Læsetid: 6 min.

Kan ressourcer i undergrunden redde Afghanistan?

Afghanistan har en formue i form af ressourcer i sin undergrund, og udvindinger af metaller, mineraler, olie og gas vil nemt kunne erstatte fremmed hjælp. Men inkompetence, korruption og udenlandske interesser kan stoppe eventyret, før det overhovedet er kommet i gang
Aynak-minen indeholder verdens næststørste reserve af kobber og kan sikre Afghanistan hundredevis af millioner, når det kinesiske selskab, der har kontrakt på udvindingen af kobberet, påbegynder arbejdet i minen. Arbejdet er blevet forsinket, da arkæologer har fundet et kloster i området, og kineserne har givet dem tre år til at færdiggøre udgravningerne.

Aynak-minen indeholder verdens næststørste reserve af kobber og kan sikre Afghanistan hundredevis af millioner, når det kinesiske selskab, der har kontrakt på udvindingen af kobberet, påbegynder arbejdet i minen. Arbejdet er blevet forsinket, da arkæologer har fundet et kloster i området, og kineserne har givet dem tre år til at færdiggøre udgravningerne.

Shah Marai

27. august 2012

1.000 milliarder dollar – måske endda op til 3.000 milliarder dollar. Så stor en rigdom indeholder den afghanske undergrund i form af metaller som kobber og litium, gasforekomster og olie ifølge amerikanske undersøgelser, og den underjordisk lagrede velstand er udset til gradvist at skulle finansiere det afghanske statsbudget, i takt med at det internationale samfund trækker sig ud af et af verdens fattigste lande – i første omgang militært, derefter økonomisk, hvor internationale donorer i juli dog forpligtede sig til at støtte Afghanistan med 16 mia. dollar eller 97 mia. kr. i de næste fire år.

Alene Aynak-minen, der indeholder verdens næststørste reserve af kobber, kan ifølge det afghanske mineministerium på sigt generere indtægter på op til 300 mio. dollar om året, efter at der er blevet indgået en aftale med det kinesiske selskab China Metallurgical Group, mens oliekilder, andre rige mineralforekomster og verdens angiveligt største forekomst af litium, metal, der bruges i mobiltelefoner, laptop-batterier og anden højteknologi, også forventes at skæppe godt i kassen.

»Afghanistan kan blive et litiummets Saudi-Arabien,« som en amerikansk officer formulerede det, da resultaterne blev lagt frem, mens den afghanske mineminister sidste år spåede, at Afghanistan allerede i 2016 vil have indtægter på 1,5 mia dollar fra miner.

Sidste år solgte den afghanske regering også rettighederne til den gigantiske jernmalmforekomst i Hajigak til et indisk konglomerat.

Men Aynak-minen er stadig ikke kommet i gang, ligesom arbejdet på den lovede jernbane, der skal servicere de to mineområder, heller ikke er påbegyndt – og spørgsmålet er, om Afghanistan reelt vil få gavn af sin uudnyttede rigdom.

»I øjeblikket kværner de afghanske myndigheder koncessioner ud i et fuldstændig uansvarligt tempo. De har ikke ekspertisen til at få skrevet bindende og fordelagtige kontrakter, og de føre slet ikke kontrol med de mange koncessioner, der allerede er givet. Konsekvensen er, at staten bliver snydt for hovedparten af sine indtægter fra de mineprojekter, der er i gang,« siger Javed Noorani, der er seniorresearcher hos den uafhængige ngo Integrity Watch Afghanistan og specialist i Afghanistans naturressourcer.

Kinesiske aftaler

Det er ikke en tolkning, han står alene med. Mens aftalen med det kinesiske selskab China Metallurgical Group om Aynak-minen er den største i Afghanistans historie – til en værdi af 3,5 mia dollar – og aftalen indebærer både et afkast på op til 19,5 procent til den afghanske stat, en jernbaneforbindelse til Pakistan og andre infrastrukturprojekter bygget for kinesiske penge og beskæftigelse til op mod 30.000 medarbejdere, er der mange både i og uden for Afghanistan, der mener, at aftalen langtfra er så rosenrød, som den kan se ud.

Forskellige analyser og rapporter har peget på, at aftalen i realiteten ikke er rentabel for kineserne, og Carnegie Foundation påpeger, at Kina har en forhistorie i en række lande med svage regeringer og statsforvaltninger som f.eks. Pakistan, Gabon og Papua Ny Guinea, hvor de har forhandlet fordelagtige aftaler på plads for siden at udskyde dem og gennemtrumfe nye, mindre fordelagtige aftaler for de pågældende lande.

Da Verdensbankens udsendte konsulent i mineministeriet evaluerede forløbet, var kritikken da også knusende, og både ministeren, fremmede konsulenter og andre involveret i processen fik det glatte lag:

»En historisk mangel på markedsorientering efterlader den afghanske minesektor uden indflydelse på juraen, det regnskabsmæssige og projektsfinansieringen. Minedrift er et forretningsområde med høj risiko, som kræver betydelige investeringer og regelmæssigt eftersyn (...). Regeringen var ikke forberedt på håndhæve koncessionen og sikre et gennemskueligt resultat eller til at overvåge resultaterne, efterhånden som projektet bliver implementeret,« skrev konsulenten James R. Yeager i sin rapport.

