Nyhed
Læsetid: 8 min.

Mitt Romney markedsfører sig selv som var han et produkt

Mitt Romney har skiftet holdning til centrale spørgsmål som abort og sygesikring forud for udnævnelsen til Republikanernes præsidentkandidat. Forklaringen er, at Romney i højere grad bekender sig til marketingteori end til politiske idealer. I den kommende uge vil Romney nok en gang præsentere sig i ny indpakning på republikanernes tv-producerede partikongres i Florida
Mitt Romney fører valgkamp i en isbutik i Zanesville i svingstaten Ohio. Flere iagttagere kritiserer Romney for at være blottet for politisk substans og skifte holdning alt efter folkestemningen.

Mitt Romney fører valgkamp i en isbutik i Zanesville i svingstaten Ohio. Flere iagttagere kritiserer Romney for at være blottet for politisk substans og skifte holdning alt efter folkestemningen.

Udland
25. august 2012

Der er noget, investeringsrådgiveren David Scudder ikke forstår ved præsidentkandidat Mitt Romneys valgkampagne.

»Hvorfor vedkender han sig ikke alle sine bedrifter,« spørger Scudder, som er medejer af investeringsfirmaet Aureus Asset Management i Boston,

»Romney har været en succesrig forretningsmand, guvernør i Massachusetts og leder i den mormonske kirke. Men han taler aldrig om det.«

Og Mitt Romney, 62, er en usædvanlig kandidat i amerikansk valghistorie – og vil helt sikkert blive en sjælden fugl, skulle han slå den siddende præsident, Barack Obama, til valget i november og blive USA’s præsident.

Normalt stiller en politiker op til præsidentposten, fordi vedkommende har nogle faste overbevisninger og kan bryste sig af at have opnået resultater i den politiske verden eller i andre professioner. Det er ikke normalt at være blottet for ideologi og undlade at forsøge at udnytte sit generalieblad til at vinde støtte fra vælgerne. Men det er præcis, hvad Mitt Romney gør.

»Var det ikke, fordi så mange vælgere opfattede Romney som en opportunistisk vendekåbe, ville han have slået John McCain ved de republikanske primærvalg i 2008 og have stillet op mod Obama,« siger den republikanske partikonsulent Todd Domke.

Denne sønderlemmende kritik – en opportunistisk vendekåbe – preller øjensynligt af på Romney. Ifølge Todd Domke mener den tidligere investeringsmagnat, at det er legitimt og uproblematisk at vende rundt på en tallerken og indtage et nyt standpunkt, selv om det strider mod tidligere fremsatte holdninger.

»Han opfatter sig selv som sælger af et produkt, og produktet er i dette tilfælde politikeren Mitt Romney,«siger Domke, der kender kandidaten og hans nære rådgivere fra guvernørtiden i Massachusetts.

»I marketingbranchen undersøger man, hvad kunderne vil have og ændrer produktet for at kunne sælge det. Samme metode anvender Romney for at indynde sig hos vælgerne.«

Et tv-show

Under den Republikanske partikongres, der starter mandag i Tampa, Florida, og varer til torsdag aften, vil Romneys talent for markedsføring blive udstillet for USA og resten af verden.

I den time hver aften, hvor de fire store amerikanske tv-stationer sender direkte fra kongressen, vil Romneys hold markedsføre præsidentkandidaten i et tv-show produceret på to scener.

Formålet med showet, fortæller Romneys rådgivere til avisen The New York Times, er at projicere kandidatens varme som menneske og familiefar til tv-seerne. De to scener i kongrescentret er desuden bygget således, at seerne skal føle, at de kommer med ind i Romney-familiens dagligstue. Producerne af Romney-showet har tidligere arbejdet for tv-stationer.

Men måske vigtigere er, at Romney har valgt at lytte til sine rådgiveres anbefalinger og nu vil tale mere åbent om de kapitler i hans liv, han ellers har holdt tæt til kroppen i et stykke tid.

En særlig produceret biografisk docu-soap (blanding af documentary og soap opera) skulle efter forlydender inkludere afsnit om Romneys arbejde som missionær og lægprædikant i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er et emne, som kom op i valgkampen i 2007-08, da Romney følte sig tvunget til at holde en tv-tale om sin tro og sit politiske virke på grund af kristne evangelisters udtalte skepsis over for mormoner.

Job-argumentet

Mitt Romney vil efter sigende også vende tilbage til et tema, der var vældig omdiskuteret i primærvalgkampene, nemlig de 20 år han arbejdede som højt betalt direktør i investeringsfirmaet Bain Capital.

Indtil for nylig har Romney fremført, at hans baggrund som leder af et firma, der opkøbte skrantende virksomheder, sanerede og solgte dem til en fortjeneste, gør ham bedre i stand at skabe nye arbejdspladser end Obama.

Men dette job-argument er blevet forsøgt skudt i sænk af Obamas kampagne, som i tv-reklamer har hævdet, at langtfra alle de sanerede virksomheder trivedes. Nogle gik ned, og det betød at hundredvis af ansatte blev arbejdsløse.

Spørgsmålet er, hvor godt et argument, hans fortid som direktør vil være for Romney.

»I den opkøbs- og salgsbranche, som Bain Capital virker i, spiller jobskabelse ingen videre betydning. Fokus ligger på at tjene penge,« siger Eric Packer, seniorrådgiver i Progressive Asset Management i Boston, der er en filial af Financial West Group.

»Jo mere et overtagelsesselskab som Bain kan skære ind til benet i et opkøbt firma, desto mere tjener Bains investorer, når det opkøbte firma nogle år senere sættes til salg. De ansattes og lokalsamfundets velfærd prioriteres lavt.«

Mørklægning af guvernørtid

Tv-seere vil derimod næppe få noget at vide om Mitt Romneys politiske erfaring: Hans fire år som guvernør i New England-staten Massachusetts (2002-06).

Det er højst usædvanligt i en valgkamp, for guvernører anses normalt for at være favoritter ved præsidentvalg på grund af deres erfaring med at styre en delstat.Siden Jimmy Carter (guvernør i Georgia) har fire ud af seks præsidenter været guvernører (Ronald Reagan, Bill Clinton, og George W. Bush). Undtagelserne er George H.W. Bush og Barack Obama. Det er således helt uhørt i moderne tid, at Romney undlader at benytte sin guvernørtid som et aktiv i valgkampen.

Årsagen er, at hans største bedrift som guvernør var at få gennemført tvungen sygesikring for alle borgere i Massachusetts i 2004. Loven har stort set været en succes, hvilket er grunden til, at Obama anvendte den som forlæg for sin landsdækkende sundhedsreform i 2010.

Men den føderale lov om sygesikring er så upopulær blandt republikanerne og et flertal af vælgerne, at Mitt Romney har foretaget en kovending og nu lover at ville ophæve den, hvis han bliver præsident (en præsident kan dog ikke annullere en lov, det kan kun Kongressen, og det kræver et flertal på 60 ud af 100 stemmer i Senatet).

Slingrevals om abort

Men sundhedsreformen er ikke det eneste felt, hvor Romney har slået en holdningsmæssig kolbøtte. Også i forhold til spørgsmålet om abort, har kandidaten ændret holdning.

Da Romney stillede op til senatsvalget i Massachusetts i 1996, lod han vælgerne forstå, at han som senator ville støtte kvinders ret til at afbryde svangerskab. Under guvernørvalget i 2002 gik han videre og udtalte, at han kunne leve med Højesterets kendelse fra 1973, som gør abort lovligt i USA.

»Det er umuligt for en republikaner at blive valgt til guvernør i Massachusetts, medmindre man støtter abortrettigheder og i det hele taget er social liberal,« siger Margery Eagan, mangeårig klummeskriver ved avisen Boston Herald.

Men da Romney i 2004 øjensynligt besluttede at gå efter at blive præsident, var abortmodstand blevet en lakmusprøve for præsidentkandidater i republikanske primærvalg. Det førte til en kovending.

Romney lod offentligheden vide, at han efter studier af fostre havde undergået en åndelig omvendelse og nu tog afstand fra svangerskabsafbrydelse.

Han undlod at fortælle, at han som lægprædikant frem til 1996 havde fulgt mormonkirkens forbud mod abort og sørget for, at kvinder, der ønskede en abort, blev ekskluderet fra kirken.

»Hans villighed til at skifte standpunkt i så vigtige emner er bemærkelsesværdig i amerikansk politik,« siger den Republikanske medierådgiver Todd Domke.

»Romneys holdning er, at vælgere er som forbrugere. De skal have, hvad de ønsker. Hans personlige overbevisning er underordnet. Det betyder, at han i modsætning til en traditionel politisk leder ikke prøver at få tilhørerne over på sin side. I stedet søger han at tilfredsstille deres behov.«

Positiv opportunisme

Forretningsmænd er nogle af de mest beundrede personligheder i USA. Deres erindringer og opskrifter på succes bliver bestsellere, og de bliver konstant profileret i magasiner og optræder – som ejendomsmagnaten Donald Trump – på diverse tv-kanaler. Amerikanernes generelle indtryk er, at topchefer er succesrige, fordi de er villige til at træffe dristige beslutninger og løbe store risici.

»Men Romney er slet ikke den ledertype. Han er en traditionel marketingsfyr. Han har gjort alt, hvad der har stået i hans magt, for at undgå risici i sin karriere,« siger Domke.

I Romneys verden er det ikke alene i orden at være en vendekåbe. Det er også ok at være opportunist. Todd Domke forklarer, at betydningen af begrebet opportunisme varierer på amerikansk, alt efter i hvilken sammenhæng ordet bruges.

»I sportsverdenen er det et positivt begreb, ligesom det er i forretningsverdenen, hvor man taler om en ’niche opportunity’ for at tjene penge. Men i politik er vælgerne på udkig efter en autentisk leder med ægte overbevisninger. Her forbindes opportunisme med principløshed,« siger den republikanske partikonsulent.

Det kan blive noget af et handicap for Romney, når han skal konkurrere med præsident Barack Obama, der blot er skiftet fra at være en liberal demokrat i Senatet til at være en moderat demokrat i Det Hvide Hus

»Vælgerne har ikke noget at udsætte på ledere, der med tiden skifter standpunkt. Men har Romney nogensinde gjort det i en sag, som kunne skade ham? Ikke hvad jeg ved af,« siger Todd Domke.

Og så er der sagen om rigmanden Romneys lave skatteprocent, hans uvilje mod at offentliggøre selvangivelser for mere end to skatteår (2010-2011) og hans formue af ukendt størrelse parkeret i skattely på Bermuda-øerne og Cayman-øerne. Det kan også blive et møllehjul omkring præsidentkandidatens hals.

Romney betalte ca. 13 pct. i skat til forbundsstaten i 2010 af indtægter fra sine investeringer via Bain Capital og andre fonde. Siden sin guvernørtid har han ikke haft en månedlig indkomst, der beskattes med op til 35 pct., men har udelukkende betalt kapitalvindingsskat på maksimalt 15 pct..

»Den jævne amerikaner burde være fortørnet over, at en succesrig forretningsmand som Romney udnytter skattelovene lige til kanten af det lovlige for at nedbringe sin skatteprocent,« siger Jim Braude, radiovært på en populær FM-station i Boston.

»Men mine lyttere synes, det er okay med en så lav skatteprocent. Familier med en årsindkomst på 80.000 dollar drømmer om at få en formue på 250 mio. dollar lige som Romney. Så kan de også udnytte smuthullerne i skattelovene,« mener Braude.

»Men derfra og så til ikke at ville offentliggøre selvangivelser for årene før 2010, det er jeg ikke så sikker på vil holde vand i den offentlige opinion. Det rejser mistanke om noget fordækt.«

Formue i skattely

Og det er netop her, Romneys penge i skattely kan blive et problem.

»Vi har aldrig nogensinde før i landets historie valgt en præsident, der havde en ukendt sum penge placeret i skattely og som nægtede at give oplysninger om det,« siger Dan Payne, en demokratisk medierådgiver i Boston.

Investeringsrådgiveren David Scudder, der kender den nuværende topledelse i Bain Capital, mener, at Romney bør frigive al information om sine investeringer i skattely.

