Det er en ganske almindelig lørdag formiddag i juli. I spinningsalen på Gasværksvej i København har godt og vel 30 københavnere trodset sommerbygerne og gør klar til at klikke cykelskoene ind i pedalerne. Foran dem venter 55 minutters intensiv træning, der i det trange lokale stensikkert vil få sveden til at piske fra panden og danne små pøle på gulvet ved siden af motionscyklen.
På en af de bagerste rækker retter en ung mand sig op i cykelsadlen. Han begynder at fumle med et stykke stof. Farverne blå, rød og hvid danner et mønster, der viser sig at være det britiske flag. Stoffet bliver til en bandana, der dækker hele hans hår og bliver bundet i en stram knude i nakken. Den stolte nationalfølelse skal tydeligvis hjælpe ham igennem strabadserne den næste times tid.
OL i London begynder for alvor i dag, når åbningsceremonien på det olympiske stadion er overstået. Men mens fokus lige nu er rettet mod de forskellige stadioner og arenaer, hvor udøverne kæmper om guld, sølv og bronze, foregår der samtidig en større pr-kampagne for Storbritannien, der skal vise nationens storhed både eksternt og internt, så briterne bliver stolte ambassadører for nationen, og sådan har det altid været, fortæller professor og idrætshistoriker Jørn Hansen fra Syddansk Universitet.
»De fleste lande har brugt De Olympiske Lege til at manifestere sig i offentligheden. Det gælder både indenrigs- og udenrigspolitisk. Helt tilbage fra det første OL i 1896, hvor Grækenland var en forholdsvis ung, selvstændig nation, brugte de meget De Olympiske Lege til at vise, at Grækenland var noget særligt og lavede forbindelseslinjer tilbage til den græske storhedstid,« siger Jørn Hansen.
Propagandasucces
Særligt er det dog to olympiske lege, som springer i øjnene, når man taler om at bruge det fokus, det giver en nation, når alle verdens bedste atleter opholder sig samme sted i nogle uger for at dyste om at være klodens bedste i netop deres disciplin: OL i Berlin i 1936 og det seneste OL i Beijing i 2008.
»Berlin og Beijing er de to olympiader, der har været mest diskuterede i offentligheden. Moskva i 1980 var også ved at blive det, men så var der så mange lande, der boykottede begivenheden, at det gik lidt i sig selv igen,« fortæller Jørn Hansen.
Ifølge Hans Bonde, professor og idrætshistoriker ved Københavns Universitet, giver et OL blandt andet mulighed for at samle nationen om en kæmpe begivenhed og nationens kerneværdier. Men OL i Berlin er et godt eksempel på, hvordan man også kan udnytte et olympisk værtskab politisk.
»Udadtil får man chance for at sælge et billede af nationen, som på ingen måde behøver at være i overensstemmelse med sandheden. OL i 1936 var måske den største propagandasucces i Det Tredje Riges historie, fordi legene fremviste det nazistiske Tyskland som en pluralistisk, åben, livsglad og tolerant nation, og fordi alle mennesker og racer fra hele verden kunne mødes i en stor folkefest. Denne løgn blev lagt som et slør ud over legene, der skjulte nazismens sande bestialske væsen,« siger Hans Bonde.
I Berlin i 1936 var nazismen stadig forholdsvis ny, da Hitler først for alvor kom til magten i 1933. Derfor blev De Olympiske Lege i høj grad brugt til at vise, hvor storslået et samfund det tyske var i gang med at blive. Blot for at overgå det seneste OL i 1932 i Los Angeles blev der bygget et olympisk stadion med plads til omkring 100.000 tilskuere. Ligesom det nazistiske styre arbejdede hårdt på, at resultaterne fra legene via medierne blev spredt til så mange lande som muligt. Hitler ønskede eksplicit, at der kun var ariske deltagere ved De Olympiske Lege, men da flere lande truede med at boykotte hele begivenheden, trak han ønsket tilbage. Og det endte med, at i den tyske delegation ved OL det år var fægteren Helene Meyer, som havde en jødisk far. Samtidig vandt afroamerikaneren Jesse Owens i Berlin fire guldmedaljer i sprint og længdespring.
Uvurderlig reklame
I aften bliver De Olympiske Lege officielt åbnet med den traditionelle åbningsceremoni på det olympiske stadion. Ifølge Hans Bonde er det især ved denne begivenhed, at værtsnationen forsøger at udnytte det kulturelle og politiske udstillingsvindue, De Olympiske Lege er, over for resten af verden på grund af den store mediebevågenhed, legene har. Han kalder åbningsceremonien for »højdepunktet for den kulturpolitiske propagandamaskine« ved et OL.
