Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kritik af tilsyn med danske udviklingsprojekter i Afghanistan

Der bliver kun ført begrænset tilsyn med en række danske udviklingsprojekter i Afghanistan, konstaterer nyudkommen evalueringsrapport, der kritiserer den danske indsats for ikke at have tilført tilstrækkelige ressourcer til den danske ambassade i Kabul. Bestyrelsesmedlem for ngo beskriver det som et lykketræf, at der ’ikke er sket katastrofer’
Danske politikere har til tider nærmest stået i kø for at udtale, at indsatsen i Afghanistan var til gavn for piger i skolealderen. Men i evalueringen af den danske indsats påtales det bl.a., at den danske administration har været for dårlig til at følge op på projekterne i uddannelsessystemet .

Danske politikere har til tider nærmest stået i kø for at udtale, at indsatsen i Afghanistan var til gavn for piger i skolealderen. Men i evalueringen af den danske indsats påtales det bl.a., at den danske administration har været for dårlig til at følge op på projekterne i uddannelsessystemet .

Adam Ferguson

Udland
24. august 2012

De nyudkomne evalueringsrapporter om den danske udviklingsindsats i Afghanistan tegner et pænt billede af den danske indsats for at integrere hjemvendte flygtninge, en indsats, der udgør en fjerdedel af det danske program, og som støttes med 70 millioner kroner om året. Det skønnes, at mange målsætninger er nået og endda indimellem overgået. Men om virkeligheden bag skrivebordene i Udenrigsministeriet svarer til virkeligheden ude i de fattige og utilgængelige afghanske provinser, hvor de såkaldte ROI-projekter iværksættes, er reelt et åbent spørgsmål, konstaterer rapporten, der påpeger, at ambassaden ikke har mandskab nok til monitorere projekterne. Samtidig kritiserer rapporten de danske myndigheder for ikke at forsøge at skabe synergi eller samarbejde mellem de forskellige organisationer, og at ambassaden »mangler mandskab til at håndtere området«, og at programmet »mangler strategisk retning«.

Kraftig påtale

I stedet er opsynet med programmets projekter overladt til de organisationer, der gennemfører dem. En praksis, der ikke er usædvanlig for Danida og danske udviklingsprojekter, men som ifølge en af de organisationer, der er en del af det danske projekt, er temmelig problematisk.

»Jeg mener, at der i evalueringen af uddannelsessektoren reelt er en ret kraftig påtale af den danske administrations evne til i perioder at følge op på projekterne. Det vil sige at der er mangelfuld dokumentation. Man er heldig, at der tilsyneladende ikke er kommet store katastrofer ud af det, og at nogle aktiviteter ikke er slået helt fejl,« siger Allan Mygind Vokstrup, bestyrelsesmedlem i DACAAR, en sammenslutning af Dansk Folkehjælp og Dansk Flygtningehjælp, der er den største danske ngo i Afghanistan, og som står for en stor del af de projekterne, der er evalueret i nærområdeprogrammet.

»Mit opfattelse er, at ambassaden i meget få tilfælde har besøgt projekter, hvilket ikke er uforståeligt på grund af sikkerhedssituationen. Sammen med den hyppige udskiftning, der ofte resulterer i yngre kræfter, bliver resultatet, at der mangler institutionel hukommelse, og at der er en svag dokumentation for, at den danske indsats opnår sine mål. I evalueringen har man læst stakkevis af papirer, men haft et meget svagt empirisk grundlag for at fremsætte nogen stensikre konklusioner,« siger Allan Mygind Vokstrup, der i øjeblikket selv befinder sig i Afghanistan som udstationeret i Dansk Folkehjælps uddannelsesprojekt DAARTT.

Han noterer sig også, at folkene bag evalueringsrapporten selv kun har været ude på et par kortere besøg i felten.

Mens udviklingsforskeren Lars Engberg-Pedersen understreger, at det ikke er unormalt, at Danida uddelegerer monitoreringen af danske projekter til organisationerne selv, efterlyser han større kontrol med økonomien fra Danidas side.

»Det afspejler jo, at man har alt for få folk til at administrere stadig flere penge, hvilket er en generel bekymring. I det her tilfælde kan man godt spørge sig selv, om resultaterne ville holde, hvis man havde været ude og observere flere steder. I en situation, hvor der er himmelvid forskel fra egn til egn, kan man godt forestille sig, at rapporterne tegner et billede, som ikke nødvendigvis er dækkende,« konstaterer han.

Tillid til partnere

Udviklingsminister Christian Friis Bach ønsker ikke at forholde sig til problematikken, men Franz-Michael Mellbin, tidligere ambassadør i Afghanistan og nuværende chef for Udenrigsministeriets kontor for Asien, Latinamerika og Oceanien, der bl.a. står for Danmarks Afghanistan-indsats, mener, at kritikken er forfejlet.

»Det ville slet ikke kunne lade sig gøre at føre den slags kontrol ude i marken« siger han og forudser, at den lokale monitorering af projekterne næppe vil blive forstærket.

»Pointen er, at hvis vi manglede tiltro til de organisationer, vi samarbejder med, skulle vi slet ikke give dem pengene i første omgang. Vi screener vores partnere grundigt på forhånd og sikrer os, at de har sunde økonomi- og monitoreringssystemer på plads, før vi giver dem pengene. Det ville ikke give mening at give dem pengene først, og så undersøge dem bagefter.«

– Men kan du ikke forstå, at man som dansk skatteyder vil have kontrol med, at danske udviklingsprojekter lever op til målene?

»Jo, det kan jeg godt forstå, og derfor sikrer vi os også, at de organisationer, vi samarbejder med, har pålidelige systemer på plads som for eksempel eksterne revisorer, før vi indleder et samarbejde med dem, ligesom vi arbejder med systematisk kvalitetssikring af vores partnere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

så sidder jeg her og tænker om det er mig der er helt dum, når jeg står totalt uforstående over for at vi tvangsudsender folk til at bo på gaden; hvorfor bruger man ikke nogle af de mange penge på at hjælpe dem til rette når de ankommer?