Læsetid: 3 min.

Tilliden til Italien er svækket

Kreditvurderingsbureauet Moody’s har nedgraderet den italienske økonomi og lægger det politiske klima i landet til grund for den pessimistiske vurdering
14. juli 2012

For anden gang på fem måneder har kreditvurderingsbureauet Moody’s nedgraderet tilliden til Italien. Med nedgraderingen fra A3 til Baa2 vurderer Moody’s, at økonomiske udsving kan bringe Italien i betalingsproblemer. Øgede udgifter til finansiering af statsgælden, mangel på udenlandske investeringer, øget sandsynlighed for et græsk exit fra eurozonen samt smittefare i forbindelse med krisen i den spanske banksektor er blandt de faktorer, som Moody’s lægger til grund for den pessimistiske vurdering. Italiens industriminister, Corrado Passera, betegner nedgraderingen som »vildledende og umotiveret«, mens en talsmand for EU-kommissionen kritiserer bureauets timing og fremhæver den italienske regerings bestræbelser på at udligne statens budget-underskud inden udgangen af 2013: »Moody’s vurdering er ikke overbevisende, der er brug for et uafhængigt europæisk kreditvurderingsbureau,« udtaler EU-kommissionens næstformand, italieneren Antonio Tajani, til Corriere della Sera: »Jeg er ikke overbevist om, at kreditvurderingsbureauerne iagttagelser altid er sandfærdige og gennemsigtige. Man ved ikke, hvem de arbejder for.«

Monti rydder op

Trods Moody’s vurdering blev der ved en auktion fredag afsat italienske statsobligationer for 5,25 mia. euro – dog primært til italienske banker. Den gennemsnitlige rente på obligationer med en løbetid på tre år faldt til 4,65 pct., det laveste renteniveau siden maj. Men det ændrer ikke den italienske økonomis fremtidsudsigter væsentligt, udtaler finansanalytikeren Nicholas Spiro til Financial Times.

»Italien er fanget i en ond cirkel, hvor den evindelige mangel på vækst, den tunge statsgældsbyrde, stigende politisk usikkerhed og manglen på en troværdig garant for statsgælden er samvirkende faktorer.«

Den politiske situation i Italien, hvor den tidligere EU-kommissær Mario Monti siden november 2011 har stået i spidsen for en teknisk overgangsregering, er blandt årsagerne til nedgraderingen:

»Det politiske klima er også en kilde til risici for implementeringen (af Monti-regeringens strukturreformer, red.), navnlig efterhånden som valget i foråret 2013 nærmer sig,« skriver Moody’s.

Monti meddelte forleden, at han ikke vil fortsætte som ministerpræsident efter valget. Og meget tyder nu på, at Silvio Berlusconi agter at genopstille som højrefløjens kandidat.

»Alt, hvad Monti foretager sig, handler om at forsøge at rette op på de skader, som Berlusconi har forvoldt,« mener østrigeren Hannes Swoboda, som er formand for den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet.

»Hvis han genopstiller, vil det ikke være velset i nogen europæisk hovedstad, for det vil være til skade for synet på Europa, der fremstår som et demokrati, hvor man ikke formår at drage konsekvensen af negative erfaringer,« udtaler Swoboda.

Ny EU-skepsis

Italien har siden Kul- og Stålunionens grundlæggelse i 1951 været en af drivkræfterne i udviklingen af det europæiske samarbejde. Men eurokrisen har skabt grobund for EU-skeptiske partier. Partiet Movimento 5 Stelle, som er dannet af komikeren Beppe Grillo og opnåede en overraskende vælgertilslutning ved forårets lokalvalg, ønsker Italiens udtræden af eurozonen. Berlusconi vil angiveligt lade sig inspirere af Grillo under den forestående valgkamp.

»Hypotesen om at udtræde af euroen er ikke blasfemi,« udtalte den tidligere ministerpræsident for nylig til Wall Street Journal. Ifølge den franske europarlamentariker Sylvie Goulard vækker udsigten til en italiensk valgkamp med Berlusconi i rollen som euroafvikler bekymring i Bruxelles: »Det sidste europæerne har brug for, er en italiensk valgkamp, som handler om ja eller nej til euroen,« udtaler Goulard fra det liberale midterparti MoDem til den italienske avis La Repubblica. EU-partnerne har endnu ikke helt forstået konsekvenserne af Berlusconis beslutning om at genopstille, siger en anonym italiensk EU-embedsmand til La Repubblica: »Mens man tidligere kunne regne med en national samlingsregering, som i denne nødsituation ville omfatte både højre- og venstrefløjen og opfylde vores europæiske forpligtelser, vil Berlusconi umuliggøre et kompromis efter valget.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu