Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Djævelen hærger pavehoffet pavehoffetavens butler

Pavens butler lækker dokumenter i desperation over ’ondskab og korruption overalt i kirken’
Pavens butler, Paolo Gabriele, ville informere paven om al den ondskab, der trives i Vatikanet.

Pavens butler, Paolo Gabriele, ville informere paven om al den ondskab, der trives i Vatikanet.

Fabio Fustaci

16. august 2012

Djævlen er en snedig rad. Han forstår at gemme sig steder, hvor de færreste forventer at finde ham. Som for eksempel i pavens gemakker ved Peterspladsen i Rom.

Det har vakt opsigt, at Vatikanet sigter pavens butler, den 46-årige Paolo Gabriele, for at have lækket sprængfarlige papirer til pressen. Mindst lige så opsigtsvækkende er butlerens motiv.

Ifølge anklageskriftet har Paolo Gabriele forklaret sine afhørere, at han satte sig i besiddelse af dokumenterne, fordi han var overbevist om, at paven ikke var tilstrækkeligt informeret om den »ondskab og korruption«, som butleren ønskede at afsløre og fordrive. Videre lyder butlerens forklaring:

»Efter jeg havde set ondskab og korruption over alt i kirken, nåede jeg til sidst et punkt af nedbrudthed – a point of no return – og jeg kunne ikke længe styre mig.«

Den djævelskab, som butleren oplevede, har forbindelse til Vatikanets bank, Instituto per le Opere di Religione (IOR), der kan oversættes til ’Instituttet til Drift af Religionen’. Pavestaten er rystet af magtkampe om denne banks fremtid. I maj måned i år blev vatikanbankens direktør, Ettore Gotti Tedeschi, fyret af sin bestyrelse – med den begrundelse, at han havde »undladt at udføre pligter af stor vigtighed«.

Pavelig hvidvask

Den fyrede direktør har ladet skinne igennem, at han snarere blev fyret, fordi han var for grundig i udførelsen af sine pligter. Han har siden 2009 haft til at opgave at bringe vatikanbanken i overensstemmelse med EU’s regler om bekæmpelse af hvidvask af kriminelle penge.

»Jeg har betalt for min gennemsigtighed,« forklarede Gotti Tedechi til Reuters om sin fyring. Det rimer ikke ganske med, at Gotti Tedechi i 2010 var i italienske myndighedernes søgelys for hvidvask af penge. Dengang bakkede pavehoffet ham op.

Nu, efter Tedechis fyring i maj, foretog det italienske politi razzia mod hans bolig i Norditalien og to kontorer i Milano. Her fandt politiet 47 ringbind med belastende oplysninger om Vatikanet, indsamlet af Tedechi til brug, »hvis noget skulle ske ham«. Tedechi har nu – af frygt for sit liv – erklæret sig villig til at samarbejde med den italienske anklagemyndighed. Vatikanet forlanger de 47 ringbind tilbageleveret til pavestaten. Vatikanets statssekretær, kardinal Tarisco Bertone, har givet sensationshungrende journalister skyld for skandalen: »Sandheden er, at der er en vilje til at skabe splittelse, og at den kommer fra Djævlen,« siger kardinalen.

Jovist, den onde selv er på spil i romerkirken.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu