Læsetid: 8 min.

Fiasko truer Afghanistans største udviklingsprojekt

Kajaki-dæmningen i Helmand skulle have leveret strøm og udvikling til hele det sydlige Afghanistan. Men efter seks års krig mod Taleban hænger det projekt, der skulle have være kronen på bl.a. de danske soldaters indsats i Helmand, i en meget tynd tråd. Ny tilsynsrapport sætter et stort spørgsmålstegn ved, om det internationale samfunds største infrastrukturprojekt i Afghanistan nogensinde bliver realiseret
Kajaki-dæmningen trænger til reparationer.  F.eks. kan sluseportene ikke lukkes, og det betyder, at store mængder vand fosser ud uden at blive udnyttet til elproduktion. Selve kraftværkshallen med de to fungerende turbiner ses til venstre i billedet. Hvis den tredj e turbine bliver  installeret, og sluseportene repareret, vil opdæmningskapaciteten stige med 79 procent, fremgår det af beregninger foretaget af  Civil Military Fusion Centre. En kollosal opdæmmet sø ligger bag dæmingen, der rejser sig yderst tv. i billedet.

Kajaki-dæmningen trænger til reparationer. F.eks. kan sluseportene ikke lukkes, og det betyder, at store mængder vand fosser ud uden at blive udnyttet til elproduktion. Selve kraftværkshallen med de to fungerende turbiner ses til venstre i billedet. Hvis den tredj e turbine bliver installeret, og sluseportene repareret, vil opdæmningskapaciteten stige med 79 procent, fremgår det af beregninger foretaget af Civil Military Fusion Centre. En kollosal opdæmmet sø ligger bag dæmingen, der rejser sig yderst tv. i billedet.

Amerikanske hærs

23. august 2012

Kajaki skulle have været kronen på USA’s, Storbritanniens og Danmarks militære og udviklingsmæssige indsats i Afghanistan.

Den store dæmning på Helmand-floden skulle med sine enorme vandmasser have leveret elektricitet til hele det sydlige Afghanistan. Til byerne Lashkar Gah og Gereskh, til de tusindvis af små landsbysamfund over hele syden og ikke mindst til Talebans tidligere højborg, storbyen Kandahar.

For en krig, der skulle »vinde hjerner og hjerter«, var Kajaki- dæmningen det største symbol af alle på de udviklingsprojekter, der skulle vinde afghanerne over på Vestens, modernitetens og koalitionens side.

For uden strøm ingen udvikling. Uden strøm ingen modernisering af Afghanistans primitive landbrug, ingen små og mellemstore virksomheder, ingen forbedring af levestandarden. Kort sagt; uden elektricitet, intet spring ind i det 21. århundrede for de millioner af fattige afghanere, som danske, britiske og amerikanske soldater de seneste seks år har risikeret deres liv og førlighed for at hjælpe.

Og nu bliver det formentlig aldrig til noget. En ny rapport fra tilsynsmyndigheden SIGAR, der overvåger genopbygningsindsatsen i Afghanistan, konkluderer, at Kajaki-projektet næppe bliver færdigt, inden Danmark og resten af den 130.000 mands store ISAF-styrke forlader Afghanistan ved udgangen af 2014. Og herefter er både finansiering og sikkerhed et åbent spørgsmål, fremgår det. Kajaki-dæmningens betydning for Afghanistan er alfa og omega for moderniseringen af landbruget i det sydlige Afghanistans frodige floddale og en begyndende industrialisering er afgørende for landets mulighed for at blive selvforsynende med fødevarer og hæve levestandarden for millioner af fattige afghanere.

Det bekræfter institutleder Ole Kværnø fra Forsvarsakademiet. Han var ISAF’s øverste chef for god regeringsførelse i det sydlige Afghanistan i årene 2009-10 og har derfor unik indsigt i genopbygningen af landet.

Symbolet på fremgang

»Kajaki-projektet er det største infrastrukturprojekt, vi overhovedet har haft fat i,« siger han.

»Den dæmning betyder rigtig meget for afghanerne. Det er den motor, der skal sætte gang i hele den økonomiske udvikling. Uden Kajaki kan afghanerne ikke modernisere landbruget og ikke få gang i de små og mellemstore virksomheder, som er fundamentet for en bedre levestandard.«

Derudover har Kajaki ekstremt stor symbolsk betydning, forklarer han. Det er det håndgribeligste bevis på, at den afghanske regering har evnen og viljen til at levere basale offentlige tjenesteydelser til hele landet.

»Hvis det lykkes at levere strøm, udvikling og økonomisk fremgang til hele det sydlige Afghanistan, vil det være en stor succes for den afghanske regering,« understreger han.

Også selv om det i praksis er USA, der betaler de 266 millioner dollar (1,5 milliard kroner), projektet vurderes at koste. Danmark har ikke været direkte meddonor på projektet, men var dybt involveret med bl.a. troppebeskyttelse af transporten og arbejdet med materialerne til dæmningen, ligesom dæmningen var central for den strategi Danmark har arbejdet under, hvor dens højspændingsledninger skulle have gået gennem det danske område (Upper Gereshk Valley) for at komme til både Gereshk og Musa Qala.

I mølpose

Men Ole Kværnø var med til i december 2009 med til at lægge hele projektet i mølpose, fordi det ikke kunne gennemføres »på den korte bane«, som han siger.

»Alle var enige om, at Kajaki er ekstremt vigtig for hele det sydlige Afghanistan. Men vi valgte alligevel at sætte projektet på standby, fordi det ikke kunne gennemføres så hurtigt, at vi kunne opnå den stabiliseringseffekt, vi havde så hårdt brug for,« fortæller han. I stedet valgte den daværende chef for ISAF syd, Nick Carter at etablere verdens største dieseldrevne generatorpark, der siden 2010 har leveret strøm til Kandahar by.

Det internationale samfunds fokus på hurtige gevinster frem for langsigtet, bæredygtig udvikling, er ofte blevet kritiseret af ngo’er som Oxfam og Dacaar og af mange internationale eksperter. Men Ole Kværnø mener også i dag, at det var rigtigt at stoppe Kajaki-projektet.

»Beslutningen blev truffet samtidig med, at vi omlagde oprørsbekæmpelsen, så den fik fokus på befolkningscentrene. Det betød, at vi opgav ambitionen om at kontrollere de landområder, som højspændingsmasterne fra Kajaki løber igennem og dermed blev det urealistisk at gennemføre projektet på den korte bane,« siger han.

Operation Ørnens Tinde

Beslutningen om at sætte Kajaki på standby blev truffet et år efter, at 4.000 ISAF-soldater, heriblandt mange danske, sammen med cirka 1.000 afghanske soldater havde sat livet på spil for at beskytte transporten af en 80 ton tung turbine til Kajaki. Turbinen skulle supplere de to gamle turbiner på elværket og gøre det muligt at øge elproduktionen fra de nuværende 34,5 megawatt til 51 megawatt. Over 100 bevæbnede køretøjer fulgte turbinen de cirka 120 km fra Kandahar til Kajaki og takket være en snedig afledningsmanøvre lykkedes det efter en uges transport at aflevere turbinen ved elværket. Kun én enkelt soldat blev dræbt og 11 såret af Talebans kugler undervejs og Operation Oqab Tsuka eller Eagles Summit blev især i britiske og amerikanske medier udråbt som en stor succes.

Et »projekt af dimensioner og af fantastisk stor betydning for den fremtidige udvikling i Helmand,« skrev forsvaret.dk i en ligeså begejstret artikel, der fastslog, at Kajaki-værket forventedes at være oppe på fuld kraft i løbet af 2009.

Spildte kræfter?

Fire år efter Operation Ørnens Tinde blev gennemført, ligger dele af den tonstunge turbine fortsat og ruster uden for turbinehallen i Kajaki. Turbine nummer tre er aldrig blevet installeret, og det er fortsat højst usikkert, hvornår og om det vil ske.

USA’s udviklingsorganisation USAID, der finansierer Kajaki-projektet, bekræfter i en udtalelse, at turbine tre stadig ikke er blevet installeret, og at arbejdet med at opføre de nødvendige højspændingsledninger til provinshovedstæderne i Helmand og Kandahar heller ikke er begyndt.

