Læsetid: 4 min.

Tåget resultat af syrisk fredsmøde

På trods af store forhåbninger bragte weekendens FN-møde ingen løsning på konflikten i Syrien, kun en tåget idé om en overgangsregering med deltagelse af styret, som de fraværende al-Assad-folk og oprørere næppe vil støtte
Den syriske oppositions nyhedsnetværk Shaam har udsendt dette billede af lig i poser, som skulle være blevet af hærens styrker i Damaskus-forstaden Douma i fredags. Over 15.000 vurderes nu dræbt i Syrien i borgerkrigen.

Den syriske oppositions nyhedsnetværk Shaam har udsendt dette billede af lig i poser, som skulle være blevet af hærens styrker i Damaskus-forstaden Douma i fredags. Over 15.000 vurderes nu dræbt i Syrien i borgerkrigen.

Shaam News

2. juli 2012

Analyse

Der var knyttet store forhåbninger til lørdagens FN-møde om Syrien i Genève, men da Kofi Annan trådte ud af døren, var det hverken fugl eller fisk, men snarere en vingeløs due, FN’s særlige udsending kunne præsentere for offentligheden.

Allerede inden mødet begyndte, havde den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, afvist sin amerikanske kollega, Hillary Clinton, og vestlige mediers tolkning af deres interne diplomatiske snakke om en løsning i Syrien: Rusland støtter ikke en FN-køreplan, der arbejder på en overgangsregering i Syrien uden deltagelse af al-Assad-klanen eller andre af det nuværende styres topfolk.

I sidste ende blev et kompromis nået, som mindede foruroligende meget om den fredsplan, Annan indtil videre ikke har haft succes med at gennemføre. At begge parter uden modkrav skal nedlægge våbnene og støtte op om dannelsen af en overgangsregering, hvis sammensætning vil være »overladt til syrerne selv« ifølge Annan, der adspurgt om det kunne inkludere al-Assad vævende svarede, at han »tvivler på, at syrerne vil vælge folk med blod på hænderne til at lede dem«.

Fra vestlige regeringslederes side blev mødet nærmest udlagt som en succes. Ifølge Hillary Clinton var den ændrede ordlyd af slutdokumentet hovedsalig semantisk: »Assad må stadig forsvinde,« sagde hun efter mødet. »Det, vi har gjort, er at fjerne den opfattelse, at han og andre med blod på hænderne kan blive ved magten.«

En tolkning som senere blev gentaget af både den franske udsending og den britiske udenrigsminister, William Hague, men til gengæld blev punkteret af Ruslands Lavrov, der har en bekymrende uvane med at modsige sine vestlige kolleger.

»Der er intet forsøg på at tvinge nogen form for overgangsproces igennem,« sagde han.

»Der er ingen betingelser opsat på forhånd i forhold til magtoverførselsprocessen og intet forsøg på at ekskludere nogen gruppe fra processen.«

Fortsat blodige kampe

Internt i Syrien var der i går beherskede, men hovedsalig negative reaktioner fra begge sider på mødet. Ingen af de kæmpende parter var inviteret, men brugte i stedet kræfterne på temmelig blodige kampe, særlig i Damaskus-forstaden Douma, hvor begge parter kunne rapportere om mange dræbte. Bl.a. blev et begravelsesoptog ramt af en granat, der dræbte 30, og oppositionen berettede om dræbte læger og sygeplejersker og improviserede hospitaler, der ikke har plads til alle de sårede.

Selv den del af oppositionen, der er tættest på styret og taler for dialog, har efterhånden opgivet tanken om en fælles overgangsregering, og resten af oppositionen havde på forhånd afvist enhver form for regering med deltagelse af det nuværende styres folk, og det er svært at se, hvordan de skulle kunne acceptere et overgangsstyre med deltagelse af folk, der står bag de seneste 16 måneders blodsudgydelser.

På den anden side er det også svært at forestille sig, regeringen i Damaskus skulle acceptere magtafgivelse i et omfang, der vil tilfredsstille styrets modstandere.

Den officielle linje har siden oprørets start været, at man er startet på en proces af reformer og allerede har indledt en overgangsproces – på egne præmisser. The New York Times kunne i går citere en anonym diplomat inde fra styret, der fortalte, hvordan man anser de planlagte præsidentvalg i 2014 som det naturlige næste trin i den proces, og Bashar al-Assads tale forud for mødet i Genève gav da heller ingen tegn på opblødning.

Russernes nye syn på Assad

Han erkendte dog for første gang, at Syrien befinder sig i en reel krig, og krige kan man som bekendt tabe. Og her synes tiden i stigende grad at arbejde imod al-Assad.

Mens al-Assad virker mere stålsat end nogensinde, og hans militærmaskine stadig er mægtig, er der tegn på, at den den indtil for nylig håbløst pressede oprørshær har opnået momentum. De meget omtalte våben er nu faktisk begyndt at strømme ind over grænsen, og en række angreb i blandt andet Damaskus har demonstreret en øget slagstyrke og rækkevidde hos oprørerne. Samtidig har den nylige episode med det tyrkiske kampfly, der blev skudt af syrisk militær, bevirket, at tyrkerne har erklæret, at de vil beskyde syrisk militær, der nærmer sig grænsen og dermed i praksis har tagets skridt i retning af en sikkerhedszone, som hovedsalig kommer oprørerne til nytte. Og som kommer på et belejligt tidspunkt for dem, efter at den syriske hær nærmest havde presset Den Frie Syriske Armé helt ud af det nordlige Syrien. Og ikke mindst synes de økonomiske sanktioner at have presset styret helt i bund.

Russerne synes også at have indset, at Bashar al-Assad ikke er en mand at satse på i fremtiden, men er stadig fodslæbende. Syrien er ikke nødvendigvis en kerneallieret, men russerne har bange anelser om fremtidig vestlig indblandingsstrategi efter NATO’s noget luskede udnyttelse af FN-mandatet i Libyen.

De har brug for flere indrømmelser; at der ikke sigtes mod en vestlig hegemoni i Mellemøsten, at der ikke vil ske en islamistisk magtovertagelse i Syrien, og at de vil bevare den prominente politiske og økonomiske position i landet, de har nu, efter et regimeskifte for at trække støtten til styret.

Hvis det ikke lykkes at overbevise russerne om dét, kan det stadig blive en blodig sommer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Det ser ud som om situationen har passeret "point of no return" i den forstand, at der først bliver fred, når én af parterne ( med diverse ekstern støtte) har vundet det sidste og afgørende slag

Det bliver desværre nok "de grimme drenge" , der vinder .

Reelt er vel samtlige arabiske stater i regionen (samt Iran) betændte diktaturer, der dybst set er ustabile i det øjeblik undertrykkelsesapparatet svigter

Og når man så tænker på, at vores økonomi, beskæftigelse os v afhænger af, at olien flyder uden afbrydelser fra denne region, så føles det ret klamt.

Jo hurtigere vi frigør os for afhængigheden af mellemøstens olie - jo bedre både for freden og for klimaet.

Maya Nielsen

Men den linkede ovenstående I-Book er jo også helt overvejende partisk . OG PÅ DEN MÅDE PROPAGANDA FOR ASSAD. også selv om det kaldes sciense og er fra Californien....eller udgivet I Californien.

Mustafa Hussain

@ MAYA NIELSEN

Jamen, så kan du nøjes med at læse følgende artikel af journalisten Robert Fiske:

http://www.independent.co.uk/opinion/commentators/fisk/robert-fisk-weste...
Eller den canadiske journalist, Greg Feltons bog: The host and the parasite, Dandelion: Tempe, Arizona, som forudsiger allerede i 2007 (!!) at efter Irak, var det nu Iran og Syriens tur.
Personligt kan jeg ikke lige begge regimer men det ændrer intet ved at man skal forholder sig til veldokumenterede kendsgerninger.

Maya Nielsen

Hej igen Mustafa, hvordan kan forudsigelser på nogen måde være veldokumenterede kendsgerninger. JEG FORUDSÅ OGSÅ MURENS FALD ET HELVT ÅR FØR DET SKETE, MEN DET VAR NÆPPE EN VELDOKUMENTERET KENDSGERNING FØR DET SKETE IRL VEL ?

Der arbejdes med mange forskellige scenarier når professionelle millitærpersoner skal finde ud af det idellle beredskab, at man har talt og set på elementer I et muligt scenarie, er på ingen måde det samme som at man mener det er ønskværdigt....

Hvad mener du selv det rationalet skulle være I den ene "humanitære krig" efter den anden ... Jeg kan forstå det I den retning at det kan lette USAs forsvarsbyrde over for Israel om hverken Syrien eller Iran gennem Libanon også kan være en permanent aggressor helt inde I middelhavet... Men hvorfor tro man kan vinde en sådan krig... Det tvivler jeg på man overhovedet kan forudsige eller forvente ?.?

jeg glæder mig til at læse dine egne forestillinger om dette ?

