Læsetid: 4 min.

Infrastrukturen viser både Kinas succes og dets problemer

Kinas infrastruktur vækker misundelse, men det bør systemet, som har skabt den, dog ikke
31. august 2012

Hvis folk ikke kan gå eller køre på vejen uden at være bange for at dø, hvad er regeringen så værd?«

At situationen er graverende for det kinesiske styres image kan ikke udtrykkes tydeligere, end når selv de statsstyrede medier bringer udtalelser som ovenstående – oven i købet ytret af en ekspert fra kommunistpartiets egen centrale partiskole.

Kineserne fræser af sted på imponerende, men usikre vejre. Den hastige og massive udvikling af den kinesiske infrastruktur er emblematisk for landets økonomiske fremgang og beviser ifølge det styrende kommunistparti det politiske systems effektivitet. Men samtidig er infrastrukturen også blevet et symbol på mange af de onder, der plager Kina: korruption, spild, manglende kontrol med den politiske magt samt ringe kvalitet og sikkerhed.

Urovækkende er det for kommunistpartiet, at befolkningens fokus igen er blevet rettet mod de negative sider af infrastrukturen. Som Information skrev i tirsdags, har utilfredsheden og utrygheden over farlig infrastruktur endnu engang bredt sig efter et brokollaps i det nordlige Kina, hvor tre personer blev dræbt. Det har genoplivet den nationale debat om, hvorvidt den lynhurtige udvikling af infrastrukturen sker på bekostning af befolkningens sikkerhed – og både medier og borgere vil have de ansvarlige politikere udpeget og straffet. Siden 2007 er mindst 18 større broer styrtet sammen, og 135 personer er dræbt. Og med skræmmende høj frekvens rapporteres om dødsfald pga. nedsunkne veje, kollapsede bygninger og togulykker. I langt de fleste tilfælde viser årsagerne sig at være en lang række i Kina velkendte og pinlige problemer: dårligt design, en forceret opførsel, ringe byggematerialer, korruption og slappe sikkerhedsregler.

Beslutningsvilje

Dermed kastes lange sorte skygger over Kinas ellers imponerende udbygning af infrastrukturen. Hvert år bruger staten mere end 3.000 mia. kr. på infrastruktur. Landet har bygget verdens største netværk af toglinjer for højhastighedstog på under syv år. Og landet har på rekordtid bygget tusinder af kilometer metrolinjer, motorveje og jernbaner. Ud over at infrastrukturprojekterne i sig selv skaber vækst, har de også i dramatisk grad styrket landets konkurrenceevne og gjort det mere attraktivt som produktionsbase og investeringsmål.

Det vidner om et land i fremgang. Og kommunistpartiet er ikke blegt for at klappe sig selv på skulderen over udviklingen. Selv vestlige politikere og iagttagere har udtrykt misundelse over Kinas etpartisystems evne til at sikre den storslåede udvikling af infrastrukturen. Misundelsesværdigt er det bestemt, men et eksempel til efterfølgelse er det næppe.

Som politologen Minxin Pei har påpeget, er Kinas politiske system som skræddersyet til massive investeringer i infrastruktur. Eftersom investeringerne øger BNP-væksten, som er altafgørende for at legitimere kommunistpartiets styre, er det blevet en naturlig topprioritet for styret. Da lokale embedsfolk desuden vurderes og forfremmes alt efter deres evne til at levere vækst, er det de store, dyre infrastrukturprojekter, som har deres fulde opmærksomhed. Samtidig har den kinesiske stat en uforlignelig kapacitet til at finansiere projekterne gennem statsbankerne, som følger den politiske dagsorden og ikke stiller spørgsmål til projekternes økonomiske sundhed. Og sidst, men ikke mindst skal myndighederne ikke gennem besværlige høringsprocesser og er ikke bundet af nævneværdige restriktioner, når de med magt vil ekspropriere borgernes ejendom og betale for lidt for den.

Svaghederne

Premierminister Wen Jiabao har begejstret talt om det kinesiske systems evne til »at træffe beslutninger effektivt, organisere effektivt og koncentrere ressourcer og gennemføre store projekter.« Zhao Qizheng, et højtrangerende medlem af kommunistpartiet, mener, at det er til Kinas fordel, at der ikke spildes energi og tid på demokratiske valg: »Vi kan bevæge os fremad. Vi har ikke brug for at skændes, og vi spilder ikke tiden.«

Men det er dog manglen på politiske skænderier, hvor offentligheden er inkluderet, og fokusset på ikke at spilde tid, der har resulteret i de mange problemer, der i dag plager infrastrukturen. I et etpartisystem, hvor offentlige udgifter er sløret af hemmelighedskræmmeri, og hvor der ikke er en udefrakommende kontrol med magten, er de store investeringer i infrastruktursektoren det mest oplagte mål for politisk manipulation, spild og korruption. Regeringen erkender selv, at det er i den sektor, at de største problemer med korruption findes. Det fører til et enormt tab af offentlige midler – og i yderste konsekvens til dødsfald – når penge ryger i embedsmændenes lommer i stedet for at blive brugt på en sikker infrastruktur. Kineserne klager allerede højlydt over korruptionen. Men når der breder sig en opfattelse af, at konsekvenserne kan måles i antal af dræbte, bliver det endnu mere sprængfarligt for styret.

Samtidig ødsles der unødigt mange penge, da det enøjede politiske fokus på vækst og manglende blik for efterspørgsel ikke tager hensyn til, om infrastrukturprojekterne er rentable. Der er nye store lufthavne i tyndtbefolkede egne, mange højhastighedstoge kører halvtomme, og flere motorveje og store broer har næsten ingen trafik. Sidste år erkendte Beijing, at lokale regeringer har lånt penge svarende til 27 procent af BNP til at finansiere infrastrukturprojekter, hvoraf mange ikke er økonomisk bæredygtige. Det skaber en kæmpe finansiel risiko for landet.

Det er ikke misundelsesværdigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu