Læsetid: 7 min.

Ideologien der kom ind fra kulden

Med udnævnelsen af Paul Ryan til vicepræsidentkandidat for Republikanerne har den libertarianske ideologi fået en hovedrolle i den amerikanske valgkamp. Ryan har fundet ideologisk inspiration i Ayn Rands bøger, som argumenterer for, at individuel frihed vil føre til mere velstand
Med udnævnelsen af Paul Ryan til vicepræsidentkandidat for Republikanerne har den libertarianske ideologi fået en hovedrolle i den amerikanske valgkamp. Ryan har fundet ideologisk inspiration i Ayn Rands bøger, som argumenterer for, at individuel frihed vil føre til mere velstand
15. august 2012

Med valget af Paul Ryan som kandidat til vicepræsident under Mitt Romney vejrer den amerikanske libertarianer-bevægelse morgenluft. Med Paul Ryan har de fået et ideologisk fyrtårn, der ønsker staten ned på et niveau, som Anders Fogh Rasmussen tilbage i 1980’erne kun turde drømme om.

Men for Paul Ryan handler det netop om en ideologisk kamp, der lige nu afgør USA’s fremtid. Skal det være udbygningen af en velfærdsstat under præsident Barack Obama – »europæeren«, som Paul Ryan ofte kalder ham – eller skal det være Paul Ryans drøm om en ægte minimalstat.

»Jeg tror, at landet vil være tabt eller vundet inden for de kommende 2-5 år. Vi er nået til et tipping point i forhold til gælden, i forhold til velfærdsstaten – og jeg tror, at de kommende år er så absolut afgørende for USA, at jeg bare ønsker at fokusere på det,« sagde Paul Ryan til magasinet Esquire tilbage i 2011.

Dengang havde Paul Ryan netop præsenteret første udgave af en plan for et nyt USA kaldet Roadmap for Americas Future – en økonomisk plan, der skulle gøre en ende på årtier med underskud på statens budgetter. Planen blev af selv meget konservative republikanerne i første omgang afvist som værende alt for radikal. Men en senere udgave, nu kaldet Path to Prosperity, er i dag blevet Republikanernes politiske alternativ til Obamas velfærdsstat.

Minimalstat

Men Paul Ryans plan er ikke bare et opgør med Obama og de demokrater, der ønsker mere stat og mere fælles velfærd. Ryans plan er også et opgør med den republikanske politik, der blev ført under George Bush i 1990’erne. Dengang kørte administrationen i USA med enorme budgetunderskud, og den amerikanske statsgæld, som Barack Obama i dag kæmper med, blev opbygget i den periode.

»Det republikanske parti har været splittet og manglet en politik. Der er Paul Ryan svaret. Han er blevet partiets chefideolog på det økonomiske område,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i historie ved Syddansk Universitet.

Han mener, at USA står foran en meget stor ideologisk debat, hvor Paul Ryan er den acceptable udgave af libertarianer-bevægelsen.

»Det er jo en ideologi, der trives som en subkultur overalt i USA – ethvert universitet har en libertarianer-lejr, hvor man hylder den her radikale liberalisme. Og jeg ved ikke, om Paul Ryan i sidste ende er så hardcore, men han er ud af den linje,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Paul Ryan er med egne ord stærkt inspireret af Ayn Rand, der i 1957 skrev hovedværket Atlas Shrugged – en bog, der siden er blevet en væsentlig del af grundlaget for libertarianer-bevægelsen i USA, der politisk kæmper for en minimalstat, der kun bør have ét formål: at beskytte individets rettigheder og ejendom.

»Efter at have læst ’Atlas Shrugged’ sagde jeg til mig selv: Jeg er nødt til at vide mere om denne økonomiske tænkning,« har Paul Ryan tidligere sagt til magasinet The New Yorker om grundlaget for, at han overhovedet gik ind i politik:

»Hvis jeg skal pege på en person, en politisk tænker, så er det først og fremmest Ayn Rand,« sagde Paul Ryan som en forklaring på den kamp, han selv ser:

»Ingen skal være i tvivl om, at den kamp, vi kæmper, er en kamp om individualisme over for kollektivisme.«

Bibel i Saxo Bank

Dermed deler Paul Ryan ideologisk udgangspunkt med blandt andre Saxo Banks direktør, Lars Seier Christensen, der ligesom Paul Ryan deler eksemplarer ud af Atlas Shrugged, til sine ansatte.

– Hvorfor er det så vigtig en bog?

»Det er en af de bøger, der mest overbevisende argumenterer for, hvorfor individuel frihed fører til mere velstand – ikke kun for individet selv, men for samfundet som helhed. Og så har den en underliggende pointe om det moralske i at tage ansvar for sig selv,« siger Lars Seier Christensen, der tillige mener, at bogen er et moralsk forsvar for frihed og kapitalisme:

»Den beskriver et samfund i langsom opløsning, fordi det personlige ansvar forsvinder, og staten blander sig i mere og mere. Pointen er, at hvis de produktive kræfter trækker sig, nægter at fortsætte eller går i strejke, som det sker i bogen, så falder hele systemet sammen,« siger Lars Seier Christensen, der dog mener, at som sådan er Paul Ryan ikke libertarianer i ren forstand, men »at man skal nok have de skarpe briller på for at kunne se forskellen«.

