Nyhed
Læsetid: 4 min.

Bashars sunni-alliance smuldrer

Den syriske premierministers afhopning viser, at regimets hidtidige alliance med den sunnitiske overklasse er smuldrende – og snart helt væk
Udland
7. august 2012
De kommende dage kan bringe det afgørende slag om Syriens næststørste by, Aleppo.

De kommende dage kan bringe det afgørende slag om Syriens næststørste by, Aleppo.

Ahmad Gharabli

At den syriske premierminister, Riyad Hijab, i går hoppede af til Jordan, får ikke den store politisk-praktiske effekt, hvad Syriens informationsminister da også hurtigt rykkede ud med en erklæring om. Men afhopningens psykologiske virkning på vigtige niveauer i det syriske system skal ikke undervurderes, da den illustrerer, at præsident Bashar al-Assad har mistet opbakning i den bureaukratiske sunni-elite, der hidtil har været en loyal allieret med Bashars alawit-dominerede politistat. Og ifølge den libanesiske avis al-Akhbar verserer der hårdnakkede rygter om, at Saudi-Arabien og Qatar tilbyder sunnitiske topembedsmænd og politikere rundhåndet bestikkelse for at tage benene på nakken.

Hvad der begyndte 6. juli med brigadegeneral Manaf Tlass, søn af Syriens sunnitiske forsvarsminister gennem 32 år, og fortsatte fem dage senere med den sunnitiske Bagdad-ambassadør Nawas al-Fares, er foreløbig toppet med Hijab, den hidtil højst rangerende politiker, der har pakket både kuffert og familie efter kun to måneder som regeringsleder. Det syriske Baath-styre, der på den militære og sikkerhedsmæssige side er domineret af Bashar al-Assads alawit-sekt, en gren af shia-trosretningen, har traditionelt plejet alliancer med Syriens prominente sunnitiske familier – købmænd, administratorer og civile politikere i regeringen. Således er vicepræsidenten, Farouk al-Sharaa sunnit fra Houran-regionen, hvor revolten mod regimet begyndte.

Både Hijab og ambassadør al-Fares er fra Deir al-Zour i det østlige Syrien, en sunnitisk domineret provins, og Manaf Tlass er fra Rastan nær Homs, der i særlig grad har lidt under regimets nedkæmpelse af oppositionen. Det er denne alawit-sunni-alliance, der nu smuldrer yderligere med premierministerens afhopning.

»Men politisk set var han kun en demokratisk marionetdukke,« som en Syrien-ekspert i Beirut, Hisham Saghieh, udtrykker det.

»Politiske beslutninger træffes ikke i regeringen, men på præsidentens kontor. Hijab har ikke haft hverken politisk eller militær indflydelse – han var endnu en bureaukrat med ministertitel, der udførte de opgaver, han blev pålagt oppefra. Politikken fastlægges i Bashars snævre kreds af sikkerhedschefer, militære rådgivere og familiemedlemmer. Men det har selvsagt en psykologisk virkning på den øvrige regering og administrationen, at en mand, Bashar gjorde til regeringsleder for kun to måneder siden, nu er hoppet af.«

Riyad Hijab var landbrugsminister, da han blev udset til premierministerposten efter parlamentsvalget 7. maj. Et valg, der blev afviklet som led i en reform øremærket ’demokratisk pluralisme’. Ét-partisystemet blev formelt afskaffet, men i realiteten blev der ikke flyttet et komma i præsidentens magtbeføjelser, herunder hans ret til selv at udpege regeringen.

Hijab blev den tredje premierminister efter revoltens udbrud i Dara’a 15. marts sidste år, men regeringen har indtil nu, hvor den Frie Syriske Armé har haft en stribe militære succeser, været rimelig stabil. En underordnet i det syriske olieministerium deserterede sidste år, et stigende antal sunnitiske officerer er deserterede, men generelt har regimet været stabilt, indtil den væbnede opposition i juli angreb Damaskus og Aleppo, og hvor sikkerhedsmæssige svagheder viste sig – bl.a. ved drabet på fire af Bashars topfolk, bl.a. hans svoger, Assef Shawkat, ved et bombeattentat i det nationale sikkerhedshovedkvarter i hjertet af Damaskus.

