Analyse
Læsetid: 3 min.

Syrisk opposition forsøger at etablere brohoved i Aleppo

Kurdiske byer befriet efter at syriske tropper er trukket til landets næststørste by, Aleppo. Men regimet synes at have kontrol med situationen i Damaskus
Udland
26. juli 2012

Min gamle ven, den syriske fotograf Issa Touma, sendte en åben invitation på Facebook:

»Til alle, der holder af klassisk musik - nu har I chancen for at se en gratis symfoni i Aleppo, spillet af verdens største orkester under navnet: Bom-BOM-tak-TAK, 20 timer i døgnet...« Touma, der driver et fotogalleri i Aleppo og er meget aktiv på Facebook, har hidtil været tilbageholdende med at kommentere sit lands borgerkrig i en grad, så hans Facebook-venner troede, han end ikke havde bemærket den – muligvis begrundet i frygt for at blive kigget over skulderen af mukhabarat, sikkerhedstjenesterne.

Men den seneste uge er krigen nået frem til Issa Toumas dørtrin i det centrale Aleppo, hvor regimets artilleri, kamphelikoptere og kampvogne er sat ind mod oppositionens guerillahær.

En oppositionsaktivist, der pendler mellem Libanon og Syrien ad snirklede smuglerruter fra Bekaadalen, var optimistisk, da jeg mødte ham i Beirut.

»Halvdelen af Aleppo (Syriens næststørste by med omkring fem millioner indbyggere) kontrolleres af oppositionen. Og FSA (Frie Syriske Armé) satser på at få kontrol med hele byen indenfor de næste uger og dermed etablere et syrisk Benghazi,« sagde han med henvisning til oprørernes base i Libyen sidste forår.

»Allerede nu er området mellem den tyrkiske grænse og byen under oppositionskontrol.«

Mange deserterer

I den kurdiske del af Aleppo-provinsen og længere mod vest har en koalition af kurdiske partier taget kontrol med en række landsbyer efter, at regimets tropper er blevet trukket væk for at deltage i slaget om Aleppo. De tilbageblevne sikkerhedsrepræsentanter fik valget mellem at desertere eller forføje sig – hvad de fleste valgte.

Befriede landsbyer i Hama-, Aleppo- og Idlib-provinserne etablerer egne landsbyråd, baseret på samarbejde med FSA-enheder.

27 generaler er deserteret til Tyrkiet, og i går hoppede Syriens Cypern-ambassadør, Lamia Hariri, af. Hendes mand, ambassadør Abdel Latif al-Dabbagh, udvist af de Forenede Arabiske Emirater i februar, menes ligeledes at have taget spurten.

Sikkerhedskabale

Tirsdagens sikkerhedsrokader i Damaskus tyder imidlertid ikke på, at præsident Bashar al-Assad ryster på hånden. I den sikkerhedskabale, der er lagt efter attentatet på den såkaldte ’sikkerhedscelle’ sidste onsdag, hvor regimets fire top-chefer blev dræbt, er den hidtidige chef for statssikkerhedstjenesten, general Ali Mamluk, nu indsat som leder af det nationale sikkerheds-bureau med ansvar for samtlige 16-17 sikkerhedstjenester. General Rustum Ghazali, en tidligere frygtet chef for de syriske sikkerhedstjenester i Libanon frem til 2005, er flyttet fra chefposten i militærets sikkerhedstjeneste til posten som leder af den politiske sikkerhedstjeneste.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFPs kilder, er rokaderne led i en centralisering af sikkerhedssystemerne, der hidtil har været spredt over indenrigsministeriet, forsvarsministeriet og præsidentens administration.

Kemiske våben

I lighed med generalstabschefen, Ali Ayyoub, og forsvarsministeren, Fadh al-Freij, er de nye sikkerhedschefer alle sunnitter og alle kendt som hardliners. Et signal til oppositionen om, at statsapparatet er intakt.

Ali Ayyoub er tidligere kommandant i den sunnitiske Aleppo-region, forsvarsminister Freij er fra den talstærke Shummar-stamme, hvilket betyder, at Bashar kan regne med støtte fra 1,5-2 mio. sunnitter, og Ali Mamluk og Rustum Ghazali er regimets mænd til fingerspidserne - blandt andet var Ghazali mistænkt for meddelagtighded i mordet på den libanesiske sunnileder, Rafik Hariri, af FN’s særlige undersøgelseskommission.

Internationalt opretholdes presset på det syriske regime. Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, meldte i går, at dersom ’kemiske våben transporteres’, vil Israel ’tage aktion’.

Syrien har via Rusland forsikret, at der er styr på lagrene af kemiske våben, som regimet har truet med at anvende mod ’fjender udefra’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

FSA=Den syriske opposition!