I Reagans fodspor

Dermed er USA på vej ind i en valgkamp, der ikke har været så ideologisk polariseret, siden Ronald Reagan stillede op og slog daværende præsident Jimmy Carter i 1980. Og ligesom Reagan dengang lykkedes med at samle det republikanske parti, er Paul Ryan i dag den nye mand, der muligvis kan gentage den bedrift.

»Reagan formåede at samle de tre hovedfløje inden for det republikanske parti, det var hans store bedrift. Altså både de anti-kommunistiske, de klassisk liberale, der går ind for lavere skatter, og så de socialkonservative med rødder i det religiøse højre,« siger Peter Kurrild-Klitgaard, professor ved statskundskab på Københavns Universitet:

»Paul Ryan er lidt i samme spor. Han er også religiøs – katolsk, imod abort og står for klassisk liberale ideer. Men i modsætning til Reagan er det først og fremmest økonomien, der driver ham,« siger Peter Kurrild-Klitgaard, der kalder Paul Ryan en afslappet udgave af Anders Fogh Rasmussen:

»Skarp, vidende, men også med en stor portion realpolitisk sans og pragmatisme,« siger Peter Kurrild-Klitgaard, der mener, at Ryans store fordel er, at han med sin stramme ideologi kan tæmme den oprørske tea-party-bevægelse.

»Tea-party-bevægelsen spiller en relativt stor rolle, ikke mindst når det gælder finansiering og græsrodsarbejdet. Her kan Paul Ryan være en fordel for Mitt Romney, fordi han i højere grad appellerer til den her meget heterogene bevægelse,« siger Peter Kurrild-Klitgaard, der minder om, at omkring 40 procent af bevægelsen stemte på Obama ved sidste valg, og mere end halvdelen af alle, der bekender sig som tea-party-sympatisører, hverken kalder sig demokrater eller republikanere.

Niels Bjerre-Poulsen er enig i, at Paul Ryan sandsynligvis formår at samle store dele af det republikanske bagland, og at det kan blive Mitt Romneys store styrke.

»Romney har haft det svært ideologisk og politisk. Han har været for principløs. Men med valget af Paul Ryan vil de mere konservative have nemmere ved at tage Romney til sig,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der dog påpeger, at Paul Ryan kan blive et problem i forhold til swingstater og ubeslutsomme midtervælgere.

»I Florida, der har mange pensionister, kan Paul Ryans ideer om at privatisere folkepensionen være ren gift,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der kalder Paul Ryans økonomiske plan for radikal og umulig rent politisk set:

»Alle, der tjener mere end en mio. dollar om året, skal betale mindre til den fælles kasse, mens de, der tjener mindre, mister ved eksempelvis ikke at kunne trække boliglån fra, ved privatisering af pensionssystemet osv. Men det er en plan, som stort set alle republikanere har stemt for, så det er officiel republikansk politik,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Obamas svage punkt

Niels Bjerre-Poulsen hæfter sig samtidig ved, at Mitt Romney nu er nødsaget til at gå ud og forsvare en ideologisk præget politik, og at det kan blive et problem for Mitt Romney, der indtil nu har baseret sin valgkamp på at skyde på Obamas økonomiske resultater.

»Fra at sige, stem på mig, jeg kommer fra det private erhvervsliv, jeg ved, hvad det handler om, skal han nu til at fokusere på Paul Ryans plan, som sin egen,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Peter Kurrild-Klitgaard tror ikke, at det som sådan bliver et problem:

»Jeg er sikker på, at Romney-lejren har haft deres fokusgrupper og gennemanalyseret amerikanernes syn på en type som Paul Ryan. Og så er valget klart i den forstand, at der, hvor Romney har størst chance for at vinde over Obama, er på økonomien. Det er det emne, der topper listen over hvad amerikanerne bekymrer sig om, og Obama ligger svagt i meningsmålingerne på netop økonomien,« siger Peter Kurrild-Klitgaard, der mener, at Mitt Romney har gjort som Bill Clinton i sin tid:

»Da Clinton valgte Al Gore som vicepræsidentkandidat, sendte han et budskab om, at nu er økonomi vigtigt,« siger Peter Kurrild-Klitgaard, der dog peger på, at vi kan komme til at se Paul Ryan i en langt mere dominerende rolle – hvis altså Mitt Romney taber valget.

»Valget af Paul Ryan er interessant. Havde Romney ført 60/40 i meningsmålingerne, ville han givetvis have valgt en mere ligegyldig person – en, der ikke kunne gøre skade. Men det er interessant, at Romney, da han skulle præsentere Paul Ryan, kaldte ham USA’s kommende præsident. En freudiansk fortalelse, måske. Men jeg tror, at Paul Ryan kommer til at få stor betydning for det republikanske parti i de kommende år,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christian Mogensen

Ayn Rand argumenterede ikke for at individuel frihed ville føre til øget velstand. Hun argumenterede for at frihed for medlemmerne af de hensynsløses kollektiv ville føre til øget velstand for de hensynsløse. Ydermere argumenterede hun for at det er enhvers pligt at være hensynsløs. Hun betegnede selv denne sin etik for objektivisme, respektive egoisme.
At Paul Ryan tilslutter sig Ayn Rands tosserier siger noget om hans intellektuelle niveau. At han samtidig mener at være katolik (kristen), tegner billedet af en mand, der mangler sans for selvmodsigelser.

