Læsetid: 5 min.

’Vi, der benytter rugemødre, er en ukuelig stamme’

’Højst usædvanlige’ slægtskaber bliver bearbejdet og normaliseret på blogs om brug af rugemødre i Indien, fortæller forsker i fertilitetsturisme Karen Hvidtfeldt Madsen
Mens der i blogosfæren er en klar fællesskabsfølelse mellem de ’intenderede forældre’, er de indiske rugemødre stort set fraværende på bloggene. Arkiv

Mens der i blogosfæren er en klar fællesskabsfølelse mellem de ’intenderede forældre’, er de indiske rugemødre stort set fraværende på bloggene. Arkiv

Astrid Dalum

17. august 2012

»Mens jeg er i den syvende himmel over at være gravid, er det bare svært at acceptere, at det ikke foregår i min egen krop,« skriver australske Shannon på nettet.

Hun er en del af et weblog-univers, hvor enlige og par, der venter barn ved hjælp af indiske rugemødre, forsøger at skrive sig ind i normaliteten. Kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsen har under et forskningsprojekt om fertilitetsturisme fulgt australske, amerikanske og europæiske ’intenderede forældres’ weblogs om forberedelserne, forløbet og efterspillet.

Bloggerne bruger nettet til at etablere slægtskab og til at normalisere »det højst usædvanlige forløb«, som brugen af en rugemor stadig opfattes som, siger Karen Hvidtfeldt Madsen. For eksempel ved at skrive sig ind i en ’virtuel graviditet’: »Det handler om at opleve at være gravid, selv om hende, der føder barnet, befinder sig i den anden ende af verden.«

Bloggerne linker til hinanden og til klinikkerne og udveksler oplevelser af processen.

»Grundtemaet er, at også de bliver en helt almindelig familie,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen. »Og særligt fortællinger om moderskab fylder meget. Der skal kompenseres for, at graviditeten ikke kan foregå i deres egen krop.«

Bloggernes univers

Der er stærke kræfter på spil i den transnationale rugemorindustri, både økonomisk og følelsesmæssigt. Teknologien udvikler sig konstant, og det samme gør lovgivning og sociale normer. Det transnationale aspekt og det høje tempo i udviklingen gør weblogs til et oplagt medie til at bearbejde den følelsesmæssige belastning og dele viden og erfaringer, mener Karen Hvidtfeldt Madsen.

»Webloggen er både velegnet til den personlige fortælling og til den tidsbundethed, som indrammer fertilitetsindustrien, hvor klinikker åbner og lukker, priser stiger og falder, nye teknologier bliver udbudt, og ny viden kommer frem hver dag,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.

Bloggene er et specialiseret univers, hvor forkortelser som IRL (in real life) og LOL (laughing out loud) bliver suppleret af IVF (in vitro fertilization), 2SM (two surrogate mothers) og IP (intended parents). Det indforståede sprog afspejler også, at bloggerne opbygger et intimt fællesskab.

»Det virker, som om de ’intenderede forældre’ opbygger en mere fortrolig relation til hinanden på nettet, end de har til deres søskende eller naboer,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.

Nogle kalder hinanden familie, også selv om de færreste har mødt hinanden IRL.

»De deler deres mest private overvejelser og deltager i hinandens begejstring, når det lykkes nogen at få et rugebarn med hjem.«

En af bloggerne skriver:

»Vi, der benytter os af rugemødre, er en modig, ukuelig stamme af mennesker. Vi tror på, at mirakler sker, og det er vores privilegium at være en del af et fællesskab, som får lov at se disse mirakler blive født hver uge. Hvad jeg ved er, at engang i nær fremtid vil det barn, som bliver født, være jeres.«

Tilgængelighed og afstand

Webloggenes logik er også, at fællesskabet og solidariteten findes mellem de ’intenderede forældre’ indbyrdes og ikke mellem dem og rugemødrene. Sidstnævnte er sjældent til stede som andet end belly shots (fotos af rugemorens gravide mave, red.) eller repræsenteret via bloggernes oplevelser af dem. En blogger beretter om mødet med rugemoren:

