Læsetid: 5 min.

Politikerretorik gør det sværere at løse eurokrisen

Tyske Der Spiegel har udnævnt Europas 10 farligste politikere, som med en forenklet, populistisk retorik ’truer hele det europæiske projekt’. Eksperter er enige i, at denne sommers retorik gør det sværere for politikerne at finde en løsning på eurokrisen
Når europæiske politikere skruer op for retorikken og angriber hinanden, er det ofte Grækenland, der står for skud. Blandt andet i Finland, hvor Timo Soini, lederen af partiet Sande Finner, mener, at al økonomisk hjælp til grækerne bør droppes omgående.

Når europæiske politikere skruer op for retorikken og angriber hinanden, er det ofte Grækenland, der står for skud. Blandt andet i Finland, hvor Timo Soini, lederen af partiet Sande Finner, mener, at al økonomisk hjælp til grækerne bør droppes omgående.

Louisa Gouliamaki

14. august 2012

Europas politikere har i takt med, at varmegraderne er steget på kontinentet, skruet tilsvarende op for retorikken og angrebene på hinanden. Det i en grad, som har fået det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel til at udnævne Europas 10 farligste politikere, som med deres »grove overforsimpling af situationen« er med til at »oppiske stemningen og dermed forværre krisen«.

»De leger med ild, som kan true hele det europæiske projekt. De giver næring til, både direkte og indirekte, stereotyper og bitterhed om angiveligt dovne sydeuropæere på den ene side og dominerende tyskere på den anden,« skriver magasinet.

Bladet henviser bl.a. til den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi, hvis avis, Il Giornale, i forrige uge havde overskriften »Det Fjerde Rige« over en artikel om eurokrisen – illustreret af Angela Merkel, der løfter sin højre arm, samt tyske Markus Söder, finansminister i delstaten Bayern, der har sagt, at »alle må forlade mor på et tidspunkt, og det tidspunkt er kommet for grækerne«. Med på listen er også Alexis Tsipras, den græske ekskommunist og i dag leder af Koalitionen af det Radikale Venstre, Syriza, som af flere iagttagere har fået mærkatet den »farligste mand i Europa« med sin afvisning af landets lånepakke og krav om, at privatiseringer skal »kriminaliseres«.

Thomas Klau, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations’ Paris-kontor, er helt enig med Der Spiegel i, at retorikken blandt europæiske politikere nu har nået et niveau, hvor det kan skade det europæiske sammenhold.

»I debatten om eurozonekrisen benytter flere sig nu af en retorik, der før var begrænset til ekstremistiske partier. Nu giver etablerede politikere næring til nationale stereotyper, der grænser til det xenofobiske. Det er en bekymrende ny udvikling, som har gjort den retorik meget mere udbredt og har ført til, at normalt fornuftige politikere analyserer krisen ud fra et nord/syd-skel, som faktisk ikke kan overleve et dybdegående eftersyn,« siger Klau til Information.

Sinan Ülgen, Europa-ekspert ved Carnegie Europe i Bruxelles, mener, at udviklingen er udtryk for en »genopblomstring af den politiske populisme«, men påpeger, at mudderkastningen indtil videre primært foregår fra oppositionsbænkene. Ikke desto mindre har de populistiske partier vokset sig større i løbet af kriseårene.

»Vi er endnu ikke nået dertil, at disse partier er kommet til magten. En milepæl ville have været Grækenland, men selv der vandt partierne, der støtter hjælpepakkerne, i sidste ende. Men det er en glidebane, og der er ingen garantier for, at de ikke vil komme til magten,« siger han til Information.

Svært job

Blandt læserkommentarerne til Der Spiegels ’Hall of shame’ er der dog flere, der påpeger, at nogle af de ti blot udtrykker en sund skepsis over for EU, den stramme økonomiske kurs og indvirkningen af immigration på Europa, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt magasinet selv medvirker til den polariserende retorik, de advarer imod. Det mener Sinan Ülgen dog ikke, selv om han anerkender, at det kan være svært at give politikere mærkatet ’farlig’, før de er kommet til magten, hvor deres adfærd ofte ændres.