- "Jeg spekulerer på, hvor mange der ville fremture i deres tilbedelse af Ayn Rand-kulten, hvis de vidste, at hun få år før sin død selv meldte sig som modtager af ydelser fra både Medicare og Social Security, selv om hun havde raset imod begge disse velfærdsprogrammer som indbegrebet af alt, hvad hun foragtede ved den indgribende stat."

George Monbiot, Et manifest for psykopater

http://www.information.dk/296176

Niels Engelsted

Det er meget skræmmende, at en mand som Paul Ryan kan blive valgt som vicepræsidentkandidat i USA med alt, hvad det eventuelt kunne medføre. Måske adskiller kun først en krøllet stemmeseddel, så en kugle ham fra præsidentposten..

Lige så skræmmende er det, hvis Ayn Rands evangelium vinder yderligere fodfæste i Danmark, som liberale samfundskræfter ønsker, som Løvenbalk pænt skriver. Ayn Rands ideologi er menneskefjendsk og syg i klinisk forstand.

På grund af sagens alvor, tillader jeg mig til almindelig oplysning at gentage en længere beskrivelse af Rand fra en kommentar til en artikel om Breivik 26. april 2012 kl. 14:35:

------------------

Hvis man interesserer sig for politisk psykologi, en disciplin der endnu er i sin vorden, er professor Hylland Eriksens firledede beskrivelse af Breivik særdeles interessant. De samme fire træk er nemlig langtfra ukendte og karakteriserer for eksempel Alan Greenspans personlige ven, mentor og guru, den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, hyldet som chefideolog og filosof for den amerikanske højrefløj og Tea Party bevægelsen, og fast pensum på mange amerikanske universiteter, der bliver betalt herfor af kapitalinteresser, der også uddeler hendes bøger gratis til skoleklasser. (http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/mar/0… )

Mens hun i USA nærmest er blevet en industri med trøjer, dollaremblemer, krus og anden merchandise, er hun i Danmark relativt ukendt uden for højrebloggernes kreds, men tidligere statsminister Fogh Rasmussen anbefalede hende varmt (tvang efter sigende sine børn til at læse hende) og bank- og partiejer Lars Sejr Christiansen er en voldsomt begejstret fan (http://www.coin.dk/default.asp?aid=834) og har for egne midler optrykt hendes værker til uddeling blandt Saxobankens ansatte og kunder (http://www.business.dk/finans/verdensrevolutionen-… ).

Lad os sammenligne Ayn Rand med professor Eriksens fire punkter:

1. Det ulykkelige barn.
Allerede som lille kendetegnede manglende social evne og empati Rand, der forblev en enspænder i evig konflikt med familie og skolekammerater, som hun opfattede som uforståelige og dumme (alt ifølge hende selv). Hendes mors evige bebrejdelser om, at hun skulle være social og god mod andre, genfinder man sikkert i hendes overraskende filosofiske budskab, at altruisme eller menneskekærlighed er ondskab. Rands tidlige asocialitet sammenlagt med hendes skarpe sans for detaljen og analytiske evne, hendes motoriske klodsethed, hendes interesse for mekaniske ting og behov for kontrol ville i dag formentlig have anbragt hende i diagnosekategorien Asperger, den højtfungerende—og ofte højtintelligente—autist, hvad det så betyder. (Man får et godt indtryk af hende i Mike Wallaces 1959 interview: http://www.youtube.com/watch?v=7ukJiBZ8_4k

2. Manden der ser ned på kvinder,
er ligefrem idealet i Ayn Rands romaner. Rand—selv voldsomt dominerende—drømmer efter eget udsagn om at underkaste sig og blive taget af den stærke, dominerende mand, og den berømte voldtægtsscene i The Fountainhead fra 1943 (filmatiseret med Gary Cooper) har uden tvivl været stærkt medvirkende til bogens succes. (Se i øvrigt også sex-scenen i The Passion of Ayn Rand med Helen Miren i hovedrollen).
Dette kan selvfølgelig afskrives som en kulturel ting (Rand er russer), men ikke kun; kønsforholdet har dybe rødder af betydning for psyke og politik. Basalt set gælder, at omsorg—som Rand hader at give og få—er kvindelig m/k og venstredrejet, mens kamp og dominans er mandlig m/k og højredrejet. (Dette er i øvrigt også hvad den nylige strid i SF dybest set handlede om, drengene m/k mod mødrene m/k—se for eksempel Jesper Frimanns præcise og afslørende kommentar 09.04.18:10 http://www.information.dk/telegram/297928).

3. Spilentusiasten.
Computerspillene var endnu ikke opfundet på Ayn Rands tid, men det var til gengæld the Mother of all Computer games: Hollywood blockbusteren, hvis man altså kunne få lov til selv at dreje på drejebog og statister. Det kunne Rand, der med en grundig dramauddannelse fra Rusland ernærede sig som manuskriptforfatter hos Cecil B. de Mille i Hollywood. Hun blev efter sigende god til at skrive plots sammen og hendes skønlitterære værker kan siges, at være spændende og veldrejede Hollywood-historier afbrudt af de noget papagtige hovedpersoners lange filosofiske tirader om det store individs og selviskhedens eneret (som forlagene forgæves søgte at skære ud eller reducere). Plottet i alle hendes historier følger også standard Hollywood-plottet, som vi kender fra Greven af Monte Christo og Shane den Tavse Rytter: Ondskab og blodig uretfærdighed, forfærdelig lidelse og ydmygelse, grusom hævn og storslået oprejsning. Det virker hver gang og jo værre, jo bedre. For alle os mange, der (noget tankeløst måske) blev begejstret for Stieg Larssons sado-masochistiske mænd-der-hader-kvinder-hævnorgie, kan det næppe komme som en overraskelse, at Rands lige så ekstreme hævnorgier—af en blogger kaldet ”hævn porno for nørder”— ret morsomt: http://whatever.scalzi.com/2010/10/01/what-i-think… — har vakt storsælgende begejstring i mangt et ungt sind; Hollywood Rules! og ikke kun i Venstres Ungdom.

