Paul Ryan indvarsler valgkamp om statens rolle

Mitt Romneys udnævnelse af en konservativ aktivist som sin vicepræsidentkandidat ændrer valgkampens dynamik. Fra at handle om Romneys økonomiske ekspertise tegner valgkampen nu til at blive et opgør mellem to vidt forskellige filosofier om statens rolle i samfundsøkonomien
Mitt Romney og Paul Ryan gjorde et ganske andet indtryk af gensidig beundring, end John McCain og Sarah Palin gjorde under valgkampen i 2008, hvor de optrådte noget akavet sammen.

Mitt Romney og Paul Ryan gjorde et ganske andet indtryk af gensidig beundring, end John McCain og Sarah Palin gjorde under valgkampen i 2008, hvor de optrådte noget akavet sammen.

Jason Reed
13. august 2012

I amerikansk politik hører det til sjældenhederne, at en præsidentkandidat – der taber med et brag – får en ny chance af partiets vælgere.

Anderledes forholder det sig med kandidater til vicepræsidentposten. Hvis de er med på det tabende hold, kan de regne med at være favorit til at blive udnævnt som deres partis præsidentkandidat fire år senere.

Det er bl.a. derfor, at Mitt Romneys udpegelse af det republikanske kongresmedlem Paul Ryan til vicepræsidentkandidat lørdag under et valgmøde på flådebasen i Norfolk, Virginia, potentielt kan ændre amerikansk politik i de næste mange år.

Hvis Romney går hen og taber i november til Barack Obama – hvilket det dristige valg af den konservative ideolog Ryan antyder, at rådgiverne frygter – vil Ryan med stor sandsynlighed have de bedste chancer for at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2016.

Ryan anses vidt og bredt for at være post-Bush-æraens førende konservative ideolog og intellektuelle. Han er ung, 42, og velsignet med et godt udseende og en sympatisk udstråling, hårdt arbejdende, dynamisk, sportslig og vidende.

Hvid ridder

Han ligner, skrev Jonathan Chait i The New York Magazine i april, i alt og et den legendariske Jimmy Stewart-figur i filmrollen som den hvide ridder, der tager til Washington for at bekæmpe politisk korruption og redde nationen fra moralsk ruin.

I den moderne version spiller Ryan en no-nonsense-pragmatiker, der kender det føderale budget som sin egen bukselomme og derfor kan få sat skik og orden på den amerikanske husholdning og redde nationen fra økonomisk ruin.

Forbavsende nok er det lykkedes den talentfulde politiker at vinde respekt i medierne og blandt midtsøgende demokrater. Det til trods for det radikale budskab han bringer for dagen, ifølge hvilket velfærdsstaten skal afmonteres og borgerne igen være deres egen lykkes smed.

Han vil afskaffe skat på kapitalvinding og lade de rigeste amerikanere betale mindre i personlig skat ud fra det libertære princip, at de i kraft af en medfødt iværksætterånd og visdom ved bedre end almindelige mennesker, hvordan man investerer i noget produktivt og skaber job for resten af befolkningen.

På bølgelængde

Amerikanske kommentatorer og republikanske vælgere bemærkede i går, at Romney og Ryan trods deres vidt forskellige baggrund var usædvanlig godt på bølgelængde med hinanden, da de optrådte på krigsskibet USS Wisconsin.

Det huskes, hvor akavet parret John McCain og Sarah Palin virkede sammen under præsidentvalget i 2008.

En sandsynlig forklaring er en gensidig beundring.

På den ene side ser den intellektuelle politiker, der aldrig har arbejdet i det private erhvervsliv, op til den dygtige finansmand, der har opbygget en formue og ifølge eget udsagn skabt 100.000 job.

På den anden side beundrer Mitt Romney Paul Ryan for hans rodfæstede ideologiske overbevisning, noget Romney er blottet for. Præsidentkandidaten er veluddannet og vidende, men hans værdier er primært pekuniære og religiøse.

Men hvem er så den dominerende part i dette bekvemme parforhold?