»Ved at identificere politikere, som sætter den politiske konsensus om strategien for at løse eurokrisen på spil, fokuserer Der Spiegel blot offentlighedens opmærksomhed mod et af hovedproblemerne, og derfor øger den bevidstheden om den negative indvirkning af disse politikeres uvelkomne indstilling,« siger han.

Begge eksperter mener, at de europæiske toppolitikere stadig er forpligtet på at finde en løsning. Men udbredelsen af den bitre retorik har gjort deres arbejde sværere:

»Flertallet af lederne i eurozonen er fuldt ud forpligtiget på at holde sammen på eurozonen, men i nogle lande – såsom Finland og Holland – puster retorikken blandt politikerne til de nationale stereotyper, og det har skabt vanskeligheder i den europæiske krisehåndtering. Så der har allerede været en pris at betale,« mener Thomas Klau og fortsætter: »Det er ikke bare en smule dårlig opførsel, når retorikken nærer bitterheden mellem folk i eurozonen og gør det sværere at finde løsninger. Det er en farlig udvikling.«

Sinan Ülgen mener også, at udbredelsen af den forsimplede retorik gør det sværere for toppolitikerne at nå en fælles løsning på krisen.

»Når først populistiske politikere får fodfæste, influerer de hele den politiske diskurs. Vi så det i Frankrig, hvor Nicolas Sarkozy ændrede sine immigrations- og Schengenpolitikker for ikke at miste stemmer til det yderste højre. I Grækenland skete det samme. Syriza argumenterede imod den stramme økonomiske politik, og det fik de etablerede partier til at love, at de også ville søge genforhandling,« siger han. »Det gør eurokrisen sværere at løse, fordi det har skabt en mere polariseret politisk scene.«

Tag ansvar

Den seneste retorik har fået flere prominente politikere til at advare imod debatniveauet. Den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, sagde forleden, at »vi må passe på, at vi ikke taler Europa ihjel.« Den italienske premierminister, Mario Monti, har advaret imod en »frontlinje mellem nord og syd; der er gensidige fordomme … og vi må bekæmpe dem.«

Den slags tale ser Thomas Klau gerne meget mere af, hvis Europa skal holde sammen på både det folkelige og det politiske niveau.

»Politikerne og så mange aktører som muligt i det offentlige liv må synliggøre vigtige kendsgerninger. At forklare virkeligheden kan være meget konstruktivt. Et af middelhavslandene – Italien – har f.eks. det højeste personlige opsparingsniveau og den laveste personlige gæld i Europa, hvilket går stik imod det stereotype billede af det spenderglade Syd,« siger han og tilføjer, at politikerne også må minde vælgerne om, hvad der står på spil: »Det er vigtigt for ansvarlige politikere at pege på resultaterne af samarbejdet siden Anden Verdenskrig. Alle resultater er skrøbelige, men i krisetider er de endnu skrøbeligere. Nogle typer af retorik er ikke bare en smule sjov, men bærer på en farlig pris, som jeg ikke tror, at befolkningerne er parat til at betale, for jeg tror ikke på, at flertallet ønsker at bo i et Europa, hvor aggressive nationalistiske partier dominerer, og hvor partierne forsøger at lukke grænserne,« siger Klau.

Sinan Ülgen er enig, men mener i bund og grund, at der skal en løsning på den nuværende krise til, før de europæiske befolkningers tillid til hinanden kan genopbygges.

»Med mindre befolkningerne kan se lys for enden af tunnelen, er det svært at se, at politikerne kan gøre ret meget ved det,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Ja, hold da kæft, hvor Le Pen, Timo Soini, Tsipras og Farage skulle skamme sig. Hvis bare deres tone havde været pænere, så havde alt været i orden i EU og mutti havde ikke haft så mange søvnløse nætter.

Steen Ole Rasmussen

Hvad skulle resten gøre uden de ti! Finde nogle nye, som de kunne skyde på.
Komplet latterlig artikel. Når man tænker på, hvor meget godt der skrives i Der Spiegel, så er det da besynderligt, at man vælger at fokusere på dette budskab.

Henrik Klausen

Artiklen er en fin demonstration af, at tyskernes bindegale angst for inflation og EU-elitens ideologiske arrogance for folket gør det umuligt at løse eurokrisen.