Læsetid: 3 min.

Det syriske regime har genvundet initiativet

Deserteret general lanceres som overgangsfigur for en opposition i desperat mangel på personligheder
28. juli 2012

Syriens statskontrollerede medier rapporterede i går, at regimets styrker har tilføjet de ’bevæbnede terrorister svære tab’ i Aleppo. Også i Damaskus, Hama, Deir Ezzor og Dara’a har hæren engageret oppositionens militante i en åbenbart planlagt modoffensiv med brug af kampvogne, artilleri, helikoptere og – ifølge oppositionen – kampfly. E-mails til Information fra Aleppo-bekendte melder om bombardement af den indre bykerne.

Medens regimet således søger at genvinde det militære initiativ efter, at FSA, den Frie Syriske Armé, tidligere besatte halvdelen af byen, drøfter ’Syriens Venner’ i Vesten og Golf-staterne muligheden for at installere den afhoppede general Manaf Tlass som leder af en overgangsregering efter Bashar al-Assads prædestinerede fald – som altså lige nu trækker ud.

Kilder ’i USA og Mellemøsten’ siger til The Wall Street Journal, at Tlass ’er en af de få figurer, der kan bistå med at genoprette ro og orden og sikre Syriens lager af kemiske våben’.

Den vurdering synes at bero på ønsketænkning – Tlass har været udenfor indflydelse i mere end otte måneder, hvor det syriske lager af kemiske våben er rapporteret flyttet.

Blødsøden overgangsfigur

Men umiddelbart kan den 46-årige eks-general i den republikanske garde, en elite-enhed direkte under præsidentens kontrol, ligne et bud på en overgangsfigur: Han er sunnit, han har som ungdomsven med Bashar al-Assad (men især den afdøde bror, Basil al-Assad) et intimt kendskab til regimets inderkreds og de militære ledere.

Hans far, den 80-årige Mustafa Tlass, var forsvarsminister i 32 år. Desuden har Manaf ikke ’blod på hænderne’ ifølge en rapport fra Human Rights Watch i december 2011. Tværtimod blev han ifølge regime-fortrolige kilder i Beirut frataget kommandoen over sin enhed i det sene efterår 2011, fordi han var ’blødsøden’ i håndteringen af de protester, han blev sat til at nedkæmpe.

Og at han selv har ambitioner fremgik tirsdag, da han i den saudi-ejede tv-kanal, Al-Arabiya, talte ’som søn af det syriske folk’ og ’søn af det syriske militær’ med opfordring til sine gamle kolleger om at ’fornægte det korrupte regimes kriminelle bane’. Tlass var i Saudi-Arabien, angiveligt på umra, hvilket vil sige en pilgrimsfærd udenfor sæsonen, tydeligvis i et forsøg på at behage sin saudiske vært, prins Bandar bin Sultan, tidligere Washington-ambassadør og nu øverste chef for de saudiske efterretningstjenester. Bandar vil givet få indflydelse på dannelsen af et post-Bashar-regime.

Men at ’Syriens Venner’ lancerer Tlass som troværdigt alternativ til Bashar al-Assad betyder ikke, at oppositionen er med på den idé. Allerede da Tlass deserterede 6. juli, afviste paraplyorganisationen SNC, Syriens Nationale Råd – og vigtigere – de lokale koordinations-komitéer i selve Syrien, at Tlass fik en rolle i oppositionen.

Selv Ammar Abdul Hamid, en dissident, der er købt og betalt af USA, køber ikke projektet:

»Tlass vil være svær at sælge til den syriske befolkning, og han kan under ingen omstændigheder spille nogen ledende rolle i nogen overgangs-regering,« sagde han forleden til The Wall Street Journal.

Behov for samlende figur

At Manaf Tlass med sin karriere og familiebaggrund – faren bistod Hafez al-Assad, da denne tog magten ved et militærkup i 1970 – overhovedet kommer på tale som en mulig leder, skyldes en åbenlys mangel på personligheder i den syriske opposition, der er mere splittet end nogen sinde.

På et møde i ’Syriens Venner’ i Paris 6. juli – den dag Tlass deserterede – blev det klart, at SNC ikke er i stand til at stille en samlende figur for oppositionen, der er delt i en ’loyal’ opposition i Damaskus, lokale aktivister i koordinations-komitéerne, en sekulær organisation og altså SNC med deltagelse – nogle siger domineret – af Det Muslimske Broderskab.

