Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kører Frankrigs industripolitik på atomkraft?

Under valgkampen udtalte François Hollande, at Frankrig burde reducere sin afhængighed af atomenergi. Men nu udtaler landets industriminister, at atomkraft også i fremtiden vil spille en central rolle for fransk industri
Udland
30. august 2012

Inden François Hollande blev valgt til præsident, udtalte han, at genindustrialiseringen af Frankrig skulle gøres til et særligt indsatsområde: »I løbet af de seneste fem år har vi mistet 400.000 industriarbejdspladser, men i løbet af de kommende fem år vil vi genindustrialisere Frankrig og øge produktionskapaciteten. Det er en reel udfordring for vores konkurrenceevne og handelsbalance,« sagde den daværende præsidentkandidat i december 2007 under et besøg på Alstom-fabrikken i Bourgogne, hvor der bl.a. produceres højhastighedstog og komponenter til atomindustrien. De franske virksomheder skal overbevises om, at det bedre kan betale sig at producere i Frankrig, efter at de i årevis har flyttet industriarbejdspladser til udlandet, sagde Hollande:

»De har indset, at her får de bedre kvalitet, knowhow og kundeservice. Således kan vi opgradere vores knowhow. Det er industriel patriotisme.«

Kun USA har flere fungerende atomreaktorer end Frankrig. Tre fjerdedele af energiforbruget i det franske samfund stammer fra landets atomkraftværker. Trods bekymringerne for udslip kommer atomindustrien angiveligt til at spille en central rolle for franske industripolitik:

»Vi har brug for energi, og den må ikke være for dyr,« udtalte industriminister Arnaud Montebourg forleden i et interview på tv-stationen BFM: »Frankrig har et enormt aktiv mellem hænderne (atomindustrien, red.), som giver os mulighed for at opbygge industrien.«

Atomar trosbekendelse

Industriministerens udtalelser fremkalder dog vrede reaktioner. Ifølge Denis Baupin fra miljøpartiet Europe Écologie-Les Verts, som har to ministre i premierminister Jean-Marc Ayraults regering, er Montebourgs »trosbekendelse (til atomkraft, red.) totalt i modstrid med virkeligheden«: »Tværtimod er atomkraften i tilbagegang overalt i verden,« skriver Denis Baupin og minder om, at Hollande havde lovet en national debat om Frankrigs fremtidige energiforsyning:

»Tyskland, Belgien og Italien har opgivet atomkraft, det samme har Japan praktisk taget gjort, mens der er blevet sat spørgsmålstegn ved opførslen af nye atomkraftværker i Kina og USA.«

Hollande havde under valgkampen bebudet en ambition om at formindske Frankrigs afhængighed af atomkraft, så atomkraftværkerne i 2025 kun skal levere halvdelen af landets energiforbrug. Men ifølge Arnaud Montebourg er der altså ingen grund til, at Frankrig bør gøre sig fri af sin afhængighed af atomenergi, som ifølge industriministeren blot bør »afbalanceres«. Investeringer i atomindustrien er et spørgsmål om »økonomisk patriotisme«, udtaler Montebourg: »Jeg tror, at atomindustrien er fremtiden.«

Denis Baupin afviser imidlertid industriministerens opskrift på en modernisering af Frankrigs industrielle produktionsapparat som »livsforlængende behandling til en forældet teknologi«:

»Atomindustrien må forberede sig på sin fremtid: Afvikling.« Spørgsmålet skaber også splittelse internt i Socialistpartiet. Flere socialistiske medlemmer af Nationalforsamlingen hævder, at Montebourg blot giver udtryk for sin personlige holdning, der ikke nødvendigvis afspejler regeringens politik, mens andre betegner industriministerens udmelding som «uhyggelig«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her