I øvrigt har den Oscar-nominerede og Pulitzervindende amerikanske manuskriptforfatter David Manet i bogen Bambi versus Godzilla nogle interessante betragtninger angående Asperger og Hollywood, idet han hævder, at syndromets træk gør folk (inklusive ham selv) særligt velegnede til filmarbejdet:
“I think it is not impossible that Asperger’s syndrome helped make the movies. The symptoms of this developmental disorder include early precocity, a great ability to maintain masses of information a lack of ability to mix with groups in age-appropriate ways, ignorance of or indifference to social norms, high intelligence, and difficulty with transitions, married to a preternatural ability to concentrate on the minutia of the task at hand. This sounds like a movie director to me.”
Hvis dette er nogenlunde sandt, og hvis sammenligningen mellem Hollywood-historien og computerspillet er nogenlunde holdbar, er det i sammenhæng med Breivik værd at overveje, om ikke computerspillet med dets make-believe-world er et Aspergeragtigt environment, hvor man kan blive trukket i en Aspergeragtig retning (og hvor folk der i forvejen har Asperger eller lignende kan finde sig mere imødekommet, tryggere og i bedre kontrol)? Videre om dette ikke hen ad vejen kan ophæve skellet mellem den virtuelle og den virkelige verden, som artiklen antyder kan være sket for Breivik? Og i den sammenhæng om en sådan drift mod virtuelle verdener og asocial intelligens ikke er et gennemgående kendetegn ved det moderne samfunds udvikling til spil og konkurrence—rollespil og markedsspil—på bekostning af livets andre mange gøremål og værdier?

4. Den paranoide fob.
Kommunismen var Ayn Rands hadeobjekt nummer et (en afgørende grund til hendes succes i USA; og i øvrigt også til filmatiseringen af hendes første bog i 1943 i det fascistiske Italien ).
Det var de røde, der eksproprierede faderens forretning og ejendom og fratog familien sine tjenestefolk og privilegier, så det kan man godt sætte sig ind i. Men det er også her man kan blive vildledt. Rand er nemlig ikke bare en normal antikommunist, som der er så mange af; også før revolutionen i 1917 var hun en paranoid fob, her var det bare den russiske almue som hun hadede og foragtede med dens irrationelle religiøse overtro (Rand var ateistisk jøde) og ammestuesnak om godhed. Hun betragtede almindelige mennesker som undermennesker,’second handers’, som hun følte sig højt hævet over, og det var selvfølgelig derfor en stor hjælp, da hun læste Nietzsche og fik intellektuel støtte til disse besværlige følelser. Dette er præcis også budskabet i Rands skønlitterære og filosofiske forfatterskab: Den store ener mod massen, der snylter på hans rationalitet, arbejdsevne og geni, og prøver at stjæle resultatet af hans arbejde, men som han ryster af sig—åndeligt (i The Fountainhead) eller materielt (i Atlas shrugged)—som lopperne af en hund. Og så er det selvfølgelig et opråb til alle store enere om at stå sammen imod disse nassere med deres krav om velfærd og retfærd, hvilket er helt sammenligneligt med Breiviks kalden til modstand mod de fremmede og med præcis den samme urokkelige overbevisning om egen sandhed

Er det ikke helt hen i vejret at drage sammenligninger mellem Breivik og Ayn Rand? Desværre ikke, overraskende nok.

Jamen Breivik sprængte en helt blok i luften for at give de herskende en lektion i retfærdighed, det gjorde Rand ikke. Jo, hun gjorde. I The Fountainhead sprænger helten, det ensomme geni Howard Roark, en hel boligblok i luften for at give de herskende en lektion i retfærdighed. Han bliver tilmed efter en alenlang tale frikendt og hyldet i retten, og det skulle ikke undre, om Breivik har haft lignende forestillinger om, at sandheden og retfærdigheden ville få det sidste ord, når han blot fik lejlighed til at forklare sig og sit manifest.

Jamen Breivik myrdede en masse uskyldige med koldt blod, det gjorde Rand ikke. Jo, hun gjorde. En masse almindelige mennesker gik til grunde i Atlas shrugged, da de store enere gik i strejke, trak sig tilbage og ikke længere var villige til at forsørge hoben. Et tog fuld af kvinder af børn lod hun strande i en tunnel, hvor alle blev gasset til døde (en normal person ville være veget tilbage fra associationerne). Og ligesom Breivik ikke mener, at hans ofre var uskyldige, mente Rand i romanen, at hendes ofre selv havde været ude om det, når de ikke ville lytte til enerne.

Jamen, det er jo i fantasien, og det gør vel en forskel? Ja, det gør en kæmpeforskel så længe, at man kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Det kunne Breivik tilsyneladende ikke. Kunne Rand? Det kan man have sine tvivl om, når hun i sine notesbøger hylder seriemoderen Hickman, der i 1927 grusomt og sadistisk sønderdelte en 12 årig pige. Mens Amerika var totalt rystet, fremhævede Rand morderen som typen på den ”ideale mand” –overmennesket hævet over samfundet—som hun promoverede i sine senere berømmede værker.

Medierne svælger nu i Breivik, moronen—og hans syge manifest—udstilles med rette som en menneskefjendsk perversitet, et teaterstykke er ligefrem under forberedelse. Burde man ikke give Ayn Rand og hendes manifest den samme opmærksomhed og ikke stiltiende acceptere, at hun uimodsagt får lov at optræde som celebert ikon og forbillede i vort samfunds mest magtfulde cirkler? Det er herfra, at den virkelige skade kan forvoldes, som eksemplet Greenspan allerede har demonstreret til overmål.

Torben Nielsen

Fulgte linket. 'Copenhagen Institute' (coin) er en intellektuel skraldespand. Lige noget for Sejer Christensen.

Hvorfor nu så overrasket - Den højtbesungne menneskerettighedserklæring i den amerikanske uafhængighedsdeklaration er netop udgangspunktet for hele kapitalismen og dermed udbytningen af andre og andet – se sidste del af visdomsordene - som i eftertiden er blevet og nu igen bliver totalt forvansket i betydning, men stadig er fripasset for det største misbrug af menneskelige- og naturgivne ressourcer i verdenshistorien ... Wuppi - We're All Gonna Die …

””United States Declaration of Independence.

Article I. All men are born free and equal, and have certain natural, essential, and unalienable rights; among which may be reckoned the right of enjoying and defending their lives and liberties; that of acquiring, possessing, and protecting property; in fine, that of seeking and obtaining their safety and happiness.”

http://en.wikipedia.org/wiki/All_men_are_created_equal

Minimalstat? Liberalisme? Ej, helt ærligt, information...

Paul Ryan er ultra-konservativ religiøs som går ind for at staten skal bestemme endog meget mere over individet end den gør idag.

Han vil - og har flere gange skrevet lovforslag som ville - kriminalisere abort fuldstændigt, forbyde visse former for prævention, og gøre kvinder som får spontant abort (miscarriage) til kriminelle mistænkte. Det er så langt fra liberalisme, libertarianisme og minimalstat som man overhovedet kan komme: Det er en stat der bestemmer over individuelle moralske spørgsmål og borgerens egen krop.

Økonomisk er han absolut heller ikke libertarianer eller noget sted i nærheden af Ayn Rand. Paul Ryan har stemt for samlige (også Obamas) "stimulus-pakker" der overførte gigantiske dele af statsbudgettet til private virkomsheder og altså fastslog statens rolle i økonomien. Selv hvis man udelukkende ser på økonomi er hans praksis altså det stik modsatte af minimal-stat: Det er gigant-stat.

At han gerne vil gøre de rige rigere og de fattige fattigere gør ham ikke til nogen libertariansk ideolog. Det gør ham bare grådig (en dyd Ayn Rand ganske vidst hyldede men det er så også den eneste lighed).

Philip B. Johnsen

Magtsyge ses i klart i liberalismens fanatiske ekstrem, hvor demokrati og human opførsel ofres på grådighedens og ideologiens alter.

Selvfølgelig er ikke alle liberalister syge, men personlig magt og økonomisk selvrealisering i første række, som ideologi, er ikke for svage sjæle.

i øvrigt har Ayn Rand mig bekendt ikke argumenteret for at "individuel frihed fører til øget velstand". Måske, men det er i hvert fald ikke det hun er mest kendt for. Hun er sådan set ret ligeglad med velstand. Hele pointen med hendes "filosofi" er jo at andres velstand er ligegyldig. Hun interesserer sig for individet for individets egen skyld og intet andet.

Søren Kristensen

Jeg har lige set nogle YouTube interviews med Ayn Ryan, som jeg ikke kendte før, så tak for tippet til Niels Engelsted. Jeg vil dog ikke medgive at damen er så skrækkelig igen, hun er jo bare konsekvent i sin tankegang, men det slog mig at der var noget ved hendes ansigt der minder om Margrethe Vestagers, eller omvendt og hun kan jo også være ret urokkelig i sine standpunkter, hvis man kan bruge det udtryk.

Søren Kristensen

Noget af det bedste ved Ayn Ryans gennemgang var hendes advarsel og foragt for kombinationen af religiøse konservatives omgang med statslige midler. Det kan umuligt have forbigået vicepræsidentkadidatens opmærksomhed, hvis han ellers kan sin Ryan.

Så er der jo også Ayn Rands fascination, ja faktiske heltedyrkelse, af den sociopatiske morder William Hickman.

Hun syntes at denne mand, som havde kidnappet, myrdet og parteret en 12-årig pige, var "born with a wonderful, free, light consciousness -- [resulting from] the absolute lack of social instinct or herd feeling". Hvilket er det højeste gode i Rands optik. Med andre ord, vi skal opføre os mere som morderiske socipater, hvilket hun også eksemplificerer via hovedpersonen i sit hovedværk The Fountainhed.

Steffen Gliese

Folk tror, at liberalismen handler mindre statslig indblanding, det gør den altså ikke - den handler om maksimal statslig indblanding til fordel for den rige overklasse, ikke mindst i undertrykkelsen af de fattige.

Endnu et Ayn Rand-fjols. Hvor lang tid vil de blive ved med at komme ?
Inspireret af en Fuck-The-World-pornograf fra det skønlitterære ..., som forøvrigt selv levede af offentlig 'welfare'. Helt ærligt .....

