Læsetid: 7 min.

Myanmar: Udrensningen Vesten ikke vil se

I Myanmar anklages sikkerhedsstyrkerne for systematiske overgreb mod muslimsk mindretal, som præsidenten ønsker skal deporteres eller interneres. Befolkningen bakker præsidenten op og beskylder internationale organisationer for at tage parti
Rohingyamuslimerne flygter i stor stil til blandt andet Bangladesh. Her trøster en kystvagt en mand, der krydset Naf-floden for at komme ud af Myanmar, hvor præsidenten vil deportere eller internere hele rohingya-mindretallet.

Rohingyamuslimerne flygter i stor stil til blandt andet Bangladesh. Her trøster en kystvagt en mand, der krydset Naf-floden for at komme ud af Myanmar, hvor præsidenten vil deportere eller internere hele rohingya-mindretallet.

Munir uz Zaman

16. august 2012

Det er den eneste løsning.« Det var ordene, da Myanmars reformpræsident Thein Sein mødtes med Antonio Guterres, chefen for FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR. Den kontroversielle løsning, som præsidenten fremlagde, er at deportere de ca. 800.000 muslimer fra Myanmars etniske rohingya-mindretal til et tredjeland – eller internere dem i lejre under UNHCR’s opsyn.

I juni ledte spændingerne mellem befolkningsgrupperne i de områder, hvor det muslimske mindretal bor, til vold, mord og nedbrænding af mere end 3.000 huse. Officielt blev 78 dræbt, men menneskerettighedsorganisationer mener tallet er stærkt underdrevet. Der er kommet omkring 90.000 flygtninge inden for et par uger, ifølge FN. I sidste uge brød nye kampe ud i Rakhine-delstaten mellem de muslimske rohingyaer og de buddhistiske rakhinere.

Præsidentens løsning har udbredt opbakning i befolkningen, hvor folk er gået på gaden for at støtte hans plan, og lokale medier har prist hans standpunkt.

»Vi støtter vores præsidents udtalelse om rohingyaer,« står der på bannerne foran UNHCR’s kontor i Yangon, hvor en mindre flok demonstranter synger nationalsangen og råber anti-rohingya slagord. Den respekterede avisredaktør Maung Wuntha, som er nyvalgt formand for Myanmar Journalists Association, medstifter af NLD (ledende oppositionsparti) og tidligere politisk fange støtter også præsidentens plan og understreger: »Hans indstilling er en ægte patriots.«

Rohingyaer har boet i grænseområdet mellem Bangladesh og Myanmar i århundreder, men anses af mange i Myanmar som illegale indvandrere – og er uønskede i nabolandet Bangladesh. I Rakhine-staten er nationalflaget hejst til tops i delstatshovedstaden Sittwe, hvor det burmansk-dominerede centralstyre normalt lægges for had. Det vajer side om side med buddhistiske flag – også ved hindutemplet og endda ved en international hjælpeorganisation, fortæller en lokal ngo-medarbejder, som netop har besøgt området, til Information. En sikkerhedsforanstaltning kalder han det i en situationen, hvor mange tvinges til at vælge side.

Chefen for en international nødhjælpsorganisation påpeger derimod, at myndighederne skriftligt har ’bedt/beordret’ organisationerne inklusive FN til at flage med de to flag.

»Dette er et ’lov og orden’-spørgsmål […] og det er svært for os ikke at adlyde, specielt under undtagelsestilstand,« påpeger hun.

Den multietniske by, hvor de forskellige befolkningsgrupper – muslimer, hinduer, burmaner og et flertal af rakhine-buddhister indtil for nylig levede side om side, er støvsuget for muslimer, fortæller den lokale ngo-medarbejder. Den centrale bydel Aung Mingalar, hvor mange muslimer normalt bor, er tom bortset fra sikkerhedsfolk, der patruljerer området. Hundreder af beboerne er blevet tvangsdeporteret til et en mark uden for byen med forbud mod at vende hjem, ifølge myanmar-eksilmedier. Frygten for at muslimerne er stor blandt rakhinerne.

»Vi er bange for at de kommer i ly af natten – ovre fra den anden flodbred hvor der stadig bor nogle af dem,« siger de til den lokale ngo. Projektørlys oplyser nu flodbredden.

De mange internt fordrevne i området er hutlet sammen i interimistiske lejre uden for bykernen. En del rakhine-buddhister har dog taget ophold på klostre i centrum ellers hos slægtninge. Forholdsvis få rohingyaere har forladt lejrene, da de ikke tør vise sig blandt naboer, der ikke vil have dem tilbage, og af frygt for sikkerhedsstyrkerne, der er blevet sat massivt ind. Frygten og hadet er stort – blandt begge befolkningsgrupper.

En 38-årig rohingya-kvinde beretter til menneskeretsorganisationen Human Rights Watch, at omkring 50 bevæbnede rakhinemænd omringede hendes hus.

»Da 10 af dem kom ovenpå hoppede min svoger ud af vinduet. Folk udenfor greb ham og dræbte ham. Jeg gemte mig, og de kunne ikke bryde gennem den stærke dør til værelset. De sagde: ’Enten kommer du ud, eller du vil brænde ihjel. Hvad foretrækker du?’« »De dræbte min mand lige her i landsbyen. Hans arm var skåret over, og hans hovedet var næsten skåret af,« fortæller en 35-årig rakhine-mor til fem til Human Rights Watch (HRW) om episoden, hvor en stor gruppe rohingyare angreb hendes landsby. »Jeg faldt og var så bange, at jeg næsten ikke kunne trække vejret,« forklarer en anden.

»Jeg så al volden. Omkring 300 muslimer angreb vores landsby. Jeg så dem brænde husene.«

Etnisk adskillelse

HRW’s seneste rapport ’The Government Should Have Stopped This’ er den første dybdegående og upartiske dokumentation af situationen i området. Den dokumenterer, at ’menneskemængder fra begge befolkningsgrupper bestormede uanede landsbyer og nabokvarterer, dræbte beboere og ødelagde hjem, butikker og religiøse bygninger. Med få eller ingen sikkerhedsstyrker tilstede til at stoppe volden […] tog folk loven i egen hånd’. Dette er blevet efterfulgt af en ’bølge af organiseret vold begået af forskellige statslige sikkerhedsstyrker mod rohingya-samfund’. Rapporten konkluderer, at regeringen og myndighederne er ansvarlige for ikke at have stoppet volden.

Den internationale presse har officielt ingen adgang til området, og udenlandske nødhjælpsorganisationer er ikke populære. Ledende munke og politikere anklager ngo’erne for at begunstige rohingyaerne og negligere rakhinerne. I protest har munke indført en boykot af udenlandsk nødhjælp. Manisara, en overmunk som leder en lokal hjælpegruppe i Rakhine, udtaler til onlineavisen Irrawaddy: »Udenlandske ngo’er giver kun hjælp i minimale mængder til os rakhine-folk, men de giver meget til bengalerne (rohingyaerne). Det er ikke retfærdigt, og det er uacceptabelt. Vi kan ikke stole på dem og derfor afviser vi deres hjælp.«

FN og de internationale ngo’er afviser kritikken. »Vi leverer nødhjælp udelukkende ud fra humanitære principper,« understreger chefen for en international ngo i Rakhine og tilføjer, at »90 procent af befolkningen i de værst ramte områder er rohingyaer«. Delstaten er den næstfattigste i Myanmar ifølge FN’s seneste undersøgelser, og fattigdommen er værst i områderne nær Bangladesh-grænsen, hvor rohingya-erne fortrinsvis bor. Dette skyldes fortrinsvis mangel på udviklingsbistand og udbredt diskriminering fra centralregeringens side. Men de buddhistiske rakhinere har det kun minimalt bedre og føler, at de kæmper en hundrede år lang kamp for deres eget folk – truet af burmansk overherredømme, befolkningspresset fra nabolandet og deres muslimske rohingya-medborgere.

De lokale myndigheder har bedt FN og internationale organisationer om hjælp til at brødføde rohingyaerne i lejrene i to til tre år. »Det betyder i praksis for altid,« udtaler en international FN-ansat, som Information har talt med. En central FN-organisation udtrykte umiddelbart støtte til ’nødhjælpsplanen’ mens internationale ngo’er, der arbejder i området, har kraftige forbehold mod at bidrage til etnisk segregering.

»Separationspolitikken er en udfordring for os,« udtaler ngo-chefen.