Formelt set er det præsidentkandidat Romney, som makkeren Ryan ærbødigt fulgte som det tynde øl på deres første dag sammen. Men synet tager sig helt anderledes ud hos Det Republikanske Partis konservative vælgerbase – altså den libertære fløj og Tea Party-tilhængerne samt deres talspersoner i medierne.

Ryan-planen

Sarah Palin var en gave til de konservative, men hun floppede på grund af sin manglende erfaring og viden.

Paul Ryan er en velsignelse. Han er allerede partiets uformelle leder, en, alle lytter til. Det er ham, der sætter dagsordenen, og den går ud på at omlægge den amerikanske økonomi og velfærdsstat.

Hans ideer er blevet lagt ud i et radikalt manifest, som i første version blev offentliggjort i 2008, og som i sin seneste version gjorde entré på den politiske scene i Washington som Republikanernes officielle budgetplan for finansåret 2012-13.

Forslaget blev vedtaget af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus med kun fire partistemmer imod. Men det blev aldrig taget op i Senatet og afgik derfor en stille død.

Nogle republikanske senatorer turde ikke røre ved det med en ildtang af frygt for at blive hængt ud af deres demokratiske modstander ved det næste valg.

Ryan-planen vil delvist privatisere den statslige pensionsordning og skære ned på statslige subsider til sygesikring for pensionister. Social bistand til USA’s fattige skal helt afskaffes og måske mest følsomt af alt: Sygesikring for børn i familier under fattigdomsgrænsen bliver fjernet.

Romneys fejltrin

Alt sammen for at finde penge til at eliminere kapitalvindingsskatten på 15 pct. og nedsætte den højeste skatterate fra 35 til 25 pct. Ideologisk er begrundelsen for en så radikal omlægning af velfærdsstaten den enkle, at alle amerikanere skal lære at forvalte deres liv, som om de var lige så smarte som Mitt Romney.

Romney udtalte allerede i marts støtte til Ryan-planen. Nu har han formelt set adopteret den som sit eget ideologiske gods. Det betyder, at resten af valgkampen stort set vil komme til at handle om den dybe kløft, der er mellem Obamas og Romneys opfattelse af statens rolle i økonomien.

Romneys strategi gik indtil lørdag ud på at gøre Obama ansvarlig for de dårlige ledighedstal i håb om, at den populære præsident ville blive trukket ned af den matte amerikanske økonomi. Den plan mislykkedes. Obamas føring i meningsmålingerne er siden vokset.

Nu har Romney en anden plan …

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Philip C Stone

"Han ligner, skrev Jonathan Chait i The New York Magazine i april, i alt og et den legendariske Jimmy Stewart-figur i filmrollen som den hvide ridder, der tager til Washington for at bekæmpe politisk korruption og redde nationen fra moralsk ruin."

Jeg ved ikke om Burcharth har læst Chaits artikel, men ovenstående beskrivelse giver et meget misvisende billede af artiklens indhold. Chait begynder sin artikel med at gøre rede for den fremherskende opfattelse af Ryan, som han derefter tilintetgør:

Ryan would achieve his short-term deficit reduction by focusing overwhelmingly on programs targeted to the poor (which account for about a fifth of the federal budget, but absorb 62 percent of Ryan’s cuts over the next decade). The budget repeals Obamacare, thereby uninsuring some 30 million Americans about to become insured. It would then take insurance away from another 14 to 27 million people, by cutting Medicaid and children’s health-insurance funding.

This is not a moderate plan. As Robert Greenstein, a liberal budget analyst, summed up the proposal, “It would likely produce the largest redistribution of income from the bottom to the top in modern U.S. history.” And yet, Ryan has managed to sell it as something admirable, and something else entirely: a deficit-reduction plan. This is very clever. The centrist political Establishment, heavily represented among business leaders and the political media, considers it almost self-evident that the budget deficit (and not, say, mass unemployment or climate change) represents the singular policy threat of our time...

