Et efternavn og et par sedler kan udløse libanesiske mirakler

Dagbog fra Beirut (5)

Det er ugedagen hvor Salva indtager tyende-hummeret bag køkkenet og klæder om bag skydedøren til dets diminutive toilet. Salva er enke med tre børn hjemme i Etiopien, men ligner en million i kulørt silke og jet set-solbriller, inden hun skifter til arbejdstøj.

Jeg har forvist mig selv til Cafe Rue 75, bekvemt lige nede om hjørnet fra min nye gadedør. Espressoen er tålelig, air condition-temperaturen spredes af en elektrisk vifte og eneste irritationsmomenter er en lav lydkulisse af dårlig europæisk pop og fladskærmens stumme catwalk-modeller på væggen. Interiøret er lige så grimt og anonymt som i Aarhus eller New York, men jeg lider af proletardansk dårlig samvittighed over, at andre gør rent for mig, så cafeen sparer mig for at se på det. Og Salva er, fornemmer jeg, tilfreds med, at jeg gør mig usynlig, så hun stryge skjorterne i sit eget tempo, hvilket betyder, at hun når lidt mere end halvdelen.