Den officielle årsag til, at Kajaki-projektet ligger mere eller mindre stille, er sikkerhedssituationen i området.

I oktober sidste år rapporterede det amerikanske netmedie Global Post Kajaki fra Kajaki og refererede bl.a. ISAF-kilder for, at området omkring dæmningen fortsat var »ekstremt kinetisk«, et militært udtryk, der betyder at området er en kampzone. En lokal stammeleder bekræftede over for GlobalPost, at Taleban kontrollerede området både nord og syd for dæmningen.

Også en stor del af de landområder, som de planlagte højspændingsmaster skal opføres i, var ifølge artiklen stadig under Taleban-kontrol.

I Talebans interesse?

Talebans ledelse i Quetta, Pakistan, har gentagne gange svoret, at de vil gøre alt, hvad de kan for at forhindre, at Kajaki-projektet bliver en succes. Men lokale Taleban-kommandanter i Helmand ser tilsyneladende anderledes på sagen. For dem har Kajaki været en glimrende indtægtskilde, fordi selv den begrænsede selvforsyning fra dæmningen har givet oprørerne mulighed for at opkræve elafgifter fra lokalbefolkningen.

Ifølge Wall Street Journal opkræver de lokale talebanere i Helmand 1.000 pakistanske rupier om måneden (63 kr.) pr. familie i et land, hvor en skolelærer eller oprører tjener cirka 1.200 kroner om måneden. Lokaladministrationen i Helmand mener, at Taleban tjener omkring fire mio. dollar (24 mio. kroner) om året på at »sælge« regeringsstrøm.

Ole Kværnø bekræfter, at de afghanske oprørere udnytter elforsyningen til at afpresse befolkningen.

»Det er et tydeligt eksempel på, at Taleban er mange ting« mener han. Mens ledelsen betragter Kajaki som et stragetisk problem, ser de lokale talebanere en stor fordel i, at dæmningen fungerer.«

Under alle omstændigheder siger ISAF-kilder til Wall Street Journal, at det er vigtigere at få gang i strømforsyningen og skabe tillid til den afghanske regering, end at forhindre Taleban i at profitere på projektet.

En ny chance?

Umiddelbart efter artiklen i Global Post sidste efterår indsatte ISAF for første gang en større gruppe marinesoldater i området omkring Kajaki, og i december vurderede den amerikanske regering, at sikkerheden omkring Kajaki var blevet så god, at hele projektet burde genoptages.

USAID lovede at installere den tredje turbine og fortage de nødvendige reparationer på dæmningen, mens ansvaret for opførelsen af højspændingsnettet blev overdraget til den amerikanske hærs ingeniørtropper, USACE.

For to måneder siden kunne ingeniørtropperne meddele, at det amerikanske firma Perini havde fået kontrakten på opførelsen af højspændingsmasterne til Kajaki by, Sangin, Musa Qala og Lashkar Gah, og at en anden kontrakt på højspændingsmaster til Kandahar vil blive tildelt inden udgangen af året.

Hos tilsynsmyndigheden SIGAR er optimismen med hensyn til Kajaki-projektet imidlertid til at overse.

Formelt har Perini halvandet år til at færdiggøre deres del af ledningsnettet, men både kinesiske og amerikanske firmaer har tidligere haft kontrakt på genopbygningen af Kajaki, uden at arbejdet er blevet først ud i livet.

Et kinesisk firma stak simpelthen af, og det amerikanske firma Black & Veatch, som har haft kontrakt på udbedringen af selve dæmningen, har indtil videre ikke foretaget sig noget som helst. Information ville gerne have spurgt hvorfor, men kommunikationschef George Minter fra Black & Veatch henviser til USAID, der kun har ønsket at give en række mere generelle svar.

I sin nye rapport om de afghanske infrastrukturprojekter vurderer inspektørerne fra SIGAR, at Kajaki-projektet i gunstigste fald vil være færdigt i sommeren 2014, men mere sandsynligt først i midten af 2015.

Det er seks måneder efter, den sidste amerikanske, britiske og danske soldat har forladt Helmand.

Herefter er der ingen klare aftaler om finansieringen af Kajaki – og slet ingen aftaler om vedligeholdelse af Kajaki, fremgår det af SIGAR’s rapport.