Whether Ryan’s plan even is a “deficit-reduction plan” is highly debatable. Ryan promises to eliminate trillions of dollars’ worth of tax deductions, but won’t identify which ones. He proposes to sharply reduce government spending that isn’t defense, Medicare (for the next decade, anyway), or Social Security, but much of that reduction is unspecified, and when Obama named some possible casualties, Ryan complained that those hypotheticals weren’t necessarily in his plan. Ryan is specific about two policies: massive cuts to income-tax rates, and very large cuts to government programs that aid the poor and medically vulnerable. You could call all this a “deficit-reduction plan,” but it would be more accurate to call it “a plan to cut tax rates and spending on the poor and sick.” Aside from a handful of exasperated commentators, like Paul Krugman, nobody does.

The persistent belief in the existence of an authentic, deficit hawk Ryan not only sweeps aside the ugly particulars of his agenda, it also ignores, well, pretty much everything he has done in his entire career, and pretty much everything he has said until about two years ago...

Ryan has, retroactively, depicted himself as a dissenter from the fiscal profligacy of the Bush administration, and reporters have mostly accepted his account at face value. (“Ryan watched his party’s leadership inflate the deficit by cutting tax rates like Kemp conservatives while spending like Kardashians,” wrote Time last year.) In reality, Ryan was a staunch ally in Bush’s profligacy, dissenting only to urge Bush to jack up the deficit even more...

In 2001, Ryan led a coterie of conservatives who complained that George W. Bush’s $1.2 trillion tax cut was too small, and too focused on the middle class. In 2003, he lobbied Republicans to pass Bush’s deficit-­financed prescription-drug benefit, which bestowed huge profits on the pharmaceutical and insurance industries. In 2005, when Bush campaigned to introduce private accounts into Social Security, Ryan fervently crusaded for the concept. He was the sponsor in the House of a bill to create new private accounts funded entirely by borrowing, with no benefit cuts. Ryan’s plan was so staggeringly profligate, entailing more than $2 trillion in new debt over the first decade alone, that even the Bush administration opposed it as “irresponsible.”
http://nymag.com/print/?/news/features/paul-ryan-2012-5/index1.html

Blandt de få der har gennemskuet Ryan nævner Chait Paul Krugman, som i går skrev:

What I do know is that anyone who believes in Ryan’s carefully cultivated image as a brave, honest policy wonk has been snookered. Mark Thoma reviews selected pieces I’ve written about Ryan; he is, in fact, a big fraud, who doesn’t care at all about fiscal responsibility, and whose policy proposals are sloppy as well as dishonest. Of course, this means that he’ll fit in to the Romney campaign just fine.
http://krugman.blogs.nytimes.com/2012/08/11/galt-gekko-2012/

Her er en link til Tomas udvalg af Krugmans artikler om Ryan:
http://economistsview.typepad.com/economistsview/2012/08/ryans-budget-th...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip C Stone

Og, hvad klima og miljø angår:

Rep. Paul Ryan (R-WI), Mitt Romney’s vice-presidential pick, is a virulent denier of climate science, with a voting record to match.

A favorite of the Koch brothers, Ryan has accused scientists of engaging in conspiracy to “intentionally mislead the public on the issue of climate change.” He has implied that snow invalidates global warming.

Ryan has voted to prevent the Environmental Protection Agency from limiting greenhouse pollution, to eliminate White House climate advisers, to block the U.S. Department of Agriculture from preparing for climate disasters like the drought devastating his home state, and to eliminate the Department of Energy Advanced Research Projects Agency (ARPA-E)...
http://thinkprogress.org/climate/2012/08/11/677051/meet-paul-ryan-climat...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mascha  Madsen

Som om man kan genopfinde det vilde Westen , som om Metropolerne ikke har brug for en enorm stor fælles-økonomi og fællesopgaverne er kolosale, som om lykken er at være ligeglade med nærmest alle sine medmenneskers armod og ikke eksisterende muligheder... Og som om væksten ikke er ved at se døden i øjnene når den er i en scala som USAs har været det.... Hvem skal egentligt rydde op efter USAs indudstri både inden for staternes grænser og uden for i den ganske verden ? Republicans ruins reallity !

anbefalede denne kommentar