»Når et land og en værtsby byder ind på at holde et OL, er det ikke primært på grund af det sportslige. I stedet ønsker man at sætte sit eget land og dets kulturværdier på den internationale dagsorden. Det er det vigtigste. Det gør man blandt andet gennem åbningsceremonien, hvor man har flere milliarder menneskers opmærksomhed i et par timer. Det er uvurderlig reklame for et værtsland,« siger Hans Bonde.
Ved OL i Beijing viste det kinesiske styre et særligt blik for at udnytte de muligheder, åbningsceremonien giver for at markedsføre nationen. I den kinesiske transmission sås den kinesiske præsident, Hu Jintao, ifølge Hans Bonde mere end 23 gange på skærmen – mod kun syv gange i den danske – siddende i en rød VIP-boks på det olympiske stadion med hele det kommunistiske partis elite omkring sig.
»At få vist Hu Jintao sammen med folket på tribunerne og tæt på de internationale statsledere på en så pompøs måde er ubetaleligt for det kinesiske styre,« siger Hans Bonde.
Ud over at vise sin nations storhed bliver åbningsceremonier også brugt til at lægge afstand til andre dele af nationens historie. Igen er Beijing et godt eksempel, mener Jørn Hansen.
»Hvis man tager åbningsceremonien fra Beijing, hvor de kinesiske arrangører forsøgte at trække rødderne helt tilbage til det gamle Kina og Kungfutse-tiden, er det tankevækkende, at der intet var om tiden med Mao. Det var det moderne Kina, man ville manifestere – både indadtil i Kina og udadtil over for resten af verden,« siger Jørn Hansen.
»Det er med til at skabe en ny myte – en ny pagt – med både kineserne og resten af verden om, hvem kineserne er, og hvilke kulturværdier de bringer med videre fra det gamle Kina til det nye Kina. Den nuværende magtelite i Beijing blev fremstillet som blomsten af en tusindårig kinesisk tradition, rodfæstet i Kungfutses lære med dens vægt på lydighed og respekt,« siger Hans Bonde.
Finanskrisen ændrer fokus
Frem mod dette års Olympiske Lege har der ikke været den store internationale debat om legene i Storbritannien, sådan som tilfældet var med Beijing i 2008. Men til gengæld har briterne internt diskuteret legene, fortæller Jørn Hansen.
Allerede da London i 2005 i Singapore blev valgt til at være værtsby i 2012, forsøgte byen at slå sig op på begrebet legacy, som Jørn Hansen i denne sammenhæng vil oversætte med både »arv« og »eftermæle«, fordi briterne har gjort meget ud af at give OL-arrangementet en social og bæredygtig profil.
»Man prøver på at etablere De Olympiske Lege som et politisk korrekt arrangement ved at bruge ordet legacy. Blandt andet forsøger man også i Storbritannien at bruge OL til at gøre noget ved folkesundheden, men det er nærmest umuligt at gøre. Man har i hvert fald ikke noget sted i historien kunne påvise, at et OL gør folkesundheden bedre i værtslandet. Det har ikke sat en større del af befolkningen i gang med at motionere, og det kommer heller ikke til at ske i Storbritannien,« forudser Jørn Hansen.
I dag er det syv år siden, London blev tildelt værtskabet for de olympiske lege. Syv år, hvor finanskrisen har sat sine tydelige spor i den globale økonomi, og det kommer også til at påvirke legene i London, mener Hans Bonde.
»Den britiske regering havde formentlig to formål med at søge om værtskabet: Et økonomisk og et kulturelt. Det økonomiske skulle positionere Storbritannien som en ny økonomisk stormagt med ekkoer fra dets storhedstid i det gamle imperium, hvilket med den nuværende krise i Storbritannien ikke vil lykkes. Og det kulturelle skulle markere Storbritanniens store bidrag til verdenskulturen på den kunstneriske og ikke mindst musikalske front, hvilket utvivlsomt vil lykkes med al den energi, de har lagt i det,« vurderer Hans Bonde.
Et eksempel på, hvordan den økonomiske krise har ramt OL i London, er den olympiske by, som huser atleterne under legene. Efter OL skal bygningen omdannes til almindelige boliger, men ifølge Jørn Hansen har man allerede været nødt til at sælge bygningen til et investeringsfirma fra Qatar.
»Man kunne simpelthen ikke få det til at hænge sammen på andre måder, og det hænger måske ikke så godt sammen med ønsket om et godt eftermæle,« siger Jørn Hansen.
