Læsetid: 4 min.

USA’s tørke rammer Afrikas fattige

Hedebølge og tørke fortsætter i USA, hvor 1.297 amter nu er officielt katastroferamte. Prisstigningerne på majs og soja sætter rekord og peger mod ny global fødevarekrise
21. juli 2012

»Jeg falder på knæ hver dag, og jeg beder en ekstra bøn netop nu,« siger USA’s landbrugsminister Tom Vilsack.

»Hvis jeg havde en regnvejrsbøn eller en regndans, jeg kunne bruge, ville jeg gøre det nu.«

Bemærkningerne falder ved en briefing i Washington for amerikansk presse med den historiske tørke og de voldsomme aktuelle prisstigninger på sojabønner og majs som tema. Den seneste måned er majsprisen på råvarebørsen i Chicago steget med over 50 pct., og netop nu sætter sojaprisen rekord.

»Nu er det sojabønnernes tur. De næste to uger bliver kritiske for dem. Der er en risiko for katastrofale problemer for sojabønnerne,« siger Don Roose, chef for investeringsselskabet US Commodities, til Reuters.

Chicago-prisen på sojabønner er steget 30 pct. den seneste måned, mens hvedeprisen er steget med 45 pct. siden midten af juni.

Årsagen er den fortsatte, historiske hedebølge og tørke i USA, angiveligt den værste i 56 år.

I onsdags udvidede det amerikanske landbrugsministerium antallet af amter, som er erklæret officielle naturkatastrofeområder, med 39, så totalt er 1.297 amter i 29 amerikanske stater nu katastrofeområder med adgang for udsatte landmænd til at søge nødlån fra regeringen.

Det amerikanske tørkeovervågningsprogram »US Drought Monitor rapporterer nu, at 61 pct. af det kontinentale USA er i en tilstand af moderat til exceptionel tørke,« skriver landbrugsministeriet i en pressemeddelelse.

For USA’s majs- og sojaproducerende områder gælder, at henholdsvis 88 og 87 pct. er officielt tørkeramte. Og vejrudsigten lover ikke nogen umiddelbar forbedring.

»Det varme vejr vil igen sprede sig mod øst og til slut vende tilbage til det sydlige og østlige majsbælte,« hed det i går i landbrugsministeriets vejrudsigt. USA har under den lange hede- og tørkebølge oplevet, hvad amerikanske medier har kaldt saudiarabiske temperaturer på over 47 grader celsius. I går blev der i det sydvestlige USA målt knap 43 grader celsius som det højeste.

»Vi ser fortsat tørken sprede sig og intensiveres. Selv om det er blevet bedre på steder som Texas, hvor de har fået regn, så breder tørken sig i andre områder, som f.eks. det østlige Iowa,« sagde klimaforskeren Brian Fuchs, US Drought Monitor, forleden.

»Dette er virkelig en krise. Jeg tror ikke, vi har set noget som dette i min levetid,« lød kommentaren torsdag fra guvernør Pat Quinn, fra staten Illinois, til New York Times.

»Dette rummer potentialet til at blive den værste tørke, vi nogensinde har haft i Arkansas. Det vil blive ødelæggende for vores økonomi,« supplerede landbrugsminister Butch Calhoun, Arkansas.

De fattige bliver ofre igen

Prisstigningerne på de tørkeramte afgrøder vil blive ledsaget af prisstigninger på kød, mælk og andre mejeriprodukter, fordi både majs og sojabønner også bruges til foder. Samtidig gælder det, at kvæg i områder ramt af hedebølge producerer mindre mælk.

»De gider ikke gøre noget, de æder ikke,« sagde en amerikansk malkekvægsejer, Richard Gorder fra Wisconsin, til USA Today torsdag. Også prisen på bioethanol stiger nu i USA, eftersom 40 pct. af den amerikanske majsproduktion indtil nu er gået til bilbrændstoffet. Denne prisstigning og den forventede knaphed på majs gør, at efterspørgslen på og produktionen af bioethanol nu er begyndt at falde i USA.

Med USA som leverandør af næsten halvdelen af verdens majseksport og som den største enkelteksportør af sojabønner og hvede slår prisstigningerne internationalt igennem. Det amerikanske landbrugsministerium reducerede forleden sin prognose for USA’s majseksport i år, og allerede nu har priserne på majs og soja overskredet niveauet i 2007-08, hvor den verdensomspændende fødevarekrise førte til uroligheder i over 30 lande. Og selv om der i øjeblikket er hvede og ris nok i verden, kan mangel på majs og soja flytte efterspørgslen og dermed øge prispresset på både hvede og ris.

»Afrikanske og mellemøstlige lande står nu over for smertefulde stigninger i deres importregninger. De seneste ugers dramatiske pristtigninger på kornafgrøder tegner til at blive et alvorligt økonomisk slag for lande, der importerer hvede,« siger en tysk kornhandler til Reuters.

Ny spekulation truer

FN’s fødevareorganisation, FAO, har endnu ikke offentliggjort den seneste måneds globale fødevareprisindeks, men sagde tidligt i juli, at der efter et fald i det globale prisindeks nu igen ses stigning i fødevarepriserne, primært som afspejling af hede- og tørkebølgen i USA.

FAO’s generaldirektør José Graziano da Silva advarede for nylig om, at finansiel spekulation i knappe fødevarer er en fortsat risiko, der – som det var tilfældet under krisen i 2007-08 – kan accelerere prisstigningerne til skade for især verdens fattige.

»Voldsomme udsving i fødevarepriserne, især med den hastighed de har fundet sted siden 2007, har negative konsekvenser for fattige forbrugere og fattige producenter i hele verden,« sagde da Silva ved en FAO-konference i Rom tidligere i juli.

»Inflationen i fødevarepriser er allerede højere end den generelle inflation i næsten alle lande. Det har de største konsekvenser for den fattige del af befolkningen, der bruger op til 75 pct. af deres indkomst på fødevarer.« Økonomer er bekymrede for, hvordan en mulig ny priskrise for fødevarer kan sætte den i forvejen hårdt prøvede globale økonomi under yderligere pres.

»Hvad verdensøkonomien virkelig trænger til lige nu er en pause. Ethvert inflationspres – især et der bremser vækstøkonomiernes politik med at løse op for økonomien og give den globale økonomi et løft – vil være et problem,« siger seniorøkonom Karen Ward, fra den internationale storbank HSBC til The Guardian.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

»Hvad verdensøkonomien virkelig trænger til lige nu er en pause. Ethvert inflationspres – især et der bremser vækstøkonomiernes politik med at løse op for økonomien og give den globale økonomi et løft – vil være et problem,« siger seniorøkonom Karen Ward, fra den internationale storbank HSBC til The Guardian.

Måske skulle man finde et andet orakel end en bank, og især end HSBC. I øvrigt er det dybt vrøvl, hvad Karen Ward siger. Gad vide om ikke HSBC selv er med til at spille på fødevarebørserne.

John Fredsted

Karen Ward forstår tilsyneladende ikke, at årsagen til tørken, nemlig klimaforandringerne, er menneskets diktat om vedvarende økonomisk vækst. Men svært er det da også.