Jens Thorning

Har aldrig hørt noget så tåbeligt: Ryan er katolik, mens hans forbillede Ayn Rand er anti-religiøs og bedst kan sammenlignes med King Diamond og Judas Priest, tilhænger af ateistisk satanisme.

Anders Nygaard

Paul Krugman rammmer nu hovedet på sømmet mht. Rand:

"There are two novels that can change a bookish fourteen-year old’s life: The Lord of the Rings and Atlas Shrugged. One is a childish fantasy that often engenders a lifelong obsession with its unbelievable heroes, leading to an emotionally stunted, socially crippled adulthood, unable to deal with the real world. The other, of course, involves orcs."

Ak ja, det er vist kun blandt informations læsere at en erklæring om at mennesker er født frie og lige, og har ret til at søge deres egen lykke kan skabe stor harme. Hvordan skulle den ellers lyde? "Du er født som slave, tilhører staten og må ikke nyde noget selv før du har forsørget samtlige af dine medslaver først."

Ole Sandberg: det er en vigtig pointe, du kommer med. Det er absurd at påstå, at Ryan skulle stå for en begrænsning af statsmagten. Glen Greenwald har skrevet følgende om ham:
"Perhaps most ludicrous of all is the notion that he’s some sort of advocate for restrained federal government power. As Antiwar.com’s John Glaser documented today, Ryan has continuously voted in favor of measures to expand all sorts of intrusive federal power, including making the PATRIOT Act permanent, enacting the Military Commissions Act to provide indefinite detention with no habeas corpus rights, implementing the Protect America Act to massively expand the U.S. Government’s power to eavesdrop on Americans without warrants, supporting a federal Constitutional amendment to deny same-sex couples the right to marry along with a law banning the ability of gay couples in D.C. to adopt children and the continuation of Don’t Ask/Don’t Tell, a Constitutional amendment to criminalize flag burning, and almost every proposed measure to restrict abortion rights."
http://www.commondreams.org/view/2012/08/12-3

»Pointen er, at hvis 'de produktive kræfter' trækker sig, nægter at fortsætte eller går i strejke, som det sker i bogen, så falder hele systemet sammen,« siger Lars Seier Christensen.

Måske skulle Lars Seier Christensen hellere have læst Das Kapital:

"De produktiv kræfterne omfatter alt, som anvendes af de arbejdende producenter i produktionsprocessen på en sådan måde, at de bidrager til produktionen og således at resultatet er tilsigtet af producenterne. I praksis omfatter dette produktionsmidler, råmaterialer og arbejdskraft - herunder også de produktive egenskaber ved arbejdskraften, som viden og dygtighed. Også videnskaben bliver i denne betydning en produktivkraft."(leksikon.dk)

Der var sgu da ingen af de ovennævnte kræfter der strejkede efter den russiske revolution - det var overvejende mangel på udenlandske handelskreditter der gjorde sig gældende ved de vanskeligheder der opstod i den tidlige sovjetiske produktion.

Dan Hansen: "ret til at søge deres egen lykke" - der står faktisk "stræbe efter egen lykke" i frihedserklæringen og dette 'stræbe' indebærer at man har frihed til at forhindre andre i at opnå "lykken" (læs: eksistensminimum)

Bill Atkins, den fortolkning må stå for din egen regning. Frie mennesker der frivlligt handler med hinanden, i stræben efter hver deres mål, tager ikke noget fra nogen andre.

Dan, I begrebet 'akkumulering af ef privat ejendom' ligger at man samtidig forhindre andre i at leve, overleve - det har til alle tider været årsag til strid og krig.

Emil Edelgart

Den libertære liberalist er overbevist om, at han blot er en midlertidigt forlegen millionær, næ. milliardær, og hvis bare han lægger nok kræfter i og prøver så ihærdigt, han kan, så skal gevinsten nok komme en dag. Han er Dunning-Kruger-effekten personificeret. Han ænser ikke lyden af en latexhandske, der smælder mod et usynlig håndled; assume the position, it's that time again.

Jon Rosengren

Paul Ryan libertarian... Hah, only in Denmark.

I den amerikanske højre/tea party-bloggosfæren kaldes han Lyin' Ryan. Endnu en religiøs big goverment tosse, som siger de rigtige ting men stemmer omvendt.

Lad nu være med at gøre dette til en ideologisk strid. Jeg gider ikke høre det endnu en gang. Husk bare hvad "Obamacare" er modeleret efter (google "Romneycare").

Romney = Obama. 400 more years!

Mascha Madsen

ROMNEY er begyndt at blive påvirket af alle de fejl han har begået allerede, man kan se på ham at han er usikker nok og Ryans selvsikkerhed , udstiller aromneys mangel på samme, og det er ikke heldigt når man vil være præsident. Romney har helt klart overvurderet sine egne evner og han ved det. OBAMA er måske nok som finansmenneske en del mindre proffessionel, men han lærer af sine fejl og denne valgkamp bliver skånselsløs.. DESVÆRRE er højrefløjen i USA nærmest religiøst højreorienterede og ikke særligt modtagelige for argumenter og Ryans selvsikkerhed kan være det der gør at de vælger Romney, selv om de fleste nok er begyndt at tvivle på hans kerne i personligheden og dybdeb af hans holdninger. OBAMA skal focusere på at få Ryan til at dumme sig voldsomt og helst flere gange..

