Nyhed
Læsetid: 6 min.

Krise og manglende global strategi koster EU indflydelse i verden

Fire EU-lande har i frustration over EU’s manglende langsigtede globale strategi sat nationale tænketanke i gang med at udtænke en. Manglen på fælles linje i forhold til Syrien er blot det seneste eksempel på en manglende strategi, der kun er blevet mere kritisk i en tid, hvor krisen udhuler EU’s indflydelse, siger eksperter
Ifølge tænketanken European Council for Foreign Relations har eurokrisen påvirket EU’s udenrigspolitik. Nedskæringerne i forsvarsbudgetterne har ført til, at det nu er usikkert, at en intervention som den i Libyen vil være mulig i 2013. Her jubler libyere oven på en bombet kampvogn efter et af koalitionsstyrkernes luftangreb i marts 2011.

Ifølge tænketanken European Council for Foreign Relations har eurokrisen påvirket EU’s udenrigspolitik. Nedskæringerne i forsvarsbudgetterne har ført til, at det nu er usikkert, at en intervention som den i Libyen vil være mulig i 2013. Her jubler libyere oven på en bombet kampvogn efter et af koalitionsstyrkernes luftangreb i marts 2011.

Suhaib Salem

Udland
11. august 2012

Sverige, Polen, Spanien og Italien har uden om EU-institutionerne påbegyndt et fælles arbejde med at udarbejde en langsigtet global strategi for unionen. Landene håber, at arbejdet – uddelegeret til fire nationale tænketanke – skal gøre det muligt for Europa at udvikle sig til en global supermagt.

»Jeg mener, at Europa skal opføre sig som en rigtig supermagt. Vi er jordens største økonomi. Vi er den største donor af international bistand. Vi har det næststørste kombinerede forsvarsbudget, og derfor er vi berettiget til en indflydelse, der svarer til det,« sagde den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski ifølge Irish Times ved lanceringen af projektet for nylig.

Carl Bildt, den svenske udenrigsminister og en af drivkræfterne bag projektet, mener, at EU’s medlemsstater deler målsætningen om at gøre Europa til en stærkere magt for det gode i verden.

»Når du bruger termen ’supermagt’ associerer de fleste mennesker det med militære midler, men det kan associeres med hvad som helst,« siger Bildt, der i et interview med det svenske dagblad Dagens Nyheter uddyber de fire landes vision.

»Sammen vil vi fire udenrigsministre nu give ny kraft til et Europa som en freds- og frihedsunion i en verden som også midt i disse krisetider efterspørger vores politiske stillingtagen og vort lederskab,« siger Bildt, der påpeger, at den seneste langsigtede strategi for EU’s udenrigspolitik blev udarbejdet i 2003, længe inden oprettelsen af den nu halvandet år gamle udenrigstjeneste, og i tiden efter at invasionen af Irak havde skabt voldsom splittelse i Europa.

En ny global strategi for Europas udenrigspolitik har været efterlyst længe, siger en af de forskere, der har fået til opgave at udarbejde et udkast til strategien.

»Tænketankene i Europa har længe presset på for, at der blev udarbejdet en ny sikkerhedsstrategi,« siger Roderick Parkes, en brite der i dag er koordinator for Polish Institute of International Affairs’ EU-program i Warszawa.

»EU tænker ikke strategisk på nogen områder. Der foregår en parallel proces, hvor der på den ene side er strategisk navlebeskuelse, og på den anden er udviklingen i den virkelige verden,« tilføjer han i et interview med Information.

Ny strategi nødvendig

Judy Dempsey, redaktør for Carnegie Europes magasin Strategic Europe, mener også, at en ny strategi er nødvendig.

»Europa har behov for en sikkerhedsstrategi, eller doktrin, fordi EU skal forklare sig selv og resten af verden, hvad det står for. Det er, hvad USA gør, det er, hvad Rusland og Kina gør. Det er en af de bedste måder at forklare resten af verden, hvordan en magt tænker, og derfor hvordan den kan tænkes at handle,« skriver hun i magasinet.

Hans Kundnani, ekspert i tænketanken European Council for Foreign Relations, er enig – især i lyset af den økonomiske krise, der har svækket kontinentets indflydelse globalt set.

»Eurokrisen har påvirket EU’s udenrigspolitik på tre områder. Nedskæringerne i forsvarsbudgetterne har ført til, der det nu er usikkert, at en intervention som den i Libyen vil være mulig i 2013,« siger han til Information.

»Krisen har også påvirket EU’s bløde magt – evnen til at påvirke ved at være et forbillede. Det forbillede er blevet svækket. Og derudover har krisen ført til at flere beslutninger tages mellem regeringer, hvor især Tyskland inviterer enkeltlande ind og laver ad hoc-politikker. Det har ført til, at EU’s institutioner og udenrigschef Catherine Ashton er blevet kørt ud på sidelinjen.«

Den udvikling er uheldig for Europa, mener eksperterne, og den forstærker det problem, at den nye udenrigstjeneste ikke har en rettesnor at følge i sit arbejde. Problemet med den manglende strategi er nemlig, at EU’s udenrigspolitik ikke hænger sammen.

»Målsætningerne er der, men der er bare ikke en fornemmelse af, hvordan man realiserer dem, hvordan man får investeringer og prioriteringer til at give mening over tid. Vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere vores målsætninger i en verden i forandring, og det betyder, at vi går fra ad hoc-løsning til ad hoc-løsning,« siger Roderick Parkes.

Ad hoc-tilgang

Jan Techau, der er direktør for Carnegie Europa, er enig:

»EU’s udenrigspolitik har endnu ikke formået at komme videre fra projektstyringstilgangen, som har været dens særkende i så lang tid. Dybest set har den aldrig bevæget sig fra at være taktisk til at blive strategisk,« skriver han i Strategic Europe.

Et af de helt centrale mål, som EU har defineret, er med udenrigschef Catherine Ashtons ord at ’sætte promoveringen af menneskerettigheder i centrum af EU’s udenrigspolitik’. Dette gøres primært gennem netop den ’bløde magt’. Men blød magt er slet ikke nok, påpeger Judy Dempsey.

»At sige at EU står for menneskerettigheder og blød magt er alt sammen meget fint, men det er et utilstrækkeligt svar på nutidens komplekse emner og kriser,« skriver hun og tilføjer, at EU aldrig spørger sig selv, hvad der skal ske ’hvis blød magt ikke er tilstrækkeligt til at påvirke til forandring eller forhindre konflikter’.

»EU må forklare i detaljer, hvad dens interesser er, og hvorvidt de falder sammen med dens værdier eller ej. Læs de amerikanske og russiske sikkerhedsstrategier. Du ved, hvor du står,« tilføjer hun.

Hans Kundnami peger på et nyere eksempel på, hvad den manglende globale strategi har medført. Mens revolutionerne i Nordafrika har tvunget EU til at leve op til sine målsætninger om at støtte demokrati og menneskerettigheder i nærområdet, har et lignende skifte endnu ikke fundet sted i unionens politik i andre dele af verden.

»Selv over for nabolande i Nordafrika, hvor der ikke har været succesfulde revolutioner – Bahrain, Marokko – kan det diskuteres, om EU’s politik har ændret sig, og jeg ser ingen beviser på, at vi har lært lektien i forhold til vores politik i resten af verden,« siger han og mener, at EU især bør se på de såkaldte ’strategiske partnerskaber’ – en central, men udefineret del af unionens udenrigspolitik – og sørge for, at der er en strategi for hvert partnerskab, som afspejler EU’s værdier og målsætninger.

»Strategiske partnerskaber behøver ikke være tomme, men det er de nu, fordi ingen har tænkt over, hvad de skal bruges til. Ideen skal fyldes med indhold, og jeg mener, at man bør have en anden type partnerskab med demokratier end med diktaturer,« siger han. »Det er i alle EU-medlemsstaternes interesse at have en sammenhængende og effektiv EU-udenrigspolitik,« tilføjer han.

Fremtiden

Ikke desto mindre er gentagne forsøg på at udforme en ny strategi strandet på grund af intern uenighed mellem landene og EU’s egne institutioner. Hvad der i sidste ende har fået de fire lande til at tage føringen er dog især frustration over den måde, de store EU-lande har handlet i forhold til bl.a. krisen i Syrien.

»Især Sverige og Polen har følt, at de små og mellemstore lande også bør have noget at skulle have sagt i forhold til EU’s udenrigspolitik,« siger Roderick Parkes om årsagen til, at de har indgået samarbejdet.

Hans Kundnani siger, at det ikke er usædvanligt, at især grupper af mindre EU-lande tager denne type initiativer, hvis de har særlige interesser, de ønsker fremmet, eller har aktivistiske udenrigsministre.

»Polen og Sverige har stor indflydelse i forhold til deres størrelse på det udenrigspolitiske område i EU. Det var dem, der sammen udarbejdede det østlige partnerskab,« siger han.

Parkes tilføjer, at Polen især er opmærksom på, at Europa – fremskyndet af krisen – ikke meget længere vil kunne regne med, at USA garanterer Europas sikkerhed. Derfor presser landet på for øget samarbejde og en diskussion om, hvad Europas svar på den udfordring skal være på lang sigt.

Også Carl Bildt mener, at krisen – der er en af årsagerne til at Europas statsledere ikke har magtet at tænke på en ny udenrigspolitisk strategi – styrker argumentet for, at EU nu må tænke strategisk og langsigtet.

»At topmøde efter topmøde nu er dedikeret til ens egne problemer er uundgåeligt, men vi må ikke glemme vores ansvar og vores muligheder i en verden, som forandrer sig i rasende fart … Der tales ambitiøst om at bygge en politisk union … Men alt det må kombineres med en fremadstræbende global strategi for Europa,« skriver Bildt. »Hvilket Europa, vi får om 10, 20 eller 30 år, afgøres naturligvis i store stræk af, hvordan vi håndterer vores interne europæiske udfordringer. Men lige så vigtigt er det, hvad der sker i omverden, og hvad vi kan gøre for at påvirke udviklingen,« tilføjer han.

Ideen er, at de fire landes tænketanke næste forår skal præsentere ét koordineret udspil, der – ifølge Parkes – er ’renset for nationale interesser og er et stærkt koncept’.

»Ideen er at give udenrigsministrene politisk momentum og få processen om at udarbejde en strategi startet,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Jo altid godt at tænke sig om - lad os håbe der bliver tænkt visionært og bæredygtigt for en retfærdig og inkluderende økonomisk dagsorden

Michael Kongstad Nielsen

Hold nu op mede det supermagts sludder. Drengedrømmen om at være den stærkeste, være på det stærkeste hold. Vær dog voksne mennesker og se verdens virkelige forhold.

Europa er ikke og bliver aldrig en samlet enhed, der taler med én stemme. Euriopa er ikke en forbundsstat men en samling vidt forskellige lande, med vidt forskellige traditioner, sprog, interesser, forhold til deres nære omverden og gamle relationer til oversøiske lande.

Storbritannien og Frankrig har deres permanente plads i FN´s sikkerhedsråd, og de har deres atomvåben. Det er ikke EU´s våben eller pladser i Sikkerhedsrådet.Og tro mig, de opgiver dem ikke godvilligt.

Catherine Ashton er et dyrt flop, men mange nyder godt af alle de arbejdspladser, der er etableret i hendes udenrigstjeneste. De har bare ikke noget at lave.

Det er til grin, at den højreorienterede magtoptagne Carl Bildt skal puste sig op sammen men Polen og Spanien og Italien, Italien der som gammelt kerneland aldrig har haft en eneste folkeafstemning og EU.

randi christiansen

MKN - ".. med vidt forskellige traditioner, sprog, interesser, forhold til deres nære omverden og gamle relationer til oversøiske lande."

Nu er det jo sådan, at det netop er opgaven at fatte, hvad vi har tilfælles og tage udgangspunkt der.

Plads til alle der gir plads til alle - sådan kort sagt, men hvis du efterprøver logiken, vil du se, at det er et udmærket pejlemærke.

Michael Kongstad Nielsen

Randi Christiansen - hvorfor er det opgaven? Og hvorfor tage udgangspunkt der? Jeg får allergiske tilbøjeligheder overfor ensretning. Men trives godt med naturlig forskellighed. Jeg kan godt lide grøftekanter med mange forskellige blomster og græsser og sommerfugle, fremfor få og ensartede og ingen insekter.Diversitet fremfor monokultur.Fordi man er forskellige, kan der sagtens være være plads til alle. Vores ledere skal bare ikke i strid med vores ønsker rotte sig sammen og puste sig op som supermagt, hvor herre bevares.

morten hansen

Korrespondent i London, my bare ass!

Jeg håber så sandelig, at den svinske intervention i Libyen ikke kommer til at finde sted i Syrien.

Mette Rodgeres er tæt på den virkelige magts centrum og det sted (The City), hvor krigene bliver planlagt. Det er også herfra, propagandaen er tykkest. Med det har hun desværre ikke opdaget.

Endnu en gang værdiløs journalistik.

Et fælles udgangspunkt behøver ikke være ensretning. Kunne man ikke forvalte udenrigspolitikken i to kamre. En til indenrigs, og nationale anliggender, og en til fælles international udenrigs. så man i højere grad taler med en stemme i de pikante sager på internationalt niveau. Det vil måske nok give lidt udfordringer i starten, men det burde være til at håndtere. Hvis det allerede er tilfældet, er det ikke synligt.

Christian Nissen

EU har vist rigelig i at ordne egne og interne problemer, det kniber da gevaldig her.
Hvordan i alverden vil de forene de forskellige interesser i noget brugbar udenrigs politik.

randi christiansen

MKN - et fælles udgangspunkt er netop retten til forskellighed - som dog forudsætter evnen til at være assertiv>hævde egen ret uden at krænke den anden