»Men jeg forventer ikke, at vi får de oplysninger, fordi de kun er tilgængelige i de selvangivelser fra år tilbage, som Romney afviser at lægge frem.«

I kraft af sit mangeårige kendskab til Bain Capital vurderer Scudder, at Romney næppe har begået noget ulovligt.

»Bain Capital har altid haft et fint renommé som en retskaffen virksomhed, hvor man efterlever et strengt etisk kodeks. Det er virkelig svært at forestille sig, at der skulle være noget suspekt ved Romneys formue i skattelyene,« mener investeringsrådgiveren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Republikanernes konvent trues af uvejr

I denne artikel - The GOP’s 'Key Largo' Convention - beskriver Leslie Savan Republikanernes konvent ud fra Humphrey Bogart/Lauren Bacall-filmen Uvejrsøen Key Largo, hvor en række mennesker er fanget på et hotel i Florida sammen med en kvindehadende gangster, mens en orkan nærmer sig.

Den klaustrofobiske isolation trækker ud og gangsteren (spillet af Edward G. Robinson) afslører sig som en fej tyran og hans bøller ønsker ham ikke som chef.

Læs mere her:

http://www.thenation.com/blog/169546/gops-key-largo-convention

" I marketingbranchen undersøger man, hvad kunderne vil have og ændrer produktet for at kunne sælge det. Samme metode anvender Romney for at indynde sig hos vælgerne. "

De er skøre, de amerikanere !

De gør sgu ligesom vore overførsels-indkomst-aflønnede levebrødspolitikere gør i Danmark.

olivier goulin

@Per

Fuldstændig! Der er ingen forskel.

Deres troværdighed er på niveau med en brugtvognsforhandler.

/O

Craig Unger, forfatter til bogen:
"Boss Rove: Inside Karl Rove’s Secret Kingdom of Power” ,
beskriver i denne artikel hvordan Mitt Romney ER et produkt, Karl Rove’s produkt, c’’,) :

”Boss Rove.
Not long ago, Karl Rove seemed toxic: the brains of a disastrous presidency, tarred by scandal. Today, as the mastermind of a billion-dollar war chest—and with surrogates in place in the Romney campaign—he’s the de facto leader of the Republican Party. But in Rove’s long game, 2012 may be just the beginning”.

Et citat:
”The only way Romney can get back into the race quickly will be through the expenditure of substantial Super PAC dollars,” political strategist Doug Schoen wrote in Forbes, explaining how Romney’s weakness rendered him a tempting takeover target. “Specifically, the key actors in this process will be Karl Rove, whose Super PAC American Crossroads has raised $200 million, as well as the pro-Romney Super PAC, Restore Our Future But make no mistake about it—the 2012 campaign now is not Obama vs. Romney. It is Obama vs. Karl Rove, American Crossroads, and Restore Our Future”:

http://www.vanityfair.com/politics/2012/09/karl-rove-gop-craig-unger .

Med venlig hilsen

@Per

Det er i øvrigt noget selv de danske politikere benytter sig af, så jeg tror artiklen mener, at han benytter teorien i udsøgt grad. Teorien hedder public choice og er tilsvarende rational choice fra mikroøkonomiens udbud efterspørgsel.

"Forklaringen er, at Romney i højere grad bekender sig til marketingteori end til politiske ideale"
De to ting er ikke nødvendigvis modsætninger. Eks. liberal alliance har tydeligvis marketings/markedsteori som politisk ideal.

jamen er han ikke osse det?

Nu er det jo heller ikke ukendt, at kandidater markedsføres som produkter.

John F. Kennedys far, Joseph Kennedy, sagde en gang - vist nok da John skulle opstilles til præsidentvalget i 1960 - at "We're going to sell Jack like soap flakes."

Søren Kristensen

Der er et marked for alt, også præsidentkanditater.

Henrik Bjerre

Jeg er som dansker stolt over at AQUA har valgt at hjaelpe Romney med at blive valgt:

www.youtube.com/watch?v=5v4PWW301JM

Mitt Romney ER et produkt! Vi alle er produkter som verden er skruet sammen i dag.