»Eftersom mine hormoner piskede rundt i kroppen, og grundet intensiteten i mødet med hende kunne jeg ikke lade være at græde.«

Internettet ophæver og bevarer på én gang afstanden mellem for eksempel Californien og Gujarat: ’Barnløse’ vesterlændinge får virtuel adgang til et fjernt marked. Men i bloguniverset er afstanden samtidig bevaret, idet rugemødrene ikke deltager. Og mens den geografiske rejse kan være besværlig og bekostelig, kan den opleves som en fordel, når først barnet er hentet: Risikoen for, at rugemoren opsøger barnet, er minimal, og i bestræbelsen på at normalisere den nye familie kan de mange kilometers afstand være bekvem.

Investeringer

I bloggernes normaliseringsbestræbelser fylder økonomi – eller forsøget på at usynliggøre den – meget, fortæller Karen Hvidtfeldt Madsen. Der kører et specialiseret, usentimentalt spor med oplysninger om priser, udbydere og teknologier parallelt med en slags magisk realisme, hvor rugebørnene vikles ind i et metaforisk univers af drømme, længsler, ofre og mirakler. Ydelserne beskrives kommercielt, men selve barnet betegnes som en gave:

»Et livets mirakel vil gennem ægdonation og surrogatgraviditet spire i Delhi og blomstre i Californien som en gave fra Gud,« lyder det for eksempel.

»Barnet og ydelserne forbundet med surrogatgraviditeten skilles meget skarpt ad – og flere peger på, at sådan er det for alle graviditeter,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.

En blogger spørger for eksempel, hvordan brug af en rugemor dybest set adskiller sig fra det, at en kvinde bliver gravid på ’naturlig vis’:

»Hvis hun føder på et privat hospital og betaler for plejepersonalets tjenester, for et privat værelse og andre ydelser (…), er dette så ikke varer, hun køber?«

Desuden lægger de vægt på, at investeringen i lige så høj grad er følelsesmæssig som økonomisk.

»Alt det, de har længtes, alle de tårer, de har grædt. Det fylder meget på de her blogs – det store offer, som de opfatter som meget større end for forældre, der bare bliver gravide på traditionel vis,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.

»Der er kvinder, som bliver mødre uden anstrengelser, uden omtanke, uden tålmodighed og ofre,« skriver en blogger, »og selv om de er gode mødre og elsker deres børn, ved jeg, at jeg vil være bedre. Jeg vil blive en bedre mor, ikke på grund af gener eller penge, eller fordi jeg har læst flere bøger, men fordi jeg har kæmpet og knoklet for dette barn.«

Oppe at køre?

Bloggerne leder hele tiden efter argumenter, der kan retfærdiggøre og normalisere brugen af en rugemor.

»Der synes at være noget fremmedgørende ved at få teknologi ind i reproduktionen,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.

»Og teknologien er en omfattende del af forløbet, som de intenderede forældre ikke kan afgrænse sig fra undervejs – men tværtimod er nødt til at tage til sig og udveksle specialviden om. Det bliver der så kompenseret for i fortællingerne på webloggene. Her skriver mange af dem sig ind i en temmelig konservativ forestilling om familien som et naturligt og autentisk slægtskab.«

Det store fokus i Vesten på forældreskab som vejen til et helstøbt liv gør det også forståeligt, at stadig flere – også fra Europa, hvor brug af kommerciel rugemor er forbudt i mange lande – er fristet af at ’leje en livmoder’, mener Karen Hvidtfeldt Madsen.

»Der er stadig flest amerikanere blandt de vestlige kunder, og det er nemt at trække på skuldrene og sige, at de er også helt oppe at køre i USA. Men hvis man tænker på, hvor mange følelser og ’værdier’, der også i Danmark er investeret i såkaldt almindelig familieskabelse, er det måske ikke så mærkeligt, at folk vil gå langt for at blive en del af den fortælling,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.