Steffen Gliese

"Krigen" mellem konservative og libertarianere går tilbage til 17- 0g 1800-tallet, i dag er der ikke så stor uenighed. Det, der skabte konflikter mellem de gamle ideologiske modsætninger, blev overstået for århundreder siden, ikke mindst på grund af de sammenfaldende interesser i at bekæmpe de fattige masser. Den radikale bevægelse falder også ind i dette, fordi radikalisterne trods alt mente, at det ikke behøvede at være en betingelse for valgret, at man var selvejer.

Leif Højgaard

Jeg kommer i tanker om artiklen - "Kapitalismen er for opfindsom til at dø" - Af: Zygmunt Bauman
23. oktober 2011-

Tanken i artiklen var, at finanskrisen har ført til profetier om, kapitalismen skulle ligge for døden. Men håbet om at parasitten vil dø, når den løber tør for næring, vil blive gjort til skamme — dertil er kapitalismen alt for opfindsom...

Paul Ryan har tilsyneladende iscenesat sig selv med inspiration fra Jack London's selvbiografiske værk 'Martin Eden', som beskriver hans samtid omkring år 1900. Jack London var socialist, men hovedpersonen i værket beskrives som en person med en stærk dosis af individualisme hvilket giver stof til formulering af en drejebog om det evige dilemma som eksisterer mellem kollektivisme og individualisme.

Steffen Gliese

Demokratisk socialisme kræver stærke individer, der i samarbejde kan finde løsninger på de fælles problemer - og overlade de private til privatlivet.

Jon Rosengren

Peter Hansen, nu synes jeg ikke du skal udtale dig så hårdt om ting du åbenbart ikke har forstand på.

Konservatism er i bund og grund også en form for kollektivisme og altså aldrig forenligt med libertarianisme (for at ikke sige liberalisme i des klassiske mening). Og modsætningerne er større nu end nogensinde når de konservative og socialliberale gået i alliance med bankoligarkerne.

Steffen Gliese

Jon Rosengren, det er vist dig, der skal sætte dig en smule ind i holdninger og politiske konsekvenser af liberalismen og konservatismen, der kun i detaljen udfolder forskellige samfundssyn. Læs Losurdo, men se også på, hvordan liberalister gennem alle tider har været til fals for et hvilket som helst argument, der hæver dem selv op over dusinmenneskene - racistisk baseret slaveri, eugenik etc. etc.

Niels Engelsted

I en fremragende artikel i The New Yorker om Ayn Rand bragt af Information (http://www.information.dk/308282 )´står noget, der er værd at tænke over:
.
"Rand and her heroes were only Pied Pipering readers to get a flashlight and take the book under a cozy blanket. “Atlas Shrugged” never offered any serious alternative to the social order; whatever Rand’s intention, the novel was not a call to arms but an invitation to escape. The book could never, in fact, have been any shorter, because it needed to feel like a whole substitute world, a full-blown reassuring place—you’re right, they’re wrong; you’re special, they’re not—into which the discoverer can jump, as into a magic wardrobe, and then live, happily, airlessly, for weeks of reading and rereading."

Kort og godt, Rand skaber "et magisk skab" eller alternativt univers, som man kan gemme sig i og trøste sig med. Hollywood, som Rand arbejdede for, er jo netop, som alle ved fra sig selv, skaberen af substitutverdener, hvor vi kan føle os forløst, ligesom også hævnromanen er, her minder Rands og Stieg Larssons hævnfantasier enormt meget om hinanden, ikke blot i popularitet men også helt ned i det seksuelt perverterede.

Sammenlign også med Tolkiens fantasiverdener--som Krugman gør--eller med Harry Potter-universet, eller med computerspillene, eller--hvis man giver det ben at gå på--sammenlign det med rollespillet, som er blevet så populært i de sidste 20 år.

Rollespillets fantasivirkelighed deler grænseflade med den rigtige virkelighed, og nogle gange kan grænsen overskrides.
Her til venstre
http://en.wikipedia.org/wiki/File:Occupy-wall-street-99.jpg
Her til højre
http://lynnrockets.wordpress.com/2011/01/08/tea-party-turning-tepid/
eller endnu mere dystert
http://www.nydailynews.com/news/world/masked-neo-nazi-immortals-storm-ge...

Hitlers nazi-rige er selvfølgelig skoleeksemplet på forvandlingen af en fantasi- og rollespilsverden til en virkelig virkelig verden.
http://www.youtube.com/watch?v=iBwM58qwSpY

Det er også et skoleeksempel på den dragning sådanne fantasiverdener kan have på det menneskelige sind.

Breivik levede i en sådan fantasiverden--jeg har andetsteds sammenlignet Breivik med Rand--men måske er ingen af os fri for i en eller anden grad at leve i Harry Potter-verdener, fordi det er sådan, at sindet virker med sine fantasier, drømme, håb, identitetsforankringer og fremtidsprojektioner. Det eneste der adskiller os er måske alene, hvordan vores mentale bobler møbleres, og hvordan møblementet klarer Ikea-testen, dvs. omgangen med den fysiske virkelighed og materielle verden og ikke mindst andre aktørers bobler.

Her er den drømmeverden, som jeg deler med mange af Informations debattører, blevet alvorligt skubbet til side. Nogle vil sige, at det var fordi den ramte ind i den virkelige virkelighed, andre, at det var fordi den blev fortrængt af en endnu stærkere boble: neoliberalismen.