Det er da også blevet noteret, at EU’s udenrigsministermøde i mandags for første gang undlod at nævne SNC, da nye sanktioner mod Syrien blev landsat.

Det ser sort ud lige nu for oppositionen – både i eksilet og i Aleppo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Lasse Ellegaard siger at generalen var på besøg i Saudi Arabien for at tale med prins Sultan som står i spidsen for efterretningsaktiviteter og subvesive tiltag (som indblandingen i Syriens affærer).

Her er en nyhed som Lasse Ellegaard kan forholde sig til

http://www.voltairenet.org/Syria-eliminates-Bandar-bin-Sultan

Syrien har som tak for sidst elimineret prins Sultan, som Syrien mener stod bag attentatet på de øverste chefer i Damaskus for kort tid dsiden. Nyheden er dog ikke kommet til offenlighedens kundskab endnu siges det i den refererede artikel.

morten hansen

Endnu en ligegyldig artikel, der behændigt undgår at tag fat på alle væsentlige emner:

- hvem er de såkaldte 'frie' oprørere?
- hvem finansierer og træner dem?
- hvem profitterer på en borgerkrig?
- hvor passer det hele i den anglo-amerikanske geopolitiske plan?
- Hvad er zionisternes og saudiernes andel i det?
- Hvad sker der herefter i forhold til Iran?

Jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt det er simpel uvidenhed, dovenskab eller frygt, der har lammet journalistikken i dag. Er det en form for korrektheds-religion? Eller det hele i én pærevælling?

Er venstrefløjen det nye højre?

bjørn holst jespersen

Mit indtryk:

Omverdenen (den vestlige del i hvert fald) leder desperat efter en holdepunkt for indflydelse, der kan modvirke et Libanesisk borgerkrigs-scenario efter Assad. Noget a la Libyen. Men i Syrien har der indtil nu ikke været sammenhæng mellem oppositions-toppen og den folkelige protest/kamp. Hverken geografisk eller mentalt.
De folk i fra de gamle styre i Libyen, der kom til at lede den nuværende overgangsfase stillede sig på opstandens side meget tidligt. I Syrien har det ikke været tilfældet. Toppen i det Syriske regime er - som jeg har forstået det - på en helt anden måde bundet i et skæbnefællesskab. Hvor meget det reelt har at gøre med at de tilhører Alawit minoriteten vil jeg ikke gætte på, men det virker tydeligt at magtkærnen er bygget op gennem hele Hafez Al-Assads tid på magten, og at den inkluderer en kultur, der er totalt gennemsyret af paranoia.

På den baggrund kunne Tlass' afhopning ligne det der lige manglede for, at der kunne etableres en troværdig model. Men han var meget sent på den og desuden kom der ikke en lyd fra ham de første mange dage. Da han så endelig dukkede, var det med en udtalelse, som folk tilsyneladende opfattede som noget han var blevet presset til, hvorefter han lige skulle filmes i Saudi Arabien i en oplagt iscenesat demonstration af religiøst og politisk tilhørsforhold.
Det virker ikke til, at der er nogen, der har en oplevelse af en mand, der af egen overbevisning har forkastet Assad fordi han har set et demokratisk lys, og som nu er klar til at kaste sig helhjertet ind i kampen for et nyt Syrien.

Her er et par illustration af, at Manaf Tlass er blevet forkastet (eller aldrig set) som en acceptabel leder af et post-Assad Syrien:

https://twitter.com/HamaEcho/status/228621920256548864/photo/1/large

http://projects.nytimes.com/live-dashboard/syria/as-artillery-falls-on-t...

(den sidste er med reference til den typiske form på en desertations-erklæring)

Efter min mening burde man se på mulighederne for at hjælpe Den Frie Syriske Hær (som de kalder sig) til at opbygge så meget struktur, at den vil kunne overtage den nuværende hærs plads og stå for sikkerheden til at begynde med. Det skakspil, der forsøges gennemført for at undgå, at de eksisterende institutioner faller sammen forekommer urealistisk.
Vi taler om et system der gør sådan noget her:
http://www.flickr.com/photos/chroniclesyrianuprising/7693604608/in/set-7...