Så måske bliver man klogere på rugemorfænomenet ved ikke at se det som noget exceptionelt og ekstremt, men snarere som et fænomen, der tydeliggør udbredte tendenser – en ’tidsånd’, om man vil:

»Få mennesker i Vesten investerer så meget energi og så mange følelser i noget andet projekt end netop familieskabelse,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.

»I den forstand er disse weblogs eksponenter for nogle aspekter og dilemmaer, som findes i de fleste menneskers liv i dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Egoisme in complete overdrive.

"Vi, der benytter os af rugemødre, er en modig, ukuelig stamme af mennesker": Nej, modig ville det være at acceptere, at man som ikke-fertil kommer til at dø uden at kunne sætte børn i verden.

Benjamin Bach

Dumme imperialister. Hvordan kan forsvare at betale en rugemor i Indien en latterlig sjat penge for at være gravid, give sit barn væk og så hoppe tilbage til fattigdommen? Vælg dog barnløshed, kunstig befrugtning eller blive plejefamilie..

Denne kærlighed for børn, gør den sig også gældende for de millioner der årligt dør af sult, og som man kunne holde liv i for de samme penge?

Egoisme er slående.

Anders Jensen

Hvordan skulle homoseksuelle mænd ellers få deres egne børn ?

Den danske stat skulle betale for deres rugemødre. Det manglede da bare !

Grethe Preisler

O fagre nye überliberalistiske verden, hvor Ayn Rand er profet, og de fattige er til for at betjene de rige.

Den der blanding af drivende, sjaskende sentimentalitet på den ene side og iskold beregnende kynisme på den anden, som artiklen om de "intenderede" mødres blog giver eksempler på - hvor er det nu vi har set den før i full scale?

Nå jo - i de tyske nazisters Lebensborn-program.
Her var det bare racerene ariske slavinder, der fik tilbudet om at føde børn til førerkastens ufrugtbare kvinder.

Meget kan sige om medlemmerne af røverkapitalismens og neoliberalismens egodyrkende økonomiske elite, men racisme i ordets klassiske betydning kan man ikke skyde dem i skoene. Bare de får, hvad de vil have og kan betale for - så spiller hudfarven ingen rolle.

Anette Frederiksen

Kvinder i Indien kan få helt op til 5 gange en årsløn for at være rugemor, så jeg kan ikke se hvor udnyttelsen er henne? derimod fungerer det vidst mere som det man kan kalde en 'win win' situation!

Det er interessant og besynderligt at vi stadig antager at der er en væsentlig forskel på den fattiges og den riges følelsesliv. Afrikanske mødre antages at lide mindre end europæiske eller amerikanske medsøstre, når et barn dør af sult. De har jo så mange, så kan det nok ikke gøre så ondt. "Benyttelsen" af fattige indiske kvinder som rugemødre retfærdiggøres gennem den økonomiske erstatning de får, og vi tillader os at antage, at de ikke på nogen måde bliver påført enorme følelsesmæssige lidelser ved på den måde at blive tvunget til at give et barn fra sig. Tænk hvis det var danske kvinder, der var så desperate at de ikke så nogen anden udvej. Jeg er overbevist om at aviserne ville svømme over af empati og solidaritet. Vi er allesammen mennesker, og vi råder over det samme register af følelser. Og ingen af os har nogen ret til at udnytte andre.

Anette Frederiksen

Selvfølgelig er der følelsesmæssige konsekvenser, men essensen af det hele er at det er et VALG at blive rugemoder - ikke en påtvungen opgave!

Det er i bedste fald uvidende at påstå, at de indiske kvinder, der her er tale om, har nogen form for valg overhovedet. I Indien er der ikke tale om en lille hyggelig aftale med et par bøssevenner for at de skal kunne få drømmebarnet. Der er tale om stenhård business med skæbnesvangre konsekvenser for de indblandede kvinder.

Anette Frederiksen

Hvem sagde det skulle være 'hyggeligt' - uvidenhed er vidst når man påstår, at man ikke skal betale kvinder for at gennemføre så stor en opgave, som det er at være gravid! og valget har de da. De fleste kvinder i Indien vælger det for at de kan give deres børn en uddannelse, købe det hus de drømmer om etc.