Jo, selvfølgelig er neoliberalismen en boble og ikke kun i økonomisk forstand. Den økonomiske boble er med katastrofale konsekvenser ramt ind i virkeligheden, som den er sat af materielle vilkår og natur, men den er endnu ikke bristet som mental boble, hvilket viser, at ånden nogle gange kan være stærkere end materien.

Bobler, der skal gribe verden, kræver tonsvis af penge, som Hollywood-blockbusteren viser, og det er netop adgangen til ubegrænsede midler, der har muliggjort, at neoliberalismen mentale boble endnu ikke er bristet. De mange millioner er blevet brugt på mediepromovering, tænketanke og universitetssponsorater—milliardærer har mod passende betaling fået anbragt Rand på pensum på økonomiske institutter i USA. Det er dog trods alt (så vidt vides) endnu ikke lykkedes for vores lokale bankoligark Lars Sejr Christensen. Danmarks mest begejstrede Rand-fan har måttet nøjes med sit Cepos-universitet, (hvis kurser dog har givet merit på KU), netavisen 180 grader og designerpartiet Liberal Alliance og med sine sponsorater af klimakrisebenægtere. Det er alle disse aktiviteter, som vi møder i det offentlige rum hver time på døgnet, der udgør den neoliberalistiske bobleverdens life-support og holder den kunstigt i live, selv om den virkelige verden siden 2007 har vist, at den er hjernedød.

Lægger vi imidlertid et øjeblik den ideologiske kamp på hylden, så er der noget næsten kært over den erkendelse, at Lars Sejr Christensen med sit eventyrslot i Schweitz og alle sine kamporganer og papløjtnanter i virkeligheden bare er en rollespiller, en dreng der lever i en Harry Potter fantasi, som giver ham trøst og følelsen af storhed og—netop—Sejr, og som han med alle midler forsøger at holde levende. Hvem kan i virkeligheden ikke sympatisere med det?

Men vi kan selvfølgelig ikke lægge den ideologiske kamp på hylden. Historiske erfaringer viser, at jo længere virkelighedsstridende bobler holdes svævende, jo større katastrofer udsættes menneskeheden for. Det var slemt nok med Rand-proselytten Alan Greenspan, der som Fed chef promoverede den uregulerede kapitalisme og bragte amerikanerne til tiggerstaven, men hvis hele USA’s magt via Rand-proselytten Paul Ryan sættes ind for at beskytte illusionen…

Derfor: Tilbage på hylden med Grimms Eventyr med Ayn Rands pubertetsfantasier, og godnat—putte, putte—og nu slukker vi lyset til Lars Sejr Christensen.

randi christiansen

At det endnu ikke er lykkedes at forklare liberalisterne, at deres frihed ikke har ret til at ske på bekostning af andres frihed, er mig ubegribeligt. Hvor er selvforsvaret henne ? Begravet på bunden af en eller anden forrykt fejlfortolkning af den amerikanske menneskerettighedserklæring? Eller omtåget af en infantil fortolkning af ideen, om at enhver er sin egen lykkes smed ? Enhver børnehavepædagog ved, at dét, der gælder, er ´plads til alle der gir´plads til alle´

At denne asociale, perfide og stupide tankegang har så stor udbredelse og magt kan måske forklare, at en tilsvarende manglende respekt for menneskerettighederne er at finde hos visse fundamentalistiske lovreligioner. To sider af samme sag som uretmæssigt breder sig på bekostning af fællesskabet.

På trods af at ´man´ynder at anskue dagens samfund som civilisationens højdepunkt, er det ikke lykkedes at finde den helt nødvendige formel for fredelig sameksistens på planeten. Dét skyldes, at tolkningen af ejendomsretten ikke er entydig – man har ikke forstået at skelne i mellem fællesskabets ejendom og individets personlige, private rettigheder. Der er fri jagt på fællesskabets ressourcer. Regeringerne tillader den finansielle elite, oligarkerne, den 0,01% at kontrollere, hvad der retmæssig tilhører fællesskabet. Og gør det, fordi det ideologiske opgør om retmæssigt ejerskab ikke er taget.

Den kyniske udbytning florerer under dække af regeringers tåbelighed – samtidig med at man tillader sig at tage andre fundamentalister i skole. Hykleriets, forfaldets og undergangens højdepunkt.

Intelligentsia - hvor er I ? Det er nu, I skal træde i karakter, det er nu vi må kæmpe for civilisationens overlevelse.

Jens Thorning

Præsident Wilson udvidede på eget initiativ frihedserklæringen med at formulere Nationens målsætning som "det størst mulige mål af lykke for det størst mulige antal mennesker".

Det er vist det, vi har nu, men mængden af lykke og antallet af de heldige/dygtige der får den, er stærkt variable. Og nu taler jeg ikke om danskernes ubegrænsede tillid til autoriteter og folk, de tror ligner dem selv, men om økonomi og arbejdspladser og den slags. Man kunne forestille sig, at Wilsons spindoktor, eller rådgiver, som det hed dengang, har grinet ondskabsfuldt af sin egen vittighed.

Philip B. Johnsen

@Randi Christiansen

De fleste ved det godt, men hvordan får man befolkningen til at nedsætte forbruget, materialisme er det eneste så godt, som alle på denne klode har til fælles.

Kan vi få finansverdenen til, at virke for befolkningen?