Mustafa Hussain

@ Maya og Nicolai

Når jeg skrev at Felton forudså at Iran og Syrien var Next Stop for Regime Change, var tanken ikke om militære planlægninger for at imødegå sikkerheds trusler mod Israel og eventualiteter i mellemøsten, men derimod Feltons nøje henvisninger til udtalelser fra de hoved aktører i Bush-regimet (Chenny, Rumsfeld, Wolfi, Bolton etc.) og regeringen i Israel, samt en række henvisninger til andre kilder og dokumenter. Hvis Nato har ikke bombet syriens militære installationer endnu, er det kun fordi Sikkerheds råd er ikke enige om regime skifte som løsning på konflikten som har fået næring fra alle de Iran fobisk Golf stater - en fobi som er ved at udvikler sig en Shia-Sunni konflikt (menneskerettigheder i Bahrain og Khawjas tilstand er glemt; hvor er Fru Clinton? og medierne?).
Felton forsøger at bevise at israelske overbevisninger om fabrikeret frygt for dens sikkerhed er blevet til Amerikanske politik i tænkning og handlinger på trods af hensigtserklæringer for at skabe stabilitet i det konfliktprægede områd.
Om Syrien: Man kan ikke rulle tiden tilbage og standse indsmugling af dødelige våben. Bashars regime har hellere ikke hånderet situationen uden vold. Konflikten er nået dertil at volden skal standses før politikken– også af oppositionen og politiske islamister. Russerne og Kineserne skal overbevise Assad, at legemeget, hvem og hvor mange, og med hvilke støtte udefra, har konspireret mod hans udemokratiske, men blandt befolkning en neutral og populære styre, er dagen for Bath partis enevæld talte. Blodudgydelsen bør standses og humanitære organisationer skal have fri adgang til bombarderet byer og områder.
Om Nutty professorer:
Ja, de typer findes alle vegne og i alle steder afhængige af, fra hvilke perspektiv kigger man på virkeligheden. Set fra det samme perspektiv, som skribenten af artiklen (påpeget af Nicolais link) kigger på virkeligheden i mellemøsten, vil en professor ved navnet Noam Chomsky, eller en journalist ved navnet, Uri Avenri kan sagtens falde i kategorien; The Nutties.

Steffen Gliese

det er utroligt, at nogen hersker i noget land vil udsætte sin befolkning for det, Assad udsætter sin for. Derfor må han fældes.

Niels Jespersen

Artiklen er præget af en mærkelig ideologisk tilgang til Syrien. Artikelens forfatter overser et par ting som eksperter som Patrick Seale påpeger (se www.patrickseale.com for regelmæssigt opdaterede afbalancerede skildringer af Mellemøsten og i særdeleshed Syrien, som manden kender bedre end alle andre i Vesten) så har USA længe støttet oprørerne og frontorganisationerne for dele af den syrske oppsition som en slags femtekolonne. De neokonservative prozionister i USA og Europa har som led i Israels langsigtede strategi om opsplitning og ødelæggelse af lande som Irak, Iran og Syrien fået kontrol med udenrigspolitikken i Mellemøsten - se f. eks. sidste artikel af Patrick Seale her:

http://www.agenceglobal.com/index.php?show=article&Tid=2824

hvor han omtaler disse ting.

Modsat Tobias Havmand mener han at Rusland og Kina optræder ansvarligt - hvor Tobias Havmand har mærkeligt uafbalancerede betragtninger som "En tolkning som senere blev gentaget af både den franske udsending og den britiske udenrigsminister, William Hague, men til gengæld blev punkteret af Ruslands Lavrov, der har en bekymrende uvane med at modsige sine vestlige kolleger.

»Der er intet forsøg på at tvinge nogen form for overgangsproces igennem,« sagde han.

»Der er ingen betingelser opsat på forhånd i forhold til magtoverførselsprocessen og intet forsøg på at ekskludere nogen gruppe fra processen.«

Forfatteren ser også konflikten egnnem de briller som den vestligt - og indirekte israelsk - støttede oppsition i Syrien gerne vil. Hvad det store flertal i landet ønsker lades ude af betragtning. Her er det klart for enhvaer at alle i syrien har set hvad der skete i Irak og at man bestemt ikke ønsker indblanding i form af borgerkrig støttet udefra! Som Patrick Seale har gjort opmærksom på findes der i Syrien en tradition for tolerance og akcept af anderledes troende og tænkende, som man kunne udnytte. Patrick Seale har her BRIC landene i tankeren - specielt Brasilien hvor der findes ca. 1 millionefterkommere af indvandrere fra Syrien. Lad disse lande komme på banen og opgiv de prozionistiske fraktioner man hører så meget om som "repræsentanter" for Syrien. DEt kommer ikke rigtigt frem hvordan disse foretagender opererer og hvem der faktisk støtter dem etc. etc. Se det ville være en værdig opgave for Information at afsløre det fordækte spil som foregår her - ligesom i optakten til Irak krigen.