»Hvis vi ikke giver hjælp til folk i lejrene, så går vi mod de humanitære principper, men vi vil heller ikke støtte politikken, så folk kommer til at være der i 10-20 år, som nogle af myndighederne har foreslået. Så vi vil kun levere nødhjælp og ikke permanent infrastruktur og kun i en foreløbig periode.«

Hvad der skal ske derefter er uvist. »Dette problem kan ikke løses gennem humanitær støtte. Det er et politisk problem og bør håndteres som sådan,« understreger hun.

Sikkerhedsstyrkernes overgreb

Der har været undtagelsestilstand i området siden juni, og hæren er sat ind. Sikkerhedsstyrkerne har ifølge menneskerettighedsgrupper begået systematiske overgreb på rohingyaere. Regeringen afviser kritikken, der også er blevet fremsat af FN – senest af FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder i Myanmar, Tomas Quintana, der i forrige uge efter et besøg i området udtrykte stor bekymring over den ’systematiske diskrimination’ mod rohingyaere og »sikkerheds- og politistyrkernes overdrevne magtanvendelse, vilkårlig anholdelse, drab, mangel på retfærdig rettergang og brugen af tortur i detention«. Han opfordrer til, at en ’uafhængig og troværdig undersøgelse’ af voldshandlingerne nedsættes. Som reaktion krævede 14 politiske partier ved et møde med FN fredag i Yangon, at Quintana blev fjernet for sin post, fordi hans vurdering var uretfærdig og forudindtaget.

Blandt de brede nationalistiske kredse i Myanmar er der ingen forsoning under opsejling. Kun få – og de er næsten alle tavse – deler den fremstående demokrati-aktivist Zarganars opfordring til, at »vi burmesere skal bruge vores ytringsfrihed til at understøtte fred, ikke konflikt.«

Zarganar er politisk komiker, elsket, kendt og dybt respekteret for sin kompromisløse kamp for menneskerettigheder i Myanmar. Han har besøgt rakhine-delstaten tre gange den seneste måned i forbindelse med nødhjælp til de fordrevne.

»Alle mennesker har rettigheder – rohingyare, bengalere (rohingyaerene, red.), rakhinere, burmanere. Det må vi ikke glemme,« slår han fast da Information møder ham i Yangon.

»Konflikten er blevet en meget følelsesladet sag og har ramt en nerve hos befolkningen og politikerne,« forklarer politisk analytiker Khin Zaw Win.

Præsidenten, der ellers som en af de få opfordrede til besindighed, da konflikten var på sit voldelige højpunkt, har efter lidt tid meldt klart ud. »Vi vil tage ansvar for vores egne etniske grupper, men det er er umuligt at acceptere illegale rohingyaere som ikke er af vores etnicitet,« udtaler han på sin hjemmeside.

»Det er delvist politisk, men går endnu dybere,« er Khin Zaw Wins kommentar til den udmelding.

»Thein Sein afspejler en folkestemning, der har dybe rødder. Samtidig vil ingen af landets ledere stå på den forkerte side med parlamentsvalget i 2015 forude.«

Han afslutter: »Vi må indse, at når det bliver alvor, så er (landets) store frihedskamp kun for de udvalgte.«

Præsidentens ’eneste løsning’ blev blankt afvist af FN. I den seneste uge blussede volden op igen. Et endnu uvist antal mennesker måtte lade livet. Kun få tror, at de bliver de sidste.

Sara Olsen skriver under pseudonym af sikkerhedsgrunde.

Information har også i en tidligere artikel skrevet om forholdene i Myanmar. Artiklen finder du her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Borup-Andersen

Der står bl.a.: "Den multietniske by, hvor de forskellige befolkningsgrupper – muslimer, hinduer, burmaner og et flertal af rakhine-buddhister indtil for nylig levede side om side, er støvsuget for muslimer, fortæller den lokale ngo-medarbejder."
Jeg spør' : Er dette ikke en parallel til BALKAN's skæbne? Ved nogen noget konkret? vh poul

Een ting er klart. De skal ikke bo i nærheden af hinanden, når angsten for hinanden er så stor og faren for at blive slået ihjel er så reel.

Uden at lægge skylden på nogen, så må FN landene omkring problemet, gribe ind og lave en adskillelse af dem og finde ud af hvem der skal bo hvor.

Det kan godt være at det kan føles uretfærdigt,, men ingen flere mord, tak