USAID understreger, at USA stadig har det som sit mål at færdiggøre Kajaki-projektet, men nogen vurdering af udsigterne, har det ikke været muligt at få.

»Vi håber, at den nye, tæt koordinerede og fælles tilgang til opgaven vil gøre det muligt at afslutte projektet«, hedder det i udtalelsen fra USAID.

Andre veje

At USAID selv er i tvivl om, hvorvidt Kajaki-projekter kan lade sig gøre, fremgår af, at USA satser på en række lappeløsninger. Først og fremmest regner USA’s regering med at holde liv i den dyre og ressourcemæssigt håbløse generatorpark, som forsyner Kandahar med strøm til en pris af 45 cent pr. kilowatt-t ime (2,75 kr.). Til sammenligning koster Kajaki-strøm ca. 18 øre pr. kilowatt-time.

Og så planlægger USA at bygge en højspændingsledning fra Kabul til Kandahar, selv om dette projekt ifølge USAID »vil møde samme udfordringer, som vi har i Kajaki.«

Hvornår den nord-sydgående strømføring ventes færdig er p.t. uafklaret.

I sin rapport advarer SIGAR om, at det kan få stor betydning for Afghanistan, at Kajaki og andre store infrastrukturprojekter er forsinkede.

Det risikerer at give voldsomt bagslag for den afghanske regering, vurderer inspektørerne.

Ole Kværnø mener, at situationen er endnu mere alvorligt .

»Hvis Kajaki ikke kommer til at levere strøm til det sydlige Afghanistan, kan vi ikke opretholde den operationelle stabilitet, vi har opnået i bl.a. Kandahar,« lyder hans vurdering. Hvis ikke afghanerne får strøm, udvikling og økonomisk fremgang, er det stor risiko for, at Taleban overtager magten igen.

»Hvis vi ikke fremover finansierer såvel sikkerheden som de store infrastrukturprojekter, så klasker det hele sammen,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Villumsen

En udstationeret i Afghanistan fortalte for en del år siden, at forsøg på at lægge vandinstallationer (rør) ind i lokale huse blev saboteret. Ingen forstod hvorfor.

Det viste sig, at det var de lokale kvinder der ødelagde installationerne.

Deres kontakt til omverden (andre kvinder) var at hente vand ved floden. En rindende vandhane ville betyde isolation og 24/7 indenfor de fire vægge.

Nå da, og hvor mange gode penge har vi så smidt efter åbenbart dårlige penge i dette projekt til - troppebeskyttelse - her er det som sædvanligt andre, der under dansk beskyttelse, er løbet med amerikanske skatteyderes penge ...

Det er måske en anledning til at fremhæve et andet folk til folk projekt:

Aswandæmningen Egypten. I 1958 gik Sovjetunionen ind og grundlagde projektet. Sovjet tilbød finansiering, teknikere og maskineri. Den enorme sten- og lerdæmning blev designet af Sovjetunionens Hydroprojekt-institut. I 1960 begyndte byggeriet af en af verdens største dæmninger. Der var 35.000 ægyptere og 5.000 russere om at bygge den over 10 år, hvor der blev brugt 43 millioner m³ materiale (svarende til stenmaterialet til 17 store pyramider). 21. juli 1970 blev den indviet, men først i 1976 nåede reservoiret kapaciteten, efter at have været under opfyldning siden 1964. I alt en produktion på 2100 MW årligt. (wiki)

Bjarke B. Hansen

Fiasko truer Afghanistans største udviklingsprojekt(Overskrift)

Hvad har vi gjort i Afghanistan, som IKKE har været en fiasko?

Bjarke B. Hansen

Det er håbløst at indføre Demokratiske tilstande, i et land hvor Pashtunere og Talibanere i store områder har den reelle magt, og i resten af landet har den Psykologiske magt.

Pashtunske Klanledere tænker ligesom Amish-folket, de har intet ønske om en Demokratisk og moderne udvikling af Afghanistan, for en sådan udvikling betyder også individuel frihed, som er den Patriakalske despots værste fjende, for så de kan ikke kontrollere ungdommen længere, og de mister deres position som Klanledere.