Aleppo belejret

Hijabs afhopning kom på et tidspunkt, hvor regeringsstyrker på anden uge gør klar til ’det afgørende slag’ om Aleppo, Syriens mest folkerige by 40 km. fra den tyrkiske grænse. Den væbnede opposition har forskanset sig i store dele af byen, der nu i to uger er blevet beskudt med artilleri og bombet fra kampfly. Desertørerne i FSA (Frie Syriske Armé) kontrollerer området mellem Aleppo og Tyrkiet, og det kurdiske område i nordøst er overtaget af lokale modstandsfolk, efter at regimets tropper blev trukket til Aleppo, der nu menes belejret af en styrke på ca. 20.000 soldater.

Hvor mange, de er i morgen, er et åbent spørgsmål. Både den regulære hær og sikkerhedsstyrkerne lider under en gradvis nedsmeltning af mandskab og officerer. I går blev det meddelt, at fire oberster i sikkerhedstjenesterne er flygtet til Jordan, og antallet af deserterede generaler er 31 – en af dem er Syriens første astronaut.

Hijab, en hidtil loyal sunnitisk Baath-partisoldat, rejste søndag ud af Syrien sammen med to andre unavngivne ministre og en halv snes familiemedlemmer (samt disses familier). I en erklæring, oplæst af hans talsmand Mohammed al-Otri, siger han, at han har meldt sig i »revoltens geledder i afskyen over krigsforbrydelser, folkemord, barbariske drab og massakrer på ubevæbnede borgere«. Og videre: »Jeg er nu soldat i denne velsignede revolution.«

Deserteringer vil fortsætte

Hisham Saghieh, en tidligere politisk chefredaktør på al-Akhbar, peger på langvarige forlydender om, at adskillige i regering og administration har ønsket at hoppe af, men ikke har turdet af frygt for repressalier mod familie og ægtefæller.

»At Hijab kunne – og med så mange familiemedlemmer på slæb – tyder på, at det er blevet nemmere at komme afsted,« siger han. »Vi kommer til at se mange flere afhopninger.«

Syriens statslige tv gjorde ikke meget ud af sagen. På to linjer meddelte dets hjemmeside, at præsidenten pr. dekret havde ’afskediget’ Riyad Hijab og i et andet dekret udnævnt boligminister og vice-premierminister Omar al-Ghalawanji som midlertidig regeringsleder.

Det statslige nyhedsbureau, SANA, dementerede rygter om, at en af obersterne, der også deserterede søndag, var chef for Damaskus-afdelingen for politisk sikkerhed – han var »leder af trafikdepartementets statistiske kontor«, hed det. Mohammed Jleileitu, finansminister, dementerede telefonisk til nyhedsbureauet, at han var en af de to øvrige rapporterede minister-afhoppere: »Jeg er syrer, før jeg er minister, og jeg passer mit arbejde,« sagde han ifølge SANA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Jespersen

Besynderligt at man andre steder kan læse at den tidligere statsminister blev fyret - hvorpå han og familien velsagtens er flyttet til et mere lukratvt sted.

Det siegs at han har været agent for oppositionen, men uden at det dog har dens tore betydning som man skulle tro når man ser på mandens statsministitel. Sataministeren i Syrien har ikke magt til at udnævne folk i systemet - det har præsidenten. Statsministeren er emre en slags embedsmand der skal få systemet til at køre.

Se her:

http://www.voltairenet.org/Syria-Exposed-Syrian-Prime

Hvis dette er rigitgt er Lasse Ellegaards informationer og konklusioner alt for vidtgående og direkte forkerte - ligesom så mange andre artikler i emdierne der prøver at skabe en "stemning" for at der er noget helt galt i Syrien og at det hele snart må kollapse, hvis da ikke lige vestligt kontrollerede operationer kan "redde" landet....

Karsten Olesen

Politisk spin på grundlag af falske rygter bliver brugt som en form for psykologisk krigsførelse - så alle informationer er meget usikre.

Også protokoldirektøren i præsidentpaladset benægter rygterne om sin "afhopning".

http://breakingnews.sy/ar/article/4439.html