»Hvis der ikke sker ændringer i forhold til regeringens udstedelse af koncessioner til at udvinde mineraler og andre ressourcer, og man med støtte fra donorsamfundet sikrer betydeligt mere gennemsigtige og markedsbaserede processer, vil adgangen til de afghanske mineralressourcer og deres potentielt store bidrag til det nationale budget og deres sociale afkast til samfundsstrukturen blive tabt for evigt«, lød hans konklusion.

Både britiske og amerikanske embedsmænd, der angiveligt har været særdeles tæt involveret i processen, har siden fastholdt, at processen er foregået på fornuftig vis, men Javed Noorani mener ikke, at Aynak-aftalen er forsvarlig, eller at de afghanske myndigheders evne til at håndtere ressourcerne er blevet bedre, men at indtægterne fra minen er fuldstændig hypotetiske.

»Aynak-koncessionen ser fin ud på papiret, men den afghanske stat har ingen juridiske muligheder for at fastholde kineserne på deres forpligtigelser, hvilket betyder, at de reelt kan udskyde projektet 15 år, hvis de vil, og 15 år igen derefter. Samtidig er det høje afkast til den afghanske stat på 19,5 procent betinget af, at den globale kobberpris er på sit absolut højeste. Afkastet starter på tre procent, og realistisk set vil den afghanske stat kun få en royalty på fem-seks procent med normale markedspriser, hvilket er langt under normalen,« forklarer han.

Han mener heller ikke, at proceduren er blevet bedre med de seneste koncessioner, der er blevet udstedt af den afganske stat.

»De næste måneder vil der blive udstedt omkring seks store koncessioner, hvilket er alt for meget. Der er allerede uddelt omkring 100 koncessioner, og der bliver ikke ført kontrol med nogen af dem. Et typisk eksempel er Sabzak-kulminen i Nordafghanistan, som ejes af blandt andre en politiker, hvor man har ret til at udgrave 40.000 ton kul, men der udgraves reelt det femdobbelte, som sælges uden profit for staten. Mineministeriet ved godt, at det ikke har kapacitet til at håndtere opgaven, men man siger, at man lærer hen ad vejen. Men så er det for sent.« Spørgsmålet er, hvor langt tid man reelt har til at rette op på problemerne.

Sikkerhed er en udfordring

Mens ingen gør sig illusioner om, at det afghanske undergrundseventyr vil være udbygget nok til for alvor at være en indtægtskilde for staten de næste år, er det vestlige samfund ikke indstillet på at støtte Afghanistan for evigt, og reelle indtægter og vækst er essentielle for at skabe stabilitet. I dag er omkring 90 procent af Afghanistans budget (der i år er på knap 2,7 mia. dollar samt 2,2 mia. til udviklingsarbejde) baseret på fremmed bistand, og bortset fra ressourcerne i undergrunden og opiummen i den uformelle økonomi er det meget svært at få øje på, hvad Afghanistan ellers skal leve af. Derfor har der også været spekuleret i, om vestlige myndigheder i Afghanistan tegner for rosenrødt et billede af de fremtidige muligheder i undergrunden og skubber på processen med at få undergrundsprojekterne udliciteret.

»Der er generelt et stort hastværk for at få det her i gang, ikke mindst fordi vestlige lande presser på. De ønsker en accelleret transition, og at Afghanistan begynder at betale sine regninger selv, ikke mindst for sikkerhedsapparatet, mens de måske i højere grad burde bruge pengene på at løfte befolkningen ud af fattigdom,« siger Thomas Ruttig, Kabul-direktør i tænketanken Afghan Analyst Network.

Han advarer også mod at tro, at undergrundsprojekterne vil være godt i vej, når Vestens soldater i 2014 har forladt landet, eller at stat og fremmede selskaber derefter vil få fred til deres arbejde.

»Sikkerheden er den væsentligste praktiske udfordring for at få rigdommen op af jorden. Al infrastruktur vil være ekstrem sårbar, så længe kampene fortsætter.«

Rigdommen kan tværtimod blive en yderligere årsag til strid og splittelse i den skrøbelige afghanske stat: »Ingen af Afghanistans institutioner – som stadig er temmelig svage – eller de systematiske antikorruptionstiltag er rigtig kommet i gang, ligesom man ikke har implementeret forholdsreglerne i EITI (Extractive Industries Transparency Initiative – et globalt initiativ for at undgå korruption i minelande, red.). Alt dette samt en klar lovgivning burde være på plads, før man begyndte at dele koncessioner ud,« siger han og fortsætter: »Som eksempler har vist i andre dele af verden, kan underjordisk rigdom være en velsignelse eller en forbandelse. Den bliver en forbandelse, når regeringer er svage, udbyttende eller uvidende om deres befolkningers behov – og det er den vej, pilen peger i Afghanistan lige nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu