Læsetid: 4 min.

Race er stadig et problem i Sydafrika

Den sidste præsident under apartheidstyret i Sydafrika, Frederik Willem de Klerk, hævder, at den nationale forsoning, som Nelson Mandela stod i spidsen for, nu er helt forsvundet, og at racespørgsmålet bliver brugt som et skjold mod kritik
Den unge generation i African National Congress (ANC) beskyldes af den tidligere sydafrikanske præsident, Frederik Willem de Klerk, for kynisk at manipulere med det følsomme spørgsmål om politiske årsager. Ved en ANC-konference i sidste måned sagde præsident Jacob Zuma, at de økonomiske magtrelationer fra apartheidstyret i store træk er intakte. ’Hvide mænd er stadig ejerne i økonomien, som det altid har været’.

Den unge generation i African National Congress (ANC) beskyldes af den tidligere sydafrikanske præsident, Frederik Willem de Klerk, for kynisk at manipulere med det følsomme spørgsmål om politiske årsager. Ved en ANC-konference i sidste måned sagde præsident Jacob Zuma, at de økonomiske magtrelationer fra apartheidstyret i store træk er intakte. ’Hvide mænd er stadig ejerne i økonomien, som det altid har været’.

Sibeko Siphiwe

8. august 2012

Frederik Willem de Klerk, modtageren af Nobels fredspris og tidligere sydafrikansk præsident, advarer om, at landet igen er ved at blive forgiftet af politiske lederes racisme, og at den forsoning, som Nelson Mandela stod for, er »næsten helt forsvundet.«

De Klerk hævder, at den pensionerede Mandela må føle sig trist over, at den ikke-racistiske konsensus, som han forfægtede som Sydafrikas første sorte præsident, er blevet forrådt, og at kun en ny forsoning vil kunne genskabe den:

»Efter Mandela er gået på pension, har vi i stigende grad bevæget os væk fra den rummelighed og forsoning, som han tilskrev så stor betydning og selv var det fremmeste eksempel på,« sagde de Klerk for nylig i Johannesburg:

»Den ånd er falmet og næsten helt forsvundet.«

Racespørgsmålet er aldrig langt under overfladen i den offentlige debat i Sydafrika – hvad enten det er unge, der synger Skyd Boerne, hvilket hvide landmænd opfatter som provokerende, eller sorte demonstranter, der protesterer over et kunstgalleris udstilling af et maleri af præsidentens nøgne kønsdele. Men de Klerk, som var den sidste præsident under apartheidstyret, beskylder den yngre generation i African National Congress (ANC) for kynisk at manipulere med det følsomme spørgsmål af politiske årsager. De Klerk citerede præsident Jacob Zuma, der ved en ANC-konference i sidste måned sagde:

»De økonomiske magtrelationer fra apartheidstyret er i store træk intakte. Det er stadig hvide mænd, der er ejerne i økonomien, som det altid har været.«

Røgslør mod kritik

Ifølge de Klerk er »det bedste eksempel, at præsidenten offentligt siger, at hvide mænd er den største forhindring for de sortes fremgang. Man behøver blot læse hans og andre prominente ANC-lederes taler for at se, at også andre regelmæssigt bruger racespørgsmålet og giver apartheid og fortiden skylden for alle deres ledelsesmæssige svigt. Efter min mening bliver racismen fremmanet for at skabe et røgslør, som manglen på god ledelse og effektiv regeringsførelse kan skjules bag.« På spørgsmålet om, hvad denne retorik kan medføre, svarede de Klerk:

»Den splitter landet igen ... Vi kan få brug for en ny forsoningsfase. Jeg tror, at vi allerede har brug for det.«

Mandela er stadig højt beundret, fordi han reddede landet fra en potentiel borgerkrig, da apartheidstyret kollapsede. Men kræfter i og uden for ANC hævder, at den politiske frigørelse ikke har medført materielle forbedringer, og en ny overgangsperiode er nødvendig for også at opnå økonomisk befrielse fra det hvide mindretal. På spørgsmålet om, hvordan den 94-årige Mandela, som de Klerk delte sin fredspris med, ville reagere på racespørgsmålets stigende betydning i sydafrikansk politik, svarede han:

»Jeg kan ikke tale på hans vegne. Men jeg kan forestille mig, at eftersom forsoningen er falmet, og eftersom racismen igen er udbredt, må han være ked af det. Jeg bebrejder elementer i ANC, ikke ANC i sig selv. Jeg tror, at der også er moderate mennesker i ANC, som efter al sandsynlighed er dybt bekymrede over de nye tendenser, men som måske føler sig marginaliserede eller intimideret. Mere ønsker jeg ikke at sige.«

Ulighed og race

En ny rapport fra Verdensbanken bekræfter, at Sydafrika er et af verdens mest ulige samfund: De rigeste 10 pct. af befolkningen står for 58 pct. af landets bruttonationalprodukt, mens de fattigste 10 pct. står for 0,5 pct. Trods en voksende sort middelklasse er fattigdom stadig et raceproblem. Ifølge fagforeningerne er 74 pct. af de sorte i den arbejdsdygtige alder arbejdsløse, sammenlignet med 35 pct. blandt de hvide, og de vurderer, at færre end 5 pct. af selskaberne på børsen i Johannesburg ejes af sorte. Alligevel insisterer de Klerk:

»Den sorte befolknings andel af økonomien i Sydafrika har vokset sig markant større. Det begyndte endda før 1990, men er taget endnu mere til efter 1994.«

I en tale ved en konference, som var arrangeret af hans egen organisation, insisterede den tidligere præsident på, at racespørgsmålet bliver brugt som en undskyldning for at aflede kritik:

»Desværre er perioden med national forsoning fra Mandela og Thabo Mbekis æra forbi,« sagde han til de delegerede: »En stor del af den foreslåede ’anden fase’ af den nationale, demokratiske revolution er direkte rettet mod hvide mænd, som helt uretfærdigt får skylden for den tredobbelte krise med arbejdsløshed, ulighed og fattigdom. Det sker på et tidspunkt, hvor regeringstoppen forværrer de racemæssige spændinger ved at anvende en aggressiv retorik, støtte afsyngelsen af provokerende sange og tolerere racemæssigt provokerende trusler fra dele af partiet.«

De hvides frygt

En mand, som ofte bliver nævnt som en kilde til racemæssig uro, er Julius Malema, der tidligere i år blev afsat fra posten som formand for ANC Youth League. Han benægter dog, at han er personificeringen af de hvides frygt:

»Hvis de bliver bange, er det deres eget problem, de er kujoner,« siger Malema, der stadig er politisk aktiv:

»De kan ikke da være bange for en demokratisk debat. De har aldrig set mig angribe eller dræbe hvide mennesker … de har ingen grund til at frygte mig. Jeg forsvarer dem og er optaget af deres interesser.«

Julius Malema tilføjer:

»Vi løser først problemerne, når vi får løst problemerne for de mennesker, der bor i Alexandra town-ship (i Johannesburg, red.). Til den tid behøver de ikke længere leve i frygt. De lever ikke i frygt på grund af mig, men fordi de ved, at de er omgivet af et flertal af fattige mennesker, som kan finde på at bryde ind i deres køkkener og tage alt, hvad de har. Derfor har de så høje mure, fordi de ved, at det, de gør, er uretfærdigt. Deres samvittighed taler til dem. Det handler ikke om Julius.«

 

© The Guardian & Information 2012. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ANC har haft flertallet og magten i Sydafrika i 18 år, og er således fuldt ansvarlige for udviklingen siden da. Jacob Zumas udtalelse for en måned siden, på en ANC-konference, må således betragtes som ren selvkritik.

Selvom der er sket økonomiske og materielle forbedringer for en del af den sorte/farvede befolkning, er det langt fra nok. Skylden herfor må placeres hos ANC.

Hvis race-kortet trækkes må det betragtes som panik, og vil kun gøre tingene værre. Sydafrika har alle muligheder. Også at ende som Zimbabwe, Mozambique eller Kenya.

@ Mascha:

Selvfølgelig betyder race race og ikke religion.

Jeg er bekendt med at nogle misbruger begrebet 'racistisk', når de skal stigmatiserer folk de er uenige med i religiøse spørgsmål.

Heldigvis er religiøse problemer ikke eet af dem (af de mange Sydafrika har), der volder kvaler. Landet er helt overvejende kristent og animistisk, med meget små mindretal af jøder og muslimer. Der er desværre nok af andre alvorlige problemer at tage fat på.

Lars Peter Simonsen

Da Mandela forhandlede med kapitalisterne om Sydafrikas fremtid og hans løsladelse, magtovertalelse, blev han skræmt til at undlade at implementere ANCs intention om udbredte nationaliseringer, de truede med at de ville trække deres investeringer ud af landet og derved overlade den sorte befolkning til fattigdom, arbejdsløshed og udbredt vold og kriminalitet m.m. Kapitalisterne fik lov til at blive siddende, og i dag har man så til gengæld fattigdom, arbejdsløshed og udbredt vold og kriminalitet m.m., så - hov?

@ Lars P. Simonsen

Man kan nok ikke udelukke, at der kan have været slået en handel af mellem de hvide og ANC toppen.

Dine sidste toogenhalv linier er jeg ikke enig i, idet du antyder, at disse forhold skulle være blevet værre de sidste tyve år. Det er de ikke. Men Sydafrika har haft en stor befolkningstilvækst (på trods af AIDS), og der har også været en stor immigration fra lande som Zimbabwe, Congo, Malawi og Mozambique. Det er altså ikke kapitalisternes skyld.

Vibeke Svenningsen

Ingen tvivl om, at overgangen fra apartheid til demokrati ikke blev efterfulgt af de nødvendige reformer mod st skabe mere lighed samt lige muligheder. Det er altid tvivlsomt, når denne er hængt på entydig vækst af fordele af og ikke også en omfordeling af det allerede eksisterende. Det ses jo også i fx Brasilien - der er kommet sociale reformer, men de er primært drevet af at få Brasilien til at være en vækstøkonomi. Der er dog også mange fattige hvide i Sydafrika - det er bestemt ikke sådan, man kun ser hvide i townships osv, og der er da også en voksende sort middelklasse, men uligheden er stadig enorm. Man bliver hel forstummet, når man fx hele tiden mødes af den enorme kontrast mellem rig og fattig, som er meget tydelig i fx Cape Town, og hele den sydlige region, hvor også flertallet af hvide bor.