredt, og det betyder, at regeringen også skal forsøge at varetage oprørsgruppernes interesser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her