Et efternavn og et par sedler kan udløse libanesiske mirakler

De sidste optegnelser fra en nervenedbrydende odyssé gennem Beiruts telefonbureaukrati

13. august 2012

Dagbog fra Beirut (5)

Det er ugedagen hvor Salva indtager tyende-hummeret bag køkkenet og klæder om bag skydedøren til dets diminutive toilet. Salva er enke med tre børn hjemme i Etiopien, men ligner en million i kulørt silke og jet set-solbriller, inden hun skifter til arbejdstøj.

Jeg har forvist mig selv til Cafe Rue 75, bekvemt lige nede om hjørnet fra min nye gadedør. Espressoen er tålelig, air condition-temperaturen spredes af en elektrisk vifte og eneste irritationsmomenter er en lav lydkulisse af dårlig europæisk pop og fladskærmens stumme catwalk-modeller på væggen. Interiøret er lige så grimt og anonymt som i Aarhus eller New York, men jeg lider af proletardansk dårlig samvittighed over, at andre gør rent for mig, så cafeen sparer mig for at se på det. Og Salva er, fornemmer jeg, tilfreds med, at jeg gør mig usynlig, så hun stryge skjorterne i sit eget tempo, hvilket betyder, at hun når lidt mere end halvdelen.

Usund ramadan

Nabolaget er fattigere og mere livligt end det diamanthandlerhelvede, jeg nu er flyttet fra. Åbningstiden strækker sig til efter 22 i den blandede byhandel, jeg køber ind i efter at have tjekket fem-seks ud, og efter de to første besøg er jeg stamkunde, der hilses med agtelse. Nærmeste bladhandler beklager, at han ikke fører The International Herald Tribune, og heller ikke har tænkt sig at gøre det. Jeg forstår, at man her i bydelen læser arabiske og til nød franske aviser. Det gælder dog næppe de tunge cigaretrygende mænd i undertrøjer, der hen under aften sidder tavse på deres altaner, stirrende ud i det varme mørkes beroligende intethed. Som om de venter, men på hvem? På Gud?

Imad, chaufføren, venter ikke på Gud, som han kender godt, men på ramadanens ophør. Han tæller dagene til han igen kan ryge sin smøg og drikke sin kaffe i dagslys. »Jeg har hovedpine hver aften, fordi jeg ryger tre eller fire cigaretter i træk til mindst tre kopper kaffe hver aften, når fasten brydes,« siger han.

»Ramadanen er usund,« siger jeg.

Hvis Imad er enig, siger han det ikke. Som god muslim anfægter han ikke Guds anvisninger, men indrømmer dog på given foranledning, at det er svært at holde blikket fra Beiruts kropsnært klædte unge kvinder, når de krydser gaden lige foran ham.

»Som muslim må jeg jo ikke se efter dem, men man er jo ikke blind,« siger han, da vi er på vej til den næste mur, jeg om et øjeblik vil løbe panden mod.

Ni är välkommen

Muren er en sirlig mand med et kortfattet smil bag en skranke i telefonvæsnets hovedkvarter ikke langt fra Shaba-Shatila-flygtningelejrene. Han ser mine papirer og spørger, om jeg taler svensk.

»Jorh-horh,« siger jeg med en anelse for meget eftertryk, »jag pratar svenska«.

»Ni är välkommen i Libanon,« siger han og oplyser, at han har boet i Malmø. Jeg spørger, om det var før eller efter broen. Det var før, og han kunne godt lide færgerne til Köpenhamn. Jeg svarer, at »Köpenhamn elsker gæster fra Sverige«, men det hjælper mig ikke – min nye telefonlinje åbnes ikke, før jeg har et stempel fra kommunen, endnu et fra muqtar’en og et tredje fra et helt fjerde kontor, hvis funktion jeg ikke får fat i, da jeg på det tidspunkt er gået i sort.

Det er Imad ikke. Han ringer til Madame, min udlejer, og spørger, om hun ikke bare vil åbne en telefonlinje i hendes navn, som ’vi’ (det må være Imad og mig) så betaler. Det vil Madame hjertens gerne, men hendes problem er, at hun ikke har nået at oplyse kommunen om mit lejemål (underforstået: har undgået en forhøjelse af den obligatoriske lejeafgift). Og hun skal rejse ud af Libanon om to dage.

Så er det Imad siger: »Giv mig papirerne, så går jeg tilbage og siger, hvad jeg hedder.«

»Hvad du hedder?«

»Ja, jeg har en slægtning, der har en høj position her. Vi er fra samme landsby. Det kan være, det virker.«

Imad forsvinder og kommer hurtigt tilbage.

»Han kunne godt hjælpe, da han hørte mit efternavn, men der stod andre, så han bad mig komme igen om fem minutter, når de var gået.«

»Hvor meget,« spørger jeg.

Imad ser tænksom ud et øjeblik.

»27.000 for linjen, 50.000 til vores mand og 50 dollars til ham højere oppe i systemet, der skal skrive under på, at du får linjen allerede i morgen. I alt 100 dollar. Men så kan du også ringe.«