Nyhed
Læsetid: 6 min.

Sydsudan fejrer fødselsdag i krigens skygge

Konflikten mellem Sudan og Sydsudan har skabt Afrikas hurtigst voksende humanitære krise. Samtidig trues begge lande af økonomisk sammenbrud, der kan ende med at presse begge regeringer fra magten. Ikke mindst i Sudan i nord vejrer oppositionen til Al-Bashirs regime morgenluft
Udland
9. juli 2012

Efter årtiers borgerkrig, der skønnes at have kostet mere end to millioner mennesker livet, fik Sydsudan sin selvstændighed den 9. juli sidste år. Men i dag, blot et år efter, er forhåbningerne om fred mellem Sydsudan og Sudan i nord gjort til skamme.

»For et år siden troede vi alle sammen, at nu ville det gå den rigtige vej, og at der nu ville blive fred. Desværre har det stik modsatte vist sig at være tilfældet,« siger Michael Gylling Nielsen, generalsekretær i den danske afdeling af Læger uden Grænser. For knap var Sydsudans selvstændighed en realitet i juli sidste år, før konflikten mellem de to naboer brød ud igen. I september opstod der kampe om grænseområderne mellem de to lande. I januar indsatte Sudan sit luftvåben for at bombe stillinger og oliefelter i Sydsudan – og i februar i år lukkede Sydsudan for oliehanerne og dermed også for en god del af den olie, begge lande lever af. Og resultatet af konflikten er en katastrofe.

»Antallet af folk på flugt stiger, og vi er nu oppe på mindst 110.000 flygtninge, der hverken har tag over hovedet, mad eller drikke,« siger Michael Gylling Nielsen, der kalder krisen for den i øjeblikket »hurtigst voksende humanitære krise«.

»Vi er på et niveau, hvor vi betegner det som en kronisk humanitær katastrofe – altså en krisesituation af permanent karakter,« siger Michael Gylling Nielsen.

Olien og grænserne

Problemet er, at fredsaftalen mellem Sudan og Sydsudan aldrig blev forhandlet færdig. Det siger Nils Carstensen, der er seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, og som i årevis har beskæftiget sig med konflikten mellem det nordlige og sydlige Sudan. Han er derfor heller ikke overrasket over, at delingen og Sydsudans selvstændighed kort efter endte i åben konflikt mellem de to nabolande.

»De problemer, som Sydsudan og Sudan har – og som nu har været meget tæt på at udløse en regulær krig – skyldes de uløste stridigheder, der aldrig blev forhandlet færdig, inden Sydsudan blev selvstændigt sidste år,« siger Nils Carstensen.

Med delingen af de to lande mistede Sudan i nord 75 procent af landets olie, der nu ligger i – og dermed tilhører – Sydsudan. Men olien kan kun gå én vej, og det er igennem rørledninger i Sudan i nord, hvor olien også raffineres og udskibes. Og prisen for det, strides de to lande om: »Alt hviler på en gensidig interesse i olien. Det er olien, der binder nord og syd sammen. Derfor er det så fatalt, at man gik ind i selvstændighed uden en klar aftale,« siger Nils Carstensen, der mener, at fredsaftalen »var en illusion«, som alle valgte at acceptere, da ingen »havde politisk mod til andet«.

Økonomisk klemme

Økonomierne i både Sudan og Sydsudan afhænger af indtægterne fra olie, og ingen af landene har nogen realistiske muligheder for at udvikle sig uden dem, ligesom ingen af de to landes præsidenter spås store chancer for at blive siddende ved magten, hvis ikke olien snart begynder at flyde.

Men selv om den sydsudanesiske nationaløkonomi næsten udelukkende består af indtægter fra salg af olie, så giver det god mening at holde oliehanerne lukket, forklarer Nils Carstensen: »Den selvpåførte krise ved at lukke for olien er en økonomisk, men endnu ikke en politisk katastrofe for Sydsudan. I sammenligning med Sudan er Sydsudan militært underlegent, så selv om den sydsudanesiske præsident fra international side har fået en del kritik for at lukke for olien, så har han bare spillet det kort, han havde,« siger Nils Carstensen, der peger på, at selv om det kan se ud, som om det er prisen på olie, der lige nu spolerer freden, så er det rent faktisk det nemmeste problem – det er langt værre med grænserne. 

»Man godt kan finde en pris på olie – og jeg har hørt, at man er meget tæt på at blive enige på det punkt – men det er langt sværere at finde en løsning på grænsestridighederne. For det handler i virkeligheden om strategiske alliancer, og det er langt mere kompliceret end dét, der kan forhandles med en lommeregner,« siger Nils Carstensen.

Som det gælder for de fleste lande i regionen, består Sudan og Sydsudan af mægtige kludetæpper af etniske grupper og lokale krigsherrer, der skal købes og betales for deres loyalitet. Og ingen af de to præsidenter har i øjeblikket råd til at miste opbakning. Derfor handler stridighederne ikke blot om oliefelter eller om et par kvadratkilometer land mere eller mindre, men derimod om politisk støtte fra de befolkninger, der bor og dyrker områderne langs landenes grænser.

»Områder som Abyei-regionen (hvor der er militær konflikt, red.) er politisk og strategisk vigtige for begge lande. Ingen af præsidenterne kan uden videre sælge området i en aftale, fordi de begge afhænger af støtte fra de lokale befolkninger,« siger Nils Carstensen.

Presset al-Bashir

Det kan imidlertid hurtigt få alvorlige konsekvenser for de to landes regeringer, hvis ikke problemerne om grænserne og dermed den økonomiske krise løses. I Juba i Sydsudan sidder præsident Salva Kiir og hans regering nogenlunde sikkert i sadlen, men det gælder ikke præsident al-Bashir i Sudan, hvor der i forvejen er ulmende uro på grund af mange års utilfredshed med regimet og landets økonomi.

»Den sudanesiske regerings budgetter hænger slet ikke sammen, efter regeringen i Juba har lukket for olien,« siger Nils Carstensen, der forudser at uroen i Sudan nemt kan eskalere:

»Man skal ud og finde et par milliarder, og det gør al-Bashirs regering ved at skære i de statslige subsidier til eksempelvis brændstof og sukker. Det er noget, der rammer den brede befolkning og deres levestandard, og sammen med generelt mishag omkring styrets metoder og håndtering af konflikten med Sydsudan, har det givet anledning til opstand over de seneste par uger,« siger Nils Carstensen, der peger på, at det derfor er økonomien, der i sidste ende afgør konflikten.

»Man kan sige, at lige nu er det en krig ført med penge. Begge sider afhænger af penge for at kunne købe og vedligeholde deres alliancer, derfor handler det om, hvilken økonomi, der først bryder sammen,« siger Nils Carstensen, der mener, at Sydsudan har en fordel.

Forhandlinger fortsætter

»Sydsudans økonomi er langt mere olieafhængig, men det er landets befolkning ikke, da størstedelen fortsat er selvforsynende bønder. Det er de ikke i Sudan, hvor pengeøkonomi spiller en meget større rolle for den generelle befolknings levestandard,« siger Nils Carstensen, og tilføjer: »Kollapser økonomien i Sudan, så falder al-Bashirs regime også.« Selv om flygtningesituationen forværres for hver dag, der går, er de egentlige kamphandlinger mellem landene sat i bero.

»Det positive lige nu er, at efter flere måneder med åbne kampe, luftangreb og trusler om decideret krig så er der relativ fred langs grænsen nu hvor man har genoptaget forhandlingerne,« siger Nils Carstensen, der dog er »langtfra sikker på, at der ikke vil ske en forværring i konflikten«.

»Lige nu forhandles der bag lukkede døre, og det er det tætteste, vi kommer på noget positivt,« siger Nils Carstensen, der tror, at konflikten snart ender med en aftale om, at Sydsudan igen sender sin olie op igennem nord.

»Olien som et fælles projekt er den eneste garant for en relativ fredelig sameksistens. Der skal være en gensidig interesse og noget at miste for begge parter. Ellers er der udsigt til en meget langvarig konflikt mellem de to lande,« siger Nils Carstensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Wolfram LacherSouth Sudan: International Statebuilding and its Limits

Jeg har selv kun læst konklusionen, men den sætter interviewet ind i en nødvendig kontekst.